Dansen med klimadata, Klimarealisme i medierne

WMO – et spørgsmål om garniture

Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) har netop udsendt sin årlige rapport om vejret og klimaets tilstand. WMO holder sig normalt ikke tilbage, når det drejer sig om at opmale skrækscenarier om de farlige menneskeskabte klimaforandringer. Rapporten her er interessant at sammenligne med f.eks. den nyligt udsendte status fra Ole Humlum, her kan man se, hvor forskelligt de samme data kan beskrives.

WMO’s Generalsekretær lægger ikke fingrene i mellem i sit forord:

Mens udledningerne fortsætter med at stige, og klimaet fortsætter med at forandre sig, bliver sårbare befolkninger fortsat ramt hårdt af ekstreme vejr- og klimabegivenheder. F.eks. var der i 2022 fortsat tørke i Østafrika, rekordstore regnmængder i Pakistan og nye rekorder for hedebølger i Kina og Europa, og de ramte tocifrede millioner af mennesker, forstærkede fødevareusikkerheden, førte til masse-folkeflytninger og kostede milliarder af dollars i tab og skader.

Rapporten gennemgår den gængse klimavidenskabelige tilgang til spørgsmålet, med en klar alarmistisk vinkel.

At temperaturen ikke rigtigt er steget de seneste 8-9 år forklares på vanlig vis med, at 2022 var ”blandt de 8 varmeste år i de 173 år, vi har målt” og nr. 5 eller 6 på listen. Det påpeges også, at for årtiet 2011-2020 var gennemsnitstemperaturen 1,09 grader over gennemsnittet for 1850-1900, mens gennemsnittet for 2013-2022 var 1,14 grader over 1850-1900, hvilket viser, at der fortsat er opvarmning.

Om man rent måleteknisk kan skelne mellem 1,09 og 1,14 grader, er nok ret tvivlsomt.

WMO baserer sig på 6 temperaturdatasæt, hvor ingen af de satellitbaserede er med i betragtning. De løber også over en meget kortere periode (1979-nu) men kunne måske sætte nogle af tallene i perspektiv, hvis man f.eks. ville tage byvarmen med i betragtning. Men byvarme nævnes ikke i WMO’s rapport i denne sammenhæng.

Derimod nævnes det faktum, at vi har haft 3 år med La Niña, der virker afkølende på Jorden, nu ser WMO frem til den næste El Niño, der forhåbentligt kan trække temperaturen ud af dødvandet.

Fig. 1: Havets stigende energi-indhold i zetta-joule, farverne angiver forskellige havdybder, grå 0-300 m, blå 0-700 m og grøn 700-2000 m. Den gule kurve er det samlede tal 0-2000 m.

WMO gør meget ud af stigningen i havenes energi og viser i fig. 1 hvor alvorlig situationen er, man ser stigningen i havets energiindhold i forskellige vanddybder. WMO skriver:

Havets varmeindhold i 2022 var det højeste, der er målt, det oversteg niveauet i 2021 med 17 ±  9 ZJ.

Vi har ved en tidligere lejlighed kigget på hvad alle disse ”ZJ”, zetta-joule betyder i praksis for havets temperatur og fandt, at den samlede stigning i energiindholdet, jfr. fig. 1, ville kunne opvarme hele havet med 0,06 grader. De 17 ZJ ville så kunne bidrage med yderligere 0,003 grader. Det virker ikke umiddelbart særligt skræmmende.

WMO er helt med på historien om det accelererende havniveau, og medtager kurven vist på fig. 2. Her har man udvalgt 3 perioder, og de viser en kraftig stigning fra den ene til den næste. Det er et godt eksempel på, hvor farligt det er at dele en kurve op i korte intervaller, fordi resultatet bliver meget afhængigt af de valgte start- og slutpunkter.

Fig. 2: Havstigningerne målt ved hjælp af satellitter, påført WMO’s hældninger for 3 tiårige perioder.

På fig. 3 er WMO’s tre tendenslinjer lagt ind og man ser, at de virker noget tilfældige og måske ikke specielt dækkende for situationen. Ole Humlum havde valgt nogle andre intervaller, der f.eks. viser, at havstigningerne har været aftagende de seneste 6-7 år. Humlum nævner også de generelle problemer med satellitmålingerne, som WMO’s kurve er baseret på. Satellitternes målinger stemmer meget dårligt overens med kystbaserede målinger, der viser betydeligt lavere stigninger og ingen acceleration. Herom er WMO helt tavs.

Fig. 3: Havstigningerne, her er WMO’s hældninger indtegnet med rette linjer i kurven.

WMO hævder naturligvis, at havenes pH er faldende, havvandet ”forsures”, hvilket giver mange problemer. Et af dem skulle være at havet fremover vil kunne optage faldende mængder af CO2, hvilket naturligvis vil sætte mere fart på den globale opvarmning, hvis mere CO2 forbliver i atmosfæren. Det er så ikke, hvad andre forskere finder.

Vedrørende havisens udbredelse var situationen sidste sommer, at det arktiske minimum var langt større, end det har været i mange år. Her vrider WMO sig også noget:

Den månedlige minimumsudbredelse i september var 4,87 millioner km2, 0,71 millioner km2 lavere end gennemsnittet over lang tid. Minimumsudbredelsen var større end gennemsnittet af minimumsværdier i det seneste årti (2012-2021), men er stadigvæk på niveau med den 11.-laveste månedlige minimumsudbredelse målt med satellitter.  

Der skulle jo nødigt være nogen gode nyheder.

Vedrørende Grønlands indlandsis viser rapporten diagrammet vist her i fig. 4. Her er der ikke indlagt nogen tendenslinjer over kortere tid, fordi de ville vise en opbremsning i det årlige netto-tab (den røde kurve). Til gengæld får vi at vide, at der nu har været et tab i de seneste 26 år.

Fig. 4: Grønlands indlandsis, massebalance fra 1987 til 2022. Blå er tilvæksten af is og sne, gul afsmeltning, grøn tab ved gletsjeres kælvning ud i havet og rød det totale resultat.

Det påpeges så også, at man har forsøgt sig med målinger fra satellitter, og de viser meget større tab end de 85 milliarder tons i 2022 vist på fig. 4. 

Indlandsisen på Antarktis har faktisk ifølge WMO haft sin største tilvækst i omfang siden 2005. Det skyldes dog et ”unormalt” stort snefald, hvilket igen skyldes ”unormalt” høje temperaturer over store dele af kontinentet. Vi skal heller ikke tro, at der er gode nyheder her.

Snedækket over hele Jorden viser ifølge rapporten en nedgang over lang tid i det sene forår og om sommeren. Det er et budskab, som IPCC også ynder at fremføre, og det dækker over, at i de andre årstider har snedækket været uforandret eller let stigende over de seneste mange år.

Rapporten bruger mange sider på at beskrive ekstreme vejrbegivenheder, bl.a. den store oversvømmelse i Pakistan, hvorom det dog hedder, at den ikke var værre end den, man havde i 2010. Tilsvarende kan vi læse om hedebølger, hvor tallet fra RAF-luftbasen i England trækkes frem (det var den temperatur-spids, der fremkom da et par jagerfly passerede målestationen, der er opstillet ved siden af startbanen). Der opregnes tørketilfælde rundt omkring på Jorden og alle de økonomiske og menneskelige konsekvenser beskrives nøje. Det medgives dog, at f.eks. tørken i Østafrika hænger sammen med den fortsatte La Niña-tilstand gennem året.

Rapporten undlader i det hele taget stort set at forsøge på en sammenkædning af disse begivenheder med klimaforandringerne. Man er trods alt for klog til at hoppe på den vogn med ”hurtig sammenkædningrapid attribution, som også er en af de mere skammelige grene af klimavidenskaben. Til gengæld har den været en enestående succes som politisk propaganda.

WMO-rapporten oplister også nogle få tilfælde af ekstrem kulde rundt omkring i Verden.

Storme, orkaner og tornadoer nævnes, vi får at vide at de havde alvorlige konsekvenser, men igen skriver rapporten ikke noget om nogen tendens mod det værre.

Om fødevaresikkerheden hedder det, at den er blevet værre, der er flere mennesker, der trues af sult, se fig. 5. Men der kan ikke påvises noget entydigt billede for hele jorden, folk flygter fra tørke og oversvømmelser, men det er lokale fænomener, og de fleste mennesker flygter ikke ret langt, de bliver i naboområderne. Der er ikke helt noget belæg for generalsekretærens bombastiske udsagn i forordet. Man bemærker også, at den årlige stigning i antallet af underernærede mennesker i de senere år, faktisk er lavere end befolkningstilvæksten (ca. 80 millioner/år). Så der skaffes stadigvæk mere mad, og mange af problemerne opstår som følge af krig og dårlig regeringsførelse, rapporten nævner Afghanistan, der netop er et lysende eksempel på, hvor galt det kan gå.

Fig. 5: Antal underernærede mennesker på Jorden, sorte kurve, den orange kurve er i procent.

Til sidst i rapporten er der et interessant eksempel på effekten af klimaforandringerne. Man har i den japanske by Kyoto optegnelser helt tilbage til år 801 over datoen for, hvornår kirsebærtræerne blomstrer, se fig. 6. I de seneste hundrede år er træerne begyndt at blomstre tidligere, et klart bevis på menneskeskabt global opvarmning (eller i hvert fald lokal opvarmning). Selvfølgeligt kan byvarmen også spille en rolle, medgives det dog. Men i 2021 blomstrede træerne rekord-tidligt, d. 26. marts, mens datoen i 2022 var 1. april.

Fig. 6: Datoen for hvornår kirsebærtræerne springer ud i Kyoto, 801-2022

WMO’s rapport er allerede i de letbenede medier taget til indtægt for, at vi befinder os i en klimakrise, men mens rapporten nævner stigningerne i indholdet af drivhusgasser og stigende temperatur, havniveau m.v., er den mere forsigtig med at sammenkæde årets tilfælde af ekstremvejr med nogen tendens over længere tid. Vi er ramt af mange voldsomme vejrbegivenheder, men de er ikke ”uden fortilfælde”, selvom nogle af dem udråbes til at være de ”værste” i de seneste f.eks. 40 år. Men det betyder jo så også, at de har forekommet i lige så slemt omfang den gang, og det med et lavere CO2-niveau i atmosfæren.

Fremtiden udtaler WMO sig slet ikke om, og dermed forsvinder der en god del af den alarmisme, som f.eks. IPCC svælger i, baseret på modelberegningerne.

Men en akut klimakrise befinder vi os vist ikke i.

Del på de sociale medier

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*