Debatindlæg, Klimapolitik

Vores håbløse klimadebat

Klimadebatten foregår mest som en råben efter hinanden fra hver sit hjørne. De rød-grønne idealister råber – nu på 30. år – at vi er meget tæt på en regulær klimakatastrofe. Vindmølle- og solfangerindustrien fortæller os, at kun grøn omstilling til vind og sol kan frelse os. De fleste politikere fortæller os det samme, og at det netop er deres politiske parti, der kan redde os fra katastrofen. Pressen skaber stribevis af overskrifter med skrækscenarier som sælger aviser og skaber høje seertal. Det har Jakob Kjær skrevet et glimrende indlæg om: Vogt dig for den 3-armede tyveknægt.

Politikerne lader som om, at de rød-grønne har hele befolkningen bag sig i deres klimahysteri. Men resultaterne fra folketingsvalgene i 2019 og 2022 viser noget andet. Ved begge valg gik de partier som argumenterer for meget mere ”grøn omstilling” tilbage.  Det har jeg skrevet mere om i mit indlæg: Skal Danmark reducere CO2-udledningen med 8 eller med 54%? Vælgerne valgte 8%, men politikerne ændrede det til 54%. Nu mener de så, at det skal være endnu mere.

For at opfylde fremtidens energibehov bygger Asien kul- og kernekraftværker for fuld skrue. Der er planlagt ca. 600 nye kulkraftværker i drift inden 2030. Der satses også stort på kernekraft. Det gør de også i Finland, Sverige, Polen, Holland, Frankrig og England, og flere lande overvejer. Globalt er der 430 kernekraftværker i drift og 57 er under opførelse. Hvem ved sine fulde fem tror på et dansk brint-eventyr, der kan producere brint til en pris svarende til ca.10 kr. pr. liter benzin uden afgifter, når den, selv her under den aktuelle energikrise, kan købes for ca. 7 kr.?

Vi klimarealister bruger så mange kræfter på at forklare og bevise, at vi ikke står lige foran en klimakatastrofe, og at det ikke er CO2, der er hovedårsagen til de klimaændringer, vi har set i de seneste 150 år. Men jeg tror ikke på, at politikerne er så dumme, at de tror på brint til 10 kr. pr. liter. Jeg tror heller ikke på, at politikerne ikke ved, at vindmøllerne står stille, når det er vindstille, og at solceller ikke producerer, når det er overskyet. Men hvorfor bruger de så så mange af vores penge på brint, vind og sol? De lader som om, at de klimahysteriske har hele befolkningen bag sig. Men folketingsvalgene viser noget andet. Salg af elbiler viser også noget andet. Det er kun muligt at sælge elbiler fordi benzin- og dieselbiler blive brandbeskattet og til sidst forbudt. Det viser den manglende folkelige opbakning til ”den grønne omstilling”. (Selv om man kan diskutere, hvor meget ”grønt” der er ved elbiler.) Salget af plugin-hybridbiler går fint. Men det er ikke på grund af klimaet, for erfaringen viser, at opladningskablet sjældent kommer ud af indpakningen. Det tavse flertals handlinger viser, at de ikke tror på den politisk korrekte klimamyte og den ”nødvendige grønne omstilling” – og vil slet ikke betale penge for den.

Klimarealisterne bruger mange kræfter, her demonstration foran Christiansborg.

Men hvorfor gør politikerne så, som de gør? Eneste logiske forklaring er, at det giver de siddende politikere og embedsværket mere magt til at detailstyre hele vores samfund. Det passer fint med mit tidligere indlæg: Rævekagen i 1992. Det hænger også fint sammen med den generelle politiske udvikling. Befolkningen bliver taget mindre og mindre med på råd. Vi går til valg ca. hver fjerde år, hvor vi kan vælge mellem at stemme på et parti, der mener, at vi alle skal være grønne, eller et andet parti som mener, at vi skal være endnu mere grønne, og om Verdens største offentlige sektor skal være større eller meget større. Og vi kan ikke forvente, at partierne efter valget holder, hvad de lovede før valget. Det viser den seneste regeringsdannelse tydeligt. Det er svært at se, hvorfor man skal ulejlige sig til stemmeurnerne. De konkrete politiske beslutninger er allerede blevet truffet bag lukkede døre af en junta på Christiansborg, som i forvejen er blevet enige om alle de afgørende spørgsmål uden folkelig indblanding. Det var tilfældet med klimaloven, corona-nedlukning, og forsvarsbudgettet. Ved corona-nedlukningen skulle vi vælge, om vi ville risikere, at oldemor på plejehjemmet døde nogle måneder for tidligt, men omgivet af sine kære, eller om hun skulle dø nogle måneder senere i ensomhed. Det havde vel været rimeligt, om oldemor og hendes kære havde været med ved denne beslutning. Efter Ruslands overfald på Ukraine stod det klar, at vi var nødt til at kunne forsvare os selv. Juntaen på Christiansborg besluttede derfor egenhændigt, at vi skulle øge vores forsvarsbudget betragteligt – men først fra 2033! Men det er nu, vi har brug for kanonerne! Det tavse flertal havde nok gerne set, at vi havde fået kanonerne nu, og så kunne vi godt undvære flere vindmøller.

Vi kommer næppe ud af klimamytens tyranni, så længe det tavse flertal er tavst.

Del på de sociale medier

8 Comments

  1. EV Nørgaard

    Nu giver vindmøllerne godt med arbejde og dermed penge i den danske slunkne Statskasse. MEN nogle dampturbine-drevne generator-enheder på land, tilsluttet flydende atomkraft-enheder (evt. i en tørdok), der kan 1/2-sænkes til total nødkøling (hvis et teoretisk uheld skulle opstå). A-enheden kan udskiftes ved at sejle en ny på plads.
    Enheder på måske maksimalt 500 MW kan placeres flere steder, så infrastrukturen ikke belastes så kritisk.

  2. Sven Ove Thimm

    Som kommentar kunne man også bemærke, at Klimarådet, som jo er politikernes foretrukne “ekspertråd”, har følgende sammensætning: Fem økonomer, en agronom, en sociolog, en marinebiolog og en enkelt ingeniør.
    Der er ikke mange kompetencer indenfor fysiske realiteter.

  3. Svend Erik Holm

    SÅ er Dr. Jordan B. Peterson klar med podcast med ‘Unsettled’-forfatteren Dr. Steven Koonin.
    https://www.youtube.com/watch?v=reaABJ5HpLk

  4. Erling Petersen

    Til Mikael Thau.

    Jeg er enig med dig. Det er dybt skuffende at politikere, “videnskabsmænd”, og virksomheder i “den grønne industri” opfører sig uanstændigt selviske, men det er også forståeligt.

    Men det er uforståeligt, og også meget bekymrende, at den frie presse kun går efter dagens største seertal.
    Det har jeg skrevet om i: https://klimarealisme.dk/2021/05/18/det-er-pressen-jeg-anklager/

  5. Hans G Petersen

    Re Håbløs klimadebat

    Fin artikel af Erling Petersen.
    Desværre er det de lukkede run, der nu bestemmer. Og til disse har hverken media, universiteter eller borgere adgang. Eneste kontrolventil er valg hvert 4. år. Og selv det er meget usikkert. Som seneste ‘henover midten’ regering viser, med gedigne løftebrud som vigtig ingrediens. Vi borgere er nu låst fast på en lyserød politik og en larmende minister-tavshed på vigtige punkter. Det er en demokratisk falliterklæring. At medierne så undlader at kulegrave feks klima- og energipolitik kan undre. Men dels er de afhængige af statspenge, dels er det dyrt at fremskaffe seriøs, factbaseret viden om tidens to vigtigste emner. Oveni hatten kommer så en efterhånden stor klima- og energiindustri, der gerne ser deres egne produkter optræde som samfundsfrelsere. Og som indtil videre lykkes med det. Selvom en del synes, at energiøer i Nordsøen og Østersøen er en farlig cocktail (nærliggende bombe/terror objekt) og desuden ikke sandsynligt, vind vil kunne give den rigelige, stabile og billige energi, DK har brug for i fremtiden. Klimarådets virke fremmer heller ikke synligt dansk interesse for feks A kraft i moderne skikkelse. Besynderligt.

    En del hellige køer står til at blive slagtet inden for de næste 5-8 år. Med omkostninger til følge. Enkelte poltitiske partier vil muligvis blive endnu kraftigere reduceret om 4 år. Men da er det vel sent at skifte klima indsatser. Vi risikerer som land at hænge fast i enormt dyre og risikable og ustabile vindløsninger, der først for alvor kan producere om 10-15 år. Det er merkantilisme/statskapitalisme. Og det er stift, dyrt og uimodtageligt for nye idéer.

  6. Michael Johansen

    Kan kun referere til Asch Conformity Experiment: https://www.youtube.com/watch?v=TYIh4MkcfJA

    Der er nok mange der ikke tør stikke hovedet frem og sige den såkaldte konsensus imod.

  7. Mikael Thau

    Meget enig i Petersens indlæg.

    Omkring politikeres indsigt og lobbyisters motiver vil jeg gerne igen igen henvise til Keinickes indlæg fra 1. april 2022 om det klima-industrielle kompleks.
    “Det klima-industrielle kompleks i Danmark er et interessefællesskab imellem klimaindustrien, politikere, medier og forskere, som ønsker at tvinge en energiform igennem både hjemme og ude. Energiformen er vedvarende energi.”

    Politikere går efter magten og dette nødvendiggør i det nuværende danske vælgerkorps en All In tilgang til grøn omstilling. Om de så mener det eller ej – er så op til folk selv at bedømme.
    At leverandører af produkter til grøn omstilling bakker op og presser på med “rådgivning” af det politiske miljø finder jeg helt naturligt.
    At klimaforskere gennem deres rapporter holder gryden i kog og dermed sikrer fortsat pengestrømme til deres fortsatte forskning finder jeg ligeledes helt forståeligt.
    Det jeg måske ikke helt forstår er hvorfor der ikke blandt medierne stilles spørgsmål til det der foregår. Det er jo netop her medierne skal have deres rolle i at udfordre og forholde sig kritisk. Måske er journalisterne bange for at blive kollegialt udskammet hvis de mener noget andet.

    • CLAUS BEYER

      Mikael Thau. Jeg er helt enig med dig. Angående journalister, så ved jeg, fordi jeg har spurgt, hvorfor avisen ikke skriver sandfærdigt eller i det mindste korrekt om energibranchen. Svaret var “Det er ikke velset her på avisen”. Det var rene ord for pengene. En anden måde at sige på, at så risikerer jeg mit job. Så jeg opsagde avisen.

      Danmark er blevet meget korrupt pga klimareligionen. Politikerne handler ikke i vælgernes interesse, de lyver, de plejer helt andre interesser, end det de er valgt til at gøre, nemlig at tjene Danmark og danskerne. De tror i stedet, at de er valgt af FN, EU eller noget andet irrelevant. Jeg får mere og mere respekt for de regeringer, der faktisk regerer i overensstemmelse med det, de er valgt til. For eksempel Ungarns Victor Orban regering, som EU ikke kan fordrage – men aldrig nævner, at Orban rent faktisk er demokratisk valgt. Vi bør lave vores valgsystem og valg regler fuldstændig om, for nu er de 4-årige valg blevet fuldstændig ligegyldige, hvilket det sidste valg viste. Det har udviklet sig til en farce. Civil ulydighed bliver nok den eneste udvej. Hold fri noget mere, nægt at betale skat, nægt at betale horrible energiregninger o.s.v. Ang. fridage er det da pudsigt, at ingen har nævnt, at 2021 indeholdt 2 arbejdsdage ekstra pg.a. helligdagenes placering i weekenden til jul og nytår. Så skulle det da være en smal sag at dokumentere, hvor meget ekstra, der kommer i kassen ved at sløjfe Store Bededag. Men dokumentation og saglighed er heller ikke her, noget politikerne går op i.

Skriv et svar til Erling Petersen Cancel

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*