På klimaområdet ignorerer politikere og medier den virkelighed, som tegnes – ikke af debatindlægs og alarmforskningens følelsesladede indslag om børns, børnebørns og klodens håbløse fremtid – men af observationsfakta og robuste forskningsresultater

Hvis demokratiske samfundsborgere ikke er kvalificeret til at kritisere en politisk bevægelse og dens projekt, så frygter jeg, at oplysningens kollaps risikerer at gøre det af med civilisationen længe før en klimakatastrofe kan

Johannes Krügers brev har åbenbart gjort indtryk på Statsministeren

En af pointerne ved begrebet CO2-lækage er, at når Danmark sænker udledningerne inden for EU’s kvotesystem – f.eks. ved at give massive subsidier til vedvarende energi – så er der stort set ingen global effekt

Men i stedet for at glæde sig over, at der nu omkommer relativt få mennesker som følge af voldsomt vejr, efterlader medier og andre aktører i debatten os i stedet det modsatte indtryk, at mennesker dør i hobetal. Samtidig accepterer vi ikke længere naturkatastrofer som en naturlig del af tilværelsen på vores planet

Venstrefløjens dummeste standpunkt angår klima. Her har de haft succes med at få bred opbakning langt ud på højrefløjen, men uheldigvis bygger succesen på teorier, der ikke har hold i virkeligheden, hverken den moralsk virkelighed eller den videnskabelige virkelighed.

Men det er ikke kun i Orwells dystopiske roman, at fortiden ændres. FN’s Miljøprogram (UNEP) er i stand til det samme

En anden og værre årsag til den overdrevne alarmisme er den indbyggede forvridning hos mange upraktiske universitetsforskere til altid at se de negative konsekvenser af en udvikling i stedet for de realistiske konsekvenser

IPCC-skandalerne, de mange videnskabelige fejl, dementier af alarmerende udsagn eller manglende sammenhæng mellem mængden af CO2 og temperaturen til trods for at CO2 til tider har været 5-10 gange højere end nu – synes ikke at gøre indtryk på den politiske elite