Anden Energiteknologi, Anmeldelse, Klimapolitik, Vind og Sol

Anmeldelse: “Klimadämmerung”

Bogens forfatter er ingeniør og har arbejdet mange år i kraftværksindustrien. Bogens titel kan vel nærmest oversættes med ”klima-tusmørke”. Den handler om hele den tyske Energiewende (”Energiomstilling”), hvor man skal overgå fra fossile brændsler til vedvarende energi. En gigantisk omstilling, som allerede har indebåret kolossale udgifter til vindmøller og solceller.

Tyskland fik det sværere end nødvendigt, da deres kansler i 2011 pludseligt besluttede, at alle atomkraftværkerne skulle lukkes inden for en kort årrække og længe før deres planlagte og forventede levetid. I første omgang udbyggede man så den kulfyrede kraftværkskapacitet, og satsede på indenlandske reserver af brunkul. Men så tog klimasagen fart, og efter Paris-aftalen i 2015 begyndte man også at lukke kulværkerne igen. I dag kan Tyskland i mange situationer ikke forsyne sig selv med elektricitet, når vinden ikke blæser, og så må man importere fra naboerne, ikke mindst atomstrøm fra Frankrig.

”Klimadämmerung” tager udgangspunkt i en beskrivelse af, hvordan en moderne elektricitetsforsyning er indrettet, og alle de udfordringer, der er ved hele tiden at skulle have produktionen til nøjagtigt at følge forbruget. Det er velkendt teknologi, baseret på stabilt kørende elværker, hvor de tunge generatorer fungerer som svinghjul og stabiliserer forsyningen hen over små ubalancer mellem forbrug og produktion.

Så kommer vindmøllerne og solcellerne ind i billedet, og nu bliver det hele straks værre, fordi de ikke er stabile forsyningskilder, men påtrykker systemet deres egne udsving. Afhængigt af vinden leverer en mølle alt mellem nul og 100 % af dens kapacitet. Og der behøver ikke at gå lang tid mellem, at den går fra den ene yderlighed til den anden. Samtidigt har vindmøllen ikke den svinghjulseffekt, som generatorerne har. Det giver meget store udfordringer til de operatører, der skal sikre en stabil elforsyning.

Samtidigt styrer Tyskland mod en situation, hvor der ikke længere er nok backup til sol og vind, når de ikke producerer noget. Bogen beskriver situationen med det maleriske tyske navn Dunkelflauten, der betyder langvarige perioder uden vind og sol og hvor man er helt afhængig af backup.

Hvis ikke det fungerer, så er der udsigt til strømafbrydelser, og bogen har en grundig beskrivelse af, hvordan et moderne samfund lynhurtigt vil bryde sammen ved et strømsvigt af længere varighed. Det er uhyggelig læsning, og endnu mere skræmmende fordi genstarten af hele elnettet i realiteten også vil tage lang tid, og forlænge pinslerne yderligere. Om vi kan lide det eller ej, så er vores samfund og vores liv 100 % afhængige af en stabil elforsyning.

Bogen kommer dernæst ind på alle de opfindelser, der skal redde os ud af kniben med for megen upålidelig ”vedvarende energi”. Batterier kan man glemme, de vil altid være for dyre. Brint og power to X, dvs. brændsler fremstillet af vindmøllestrøm, har bogen heller ikke megen fidus til, men netop dette emne bliver måske lidt overfladisk behandlet, hvilket er en anelse skuffende efter den meget overbevisende tekniske gennemgang af traditionel elforsyning.

Der er en god gennemgang af atomkraften, både i Tyskland og i udlandet, inkl. omtale af de tre store ulykker, der har været, hvor alle tre dog kostede ingen eller meget få menneskeliv. Tyskland har et ekstra problem her, fordi lukningen af a-kraftværkerne i utide berettiger ejerne til meget store erstatninger for tabt fortjeneste.

Et kapitel tager elbiler ved vingebenet. Der fokuseres meget på de meget populære ”plugin hybrid” biler, som der sælges rigtigt mange af p.t. Det gør aviserne i stand til at skrive om elbilernes fremmarch på markedet, som et værdifuldt bidrag til den “grønne omstilling”. Men sandheden er, at langt de fleste af disse plugin osv. biler bliver brugt som ganske almindelige benzinbiler. Som Hennig tørt bemærker, på rigtigt mange af disse biler er ladekablet aldrig nogen sinde taget ud af sin oprindelige plastikindpakning.

Derefter driver bogen væk fra teknikken og over i (tysk) politik. Der er hug til mange navngivne beslutningstagere, der kombinerer blind idealisme med monumental uvidenhed og inkompetence. Medierne og organisationer som f.eks. Greenpeace får en hård men berettiget medfart. Skolesystemets svigt og indrulleringen af børn i klimakorstoget bliver også ildevarslende beskrevet.

Konklusionen er helt klar. Die Energiewende vil ende galt. Tyskland vil på et tidspunkt sande til i alt for megen ”vedvarende energi”, og hvis man har fået lukket for mange af de traditionelle kraftværker, vil man effektivt have brændt broerne bag sig. Det er svært at få øje på optimismen.

Alt i alt en god og meget lærerig bog, som alle politikere og beslutningstagere burde studere grundigt, inden de træffer flere beslutninger om ”grøn omstilling”.

https://www.amazon.de/Klimad%C3%A4mmerung-Ausstieg-Pl%C3%A4doyer-Vernunft-Energiepolitik/dp/3959723741/ref=sr_1_1?__mk_de_DE=%C3%85M%C3%85%C5%BD%C3%95%C3%91&crid=3M4EEZZKYGSG2&dchild=1&keywords=frank+hennig+klimad%C3%A4mmerung&qid=1629843437&s=books&sprefix=Frank+hennig%2Caps%2C340&sr=1-1

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

3 Comments

  1. Hans Henrik Hansen

    “Der er en god gennemgang af atomkraften, både i Tyskland og i udlandet, inkl. omtale af de tre store ulykker, der har været, hvor alle tre dog kostede ingen eller meget få menneskeliv. Tyskland har et ekstra problem her, fordi lukningen af a-kraftværkerne i utide berettiger ejerne til meget store erstatninger for tabt fortjeneste” – Weekendavisen bringer i denne uge et længere interview med professor (emer.) Hans von Storch, der bla. citeres som følger:

    “Hans von Storch forventer, det bliver besluttet, at de resterende kernekraftværker får lov at køre videre, så længe de kan. Ikke at han ønsker det, men det er rationelt. Ikke mindst når man mener, at hvert gram CO2- reduktion tæller, og når man ikke vil gøre op med Sankt Florian-princippet (det, man i Danmark kalder »ikke- i-min-baghave«) ved at etablere højspændingsledninger fra Nordtyskland med strøm fra vindmøllerne i Nordsøen og Nordtyskland ført til Sydtyskland.
    Von Storch tror også, at den grønne bevægelse vil blive svækket i de kommende år, og at politik mere vil komme til at handle om arbejdspladser, boliger, skoler og ulighed – og ikke om at opdrage befolkningen til ikke at bruge plasticsugerør, eller hvilke ord man ikke må bruge i forskellige sammenhænge. Det har den socialdemokratiske kanslerkandidat Olaf Scholz vundet stort på ved valg til overborgmester i Hamborg…”

  2. Tor Egil Bye

    Meget i tråd med Michael Shellenbergers bog “Apocalypse never”. De traditionelle fornybare energikilder lider af nogen fundamentale svagheder som erstatning for traditionelle kraftkilder. Eksempelvis skal en solcellepark bruge 450 gange større areal end et tilsvarende atomkraftværk. (Power density). Vindmøller og solcellers ustabile leverancer kræver større backup systemer. (Power intermittency) Affaldsproblemet, hvad angår specielt vindmøllevinger, bliver enormt. Tyskland alene har ca 30.000 vindmøller, dvs 90.000 vinger skal graves ned… Infrastruktur udbygning til alle decentrale kraftkilder er i sig selv meget miljøbelastende. Heldigvis ser det ud til, at der er ved at danne sig en større forståelse for udbredelsen af kernekraft, det være sig via uran eller thorium.

  3. Dines Jessen Petersen

    Bliver den oversat til dansk? Johannes Krügers seneste bog sælger godt, så der må jo være interesse for emnet.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*