Anmeldelse, Modeller, Rekonstruerede temperaturer

Anmeldelse: Javier Vinós

Med titlen ”Climate of the Past, the Present and the Future” har Javier Vinós udgivet en monumental bog om klimaet. Vinós er egentlig biolog af uddannelse, mangeårig forsker, og satte sig så for at skrive en tilbundsgående gennemgang af Jordens klima – i nutiden, fortiden og fremtiden.

Bogen er på 286 sider, det lyder ikke af så meget, men den er i stort format, og hver side er med tospaltet tekst i en beskeden font-størrelse. Så der er mange ord, men også mange komplicerede men informative illustrationer, primært diagrammer, hvor forfatteren selv har stået for udarbejdelsen.

Opslag fra bogen

Det er en videnskabelig bog, fyldt med referencer til seriøse forskningsartikler, og derfor ikke helt nem at læse. Der er ingen matematiske formler eller meget indforstået jargon, men til gengæld et enormt antal forkortelser, man helst skal kunne huske (de kan dog slås op i en liste).

Bogen kan købes hos f.eks. Amazon, men den kan faktisk også downloades gratis på WUWT som PDF-fil. Undertegnede startede med den løsning, men som inkarneret bognørd endte jeg med at købe bogen, den måtte jeg bare have. Det er en meget smuk bog, indbundet, flot sat op og totalt fri for trykfejl.

Vinós lægger ud med en stribe kapitler om klimaet i forhistorien, med særlig vægt på de seneste 2 millioner års vekslen mellem istider og mellemistider. Klimaforskningen har identificeret en lang række svingninger – eller cyklusser – af kortere eller længere varighed. De styres af variationerne i Jordens bane omkring solen og ændringerne i vinklen på Jordens omdrejningsakse om sig selv, de såkaldte Milankovitch-cyklusser. Hertil kommer svingningerne i solens aktivitet, som også følger komplicerede mønstre.

Med disse cyklusser in mente kan man på elegant vis beskrive fortidens klimahændelser, begyndelsen og afslutningen på mellemistiderne og svingningerne i temperaturen undervejs i istiderne, der jo i den sidste million år tilsammen har varet langt det meste af tiden. Vi får afklaret, hvad der skal til af sammenfald mellem Jordens bane og solens aktivitet, for at man overhovedet kan slippe ud af en istid.

I hele den periode spiller drivhusgasserne, især CO2, ingen rolle. Det er ikke dem, der driver ændringerne, hverken i den ene eller den anden retning. Indholdet af CO2 svinger kun lidt fra istid til mellemistid og kan slet ikke forklare de store forskelle i temperatur mellem de to tilstande. Vinós gør opmærksom på, at klimamodellerne, som er grundlaget for IPCC’s virke, kun i meget ringe grad kan simulere disse ændringer i klimaet – det er åbenlyst, at modellerne ved så ensidigt at fokusere på CO2 mangler nogle afgørende faktorer.

Fokus på CO2 gør det umuligt at forklare mange af fortidens klimatiske tildragelser. Vinós præsenterer så den model, som meget bedre simulerer Jordens temperaturforhold. Grundlæggende drejer det sig om, at Jorden modtager langt størstedelen af energien ved Ækvator, hvor luften og havet varmes kraftigt op. Derefter er der en transport af varmen mod polerne, mod nord og mod syd. Transporten sker primært ved hav- og luftstrømninger, ikke ved stråling. Nær polerne er der så et stort varmetab, der balancerer varmetilførslen ved Ækvator ud. Den vigtigste drivhusgas er jo vanddamp og i kulden ved polerne, især i deres vinter, er luftens indhold af vanddamp meget lille. Derved er der næsten intet, der hindrer udstrålingen af energi; der er meget lidt drivhuseffekt. Polerne ville derfor blive voldsomt nedkølet, hvis ikke det var for den fortsatte varmetransport fra Ækvator.

Her er vi ved et afgørende punkt i klimaforskningen. Klimamodellerne kigger i princippet kun på strålingsbalancen i atmosfærens top, indgående = udgående + ændring. Varmetransport rundt på Jorden tæller ikke. Derfor, mener man, vil flere drivhusgasser give mere opvarmning, fordi de nedsætter den udgående stråling. 

De to teorier om Jordens energibalance. Tv. IPCC m.fl., hvor drivhusgasserne styrer.
Th. energitransporten mod polerne. Gul pil, indkommende solstråling, mørk-orange pile, transport på Jorden og lyse orange pile, infrarød stråling.

Men hvis udstrålingen primært finder sted ved polerne, så vil det forøgede CO2-indhold gøre meget lidt forskel, idet der ved polerne jo ikke er noget vanddamp, der kan hjælpe til. Derimod vil ændringer i varmetransporten mod polerne kunne have en stor indflydelse på Jordens temperatur, og det viser sig nu, at netop de mange cyklusser i klimaet har en stor indflydelse på denne transport.

Nu er der pludseligt mange ting, der falder på plads, vi forstår også, hvorfor temperaturen i 1900-tallet har varieret, som den gjorde; opvarmning fra 1910-1940, let afkøling 1940-1970 og derefter igen opvarmning, med ca. samme hastighed som 1910-1940, og som nu ser ud til at gå lidt i stå. Det harmonerer dårligt med teorien om CO2 som den eneste kontrolknap, da mængden i atmosfæren har været stigende i hele perioden. Men det passer fint med de store svingninger i klimaet, der jo bl.a. også nu ytrer sig ved, at havisen omkring Arktis stabiliserer sig, og det bliver koldere i Grønland.

Vinós er meget skeptisk over for alle forsøgene på at rekonstruere fortidens temperaturer ved at bundte en masse proxyer sammen. Man kan bruge én, f.eks. frem- og tilbagegang for gletsjere, men prøver man at kombinere forskellige typer, får man straks problemet med at justere dem ind, så de er på samme niveau i forhold til den globale temperatur. De fleste siger jo kun noget om de lokale forhold, hvor de er fundet. Vinós skriver:

Det er derfor, at de fleste seriøse forskere afholder sig fra forsøg på at udregne fortidens globale gennemsnitstemperaturer fra samlinger af proxyer, og undlader at koble dem sammen med moderne målte temperaturanomalier. Det er to meget forskellige ting.

Tag den, Michael E. Mann, hockeystavens opfinder!

Vinós konkluderer, at vores omfattende udledninger af CO2 måske har haft en mindre effekt på den nuværende opvarmning, men størstedelen af den har naturlige årsager, den følger de sædvanlige cyklusser. Deraf kan han selvfølgeligt slutte, at risikoen for katastrofal opvarmning i de kommende årtier er meget lille, hvilket igen fjerner enhver berettigelse af omfattende tiltag til grøn omstilling.

I et sidste kapitel kigger Vinós på muligheden for, at vi ryger ind i den næste istid. Den kommer, men formentligt først om 1500-4500 år. Nedtællingen til den er startet, og selv yderligere CO2-udledninger i atmosfæren vil næppe kunne forhindre den. Men vi har da heldigvis god tid til at forberede os på den.

En bog, der er tung at læse fra enden til anden, men god til pletvis hyggelæsning og et glimrende opslagsværk til en lang række begreber indenfor klimavidenskaben. Den kan således varmt anbefales.

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*