Anmeldelse

Anmeldelse: ”Climate Change – The Facts 2020”

Bogen udkom for næsten et år siden i Australien. Af en eller anden grund skulle der gå lang tid, før den kunne købes i Europa, så anmelderen her modtog først sit eksemplar for et par uger siden.

Ligesom forgængerne (den seneste fra 2017) er bogen en samling af bidrag fra forskellige videnskabsfolk, mens Jennifer Marohasy, australsk klimaforsker, er redaktør (og har skrevet et par af kapitlerne).

De mange bidragydere giver selvfølgeligt bogen et noget uensartet præg, men til gengæld er de bedste af indlæggene simpelthen fremragende.

Efter en skarp indledning fra redaktøren lægger vi ud med den skammelige historie om hvalrosserne, der kastede sig ud over klippekanter og styrtede i døden – ”på grund af klimaforandringerne”. Påstanden blev fremført af selveste Sir David Attenborough i BBC. Ideen er, at manglen på havis tvinger hvalrosserne til at gå i land i stedet, når de skal hvile, og så sker ulykkerne. Hele historien har intet på sig, hvalrosser har altid gået på land, og når de er for mange, søger nogle op i højderne. Her sker det, at de skræmmes af isbjørne – eller såmænd tv-folks droner – og flygter ud over skrænten. Det er observeret mange gange i historien – længe før ”klimaforandringer” kom på mode.

Vi får derefter en gennemgang af udviklingen i mængden af is ved polerne, hvor der ikke kan konstateres nogen form for ”accelererende” afsmeltning.

Efter et kapitel om pingvinerne på Antarktis, de har det godt og bliver mere og mere talrige, fortsætter vi med de vulkaner, der vides at befinde sig under Antarktis’ ismasser. De har eksisteret i millioner af år sammen med isen. I dette kapitel gøres der op med ideen om, at f.eks. hele Vestantarktis’ indlandsis kan ”kollapse” i løbet af få år med store havstigninger til følge. Efter IPCC’s lærdom skulle det kunne ske ved, at lidt varmt havvand slikker op ad kanterne på isen. Men et sådant ”kollaps” er fysisk umuligt og kommer under ingen omstændigheder til at ske på kort tid. En bortsmeltning vil tage tusinder af år.

Derpå følger et yderst interessant kapitel om CO2-indholdet i atmosfæren i de seneste 800.000 år. Her har man målt CO2-indholdet direkte i luftbobler i isen i de kilometerlange kerner, der er boret op fra Antarktis. Man finder her et næsten uændret indhold over alle årene. Men meget tyder på, at CO2 faktisk bliver blandet rundt i prøverne og derved går variationer over kortere tidsrum tabt. CO2-indholdet kan imidlertid også vurderes på porestørrelsen i frosne eller forstenede blade, en metode, der rækker mange millioner år tilbage i tiden. Her ser man meget større variationer i fortiden, f.eks. har indholdet svinget mellem 230 og 350 ppm i perioden fra år 1000 til år 1800. Det er jo noget andet end IPCC’s helt faste indhold på 280 ppm i samme tidsrum, baseret på iskernerne.

Derpå ser vi på temperaturer, først de globale i et kapitel skrevet af Roy Spencer, kendt fra UAH’s globale kurve baseret på målinger fra satellitter. Her kommer vi bl.a. ind på, hvordan klimamodellerne regner mere og mere galt som årene går. Dernæst er der et par kapitler om Antarktis’ temperaturer. Her forudsiger klimamodellerne jo en betydelig opvarmning, hvilket der også har været nogle steder (der er faktisk en del målestationer dér i ødemarken), men den dækker i de fleste tilfælde over en opvarmning frem til ca. 1990 og derefter en afkøling. Ikke helt, som modellerne vil have det.

I endnu et kapitel om Antarktis hører vi om en alternativ måde at simulere klimaet på, udviklet af Jennifer Marohasy og hendes medforsker John Abbot. De bruger kunstig intelligens til at simulere udviklingen i klimaet i stedet for den metode, som klimaforskerne bruger og som er en videreudvikling af modeller til forudsigelser af regionalt vejr. Det hævdes, at de i mange tilfælde opnår væsentligt mere præcise forudsigelser, end de gængse metoder kan præstere.

Derefter går vi til et nyt hovedafsnit som handler om vejen til nogle nye og bedre klimamodeller. Her lægger vores egen Henrik Svensmark for med et kapitel om sin teori om solaktivitet, den kosmiske stråling og skydannelser.

De følgende kapitler handler om vanddamp og skydannelser og deres indflydelse på den lokale og globale temperatur. Der er rigtigt mange mekanismer derude, der vil give et bidrag til opvarmningen eller afkølingen. Det står helt klart, at de primitive klimamodeller, der kun ser på CO2, går glip af en masse andre faktorer, der styrer klimaet. Undervejs er der en interessant betragtning om begreberne positiv og negativ feedback. IPCC’s teori er grundlæggende, at der er positiv feedback fra vanddamp på CO2 indholdet. Så hvis en øget mængde CO2 giver en lille opvarmning, vil den blive forstærket af vanddamp, så man ender med en større opvarmning. Derved kommer man hurtigt i fare for at nå et såkaldt ”væltepunkt” – tipping point – hvor det hele løber løbsk og går grueligt galt. Negativ feedback vil på den anden side betyde at opvarmningen fra CO2 fører til ændringer f.eks. i skydækket, der i sidste ende medfører en afkøling, der så vil dæmpe CO2’s effekt. Bogen nævner så, at et system som Jordens klima, der har eksisteret i mange år, mest sandsynligt er domineret af negative feedbacks, alle ændringer vil blive dæmpet i større eller mindre grad. Alt andet ville være usandsynligt ustabilt. Interessant er det her, at temperaturen ved Ækvator faktisk ikke har ændret sig ret meget gennem millioner af år, selv ikke når Jorden gik fra istid til mellemistid med store temperaturudsving nærmere polerne.

Bogens sidste hovedafsnit kigger så bredere på politiske spørgsmål og den rolle, som mennesket spiller i begivenhederne. Marohasy har igen et kapitel, denne gang om de enorme naturbrande i Australien og viser i detaljer, hvordan brandene altid har forekommet, og hvordan der faktisk har været værre tilfælde for 50 eller 100 år siden, således at sidste års brande ikke var ”uden fortilfælde”, som medierne ellers har udskreget. Vi lærer i detaljer om den korrekte naturpleje, som bl.a. Australiens oprindelige befolkning mestrede: Små brande hvert år, således at hele skoven indenfor få år er brændt. Det er den eneste måde, hvorpå man f.eks. kan holde eukalyptustræer og dermed koalabjørnene i live. Brandene rydder op i skovbunden, spreder næringsstoffer og træernes frø. Men i de seneste mange år har man forsøgt at holde brandene nede af al magt og samtidigt ladet enorme mængder af tørt materiale hobe sig op i skovbundene. Et lynnedslag er så nok til at sætte den helt store katastrofe i gang. Det er åbenlyst, at problemet ikke løses ved at bygge flere vindmøller, men derimod ved en fornuftig omgang med naturen.

Marohasy står også for det næste kapitel, der handler om justeringer af fortidens temperaturer i Australien, som vi omtalte her for nyligt.

Et langt kapitel handler om havniveauet og alle udfordringerne med at måle det fra stationer langs kysterne. Desværre kommer det slet ikke ind på satellitmålingerne og deres betydelige afvigelser fra de kystbaserede målinger. Men nogen ”accelererende” havstigning er der ikke tale om.

De næste to kapitler er helliget klimavidenskaben og den uhyggelige tilstand, som den befinder sig i. Al sund faglig praksis er kastet overbord. Fagfællebedømmelsen er sandet til i noget, der ligner korruption, og hele systemet med tildeling af forskningsmidler er ensidigt og forudindtaget i svær grad. Resultatet er det totale fravær af nogen videnskabelig diskussion om klimaets centrale dogmer. Der er masser af artikler, der publiceres med budskaber, der afviger fra IPCC’s men de bliver gemt væk i mørket og finder aldrig vej til offentlighedens kendskab. Karl Popper må rotere i sin grav.

Til allersidst kommer vi i et ret filosofisk kapitel ned i Dantes Helvede og nede nær bunden finder man klimavidenskaben i al sin gru.

Som sagt en lidt ujævn bog, men med absolut topklasses kapitler, hvor alle kan lære noget. Bogen er pænt sat op med tryk af god kvalitet og mange fine illustrationer i farver. Julegaven til en klimarealist?

https://www.amazon.co.uk/Climate-Change-Facts-Jennifer-Marohasy/dp/192598494X/ref=sr_1_2?dchild=1&keywords=jennifer+marohasy&qid=1630491093&sr=8-2

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*