For et stykke tid siden skrev vi historien om indlægget, der blev sendt til mediet Klimamonitor, som efter en del revisioner blev erklæret klar til offentliggørelse af Klimamonitors redaktør. Derefter blev der meget stille, og undertegnede regnede med, at det ikke ville blive bragt, så i stedet blev det offentliggjort her på siden. Det havde Klimamonitor åbenbart set, og følt sig lidt provokeret, og sandelig om ikke de udsendte indlægget her for nyligt!
De gjorde det med kun én redaktionel rettelse. Jeg havde skrevet om Golfstrømmens mulige kollaps, og det rettede de til AMOC og var meget tilfredse med deres mere præcise viden. At Golfstrømmen udgør en væsentlig del af AMOC, og at den ene ikke kan standse, uden at den anden gør det, var vist forbigået deres opmærksomhed. Det kommer vi tilbage til som en lille krølle på halen. Men først reaktionerne.
Indlægget er jo et frontalangreb på hele klima-alarmismen, hvor det bliver dokumenteret, at Verden ikke står over for nogen ”klimakollaps” eller nogen ”klimakrise” i det hele taget.
Ganske som forventet udløste det noget af et stormvejr mod Klimamonitors redaktør på dennes side på LinkedIn. Hvordan i alverden kunne han finde på at offentliggøre sådan en gang ”klimabenægteri”, og artiklen burde straks fjernes fra Klimamonitor. Her en smagsprøve:
Endnu er journalist og redaktion der absolut intet har fattet. At give spalteplads til sådan en omgang tågesnak og fake news og fordrejede uvidenskabeligt indhold og servere det som fakta i et partsindlæg, er nok til at jeg siger; kære Klimamonitor I er nu stemplet ind som budbringere af fake news i værste klasse. Skam Jer. Må abonnenter opsiges, læsere flygte sammen med annoncørerne. Det er skamfuldt det her og kan ikke bortforklares. I stempler Jer selv som totalt usaglige og udvidende.
Redaktøren ville dog ikke fjerne indlægget, men han tog alligevel behørigt afstand til dets indhold og lovede, at han aldrig ville kontakte undertegnede for kommentarer til noget som helst.
Selv modtog jeg en kras omgang på Facebooks Messenger, citat:
Til klimabenægtende Søren Hansen Du er åbenlyst korrumperet af den kyniske fossile industri til at sprede pseudo-”videnskabelige” løgne.
Hvorefter skribenten kaster sig ud i en længere tirade om, hvordan klimakrisen allerede i indeværende årti vil udvikle sig til noget, der er værre end Anden Verdenskrig. Det lader vi ligge.
Men vi har åbenbart rørt ved noget følsomt her. Det ville det næppe være værd at skrive en historie om, hvis det ikke var for en Mads, der satte sig for mere systematisk at tilbagevise artiklen og især dens kilder, som han fandt mindre lødige end klimaforskningens fagfællebedømte pragtværker. I Mads’ omtale:
Jeg brugte i går aftes en times tid på at kigge de første par afsnit efter i sømmene og allerede her hopper kæden af flere gange.
Mads tog indledningsvis fat i spørgsmålet om AMOC’s kollaps, og påpegede, at f.eks. Ditlevsen & Ditlevsens berømte artikel netop var fagfællebedømt og derfor af høj kvalitet. Mads ved åbenbart ikke, at hele klimaforskningen er temmelig korrumperet, og fagfællebedømmelsen er meget mindre vigtig, end at de rigtige budskaber altid kommer med, jfr. hvad f.eks. Patrick Brown har fortalt os. Da jeg skrev det famøse indlæg, havde jeg endnu ikke set artiklen fra Ben-Yami et al., der også er fagfællebedømt og reelt piller hele AMOC-kollaps-husflidsindustrien fra hinanden.
Til gengæld citerede jeg forskeren Carl Wunsch, der jo udtalte, at så længe Jorden roterer om sin akse, og der foregår en varmetransport fra Ækvator mod nord, så bliver der ikke tale om nogen kollaps. Her fortalte Mads mig så – triumferende – at han havde tjekket det oprindelige udsagn, og Wunsch udtalte sig om Golfstrømmen og ikke AMOC – som Klimamonitor jo netop havde ”korrigeret” min artikel til.
Nu kommer vi til et spørgsmål af mere almen interesse, nemlig fortolkning af et sæt data. For at illustrere at Grønlands årlige afsmeltning af indlandsis ikke er accelererende, men har været konstant i de seneste 15 år, bragte jeg grafen fra Polar Portals årsrapport, vist her som fig. 1. Den mente Mads ikke var fagfællebedømt nok, og triumferende kom han med en reference til en forsker, Anders Bjørk, der havde konkluderet i en videnskabelig artikel, at afsmeltningen af indlandsisen netop var accelererende.
Det viser sig, at Bjørk havde lagt de årlige tal sammen for perioderne 1990-2000, 2000-2010 og 2010-2018, sidstnævnte var året for Bjørks udgivelse. Her finder han, at det gennemsnitlige årlige tab fra de tre perioder er stigende, ergo er der en acceleration, og derfor mener Mads, at undertegnede er useriøs – for nu at sige det pænt. Men både Bjørk og jeg har ret. Tæller man tabene sammen for de tre perioder og dividerer med antallet af år, får man rigtigt nok at gennemsnitstabet var mindst i 1990-2000, noget større i 2000-2010 og størst i 2010-2018. Men at tallet for den mellemste periode kommer til at ligge i midten skyldes, at tabet de første fem år er lavere end i de sidste fem år og dermed bliver totalen for den periode lavere end for den efterfølgende.
Kigger man til gengæld på hele kurven, og nu går den helt til 2023, så må man konstatere, at der er et tydeligt knæk i udviklingen omkring 2006, herefter svinger tabet voldsomt fra år til år, men der er ikke nogen tendens, hverken i opad- eller nedadgående retning. Nu vil nogen indvende, at de knap 20 år siden 2006 ikke er en lang nok periode, man skal i klimavidenskaben se på mindst 30 år. Det er en fornuftig regel, men det er dog ikke altid at klimaforskningen følger den, f.eks. ”dokumenterer” man accelererende havstigninger på basis af 3 tiårige perioder.
Ændringen i Grønlands afsmeltning stemmer i øvrigt godt overens med udviklingen i den arktiske havis’ udbredelse, den flader ligeledes ud, både sommer og vinter, efter 2006.
Mads anholder også mit udsagn om Antarktis, hvor der heller ikke er noget vidnesbyrd om accelererende afsmeltning af iskappen. Her henviste jeg ellers til en fagfællebedømt artikel, men Mads har fundet, at den indledes med udsagn om acceleration. Det var givetvis nødvendigt for at få den optaget i tidsskriftet, men dens egne data dokumenterer frem for alt kolossal usikkerhed om tallene og meget lidt acceleration.
Det leder os til havstigningerne, hvor Mads erkender, at de har været jævne de sidste 100 år, men derpå henviser til klimaforskningens fremskrivningerne om acceleration. Men det er jo computermodeller, og det kan vi ikke tage alvorligt.
Nu er Mads ved at løbe træt, og mine betragtninger om hvor lille den globale temperaturstigning er, sammenholdt med variationerne over døgnet og årstiderne, affærdiger han ved at påpege, at jeg her henviser til en af mine egne artikler her på siden. Der fangede han vist ikke, at artiklen er en nogenlunde præcis oversættelse af dele af en længere tekst fra Richard Lindzen.
Resten af min artikel orkede Mads ikke at kigge på.
Jeg ville egentligt gerne være gået hele artiklen igennem, men der var flere fejl og misforståelser, end jeg havde frygtet.
Så indlægget i Klimamonitor står stadigvæk, kæden sidder solidt på tandhjulene, redaktøren vil ikke fjerne det, og budskaberne er der (endnu) ikke nogen, der har tilbagevist.
Det er jo fint, der kommer en dialog igang, også af folk, der er i stand til at debatere på et oplyst grundlag, blot frustrerende med den der aggressive, I er alle idioter, indgang til det hele tiden.
Jeg forsøger at droppe links til klimarealisme.dk rundt omkring på debatsiderne, når der er artikler her, der giver en nuancering af de mange påstande og konklusioner rundt omkring.
Altid med de sædvanlige grine emojis og ind imellem den vrede af slagsen, aldrig egentlige argumenter. Nogle få spørger ind til pointerne, men indrømmer, de ikke har læst artiklerne i links igennem, hvortil jeg blot skriver, “Og sådan er det med flertallet af mennesker, de færreste gider sætte sig ind i emnet, men spænder ben for os, der gør.”
Der er ganske enkelt for frit spil for alarmisterne derude. Nu skal Jeppe Bruus så forsøge sig med noget implementering af trepartsaftalen, mens Klima Dan (måske) sendes til EU. Forhåbentligt skal han skifte køn, før Von der Leyen tager ham med ved bordet, i givet fald er han nok spillet af banen langt om længe.
Desværre koster det allerede nu frygteligt mange penge, god, dansk landbrugsjord og ikke mindst uberørt natur, der plastres til med vindmøller.
Det er ikke korrekt at accelleration i havstigninger kun kan måles ved sattelit målinger.
Der findes flere steder, hvor der er målt acceleration i havstigninger.
Det bør rettes på klimamonitor.
“IPCC, FN’s Klimapanel forventer heller ikke nogen stigning i hyppigheden eller alvoren af ekstremvejr frem mod år 2100” – det er ikke sådan jeg læser IPCC’s mange konklusioner – kan vi få en henvisning til præcist hvor de oplysninger kommer fra?
Måling af havstigninger ved de kystbaserede stationer er altid kompliceret fordi resultaterne er en kombination af havniveauet og lokale ændringer i terrænhøjden (land-hævninger eller -sænkninger). Men de steder, hvor man har styr på terrænet, finder man generelt ikke nogen acceleration. Det betyder ikke, at der ikke er variationer i havstigningerne over årene, men alt tyder på, at det mere er et cyklisk fænomen. Så selvfølgeligt skal artiklen i Klimamonitor ikke revideres på det punkt.
IPCC’s sammenfatning vedr. ekstremvejr frem til år 2100 kan du finde i AR6 WGI-rapporten, tabel 12.12 s. 1856.
AR6 WG1 side 1873 har tabel 12.12, der omhandler Emergency of CIDs in different time periods.
Det er den officielle version, der dukker op øverst i google søgning.
https://report.ipcc.ch/ar6/wg1/IPCC_AR6_WGI_FullReport.pdf
??
Side 1873 i PDF-filen, men s. 1856 i selve rapporten (hvor de første sider nok ikke tælles med).
Hvad er det, du ikke forstår? Der er tale om hvornår man kan forvente “CID”, som betyder “Climate Impact-drivers” og tabel 12.12 viser hvornår, man kan forvente at disse signaler bliver statistisk synlige (dvs. synlige ud over naturlige variationer) – tidligst i den første region og vel at mærke under det urealistiske RCP8.5-scenarie. Når felterne i tabellen er hvide, forventes der ingenting synligt i de viste tidsrammer, dvs. for de flestes vedkommende frem til år 2100.
Teksten taler også om begrebet Time of Emergence – ToE (vistnok opfundet af Roger Pielke Jr.) som er en anden måde at beskrive, hvornår udviklingen i ekstremvejr synligt fraviger det forventelige indenfor de naturlige variationer.
IPCC omtaler i deres rapport en lang række risici for yderligere opvarmning. Det er blandt andet en øgning af ekstreme varmebølger, ekstremregn, oversvømmelser, risiko for kollaps af ismasser mmm.
Der kan derfor aldrig blive tale om, at IPCC ikke påpeger væsentlig risici for yderligere opvarmning til de 3 grader, der lige nu anses som sandsynlig i 2100.
Det er ikke firkantet og risiko momentet er det centrale i forskningens mulighed for at se ud i fremtiden.
IPCC’s WGII-rapport er stedet, hvor du kan finde alt det alarmistiske gætværk om fremtiden. Her er WGI og WGII i modstrid med hinanden, men da WGI er den klimavidenskabelige del, er det nok den, vi skal have størst tiltro til. Og her er konklusionen klar: Der er ingen sammenhæng mellem den globale opvarmning og så hyppigheden eller voldsomheden af ekstremvejr i perioden frem til år 2100 – pånær hedebølger.
Man kan jo vrøvle lige til dommedag om “risiko” for dette eller hint, men man skal hele tiden holde sig omkostningerne for øje, hvis man vil prøve at forebygge denne imaginære risiko. Og de er tårnhøje – så er det umagen værd?
https://psst-nyt.dk/dr-forklarer-helvedes-kortet/
Igen, frygt skal der til!