Dansen med klimadata, Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

John Stossel

Det er ikke mange dage siden, at vi havde fat i hjemmesiden Climate Feedback (CF), som jo spiller rollen som tankepoliti på Facebook, når det drejer sig om klimaspørgsmål. Sidst er det nu gået ud over John Stossel, en amerikansk journalist og TV-personlighed, der producerer en stribe YouTube videoer om mange forskellige emner, herunder klimaet.

I 2019 udsendte han en video med titlen: Er vi fortabte (Are we doomed?). Den har ligget på YouTube og blev i april 2021 delt via Facebook. Derved kom den på radaren, og CF slog til.

Videoen er ellers ganske fredsommelighed. Der er lidt muntre klip med Greta Thunberg: ”How dare you?” og ellers er hovedindslaget tre klimarealister, Dr. Willie Soon, Dr. David Legates og Dr. Patrick Michaels, der sidder klar til debat med tre klimaalarmister. Der er dog kun tre tomme stole, da ingen fra den side ønskede at tage i mod Stossels invitation. Det har man set før.

Påstandene i videoen er helt ordinære: Der er ingen alvorlige havstigninger, som vi ikke kan klare, der er ingen stigninger i tørke eller storme osv. Der har været en moderat temperaturstigning, men ingen grund til alarm af den grund.

Fig. 1: Hvordan man får et faldende orkan-niveau til at se stigende ud

CF har et langt opslag, og det er meget lidt overbevisende. Sagen vedrørende storme afviser de med den samme trætte illustration (fig. 1), som vi har set før, og som er helt uden værdi. Her kigger man på andelen af orkaner, der er over en vis styrke og den andel har været stigende. I virkeligheden er der sket det, at det samlede antal er gået ned, og at det især gælder de lidt svagere. Derved bliver procenten af kraftigere orkaner selvfølgeligt større, men det kan man jo ikke bruge til noget.

Havstigningerne tackles med diagrammet vist på fig. 2. Her ser man klart, at der ikke har været nogen acceleration endnu, men at klimamodellerne forudser, at den kommer. Det er jo ikke just noget tungtvejende argument lige nu. En af de medvirkende i CF, Patrick Brown, nævner mulige fremtidige havstigninger på op til 60 meter.

Fig. 2: “Accelerationen” i havniveaustigningen findes kun i klimamodellernes verden

Der ud over er der den sædvanlige diskussion om CO2’s gavnlige indflydelse på plantevæksten og høstudbytterne, hvor CF holder fast i, at alt vedrørende CO2 skal være negativt.

John Stossel ville imidlertid ikke finde sig i den behandling og tog fat i CF. Det kom der en ny video ud af. Patrick Brown, som nævnt en af bidragyderne til CF’s artikel var villig til at lade sig interviewe og måtte jo i den grad trække CF’s udsagn tilbage. Han medgav, at der ikke er nogen stigning i antallet og styrken af orkaner. Han indrømmede, at der ikke var alarmerende havstigninger lige nu, men at havet kunne stige 100 m i løbet af de næste 1000 år. Hertil spørger Stossel så om man virkeligt skal censurere på Facebook af frygt for noget, der måske sker om 1000 år?

Det endte med et totalt tilbagetog fra Patrick Browns side, og han havde mere end svært ved at forklare, hvorfor en video som John Stossels overhovedet skulle censureres.

https://thenewamerican.com/facebook-censors-john-stossel-for-questioning-climate-emergency-narrative/

https://climatefeedback.org/evaluation/video-promoted-by-john-stossel-for-earth-day-relies-on-incorrect-and-misleading-claims-about-climate-change/

John Stossels klimakonference, hvor kun realistsiden dukkede op (bemærk de tomme pladser til venstre for Stossel)
Del på de sociale medier

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*