Klimaforskning ved fronten

Klimaforskeren Nicola Scafetta har skrevet en mursten af en bog, hvori han kritisk gennemgår hele klimasagen. Titlen er The Frontiers of Climate Science, ”Klimavidenskabens Grænselinjer”. Bogen er på 472 tætskrevne sider med mange illustrationer, og ind imellem også lidt matematiske formler.

Alle aspekter af klimasagen gennemgås. Det gælder temperaturkurverne for nutid og fortid, følsomheden af klimaet overfor CO₂, klimamodellerne, Solens indflydelse osv.

Scafetta har megen fokus på computermodellerne, der jo spiller en kæmperolle i hele klimasagen, og som refereres trofast i IPCC’s store rapporter. Men er modellerne videnskabeligt robuste i det omfang, man kunne ønske sig?

Som bekendt opstiller man klimamodellerne på samme måde, som når man prøver at forudsige de næste par dages vejrlig. Modellerne regner trinvist, time for time, små områder ad gangen og kigger på ændringer i temperatur, lufttryk, vind, strømninger osv. Det går rimeligt godt, når man kender udgangspunktet, og kun skal to-tre dage frem i tiden. Men med klimamodellerne prøver man at gentage kunststykket, denne gang over hele Jorden og op til 100-200 år. Der kommer mange usikkerheder ind i billedet, og f.eks. kan modellerne ikke rigtigt simulere skyer og regn, det er små lokale foreteelser. Så griber man til ”parametre”, dvs. valgte tal, der skal hjælpe modellen igennem, uden at resultatet bliver helt skævt. Man skulle jo gerne nå frem til f.eks. en ”passende” temperatur i år 2100.

Bogen giver et eksempel på, hvordan man i en model har justeret parametrene for at få styr på skydannelsen. Man var interesseret i at finde et rimeligt tal for ECS, dvs. temperaturstigningen ved en fordobling af atmosfærens CO₂-indhold. Man havde tre parametre (”p”) at gøre godt med, og i første omgang valgte man: p₁ = 0,7, p₂ = 0,9 og p₃ = 4,0. Det duede ikke, så fik man en ECS på 7 grader celsius. Så begyndte man at dreje på knapperne, og ved en p₁ = 0,75, p₂ = 0,968 og p₃ = 1,0, så blev ECS reduceret til 2,8 grader, hvilket var mere ønskeligt.

Men sådanne ændringer betyder jo, at modellen ikke mere afspejler noget reelt fysisk i klimaet og atmosfæren. Den giver kun nogle tal, der ser tilforladelige ud, men det er jo overhovedet ikke nogen garanti for, at den også vil give rigtige forudsigelser om fremtiden.

Bogen kommer også ind på de store rekonstruktioner af fortidens temperaturer, hvor Michael Manns hockeystav fik en meget stor betydning, trods dens åbenlyse statistiske og metodemæssige svagheder. Her får vi beskrevet udviklingen i IPCC’s store rapporter. I den første udgave blev både Middelaldervarmen og Den Lille Istid beskrevet som faktiske hændelser. Der var endnu ikke nogen vished om menneskeskabt CO₂’s indflydelse. I 2. udgave strammede man formuleringen – i hvert fald i Sammendraget, og der blev talt om en ”skelnelig” menneskelig indflydelse. I 3. udgave var hockeystaven kommet til verden, og den fik en prominent plads i rapporten. 4. udgave styrkede tankerne om den menneskeskabte opvarmning, og hockeystaven fik en dominerende rolle.

Så kom Climategate og Mann & Co. faldt lidt i unåde. 5. udgave af IPCC’s rapport havde derfor medtaget flere andre rekonstruktioner af fortidens temperaturer, hvor udsvingene de seneste 1000 år var mere synlige. Men med 6. udgave var IPCC tilbage i folden igen, med en ny superlang hockeystav og en konklusion om, at drivhusgasserne har været stort set alene om ansvaret for temperaturstigningen siden 1850.

Det er jo en skammelig historie, mere drevet af politik end videnskab. Scafetta beskriver, hvordan hele begrebet ”videnskab” er under alvorligt pres i den forbindelse.

Scafetta gennemgår fortidens temperaturer her i vores mellemistid, og slår fast, at hockeystavene ikke er retvisende. Vi havde varmere og koldere perioder, herunder det såkaldte Holocæne Optimum for 5-6000 år siden, hvor temperaturerne, trods et lavt CO₂-indhold i luften, var betydeligt højere, end de er nu.

Den globale temperatur har svinget, både over kortere og længere perioder. Også i nutiden har vi haft f.eks. en temperaturstigning i perioden 1900-1940, et fald 1940-1975 og derefter en stigning igen. Det er tildragelser, som klimamodellerne har store vanskeligheder med at simulere, og man har derfor i stedet forsøgt at udjævne temperaturkurverne, ved ”homogeniseringer”, ”re-analyser” og hvad man ellers finder på. De globale temperaturkurver er baseret på mangelfulde data, mange vejrstationer er ramt af bymæssige varmebobler, og der foretages masser af justeringer inden kurverne udsendes. ”Varmepausen” 1998-2014 er synlig på UAH’s uredigerede satellitmålte kurver, men de andre, f.eks. HadCRUT, har revideret kurverne, så pausen er forsvundet.

Re-analyser er interessante, fordi man her udfylder de manglende målinger med konstruerede tal. Langt op i det 20. århundrede var der store pletter på kloden uden målinger, og her har man bl.a. ved hjælp af de store klimamodeller fyldt tal ind, så man fik et komplet billede tilbage til f.eks. 1940.

Efterfølgende har man så brugt de re-analyserede temperaturkurver til at finjustere klimamodellerne, der jo helst skal testes mod målte temperaturer i en periode. Men hvis de ”målte” temperaturer reelt er fremkommet ved hjælp af modellerne, så er vi ude i en cirkelslutning, hvor modellerne tester sig selv. Og mirakuløst nok, så passer pengene!

Klimamodellerne har svært ved at simulere fortidens temperaturer i detaljer, og de regner for varmt, når de skal simulere de seneste års udvikling. Årsagen er ifølge Scafetta entydigt, at modellerne har givet drivhusgasserne en næsten enerådende betydning. Det er en politisk mere end en videnskabelig beslutning. Men med et mere åbent sind kan man begynde at kigge på andre faktorer, og her er Solen et oplagt bud. Det er Solen der leverer al energien til at drive klimaet her på Jorden, og der er jo variationer i dens stråling over tid. Det benægter ingen. Men den ortodokse klimaforskning har alligevel forsøgt at minimere variationerne i indstrålingen, som den de seneste godt 30 år er målt med satellitter. Her var en af folkene bag forsøget på udjævningen helt bramfri og udtalte, at man ønskede at undgå, at fokus blev flyttet væk fra drivhusgasserne.

Men Solens aktivitet ændrer sig over tid, og pudsigt nok hænger det i høj grad sammen med planeternes bevægelser. Deres tyngdekraft trækker i Solen, og når flere planeter står på samme linje, forstærker de effekten. Scafetta opstiller en komplet oversigt over disse tildragelser og viser, hvordan de hænger sammen med de målte variationer i Solens aktivitet, f.eks. som vist ved antallet af solpletter. Planeternes virkning er ret beset beskeden, selv Jupiter er meget mindre end Solen, men effekten kan forstærke nogle svingninger dybt inde i Solen, og derfor kommer de mærkbare resultater, f.eks. for Jordens klima.

Scafetta opstiller en forholdsvis primitiv klimamodel, og hvis han fodrer den med data fra Solen, får han temperaturkurver, der langt bedre matcher, hvad man har målt de seneste knap 200 år. Scafetta konkluderer forsigtigt, at Solen måske står for ca. 50% af temperaturudsvingene. Vores drivhusgasser tegner sig for 30% af den nuværende stigning, mens resten er et bidrag fra byvarmen og andre måletekniske forstyrrelser.

Scafetta må naturligvis på den baggrund stille spørgsmål til, hvorvidt det er fornuftigt at forsøge at gennemføre en kostbar omlægning af vores energiforsyning. Den vil ikke stoppe opvarmningen og vil få vidtgående negative følger for menneskeheden.

Det er på mange måder en fantastisk bog, og der er umådeligt meget at lære ved læsningen. Bogen er på ingen måde udtryk for ”klimabenægteri”, vores udledninger har medført en del af den nuværende opvarmning. Scafetta har et afsnit om begrebet ”klimarealisme” og det kunne nærmest være skrevet af efter vores forenings manifest.

Bogen er godt og flydende skrevet, Scafetta er italiener, men har arbejdet på universiteter i USA i mange år. Bogen indeholder en 30 sider lang referenceliste bagest og der er masser af fodnoter undervejs. Alt er baseret på fagfællebedømte arbejder. Referencelisten er alfabetisk efter forfatternavne, og med tilfredshed kan man konstatere, at Friederike Otto ikke er der, og hendes sammenkædnings-”videnskab” (Attribution Science) er ikke nævnt med et ord i bogen. Det borger for bogens videnskabelige kvalitet.

Eneste minus er, at alle bogens grafer og illustrationer er i sort-hvid, og mange er noget gnidrede og svære af aflæse. Det er synd, at man ikke ofrede nogle farver, men det fordyrer naturligvis udgivelsen.

Men en bog, der absolut kan anbefales, man skal bare have god tid!