Hockeystave

Vi har flere gange her på siden omtalt de såkaldte hockeystav-kurver, som viser fortidens temperaturer 1000-10.000 år tilbage i tiden. De er baseret på indirekte målinger, på såkaldte proxyer, f.eks. træers årringe, iltisotoper i iskerner, korallernes vækst, aflejringer i mudder osv. Navnet ”hockeystav” fik de, fordi de alle viser et langt forløb fra tidernes morgen og til omkring år 1900, hvor temperaturen er stort set uforandret. Det er ”skaftet” på staven. Herefter kommer der en voldsom stigning i temperaturen, som oftest ved målinger med termometre, det er så ”bladet” på staven. Formålet fra klima-alarmistiske forskeres side er helt klart, at vi skal se, hvordan mennesket har været helt alene om at forårsage den nuværende ”katastrofale” temperaturstigning.

På Judith Currys hjemmeside er der en interessant gennemgang af hele hockeystav-sagens omtumlede tilværelse. Hockeystaven blev født i 1998-99, med Michael E. Mann som det mest berømte ophav, og kom til at optræde prominent i Tredje Udgave af IPCC’s store Vurderingsrapporter (TAR), se fig. 1.

Herefter mødte kurven stigende modstand fra sagkyndige i statistik; de var tæt på at anklage Mann for uhæderlighed i sine metoder. Det hjalp ikke på mistanken, at han reelt nægtede at udlevere sine rådata og de computerprogrammer, han havde brugt til at fremstille hockeystaven med.

I IPCC’s Fjerde og Femte Vurderings-rapporter optrådte hockeystaven slet ikke. Der var derfor en del, der blev overrasket ved at se, at den dukkede op i den Sjette Udgave (AR6) her for et par år siden. Den optrådte på hæderspladsen i Sammendraget for Beslutningstagere som én af de allerførste figurer, se fig. 2. Den går nu 2000 år tilbage i tiden og viser temperaturudsving på kun ± 0,2 grader celsius i hele perioden fra start til ca. år 1900. Usikkerheden på resultatet (markeret med en grå skygge) er bemærkelsesværdigt lille, selv helt tilbage for 2000 år siden.

Den nye kurve stammer fra en gruppe forskere, der kalder sig PAGES 2k. Dem har vi omtalt før, og der har været en del kontroverser i gruppen, hvor en håndfuld deltagere forlod samarbejdet i utide. PAGES 2k havde nogle år før offentliggjort en kurve med flere variationer i fortiden, men i den nye udgave, der fandt vej til IPCC’s rapport, var disse jævnet ud til næsten ingenting.

Clintel har i deres bog The Frozen view of IPCC (som vi i øvrigt håber på, snart udkommer på dansk) et interessant kapitel om hockeystavene. Her bliver det nævnt, at PAGES 2k’s artikel med den nye kurve ikke var klar til offentliggørelse ved IPCC’s deadline for videnskabelige artikler. Der manglede bl.a. fagfællebedømmelsen. PAGES 2k udsendte så artiklen som ”Work in progress”, dvs. ”undervejs” og dermed kunne den komme med i IPCC-rapporten. Sjovt nok var hovedforfatteren på det pgl. kapitel hos IPCC også en af hovedpersonerne i PAGES 2k. Det er lettere forstemmende…

Nogle af udbryderne fra PAGES 2k fremkom med deres egen temperaturrekonstruktion, Büntgen et al. Den er udelukkende baseret på årringe, og dækker i princippet kun sommertemperaturer på den nordlige halvkugle. Derved kan den ikke umiddelbart sammenlignes med kurver, der skal forestille at dække hele kloden og hele året. I virkeligheden er de fleste globale kurver dog primært baseret på data fra den nordlige halvkugle. Fig. 3 viser Büntgen et al.’s kurve. Man bemærker de meget større udsving i fortidens temperaturer, og både Middelaldervarmen og Den Lille Istid optræder meget prominent. Det er svært at forestille sig, at vintertemperaturer skulle kunne udjævne disse resultater. Michael Manns kurve fra 1999 dækkede i øvrigt også kun den nordlige halvkugle.

Det diskuteres i de kredse, om det er bedst at kombinere flere forskellige proxyer fremfor at satse på en enkelt type. I alle tilfælde består problemet med at omsætte målingerne på proxyerne til temperaturer. Det er ikke så ligetil, f.eks. kan bredden på træers årringe variere med mængden af regnvejr år for år fremfor temperaturen. Mange proxyserier giver umiddelbart ikke megen mening, og så skal forskerne ind og fortolke data, og her er der rig lejlighed til at tage fejl, eller ligefrem at manipulere med resultaterne.

Der er jo også det problem, at når man bruger flere forskellige (og geografisk adskilte) proxyer, skal man være helt sikker på, at de er dateret korrekt, og det er i praksis umuligt i mange tilfælde. Så man ender med at tage gennemsnittet af en temperatur fra 1660 og én fra 1710, og det gennemsnit vil ikke sige noget præcist om temperaturen på noget som helst tidspunkt.

En anden forsker har gennemført en analyse, hvor der bruges ét sæt proxyer til de store linjer, og derefter årringe til de finere detaljer i hvert tidsrum. Det er der kommet en interessant kurve ud af, se fig. 4. Den går helt tilbage til ophøret af den sidste istid, og der er her tale om meget store variationer i perioden, op til ± 2,5 grader celsius.

Generelt ønsker klimaforskerne, at deres proxydata rækker så langt ind i nutiden som overhovedet muligt. Hvis de her viser den nuværende temperaturstigning, kan man bedre stole på deres resultater længere tilbage i tiden. Mann løste i 1999 problemet ved at klistre de målte temperaturer på i enden af kurven, men det anses ikke for at være nogen troværdig og videnskabeligt forsvarlig fremgangsmåde. Derfor lægges der meget vægt på, at proxyerne selv skal vise et opsving i det tyvende århundrede. Det er da også lykkedes til en vis grad for PAGES 2k-folkene.

Ingen er gået hårdere til PAGES 2k-kurverne end canadiske Steve McIntyre. Vi har tidligere refereret hans kritik af hockeystavene. Han har en baggrund i statistik og beskæftiger sig især med klimaforskernes talmæssige behandling af de data, de har til rådighed. De rå data ligner meget sjældent en hockeystav, ja ofte ligner de ikke noget som helst. Fig. 5 viser tre færdige kurver fra det samme sæt data. Til venstre er PAGES 2k’s resultat, der viser en klar stigning op imod år 2000. Den kurve er imidlertid fremkommet ved noget uortodokse statistiske metoder. Underkaster man de samme data en mere konventionel behandling, får man kurverne i midten og til højre. Her er ikke skyggen af en hockeystav tilbage.

Det viser sig, at en af de metoder, PAGES 2k benyttede sig af, faktisk altid vil give en hockeystav. McIntyre m.fl. tog deres data, der rakte frem til år 2000, og ved at bruge deres metode fik man en nydelig hockeystav ud af det, med det skarpe opsving til sidst. Hvis man nu tog de samme data, men fjernede perioden efter 1950, fik man igen et tilsvarende opsving til sidst, nu bare tidsforskudt 50 år tilbage. Det siger sig selv, at den slags kurver ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Konklusionen på alt dette må nok være, at vi stadigvæk ikke ved så meget om fortidens temperaturer, og det, vi ved, er kun dårligt egnet til at vurdere, om den nuværende temperaturstigning er noget særligt (”uden fortilfælde”) eller snarere noget, som Jorden har været udsat for før, af helt naturlige årsager.