Klima i Medier, Klimaadfærd, Klimarealisme i medierne

Hjemmeavlet faktatjek

Vi har allerede ved flere lejligheder omtalt den amerikanske hjemmeside Climate Feedback (CF), der er specialiseret i at se på klimarelaterede artikler og opslag og give dem bedømmelser. Niveauet er lavt og mange klimarealistiske indslag bliver erklæret fejlagtige på et meget primitivt grundlag. Flere gange er CF blevet grebet i regulær manipulation.

Alt det kunne jo være inderligt ligegyldigt, hvis det ikke var fordi, at CF har fået sig mænget ind hos Facebook, og nu fungere som det sociale medies tankepoliti. Hvis en artikel får påsat en negativ etiket af CF – berettiget eller ej, så vil ethvert forsøg på at dele artiklen på Facebook medføre, at opslaget delvist slettes og påsættes en advarsel med henvisning til CF.

Hermed er vi nået til en situation, hvor der reelt er censur på Facebook, også over for indlæg, der ikke på nogen måde bryder loven. Det er Facebook naturligvis i deres gode ret til som et privatejet medie. Berlingske bestemmer også selv suverænt, hvad de vil offentliggøre. Imidlertid er Berlingske også juridisk ansvarlig for, hvad de trykker i deres avis eller lægger på hjemmesiden, det er det såkaldte ”redaktionelle ansvar”. I en retssag for nyligt, hvor Facebook var den ene part, hævdede modparten, at Facebook også påtog sig et redaktionelt ansvar, når de lod CF bestemme, hvad der skulle have lov til at blive slået op. Nu brændte toilettet for Facebook, og de skyndte sig at erklære, at CF’s input kun var ”meningstilkendegivelser”, ”opinions”. Ja, men så er CF jo ikke bedre end alle andre, så hvorfor skulle de have indflydelse på, hvad Facebook får slået op?

Det var en lang indledning, men den er optakten til dagens emne: Den danske pendant til Climate Feedback. Det er hjemmesiden Tjekdet, der også, blandt meget andet, foretager faktatjek på klima-relaterede indlæg og derigennem udløser censur hos Facebook, ganske som CF.

Lad det med det samme være sagt, at Tjekdet forekommer betydeligt mere seriøst end CF, og der gøres i mange af indslagene forsøg på at inddrage eksperter med forskellige standpunkter, de får lov til at udtale sig og bliver citeret loyalt, inden Tjekdet så fremkommer med sin afgørelse – der straks bliver videreekspederet til Facebook.

Tilbage i 2019 havde Tjekdet et større indlæg om påstanden vedr. 97% konsensus blandt klimaforskere. Indlægget rummede citater fra både vores Jens Morten Hansen og Jens Olaf Pepke Pedersen og endte i lidt forvirring, men var ellers et sobert forsøg på at komme godt ind i problemstillingen.

I det følgende kigger vi imidlertid lidt nærmere på tre udvalgte nye indslag fra Tjekdet.

Det røde vejrkort

I sommers gik flere billeder viralt på nettet, de sammenlignede vejrkort fra tv-mediernes vejrudsigter for år tilbage og i nutiden. Mange bemærkede, at kortene om sommeren generelt har skiftet farve fra grønne til røde. Var temperaturen f.eks. 28 grader en sommerdag for bare 5 år siden, ville vejrkortet være grønt og temperaturen vist med hvid skrift. I nutiden bliver området farvet mere eller mindre mørkerødt, selvom temperaturen er den samme, se fig. 1 fra en tysk tv-station. Hensigten er jo tydelig nok, varmen skyldes menneskeskabte drivhusgasudledninger og er en ond ting. Farveskiftet kan på den måde opfattes som et led i klimapropagandaen.

Fig. 1: Det oprindelige billede fra Tyskland med vejrkort fra hhv. 2017 og 2022

Tjekdet har undersøgt sagen og konkluderer, at årsagen er, at den tyske station simpelthen bare havde skiftet leverandør af vejrkort, og den nye leverandør brugte den røde farve ved varme temperaturer og blå farve ved kolde. Derfor er det forkert at tale om forsøg på manipulation. Tjekdet gør sig den ulejlighed at kontakte den person, der oprindeligt slog billedet op på Facebook. Hun mener imidlertid ikke, at forklaringen giver hende anledning til at ville ændre i sit opslag.

Billedet får nu dommen fra Tjekdet: ”Helt eller delvist falsk”, og derefter bliver det blokeret på Facebook. Samtidigt gør Tjekdet sig dog den ulejlighed at se efter, om der skulle være andre tilfælde, og sandelig om ikke der kan findes adskillige. Citat:

I starten af juni faktatjekkede det franske nyhedsbureau AFP to vejrkort over Skandinavien, hvor de høje temperaturer på det ene kort fra 1986 er skrevet med hvid på grøn baggrund, mens de lidt lavere sommertemperaturer på det andet vejrkort fra 2022 er skrevet med hvid på rød baggrund.    

I et andet eksempel har nyhedsbureauet Reuters faktatjekket to vejrkort over Storbritannien. Og i det her tilfælde har organisationen bag vejrkortene, Storbritanniens nationale vejrinstitut, faktisk ændret farverne, så det i stedet for en grøn baggrund er en rød baggrund, der møder seerne.

Ifølge vejrinstituttet er det dog et forsøg på at gøre det tydeligere for farveblinde, at temperaturerne er høje, og altså ikke et forsøg på at sprede frygt om klimaet.

På den baggrund kunne det jo nok tyde på, at der er noget om snakken. Der er gået mode i at fremstille lidt sommervarme så skræmmende som muligt. Bortforklaringen med de farveblinde er noget søgt, taget i betragtning at de jo altid kan læse tallene, uanset baggrundsfarven.

Alt i alt må man sige, at Tjekdet her klart går klima-alarmismens ærinde, og det i en sag, hvor så drastisk et indgreb, som censur er, slet ikke kan anses for berettiget.

Asger Aamunds bandbulle

På sin blog offentliggjorde Asger Aamund i slutningen af august en kraftig svada, med titlen ”Klimadebattens Sataniske Vers”, mod hele klimaforskningen og det ledsagende hysteri, som han i store træk fandt grundløst. Det er et ualmindeligt velskrevet indlæg, her en enkelt smagsprøve fra afslutningen:

Gennem larmen fra IPCC’s udrykningshorn og luftværnssirener trænger enkelte stemmer nu igennem med sandheden og kendsgerningerne. Lad os håbe, at dette er begyndelsen på enden til dette vanvittige, mediebårne klimamareridt, der i højeste grad er menneskeskabt.

Fig. 2: Asger Aamund

Indlægget blev hurtigt delt vidt og bredt og så rykkede Tjekdet ud

Efter Tjekdet’s opfattelse havde Aamund 4 alvorlige og forkerte udsagn i sin tekst:

1. Den globale temperatur er steget siden udløbet af Den Lille Istid, men er nu fladet ud.

2. Den globale temperatur er slet ikke steget siden 1998.

3. Et fald i CO2-udledningerne vil medføre lavere høstudbytter.

4. Gennemsnitstemperaturen i USA er ikke steget de seneste 90 år.

Hertil kommer hans hustru, Suzanne Bjerrehus, der formastede sig til at dele artiklen på Facebook, med en supplerende kommentar:

5. Flere og flere prominente forskere betvivler nu FN’s Klimapanels katastrofescenarier om menneskeskabt global opvarmning.

Tjekdet har ret i, at udsagnene 1. og 2. ikke er helt korrekte, der har været og er stadigvæk en behersket stigning i den globale temperatur årti for årti. Men, som vi har set mange gange, kan den jo på ingen måde betragtes som katastrofal, og klimamodellerne overvurderer den kraftigt, allerede nu.

Mht. påstand 3. ved vi ikke, hvad der ville ske med luftens CO2-indhold, hvis vi stoppede udledningerne af drivhusgasser. Måske ville det forblive konstant, måske ville det falde, og sidstnævnte er i hvert fald ikke positivt for plantevæksten – der jo tværtimod nyder godt af det forøgede indhold.

Det er Tjekdet’s eksperter så ikke så glade for, og de skriver:

“Planter har rigtignok et problem uden CO2, men de har brug for mere end bare CO2. De kræver vand, typisk i form af nedbør, og hvis vi får mere tørke som følge af stigende temperaturer, så hjælper det ikke noget, at der er masser af CO2.”

”Global opvarmning vil føre til udbredning af ørkener nogle steder og oversvømmelser andre steder, som vil reducere fødevareproduktionen.”

Klimaforskere kan bare ikke lide at indrømme, at CO2 kan have nogen positiv effekt, derfor skal de altid blande både tørke og oversvømmelser ind i billedet.

Påstand 4 er der stærkt delte meninger om. Tjekdet refererer til de officielle tal, men nævner også, at f.eks. ”klimaskeptikeren” Tony Hellers analyser viser noget andet. USA’s temperaturmålinger er svært plaget af byvarmeø-effekten (urban heat island) og hvis man korrigerer for den, ser det faktisk ikke ud til, at der har været nogen nævneværdig stigning. Det er en pointe, som andre forskere, f.eks. Ronan Connelly også har peget på.

Suzanne Bjerrehus får på puklen af Tjekdet for at antyde, at der skulle være sprækker i klimaforskernes geledder, men det er der jo, trods alle forsøg på at undertrykke anderledes tænkende.

Ovennævnte fire påstande spiller kun en mindre rolle i Asger Aamunds indlæg, der primært drejer sig om hele propagandaen, undertrykkelsen og de mere eller mindre vanvittige udslag de giver. Tjekdet’s dom er selvfølgelig ”Helt eller delvist falsk”, og dermed kan Aamunds indlæg bortcensureres. Og ved at gøre det, har Tjekdet på smukkeste vis underbygget Aamunds budskab.

Interview med Piers Corbyn

Her drejer det sig om et meget muntert videoklip, hvor astrofysikeren Piers Corbyn helt tilbage i 2010 blev interviewet på RT, en engelsksproget russisk tv-kanal. Corbyn bliver spurgt til klimaforandringer og de tilfælde af ekstremvejr, man havde det år, f.eks. hedebølge i Rusland og oversvømmelser i Pakistan. Til interviewerens store overraskelse erklærer Corbyn, at de fænomener intet har at gøre med menneskehedens CO2-udledninger, det er helt naturlige fænomener, styret af Solen og Månen, og de er forekommet mange gange før i historien. Intervieweren protesterer, men Corbyn holder fast. Til sidst bliver han spurgt, hvorfor næsten alle klimaforskere mener, at ekstremvejret er en følge af det stigende CO2-indhold i atmosfæren, og han svarer, at hele klimaforskningen bare er en knippelfin forretning (”a gravy train”). Interviewet blev genopdaget for nyligt og gik viralt på de sociale medier.

Fig. 3: Piers Corbyn bliver interviewet på den russiske tv-kanal

Tjekdet tager så fat i sagen og fremfører bl.a.:

FN’s klimapanel (IPCC) peger utvetydigt på, at mennesker har skabt de varmere temperaturer de seneste godt 170 år, siger en klimaforsker…. der er ingen tvivl om, at klimaforandringerne er menneskeskabte, siger forskere.

Sebastian Mernild trækkes ud af stalden og understreger ligeledes, at den globale opvarmning, vi har haft de seneste 100-150 år på ca. en grad, skyldes de menneskelige udledninger af drivhusgasser.

En astrofysiker bliver også spurgt og påpeger, at astrofysikere ikke har forstand på klimaet. Selv ville han nødigt ringes op for at udtale sig om klimaspørgsmål.

Derefter får vi at vide, at RT, den russiske tv-station, generelt arbejde på at sprede misinformation i Vesten, det gælder klimaet, men også f.eks. udrulningen af 5G-netværket og covid-19. 

På det grundlag falder Tjekdet’s dom: ”Helt eller delvist falsk”, og derefter bliver forsøg på deling af videoklippet med Piers Corbyn blokeret på FaceBook.

Fig. 4: Opslagets skæbne på Facebook, kommentar fra ophavet.

Men det virker som et tyndt grundlag til at fælde så vidtrækkende en dom, som censur jo er. Corbyn udtaler sig slet ikke om den globale opvarmning og dens årsager. Han påpeger bare den manglende sammenhæng mellem opvarmningen (og hermed CO2) og så de tilfælde af ekstremvejr, som rammer os med jævne mellemrum. Her peger han som sagt på Solen, men også de store svingninger i klimaet på verdenshavene, som jo heller ikke har noget med CO2 at gøre.

I dette tilfælde må man nok sige, at hensynet til klimasagen har vejet tungere hos Tjekdet, end videnskabelig redelighed.

Konklusion

Tjekdet fremstår som sagt væsentligt mere seriøst end Climate Feedback, og det er kun godt. Alligevel er der ildevarslende tegn på, at Tjekdet begynder at forfalde til lidt hovedløse forsvar for klimaalarmismen. Den balance, der var i ovennævnte indlæg fra 2019 om 97% konsensus, er tilbøjelig til at blive undertrykt nu. I stedet har indlæggene mere og mere tydeligt det mål at kunne bane vejen for censur af ”klimaskeptiske” artikler eller opslag. Det er naturligvis både mediemæssigt, legalt og videnskabeligt en meget tvivlsom vej at gå.

Del på de sociale medier

4 Comments

  1. Villi John Petersen

    Hvis “faktatjek” faktisk er interesseret i fakta, hvorfor undersøger man så ikke de myriader af indlæg fra klima-alarmister med (falske) påstande om voldsomme havstigninger, voksende tørkeområder, katastrofale oversvømmelser, ekstremt vejr, aldrig før set is-afsmeltning ved polerne, som alt sammen skyldes “CO2-forureningen”. Disse påstande trænger i høj grad til et faktatjek i forhold til virkelighedens verden.

  2. Hans Henrik Hansen

    “I stedet har indlæggene mere og mere tydeligt det mål at kunne bane vejen for censur af ”klimaskeptiske” artikler eller opslag. Det er naturligvis både mediemæssigt, legalt og videnskabeligt en meget tvivlsom vej at gå”

    Hvis Tjekdet skal ‘faktatjekke’ på (blot nogenlunde) seriøst grundlag, må proceduren vel nødvendigvis tage nogen tid(?).
    Er det sådan, at klimaskeptiske opslag skal forhåndsgodkendes? Hvis NEJ, bliver de vel trods alt stående i en vis tid(?).

    FB (som jeg ikke selv er bruger af), kan vel betragtes som en ‘lynhurtigt roterende plakatsøjle’, hvor alle indlæg hastigt fortoner sig i glemselens tåger – og hvis det forholder sig sådan, er skaden måske til at overse??

    • Søren Hansen

      Nej “Faktatjek” gør faktisk en del skade, fordi et opslag kan leve længe på Facebook. Det bliver først lagt ud, derpå “delt”, dvs. videreformidlet af nogle af brugerne, og derefter igen videreformidlet i en lang kaskade, som kan nå ud til mange mennesker i løbet af et stykke tid. Her kan faktatjekkerne sagtens nå ind og afbryde kæderne, ved at det oprindelige opslag blokeres helt eller delvist, så det ikke længere kan ses.

      • Hans Henrik Hansen

        “Nej “Faktatjek” gør faktisk en del skade, fordi et opslag kan leve længe på Facebook”

        – point taken! Jeg (operer)er som sagt ikke (længere) på ‘bogen’ – så mit kendskab dertil er begrænset!

Skriv et svar til Hans Henrik Hansen Cancel

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*