Debatindlæg

SkyClean – En ny teknologi

  • Af Carl Åge Pedersen

Det er glædeligt at se, at der til stadighed arbejdes med nye og spændende teknologier, som vil kunne bidrage til at reducere udledningen af kuldioxid til atmosfæren. Se f.eks om Skyclean her.

Der er en lang tradition for, at landbruget har samarbejdet med forskere om innovation på energiområdet.

Tilbage i 1980-erne var landbruget med i Koordineringsudvalget for Biogasfællesanlæg, det såkaldte Øllgaard-udvalg, som var startskuddet til etablering af store biogas-fællesanlæg, som producerede – og stadig producerer metan, som fortrænger fossile energikilder, og dermed bidraget til at formindske kuldioxidberigelsen af atmosfæren.

Erhvervet har også været meget aktivt i bestræbelserne på at etablere bioraffineringsanlæg, som vil kunne give råvarer, som kan erstatte dem, der hidtil er udvundet af olie og andre fossile kilder.

Faktisk blev der etableret et fuldskalaanlæg på Bornholm: Bioraf, men det måtte lukke på grund af dårlig økonomi. Efterfølgende blev der bl.a. i regi af Dong Energy etableret et 2. generations bioethanolanlæg i Kalundborg og Inbicon, som også er lukket efter at have brugt en mia. Pyroneer, som også havde tænkt sig at bruge halm som råvare til at fremstille brændstof har lidt samme skæbne. senere etableredes Måbjerg Bioenergy Center ved Holstebro. Selskabet omtaler det selv som “ET BIOENERGI-ANLÆG AF HIDTIL USETE DIMENSIONER”

Fælles for disse anlæg er det, at der har været – og stadig er – stor afstand fra teori til praksis.

Erfaringen tilsiger derfor, at man skal være i besiddelse af en vis ydmyghed, før man drager endelige konklusioner om mulighederne i nye opfindelser på området.

Dertil kommer, at den kvantitative sammenhæng mellem atmosfærens kuldioxidindhold og dens temperatur indtil videre mere bygger på laboratorieforsøg, modelberegninger, samt politiske beslutninger, end på dokumentation. Et forhold, som bør afklares i en konstruktiv dialog mellem forskere med forskellig tilgang til emnet. Også de forskere, som har en anden tilgang til emnet end IPCC.

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

One Comment

  1. Peder Stoholm

    “””Faktisk blev der etableret et fuldskalaanlæg på Bornholm: Bioraf, men det måtte lukke på grund af dårlig økonomi. Efterfølgende blev der bl.a. i regi af Dong Energy etableret et 2. generations bioethanolanlæg i Kalundborg og Inbicon, som også er lukket efter at have brugt en mia. Pyroneer, som også havde tænkt sig at bruge halm som råvare til at fremstille brændstof har lidt samme skæbne. Senere etableredes Måbjerg Bioenergy Center ved Holstebro. Selskabet omtaler det selv som “ET BIOENERGI-ANLÆG AF HIDTIL USETE DIMENSIONER”

    Fælles for disse anlæg er det, at der har været – og stadig er – stor afstand fra teori til praksis.”””

    Som oprindelig “far” til Pyroneer (pyrolysebaseret lavtemperatur CFB forgasning), må jeg sige, at dette i høj grad er noget sludder. Pyroneer var – teknisk meget succesbetonet – ført helt frem til den i 2014 umiddelbart forestående videre opskalering til begyndende kraftværksstørrelse (63 MW indfyret), men hvor især stadig manglende/uhensigtsmæssige rammebetingelser blev en for stor hindring.

    Rammebetingelserne er stadig så tossede, at lignende løsninger, der med tiden måtte vise sig lige så teknisk succesrige (inkl. fornødent skalerbare), formentlig igen vil “lægge sig på maven”, når mulighederne for særlig FoU-støtte bliver utilstrækkelige, og der igen behøves store kommercielle “muskler” til den videre opskalering og kommercialisering. Undtagelser kan være mindre anlæg baseret på høje modtageafgifter (så brændselsleverandørerne får udgifter i stedet for indtægter) og/eller nogle få anlæg som “fluktuerende aktører” er villige til at tabe på, for at undgå, at biomassen anvendes til effektiv og kontrollerbar elproduktion, der kunne begrænse deres salgspotentiale. Dette også ved at overflødiggøre noget (dejligt tabsbehæftet) el-til-el-lagring/PtX.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*