Anmeldelse, Modeller

Anmeldelse: “Solving the Climate Puzzle”

Vi anmeldte  her på siden for godt et år siden, Javier Vinós’ monumentale bog ”Climate of the Past, Present and Future”, hvor de forkrampede teorier om drivhusgasser som forklaring på alle fortidens klimamæssige tildragelser fik et ordentligt skud for boven. Vinós har nu skrevet en ny bog, hvor han fokuserer på nutidens klima, dvs. primært de seneste 100-150 år, dog med afstikkere til andre epoker også. Bogen har fået titlen Solving the Climate Puzzle, ”Løsningen af klima-puslespillet”.

Lad det være sagt med det samme, det er ikke nogen helt lettilgængelig bog, men hvis man giver sig god tid til at følge med, så er der ikke noget, der overstiger lægpersonens evne til at forstå indholdet. Der er ingen matematiske formler, eller tilsvarende videnskabelig garniture, og til gengæld nogle meget illustrative kurver og diagrammer. Man bliver taget ved hånden af forfatteren og gradvist ført igennem sagens mange forgreninger og finurlige aspekter.

Hvert eneste emne er genstand for nogle få siders skarp og præcis omtale. Der er mange ting, man skal have styr på, hvis man vil have det samlede overblik over klimaet. Indgående stråling fra solen, udgående stråling fra Jorden, cirkulationerne i atmosfæren og havet, de store svingninger over årtier eller mere, indflydelsen fra vulkaner, variationerne over årstiderne osv. Jordens klima er så meget mere end bare en simpel balance over ind- og udgående stråling og en drivhuseffekt, der hæmmer sidstnævnte.

Først og fremmest må de primitive betragtninger over en direkte sammenhæng mellem en strålingsbalance i toppen af atmosfæren og Jordens ”globale temperatur” opgives. Den ”globale temperatur” er defineret som atmosfærens, her luftens temperatur lige over jordoverfladen, sammenlagt med temperaturen i det allerøverste lag af havet. Det er en svær størrelse at måle, som vi har været inde på mange gange. Men den er også på en måde misvisende.

Temperatur er jo udtryk for energiindholdet i det medie, man måler på. Varmt vand indeholder flere kalorier end koldt vand, og vi har netop varmet det op ved at tilføre det energi fra kogepladen. Nu er den samlede energimængde i atmosfæren og havoverfladen meget lille, sammenlignet med hvad hele havet (eller bare de øverste 2000 m) kan rumme. Derfor må globale temperaturændringer betragtes som summen af havets og atmosfærens bidrag til energiindholdet.

Vi har alle set kurverne over hvor mange zettajoule (ZJ) havets energiindhold er vokset med de seneste 50-60 år. Det ser skræmmende ud, der tales om tal omkring 400 ZJ, og en zettajoule er en meget stor energimængde. Resultaterne er naturligvis behæftet med en del usikkerhed, men det skal da nok passe, at havets energiindhold er steget. Men har det så, som vores allesammens Al Gore har sagt, ført til at verdenshavene ”koger”. Det har vi kigget på tidligere og nåede frem til, at havtemperaturen i gennemsnit er steget med mindre end 0,07 grader. Hvis det meste af varmen er afsat i de øverste 700 meter taler vi om en opvarmning på ca. 0,15 gader siden 1960. Det kan jo på ingen måde siges at være skræmmende.

Havet kan således tilføres eller afgive meget store energimængder fra eller til atmosfæren, uden at det betyder det store for havets temperatur. Derfor kan man have ”global opvarmning” i en periode, hvor hele kloden reelt taber energi (ved at luften bliver varmere, men havet koldere) og omvendt.

Nu begynder vi at nå frem til Vinós’ hovedbudskab. Han peger på den voldsomme geografiske ubalance, der er mellem indgående stråling fra solen og udgående varmestråling fra jordkloden. Størstedelen af varmen fra Solen tilføres i et bredt bælte omkring Ækvator, hvor solen står højt på himlen hele året rundt, og i øvrigt en stor del af klodens overflade er dækket af hav. Sollyset rammer vandet og varmer det op, ned til mange hundrede meters dybde. Varmen bliver derefter transporteret væk ved forskellige mekanismer. Noget havvand fordamper naturligvis på stedet og luften med vanddamp bevæger sig så mod polerne, mod nord eller mod syd. En del af energitransporten mod polerne foregår i vandet, ved nord- og sydgående havstrømme. Der er alt i alt meget mere indgående end udgående stråling i troperne. Denne balance ændrer sig gradvist, jo længere væk fra Ækvator vi kommer, og ved polerne – især i deres vinter – er der et kolossalt strålingstab til verdensrummet. Her er ingen vanddamp, så der er kun CO2 som drivhusgas, og den kan ikke stoppe meget.

Nu begynder vi at forstå, hvorfor den ”globale temperatur” kan ændre sig både opad og nedad. Det hænger selvfølgeligt sammen med effektiviteten af varmetransporten mod polerne, og eventuel overskydende varme kan deponeres i havet, uden at det er videre synligt. Et sådant deponi kan stå på i mange år, uden at vi ville kunne mærke forskel. Der er megen snak om El Niño og La Niña, men set i lyset her, repræsenterer de primært tilstande, hvor man enten hhv. trækker varme ud fra lageret eller tilfører mere.

Der er selvfølgeligt flere mekanismer i spil. En af dem er den cirkulære strøm af luft rundt om polerne. Den drives bl.a. af Jordens rotation om sin egen akse. Der er sådan en strøm både rundt om Nordpolen og om Sydpolen. Sidstnævnte er ledsaget af havstrømme og fungerer uden de store variationer år efter år. Der er jo hav hele vejen rundt om Antarktis og intet, der hindrer den cirkulære strømning. Den fungerer som en effektiv barriere mod strømmen af varme fra Ækvator, og det er derfor, at Antarktis er meget koldere end Arktis. Sådan har det ikke altid været. For mange millioner år siden var Antarktis og Australien landfaste med hinanden, og det kontinent tillod ikke en fri cirkulær strømning. Den gang var Antarktis meget varmere end nu. Men så brød Australien fri og vandrede nordpå, og Antarktis blev kølet ned til de nuværende temperaturer.

Vi har her en forklaring på, hvorfor Antarktis reelt ikke er blevet varmere de seneste 60 år, trods menneskeskabt global opvarmning.

I Arktis er situationen en anden. Her veksler den cirkulære strømning over tid, den varierer mellem at være stærkere eller svagere. Når den er stærk, er der koldt på Nordpolen og havisen breder sig. En svagere strømning giver mindre havis, men til gengæld ultrakolde vintre længere sydpå, i Nordamerika og Sibirien.

Men hvad er det, der udløser svingningerne i klimaet? Hvorfor steg den globale temperatur mellem år 1900 og 1940, for derefter at falde frem til 1975, hvorefter den steg igen? Det hænger jo ikke sammen med stigningen i atmosfærens CO2-indhold. Klimaforskningen peger på vulkanudbrud, men en nøgtern analyse af disse viser klart, at de medfører en kortvarig afkøling af maks. et par års varighed, hvorefter klimaet fortsætter den udvikling, det var i gang med. Ideen om at f.eks. Den Lille Istid blev udløst af vulkanudbrud kan Vinós afvise totalt.

I stedet viser det sig, at det er Solen, der spiller en hovedrolle. Variationerne i Solens indstråling er små, så små, at de ikke på egen hånd kan være årsag til temperaturændringer af betydning på Jorden. Men f.eks. ved man, at en øget solpletaktivitet – hvilket er ensbetydende med en aktiv Sol – medfører langt mere ultraviolet stråling fra Solen. De ultraviolette stråler påvirker ozondannelsen i stratosfæren (atmosfærens øverste lag) og sandelig om ikke stratosfæren faktisk spiller en betydelig rolle i styringen af varmetransporten mod polerne. Stratosfæren, troposfæren og havet medvirker alle, via forskellige mekanismer.

I går skrev vi om den mærkelige sammenhæng mellem solaktiviteten og antallet af kraftige orkaner. Set i lyset af Vinós’ tanker er den ikke spor mærkelig mere. Orkanerne spiller jo desuden en rolle i varmetransporten mod polerne.

Man kunne så indvende, at effekterne, vi kigger på her, nok er alt for små til at have nogen større betydning. Det er dog ikke tilfældet. Man har fundet ud af, at hastigheden af Jordens rotation om sin egen akse varierer over tid (op til flere millisekunder pr. døgn), og det viser sig nu, at den nøje følger varmetransporten mod polerne. Større transport medfører en hurtigere rotation.

Vinós formulerer nu sin teori, som han kalder ”vinter-portvagterne”, der netop er de mekanismer, der styrer transporten mod den pol, hvor det er vinter. Der er mange elementer i den teori, og her er der kun givet nogle få smagsprøver.

Men ideen om havet som varmereservoir over lang tid er central i teorien. Den nuværende opvarmning kan således være en følge af, at Solen mellem 1933 og 1996 var på sit mest aktive niveau i flere århundreder. En del af varmen blev akkumuleret i havet og er med til at sikre, at opvarmningen af atmosfæren er fortsat trods faldende solaktivitet i de seneste 30 år.

Vi kan nu meget bedre forstå udsvingene i fortidens klima. Det Holocæne Optimum for 7000-9000 år siden er således en følge af, at Jordens hældning nåede sit maksimum, hvilket gav meget sollys på den nordlige halvkugle om sommeren. Det var det fænomen, der fik isen fra sidste istid til at smelte, og derefter fortsatte det med at være varmt i et par tusinde år mere. Temperaturerne var en følge af de daværende transporter af varme mod polerne og havde intet med CO2 at gøre, indholdet heraf var næsten konstant.

I tidligere tider har polerne været isfri og hele kloden havde en højere gennemsnitstemperatur. Dette hang paradoksalt nok sammen med, at der var mindre varmetransport mod polerne, der derved fik et helt andet lokalt klima præget af tæt skydække, der holdt på varmen.

Og Den Lille Istid, som klimaforskerne heller ikke rigtigt kan lide, kan også forklares med ”vinter-portvagt”-teorien. Der skete det, at startpunktet for den nordgående transport fra Ækvator rykkede sydpå, hvorved energimængden, der nåede op til områderne på samme breddegrader som Europa blev mindre. Igen var dette skifte et resultat af lav solaktivitet, der satte det hele i gang.

Vinós benægter ikke, at vores CO2-udledninger har givet et bidrag til den nuværende opvarmning, men temperaturstigningen var i et vist omfang kommet under alle omstændigheder, og dermed bliver de menneskeskabte effekter efter hans mening så små, at der ikke er nogen grund til at kaste sig ud i drastiske tiltag med vores energiforsyning og samfundsorden i øvrigt.   

Vinós har et kapitel om klimamodellerne, som han ikke er imponeret af. Der er så mange aspekter af klimaet, som de ikke kan håndtere. I stedet bliver de tunet ind på en periode med kendte temperaturer, og det sker ved justeringer af en lang række parametre i modellen. Men da disse justeringer ikke afspejler faktiske forhold i klimaet, vil en modelkørsel frem til f.eks. år 2100 ikke sige andet, end hvad justeringerne medfører. Det er nok en af grundene til, at modellerne er så rygende uenige om, hvad fremtidens temperaturer vil være. Vinós påpeger, at modellerne kan have en vis videnskabelig værdi, men som styringsværktøj for politisk planlægning er de aldeles uegnede.

Og den næste istid? Den kommer, når Jordens hældning er reduceret med yderligere nogle tiendedele af en grad, og omdrejningsaksen derved er lidt tættere på “lodret”. Det kan vores drivhusgasser ikke gøre noget ved, det er hav- og luftstrømmene, der sammen med Solen styrer ubønhørligt.  

Javier Vinós har her skrevet endnu en fantastisk bog. Den burde spille en hovedrolle i den næste IPCC-rapport, men lur mig, det kommer nok ikke til at ske.

Del på de sociale medier

6 Comments

  1. Ingrid Schmall

    Mit dem Neigungswinkel der Erdachse verändern sich doch auch die Gravitationseinflüsse durch Mond, Planeten, Sonne auf die Erde, sodass die beweglichen Meere anderen Trägheitslinien, Schwerkraftschwankungen folgen. Gibt es da irgendwelche Schwerkrafthäufungen, die der AMOC entsprechen könnten? Vgl. Springfluten

  2. Nu er jordkloden ret stor, og havoverfladen fylder 70% af denne overflade, så mon ikke der sker opvarmning et sted, samtidig med, at der sker nedkøling et andet?
    Og mon ikke at modellerne til klimaberegning slet ikke er i stand til at tage alle disse input/output i betragtning samtidig?

    CITAT FRA ARTIKLEN:
    Men ideen om havet som varmereservoir over lang tid er central i teorien. Den nuværende opvarmning kan således være en følge af, at Solen mellem 1933 og 1996 var på sit mest aktive niveau i flere århundreder. En del af varmen blev akkumuleret i havet og er med til at sikre, at opvarmningen af atmosfæren er fortsat trods faldende solaktivitet i de seneste 30 år. CITAT SLUT

    Jeg har i flere indlæg på Facebook givet netop dette synspunkt om tidsgabet gældende, også i forholdet til havenes udledning af CO2 under opvarmningen.
    Der er et tidsgab mellem temperaturens stigning, og til når CO2 frigives. Tidsgabet kan være fra 800 år til bare et part hundrede år, helt afhængig af temperatur og udgangspunkt.
    De grønlandske isprøver er de bedste klimadata vi mennesker indtil nu har præsteret, men det virker som om, at der ikke er nogen videnskabsfolk, det gider sætte sig ind i det.
    Der er dog nogen få rigtige videnskabsfolk der gør det, og det kan ses af DR2’s dokumentar om DET STORE KLIMABEDRAG.

  3. Her snakkes også om en 20-30 års cyklus der pumper energi ned i havet, for senere at frigive denne igen.

    ” the Interdecadal Pacific Oscillation”

    Hvor meget der er om snakken, samt hvor meget energi der udveksles, er der sikkert andre der kan svare på.

    Blot endnu et eksempel på at der måske findes mange kendte og ukendte cyklus´er, modelmagerne ikke helt har styr på / ønsker at have styr på, og som kan påvirke klimaet over en længere periode, eller længere intervaller, end de 30 år man idag definerer klimaændringer udfra.

    Og så er der jo rod i klimabutikken, hvis faste og tilfældige, kendte og ukendte udsving over lange perioder eller med lange intervaller, går ind og påvirker 30 års gennemsnittet.

    “Pacific trade winds, for instance, which have been unusually strong for the past two decades thanks to a 20- to 30-year cycle called the Interdecadal Pacific Oscillation, have been pumping atmospheric heat down into the western Pacific. The winds are powered up by the cycle’s current negative, or cool, phase. But scientists say that when the cycle eventually swings back to its positive, warm phase, which history suggests could occur within a decade, the winds will wind down, the pumping will let up, and buried heat will rise back into the atmosphere.”

    https://e360.yale.edu/features/how_long_can_oceans_continue_to_absorb_earths_excess_heat

  4. Tak for særdeles interessant indsigt her Søren, hvor det lyder som om der sættes fokus på alle de komplicerede mekanismer der er i spil, herunder nye (for IPCC), hvor samspillet mellem dem nok ikke er mindre kompliceret.

    Selvfølgelig er der ikke nogen der kan overskue så mange mekanismer, og samspillet mellem dem + de mekanismer vi endnu ikke har opdaget…så helt logisk at modelberegninger baseret på mangefuld input, eller input med bias (= ubrugeligt output), ikke giver nogen mening som beslutningsgrundlag for politikere…og så har vi endnu ikke snakket om hvorvidt vi overhovedet kan, eller kan blive enige om at gøre noget der giver mening, selv hvis vi havde retvisende modelberegninger.

    Man kan ikke engang beregne prisen for et sygehus, så hvordan skulle man kunne beregne noget som helst i et million gange så kompliceret globalt klimasystem, hvor mange af brikkerne mangler, er udskiftet med grønne brikker, eller helt er fravalgt….mon ikke klimaskandalen ender på samme måde som alle sygehusskandalerne, hvor skatteyderne bare taber en masse penge, og måske også deres hjem i tilkøb.

    Man får lyst til straks at bestille bogen, jeg kan forestille mig det, som en pose af Kims chips (hvis skjult reklame er tilladt her), er svært at lægge fra sig igen før alt indholdet er konsumeret.

    Også interessante samspil herunder, hvilket ikke gør det nemmere at forsøge sig med at måle en global temperatur, der jo i forvejen er en lidt abstrakt tanke…måske det giver mere mening at snakke samlet energiindhold end temperatur, når vi nu også har så forskellig varmefylde, jordens materialer imellem.

    “Havet kan således tilføres eller afgive meget store energimængder fra eller til atmosfæren, uden at det betyder det store for havets temperatur. Derfor kan man have ”global opvarmning” i en periode, hvor hele kloden reelt taber energi (ved at luften bliver varmere, men havet koldere) og omvendt.”

    “Men ideen om havet som varmereservoir over lang tid er central i teorien. Den nuværende opvarmning kan således være en følge af, at solen mellem 1933 og 1996 var på sit mest aktive niveau i flere århundreder. En del af varmen blev akkumuleret i havet og er med til at sikre, at opvarmningen af atmosfæren er fortsat trods faldende solaktivitet i de seneste 30 år.”

    Ja, der er en gigantisk træghed i systemet, hvilket blot gør regnestykkerne så meget mere kompliceret, når energien tilmed transporteres tredimentionelt rundt på kryds og tværs af planeten.

    Blot for det store overbliks skyld, og for bedre forståelse af proportionerne.
    Så kender vi jo som en (forsimplet) analogi, strægheden i vejret, hvor indstrålingen er størst ved midsommer her i DK, men hvor det varmeste vejr kommer op til to måneder senere i Juli og August, når vand og landmasser omkring os er varmet op…som en kedel vand der fortsat stiger i temperatur efter at man har skruet ned fra 9 til 8 og til 7, og først begynder at falde i temperatur, når der skrues ned på 1, og energitilførsel er lavere end energitabet ved den aktuelle kedel temperatur.

    https://www.mitrejsevejr.dk/l/vejret-danmark-vejrudsigt-temperatur-klima.php

    Oceanerne (inkl. alt vand under 2000m) skulle i henhold til linket herunder veje 270 gange så meget som atmosfæren, men har 270 x 4,23 = 1142 gange så meget varmekapacitet. Dertil kommer landmassens varmekapacitet.
    (4,23 = vands varmekapacitet i forhold til luft/(masse), hvor der nok ikke er taget højde for at vi her snakker saltvand)

    Man kan således sagtens forestille sig der i et globalt energisystem, kan være en træghed i systemet der strækker sig over mange år….og hvordan er sådan en træghed medregnet i klimamodellerne?

    Ja hvis hele vandmassen opvarmes 2 grader, ville der (i teorien) være lagret energi nok til at holde atmosfæren 2 grader varmere i de næste 1142 år…dertil kommer den energi landmasser også kan bidrage med

    https://www.sciencefocus.com/science/how-much-does-earths-atmosphere-weigh

    https://physics.stackexchange.com/questions/244989/water-vs-air-heat-absorption-capacity

    Det er heller ikke tilfældigt at man bruges lige præcis vand i radiatorer, hvor en af vand mange fantastiske egenskaber også er, at varmekapaciteten er særdeles høj.

    https://www.pinterest.dk/pin/362750944968653344/

    • Just testing 😉

      Man kan naturligvis ikke, ud fra regnestykket herover, konkludere noget om i hvor lang tid den totale vandmasse, hvis den er opvarmet med 2C, helt teoretisk ville kunne tilføre den totale luftmasse 2 grader C, blot at varmekapaciteten i henhold til dette regnestykke er 1142 gange så stor.

      Hvordan proportionsforholdet så er mellem den luft og vandmasse, der aktuelt er i spil, når der udveksles energi, er der måske andre, der har et kvalificeret gæt på?

      Det er jo også interessant at vide, i hvor lang tid energi kan lagres i havets forskellige dybder, geografiske områder, for så at blive hentet op til overfladen senere ved en begivenhed.

  5. Mikael Thau

    Tak til Søren for en meget interessant præsentation af Javier’s bog.

    Enig i at bogen næppe får en større rolle i IPCC’s arbejde. Klimaforskningen brødføder i dag en meget stor population af klimaforskere, hvis karriere og løn er helt afhængig af det fortsatte fokus på menneskabte påvirkninger af vores miljø. Det bliver næppe herfra at vi vil se et fornyet syn på solens rolle.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*