Debatindlæg, Havstigninger

Havenes energi-indhold

På sin hjemmeside om klimaforandringer skriver NASA, at 90 % af den globale opvarmning finder sted i verdenshavene. Havets varmeindhold er således steget næsten uafbrudt siden 1955. NASA illustrerer indslaget med grafen vist her som fig. 1. Det ser voldsomt ud. Skalaen er i zetta-joule (ZJ), hvilket står for tusind milliarder milliarder joule, på matematik-sprog skrevet 1 x 1021 J, dvs. et ét-tal med 21 nuller efter. 

Fig. 1: Ændringen i havets energiindhold 1955-2018, i zetta-joule

NASA skriver, at opvarmningen alene er skyld i 1/3 af havstigningerne, fordi vand udvider sig, når der bliver varmere. Det påpeges, at den stigende temperatur medfører mange negative følger, bl.a. truer den koralrevene, osv.

I følge NASA’s kurve er energiindholdet i de øverste 2000 m af havet steget med ca. 340 ZJ. Det er tal, som man kan genfinde overalt i den alarmistiske klimalitteratur. Det lyder meget voldsomt, men hvad betyder en ZJ tilført for havets temperatur? Det er tal, der faktisk er svære at finde i klimalitteraturen. De fleste taler om energi og ikke temperatur.

At finde ændringen i energiindholdet i havet er ikke nogen enkel opgave. Havets overflade er mere end 360 millioner kvadratkilometer og dybden varierer fra få cm til mere end 10 km. Størstedelen af havet er faktisk mere end 2 km dybt. Derfor kan f.eks. satellitmålingerne af temperaturen i havoverfladen slet ikke give noget billede af hele havets energiindhold og ændringen i dette over tid. Temperaturen i havoverfladen er steget i takt med atmosfærens temperaturforøgelse, omend noget langsommere. Der er naturligvis også en kontinuerlig udveksling af varme mellem luften og havoverfladen. Men hvad med det dybere hav?

Der er flere metoder til bestemmelse af havets energiindhold. F.eks. kan man beregne det ud fra ubalancen i energistrålingen i toppen af atmosfæren. Man mener jo at have målt, at der i de sidste 50 år har været en situation, hvor der er kommet lidt mere energi ind med solens stråler, end det, Jorden har udstrålet som varme. Det har forårsaget opvarmningen af atmosfæren, dvs. den globale opvarmning, lidt opvarmning af overfladelagene på landjorden og så havet, hvor som nævnt man mener, at 90 % af varmen er forsvundet ned. Problemet med den metode er at målet for ubalancen i atmosfærens top er meget upræcist, og usikkerhederne ved målingerne er så store, at man har svært ved at få tal, der er til at stole på. Det har Roy Spencer skrevet om tidligere.

Man har forsøgt sig med målinger af stigningen i havniveauet, da den jo som nævnt delvist er et resultat af temperaturforøgelsen. Men havniveauet er jo også steget som følge af afsmeltning af indlandsisen på Grønland, Antarktis, samt tabet af is fra gletsjere verden over. De tal er jo behæftet med betydelig usikkerhed, og derfor giver metoden ikke noget særligt præcist resultat.

En tredje metode er at forlade sig på modelberegninger. De har jo svaret på alt, men er måske alligevel lidt utilfredsstillende, det er, trods alt, bedre at have nogle måleresultater.

Der er således ikke nogen vej uden om at forsøge at måle på havets temperatur, ikke kun i overfladen, men hele vejen ned, i hvert fald til 2000 m og gerne endnu dybere. Det er jo en kolossal opgave. De enkelte lag af havet har forskellige temperaturer, og der er havstrømme i alle retninger, der flytter enorme mængder af energi både vandret og lodret. Derfor er man nødt til at have et relativt fintmasket net af målesteder, geografisk fordelt over hele Jorden, og hvert sted skal man have en stribe målinger ned gennem havet, gerne til 4000 meters dybde eller mere.

Det har man jo så ikke. Fig. 2 viser et overblik over antallet af målinger foretaget siden år 1900. Vi skal frem til tiden efter 1950 før der begynder at være systematiske målinger i bare et rimeligt antal, og det stiger ganske langsomt op gennem det 20. århundrede. Men selv omkring år 2000 er dækningen begrænset. Først omkring 2005 bliver situationen mærkbart bedre med introduktionen af bl.a. Argo-bøjerne, der er udbredt over store dele af havene og som rutinemæssigt måler temperaturer mellem 0 og 2000 meters dybde.

Fig. 2: Øverst: Antallet af temperaturmålinger i havet 1900-2020, fordelt på metoder (de orange er Argo-bøjerne). Skalaen er i 100.000 målinger.
Nederst: Antallet af målinger ved de forskellige havdybder, farvekoden angiver hvor stor en del af havet, opdelt i felter, der er dækket, i procent. Mørk blå er således, at under 10 % er dækket.

Målingerne er stadigvæk behæftet med usikkerheder, men nu kan man begynde at optegne kurver over stigningen i energi-indholdet fordelt på havdybder. Et eksempel er vist i fig. 3.

Fig. 3: Udviklingen i havenes energiindhold, 1960-2020, fordelt på havdybder. I zetta-joule.

Så der er måske en form for enighed om, hvor meget havets energi-indhold er steget. Men hvad betyder det enorme antal joule for havets temperatur? Der er enkelte oplysninger rundt omkring i litteraturen. Således skriver en kilde at temperaturen i de øverste 2000 m er steget med 0,02 grader celsius pr. årti siden 1955, det bliver så til en samlet stigning på 0,13 grader de sidste 65 år. Det er netop i de øverste 2000 m, at størstedelen af stigningen i energi-indholdet har fundet sted, man regner med at ca. 90% af energien er havnet her, og kun 10% er nået længere ned.

Halvdelen af energien er afsat i de øverste 300 m og det har bevirket en temperaturstigning på 0,3 grader siden 1950. Kilderne er dog lidt uenige om de nøjagtige tal her, men tendenserne er de samme.

Hvis man vil have en direkte oversættelse af zetta-joule til havtemperatur, kan man finde den i en fodnote, skrevet med de mindst tænkelige bogstaver i IPCC’s særrapport om havet og iskapperne. I Sammendraget for Beslutningstagere, side 9, note 17 står der, at det vil kræve 5500 ZJ at opvarme hele havet med 1 grad celsius, og 144 ZJ ville kunne opvarme de øverste 100 m også med ca. en grad. 

Nu kan vi få det rette perspektiv på de alarmerende gigantiske tal for joule i havet. Temperaturen af Jordens atmosfære er steget ca. 0,8 grader siden 1955. Havets temperatur er således steget meget mindre, når vi ser bort fra den umiddelbare overflade.

Argo-bøjernes placering i verdenshavene

Hvis havet er blevet tilført de 350 ZJ, som jo er behæftet med stor usikkerhed, ville det være nok til at varme hele vandmassen op med 0,06 grader. Nu er det de øverste lag, der er varmet mest, 0-300 meter skulle som nævnt være ca. 0,3 grader, og dybhavet således meget mindre.

Spørgsmålet er nu, om der er noget som helst alarmerende i det her? Vi har været på vej ud af Den Lille Istid de seneste 150 år, og det har været ledsaget af en vis opvarmning, både på land og i havet. Det er vel naturligt nok.

Det er svært at se, hvordan de moderate temperaturstigninger i havet kan udgøre nogen som helst trussel for nogen. Varmen, som havet er blevet tilført, kan jo ikke pludseligt vandre den anden vej, op i atmosfæren og give mere opvarmning hos os. Varme kan kun vandre fra højere temperaturer mod lavere. Havets temperaturstigning har været lavere end luftens, og derfor kan havet ikke aflevere varmen igen i stort omfang.

At havet bliver nogle få tiendedele grader varmere, har ingen anden indflydelse. Snakken f.eks. om de truede koraller er jo noget vrøvl.

Der er således ingen grund til at slå alarm over de mange zetta-joule, og man må nok sige, at alle de omhyggelige forsøg på at måle dem nok er tæt på spild af tid og kræfter.

Del på de sociale medier

4 Comments

  1. Kaj Mortensen

    Hej Jens,
    Jeg vil ikke påstå jeg kender meget til CO2 kredsløbet, jeg er økonom, og hele CO2 kredsløbet er meget komplekst med frigivelse og optagelse i havvand, plantevækst, permafrost, lagring i sedimenter osv, men jeg kan læse mig til, at det vedr. havvand antages, at:
    “As temperatures rise, carbon dioxide leaks out of the ocean like a glass of root beer going flat on a warm day”
    CO2 bliver optaget af havvand i kredsløbet, som du indikerer, men mindre når temperaturen stiger:
    “Global warming is expected to reduce the ocean’s ability to absorb CO2, leaving more in the atmosphere…which will lead to even higher temperatures”
    Kilden til begge citater er fra: https://earthobservatory.nasa.gov/features/OceanCarbon
    Med stigende havtemperatur er der derfor tale om en positiv feedback mekanisme i forhold til temperatur, og omvendt hvis havtemperaturen falder. Men det fortæller måske ikke noget om, hvad der forårsager den egentlige opvarmning af havvandet og frigivelsen af CO2 (leaks). De nuværende klimamodeller er 100% overbeviste om at CO2 er årsagen, men som indikeret i medsendte artikel kan årsagen (CO2 stigning) ikke fremkomme efter virkningen (temperaturstigninger). Hvis analysen i artiklen er rigtig, så er menneskeskabt CO2 udledning ikke årsagen til temperaturstigningerne (udover den positive feedback) men virkningen af andre, bagvedliggende årsager til klimaforandringerne.
    I øvrigt stammer hovedparten af CO2 udledningen tilsyneladende fra naturlige kilder i CO2 kredsløbet (96%) jfr. samme kilde (som jeg forsøger at efterprøve), men det er en anden historie.

  2. Jens Simonsen

    Kaj Mortensen. Jeg er forvirret. Den mængde af CO2, der kan opløses i havet stiger med vandtemperaturen, men er havene mættet med CO2? Jeg læser at Danmarks Naturforening er bekymret over forsuringen af havene. Det betyder vel at der er mere CO2 i havene end tidligere. Derfor kan stigningen af CO2 i atomsfæren vel ikke komme fra opvarmningen af havene?

  3. Kaj Mortensen

    Så er der det gamle spørgsmål om hønen og ægget. Opvarmning af havvand udskiller CO2. Afkøling af havvand binder CO2 – og vi taler om enorme energimængder som illustreret i artiklen.
    Vedlagt en interessant artikel fra 2022, som kaster hele klimateorien i vanskeligheder, og derfor må imødegås med alle midler fra de troende. Der er andre undersøgelser over præhistoriske perioder, der kommer til samme konklusion: Temperaturen stiger først, derefter stiger CO2 niveauet i atmosfæren. CO2 er ikke (den primære) driver til klimaforandringer, men en følge af denne. Klimamodellerne anvender CO2 udviklingen som årsag til temperaturstigninger. Hvis den primære CO2 udledning er en virkning af (naturlige) temperaturstigninger, er klimamodellerne uanvendelige som politikredskaber.

    https://dailysceptic.org/2022/06/10/net-zero-shock-carbon-dioxide-rises-after-temperature-increases-scientists-find/

  4. Boerge krogh

    Hvis ikke man omrører vand vil der automatisk opstå en temperaturstyret lagdeling med det varmeste øverst og så fremdeles.
    Havet er ingen undtagelse, så hvordan skal vandet dybere nede kunne opvarmes når varmen samler sig i toppen og solstråler ikke når ned i dybden?
    Hvis solen sender mere varme ned i overfladen (færre skyer) og vandet derved opvarmes vil varmestrålingen (med temperaturn i 4′ de potens) afkøle vandet. Dertil kommer en øget fordampning, som 0gså afkøler vandet.
    Feedback mekanismerne som hindrer en selvforstærkende proces: “tipping point” episoder er her veldefinerede og meget lidt påvirkede af menneskelige aktiviteter.
    De alarmistiske argumenter har bl.a. været at en højere temperatur i vandets overflade vil sende mere CO2 til atmosfæren som så øger drivhuseffekten og dermed hæver temperaturen igen og dermed mere CO2 osv. …
    Isoleret set er det ikke helt forkert (i teorien) men alvorligt på afveje, når man belejligt “glemmer” at medregne på de temperatursænkende feedback’ ere.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*