Debatindlæg, Klimapolitik

Rævekagen i 1992

Det var i Rio i 1992, hvor FN havde samlet 154 lande til klimakonference, at verdens dyreste rævekage blev bagt.

Siden slutningen af 1800-tallet havde enkelte videnskabsmænd haft en teori om, at industriens stigende afbrænding af kul og olie ville medføre højere indhold af CO2 i atmosfæren, som så kunne medføre en katastrofal stigning i jordens temperatur. Men der var lige så mange videnskabsmænd, som frygtede en katastrofal afkøling af jorden på grund af den mængde svovl og partikler, som industrien sendte op i atmosfæren. Frem til omkring 1980 var videnskaben generelt mere bekymret for en ny istid end for en global opvarmning. Men omkring 1986 (hvor olieprisen kollapsede til ca. 30 $ pr. tønde) blev der mere fokus på opvarmning. I 1988 så meget, at FN dannede sit klimapanel: Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC).

På IPCC’s konferencen i Rio deltog 154 lande. De fleste med præsidenter, statsministre, andre minister og embedsmænd. Op til konferencen var det de færreste fattige udviklingslande, der havde beskæftiget sig med eventuelle fremtidige klimaproblemer. De havde andre mere presserende problemer at slås med. Vi fik fortalt, at klimaproblemet var så stort, at det var nødvendigt, at også udviklingslandene deltog. Derfor måtte de rige industrilande – efter pres fra diverse NGO’er – betale for deres omkostninger ved deltagelse på konferencen.

Vi fik oplyst, at alle klodens klimaforskere var enige om, at truslen mod klimaet var så alvorlig, at det var aldeles nødvendigt, at man omgående fik nedbragt den globale udledning af CO2. Desuden fik vi at vide, at de temperaturstigninger, vi allerede havde set gennem de seneste ca. 15 år, gjorde mest skade på de fattige udviklingslande, og at temperaturstigningen udelukkende skyldtes de rige industrilandes store forbrug af kul og olie.

Så var fundamentet lagt for den historiske rævekage. Den store reduktion af kul- og olieforbruget i industrilandene kunne kun opnås ved en meget central detailstyring af alle de rige landes energiforbrug. Da det var industrilandene, der påførte udviklingslandene de store problemer, skulle de hvert år betale 100 milliarder $ til de fattige i erstatning.

De 154 lande blev opdelt i to skarpt adskilte grupper. Enten var det et ”rigt industriland”, som skulle gennemføre en meget betydelig reduktion af sit brændselsbrug gennem omfattende regulering. Eller også var det et ”fattigt udviklingsland”, som skulle være med til at dele de 100 milliarder $ om året, og i øvrigt fremover kunne indrette sig med det brændselsforbrug, som de måtte ønske.  Deltagerne fra alle de 154 lande stod derfor som klare vindere. Enten ville politikerne og embedsværket få en magt over borgernes hverdag som ikke var set i den vestlige verden siden enevælden, eller også var det et ”fattigt udviklingsland” som ville få tilført historiske beløb i erstatning, samt – stort set – eneret på de meget energikrævende industrier. Alle var klare vindere. Derfor kunne de 154 lande alle stemme for den afsluttende resolution. Aftalen blev så konfirmeret på klimakonferencen i Kyoto i 1997. Eneste alvorlige skår i glæden var, at USA – som ellers var tiltænkt rollen som den store skurk og store bidragyder – afstod fra at deltage.

Opdelingen mellem rige og fattige er der ikke blevet ændret ved siden. Derfor er lande som Kina, Indien, Saudi-Arabien, Iran og Brasilien stadigt blandt de fattige lande, der skal dele de mange $ og kan brænde alt det kul og olie de ønsker. Man holder stadigt fast i klimamyten som fundament for rævekagen. Det har givet politikerne og embedsværket nye arbejdsområdet, som der ikke var så meget fokus på i 1992. F.eks. er persontransport, kulstofomsætning fra skov- og engarealer og fra ko-prutter blevet meget interessante reguleringsområder med en stor administrativ beskæftigelseseffekt.

Skal vi gøre status for rævekagen nu 30 år efter, så må man konstatere, at det langt fra er gået som fortællingen i 1992. I stedet for en meget kraftig reduktion af energiforsyningens produktion af CO2, som var hele fundamenter for rævekagen, så er den fra 1990 til 2020 forøget med 53%. Det er heller ikke blevet til meget med de mange $ der skulle overføres til udviklingslandene. Eneste vinder er industrilandenes regeringer og embedsværk, som fik den magt de gik efter – og mere til.

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

One Comment

  1. Peter Krogsten

    Ved COP15 i København, kom mange underudviklede land med den store tiggerskål, nu skulle industrilandende til lommerne. Det skete ikke, og derfor var konferencen en succes, den stor malkemaskine blev ikke startet. Mange af de underudviklede lande sendte embedsmænd, for flere af regeringslederne ville blive arresteret og sendt til Haag, i samme øjeblik de rørte cementen i Kastrup. Det var dengang Connie Hedegaard lod deltagerne fragte rundt i elbiler med påskriften “Zero Emmission”, uden at fortælle hvor strømmen kom fra.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*