Dette blogindlæg bygger på tre kilder: Søren Hansens anmeldelse af Theis Ørntofts Bag Litiumbjergene her på siden, Ørntofts optræden i P1-programmet Guld og grønne skove – Den store fortrængning, hvor han blev interviewet, som sædvanligt, ukritisk af Lars Trier Mogensen, samt mit eget debatindlæg til Weekendavisen, som jeg skrev efter avisens interview med Ørntoft, men som ikke blev optaget.
Theis Ørntoft rammer en vigtig pointe: Den såkaldt grønne omstilling er hverken særlig grøn eller nogen egentlig omstilling.
Det har vi klimarealister sagt længe.
Vindmøller, solceller, elbiler og batterier er ikke små CO₂-fri engle, der daler ned fra himlen. De kræver minedrift, stål, beton, kobber, nikkel, litium, kobolt, sjældne jordarter, skibstransport og tung procesindustri. Bag det grønne glansbillede ligger en ganske beskidt industriel virkelighed.
Ørntoft har også ret i, at verden historisk set ikke har “omstillet” sig fra én energiform til en anden. Den har lagt nye energiformer oven på de gamle. Kul afløste ikke træ. Olie afløste ikke kul. Gas afløste ikke olie. Og sol og vind har globalt heller ikke afløst de fossile brændsler. De er i vidt omfang kommet oveni.
Det er ikke en omstilling. Det er en addition.
På det punkt bør Ørntoft have tak. Han river staffagen af et politisk projekt, der alt for ofte sælges som en teknologisk søndagsskole: Lidt flere elbiler, lidt flere vindmøller og lidt flere solceller – og så bliver verden ren, grøn og harmonisk.
Det gør den ikke.
Men derefter går det galt.
For Ørntoft ser den grønne illusions bagside, men han ser ikke modernitetens enorme gevinst. Han ser minerne, kablerne og forureningen. Men han ser ikke ordentligt hospitalerne, kloakkerne, kølekæderne, rent vand, kunstgødningen, fødevaresikkerheden, uddannelsen og de millioner af børn, der ikke længere dør af sult, infektioner og beskidt drikkevand.

Hans lynhurtige afvisning af Hans Rosling er i den forbindelse afslørende. Rosling var en af vor tids vigtigste formidlere af, hvordan verden faktisk ser ud, når man ikke bare føler sig frem, men læser tallene. Han viste, at menneskeheden i løbet af de seneste par hundrede år har oplevet et historisk løft i levealder, sundhed, uddannelse, børneoverlevelse og materiel tryghed.
Det er ikke en lille parentes. Det er hovedhistorien.
Før moderniteten var livet ikke en harmonisk dans omkring egetræer og lokale fællesskaber. Det var hårdt slid, sygdom, korte liv, høj børnedødelighed, fejlernæring og brutal afhængighed af den næste høst.
Naturen var ikke en mild moder. Den var en lunefuld arbejdsgiver uden overenskomst.
I Guld og grønne skove fik Ørntoft lov til at udfolde sin kritik af den grønne omstilling som et stort selvbedrag. Det var interessant, for på netop det punkt har han fat i noget væsentligt. Men Lars Trier Mogensen gik alt for let hen over det mest opsigtsvækkende: Ørntoft mener tilsyneladende ikke bare, at den grønne omstilling er forfejlet. Han mener, at løbet er kørt for den globale, højteknologiske, industrielle civilisation, som vi kender den.
Ørntoft taler næsten roligt om, at velstandsniveauet i Danmark måske kunne falde med 50 procent, og at livet så nok alligevel ville fortsætte med børn, skole og hverdag.
Det lyder poetisk. Men det er noget forfærdeligt vrøvl.
Et fald i levestandarden på 50 procent er ikke en hyggelig øvelse i lokal robusthed. Det er fattigdom, dårligere sundhedsvæsen, dyrere energi, lavere sikkerhed, svagere ældrepleje og mindre frihed for almindelige mennesker.
Og ingen befolkning vil frivilligt finde sig i det.
Det er let at sidde i et af verdens rigeste og tryggeste samfund og tale mørkt om moderniteten. Strømmen virker. Hospitalet ligger tæt på. Internettet kører. Køleskabet summer. Og mens man beklager civilisationens maskinrum, lever man selv af det.
Det er ikke dybde. Det er luksuspessimisme.
Moderniteten er ikke uskyldig. Minedrift forurener. Industri har bivirkninger. Energiforbrug kræver ressourcer. Men løsningen er ikke mindre modernitet. Løsningen er bedre modernitet.
Mere effektiv teknologi. Mere stabil energi. Mere atomkraft. Bedre rensning. Mere genanvendelse. Bedre minedrift. Bedre institutioner. Mere velstand i fattige lande, så de får råd til at beskytte miljøet.
Ikke poetisk længsel efter en verden før USB-kablerne.
Ørntofts fejl er, at han stiller den rigtige diagnose på den grønne fortælling, men den forkerte diagnose på civilisationen. Problemet er ikke den industrielle modernitet som sådan. Problemet er den barnlige forestilling om, at man kan bevare hele den moderne civilisations komfort, produktivitet og sikkerhed – men uden tung industri, minedrift, stabil energi og globale forsyningskæder.
Det kan man ikke.
Så tak til Theis Ørntoft for at sige det, mange i den pæne kulturverden nødigt vil høre: Den grønne omstilling findes ikke i den form, politikerne sælger den i.
Men nej tak til civilisationspessimismen.
Vi skal ikke tilbage bag litiumbjergene. Vi skal igennem dem med åbne øjne, bedre teknologi, stabil energi og færre grønne eventyrfortællinger.









Klimasvindlerne, der har skræmt befolkningen og beriget sig selv med falske påstande om klima , som ikke kan måles, dokumenteres og eftervises, bør stilles til ansvar.
@Jens Jakob, Enig. Men politikere bliver jo aldrig stillet til ansvar for noget som helst. For dem gælder der specielle regler.