Det må betragtes som lidt af en sensation, at et forlag som Gyldendal – forankret som det er i tidens korrekte politiske strømninger – accepterer at udgive en bog, hvori et af budskaberne er, at den grønne omstilling er og bliver en fiasko.
Den besked kunne en klimarealistisk redaktion som vores naturligvis ikke ignorere, og derfor måtte bogen straks anskaffes til anmeldelse. Det er en ganske lille sag på kun ca. 100 siders tekst med relativt stor skriftstørrelse, så den er hurtigt læst.
Forfatteren hedder Theis Ørntoft og han har haft en betydelig succes med en håndfuld romaner, som undertegnede dog ikke har læst. Ørntoft forekommer at være meget fornøjet med sine resultater, og ”Bag Litiumbjergene” handler da også i stor udstrækning om Ørntoft selv.
Bogen går indledningsvist hårdt til værks:
Nutidens mennesker klynger sig til fortællingen om den grønne omstilling. Der findes ikke nogen grøn omstilling…
.. den grønne omstilling eksisterer ikke, det er realiteten.
Her henviser Ørntoft så til den franske filosof Jean-Baptiste Fressoz, hvis bog More and More and More vi har anmeldt her på siden. Fressoz påpeger, at der aldrig har været nogen tale om omstillinger i energiforbruget. Da vi begyndte at bruge kul, afløste de ikke træ og anden biomasse, kullene kom til oveni. Det samme skete med olien og naturgassen. De bidrog til en kraftig stigning i energiforbruget, men afløste ingenting. Det samme er tilfældet nu med sol og vind, igen kommer de bare til på toppen af de øvrige kilder.
Der er ingen omstilling. Kun et stigende, ekspanderende energiforbrug. Kun en global, industriel, højteknologisk civilisation, som vokser og vokser, fordi ingen længere ved, hvad den ellers skulle gøre.
Herefter får vi en gennemgang af den moderne civilisations fortrædeligheder med ressourceforbrug og forurening. Forfatteren tager fat i f.eks. solcellerne, og påpeger, at de indeholder råstoffer fra 50-100 miner globalt. Materialerne brydes, bearbejdes, sejles fra sted til sted og først til sidst samles de til de færdige produkter. Elbiler er endnu værre:
For en elbil er tallene endda endnu mere spektakulære: Materialer fra flere hundrede minedrifter rundtomkring på kloden kan indgå i produktionen. Elbilen er et af de mest resursekrævende forbrugsprodukter i verdenshistorien og involverer langt mere global minedrift end den gamle benzinbil.
Her får vi mere detaljerede beskrivelser af de metaller, der indgår i produktionen. Ørntoft filosoferer over teknologiske fremskridt, og påpeger det såkaldte Jevons Paradoks, der siger, at hvis ny teknologi f.eks. er energi- eller ressourcebesparende, så vil den ikke medføre et mindre forbrug af de dele, folk vil bare anskaffe sig flere apparater. Et godt eksempel er LED-pærerne, der bruger langt mindre strøm end de gammeldags glødepærer, til gengæld bruger vi mange flere pærer, hvad man tydeligt kan se på de udendørs juledekorationer på folks huse.
Den teknologiske udvikling er der bare, ophavsfolkene overvejer ikke, om det er godt eller dårligt for hverken Planeten eller menneskeheden. Og på nuværende tidspunkt er vi ifølge Ørntoft ved at drukne både i affald og i forurening. Det belyser han ved mange dramatiske eksempler.
Men generelt vælger folk at se bort fra realiteterne, f.eks. at vi står over for en truende global opvarmning. Fakta fortrænges, og for at illustrere dette hører vi om topnazisterne, der ignorerede Holocaust, massemyrderierne på jøder. Der fik vi den, os klimarealister!
Tåbelighederne i vore dag vil ingen ende tage ifølge Ørntoft. Optimister som svenske Hans Rosling, der har meget positive tanker om menneskehedens udvikling og fremtid (ikke ulig vor egen Karl Iver Dahl-Madsen), bliver brutalt afvist. Grundtanken er her hos Ørntoft, at vi med vores forurening og alt for store ressourceforbrug (der er helt ubæredygtigt) er på vej i afgrunden, uanset hvad. Ørntoft løfter her en flig af sine tanker:
Der er flere grunde til, at Hans Roslings idéer og metoder er problematiske. Først og fremmest er der intet normalt eller sammenligneligt ved verden fra industrialiseringen og frem til i dag. Så godt som alt har i biologisk, teknologisk og social forstand været afvigende i denne mikroskopiske tidslomme på 100-200 år.
Man får den fornemmelse, at Ørntoft ønsker sig tilbage til de gode gamle dage, hvor vi kommunikerede pr. papirbreve, bragt ud af et rødklædt postbud på en tung gul cykel. Og så alligevel ikke.
Her begynder bogens argumentation at smuldre. Det er fint at male et sort billede op af Verden og dens tilstand, men man savner nogle konkrete tanker om, hvad vi så skal gøre. Skal forbrugsmulighederne indskrænkes, Jordens befolkning fattiggøres – eller skal vi ligefrem sigte efter at få Verdens befolkning sat ned i antal? Og hvor meget af sin egen levestandard ville Ørntoft være villig til at give afkald på – eller er det lige præcis ikke folk som ham, der skal ofre noget?
Der er ingen visioner i bogen om mulige fremtider, og slet ikke nogen praktiske anvisninger. Set i det lys er der tale om en gratis omgang for forfatteren, men han skal alligevel have tak herfra for sin bramfrie og 100% korrekte vurdering af den ”grønne omstilling”.
Danish
“Der er ingen visioner i bogen om mulige fremtider, og slet ikke nogen praktiske anvisninger”
– Weekendavisen har bragt et længere interview med forfatteren. Afslutningen lyder:
“…Min egen løsning har været at tænke i habitater. I stedet for at være Theis på Nørrebro er jeg et abevæsen, der bevæger sig rundt i sit habitat. Egetræet på min datters legeplads er et gammelt væsen, som har set hestevogne og vandringsmænd. Måske det giver lidt samme effekt som at mikrodosere svampe, tingene står i hvert fald i et let genfortryllet skær”.
Kunne det mon tænkes, at ‘mikrodoseringen’ tidvis har svigtet under skriveforløbet? 😎
Søren slutter med at bogen ikke kommer ind på visioner eller løsninger, hvorfor vi måske mere er ovre i filosofiske tanker. Vi kan vel næppe komme udenom at man i Danmark satser kraftigt på en omstilling via en omfattende elektrificering af samfundet.
Skal vi over i det filosofiske kan man spørge om dette er en grøn omstilling. For at dykke ned i dette bør man vel starte med at definere grøn. Her starter problemerne. For at holde det simpelt kan man måske definere grøn, som en adfærd der reducerer eller ultimativt eliminerer udledning af CO2 til atmosfæren (dog fraregnet human respiration). Set i en dansk kontekst er dette dog ikke tilstrækkeligt, fordi vores moderne samfund i høj grad interagerer med andre lande, hvorved dansk adfærd også har indflydelse på CO2 udledningen i disse lande, hvilket undersøgelser har vist er af en ganske betydelig størrelse.
Det er derfor nødvendigt at præcisere definitionen til kun at omfatte udledning af CO2 på enheder placeret geografisk i det danske område. Anden dansk adfærd, som resulterer i CO2 udledning uden for kongeriget, ignoreres fuldstændigt. På denne måde kan den grønne omstilling indrammes og håndteres politisk.
Man kan så spørge om en sådan definition på grøn omstilling nu også er grøn.
Medtages carbon footprint fra vores import viser det sig, at Danmark ligger blandt de mest udledende nationer i verden målt pr. indbygger. Et ret skræmmende billede, hvilket dog ikke ser ud til anfægte klimadebatten synderligt. Set i det lys kan man vel lige så godt kalde den danske elektrificering gul eller rød.
Den grønne signatur, som nok relateres til planternes evne til at omdanne CO2 til sukker, kan i høj grad diskuteres.