Klimavidenskabens dårligdom

I bogen Troen på klimaet er en af teserne, at klimavidenskaben styres af en underliggende tro på, at klimaet er ved at gå skævt, og at årsagen udelukkende er menneskelige udledninger af drivhusgasser, primært CO₂. Der er masser af eksempler på videnskabelige artikler, der lægger ud med konklusionen. Klimaforandringerne er skadelige og kan kun afhjælpes med en hurtig grøn omstilling. Derefter sætter forskerne sig for at underbygge denne konklusion i forbindelse med det emne, de nu måtte have taget op.

Det er jo en lidt bagvendt måde at drive videnskab på. Normalt vil man starte med en hypotese og derefter se, om ens eksperimenter eller indsamlede data underbygger hypotesen eller fører til, at den må forkastes. Herefter kan konklusionen skrives.

Forskeren Patrick Brown stod frem i medierne for knap et år siden. Han forskede bl.a. i skovbrande og havde konstateret, at hans artikler kun blev offentliggjort i de højt-rangerende tidsskrifter som Nature eller Science, hvis de indeholdt budskabet, at skovbrandene var blevet værre pga. klimaforandringerne. At hans konklusion i virkeligheden var en anden, måtte godt medtages i en bisætning, men hovedbudskabet måtte der ikke røres ved.

Brown blev efter sine afsløringer naturligvis nødt til at forlade universitetsverdenen og arbejder nu for et uafhængigt institut. Han har fortsat sine analyser af klimaforskningen og for nyligt skrevet en artikel med nogle interessante betragtninger.

Da jeg var frustreret over, at jeg ikke kunne tage den prestige-fyldte klimavidenskab alvorligt, besluttede jeg at kaste lys på, hvad jeg ser som et problem: Den vigtigste forskning er stærkt påvirket af kulturelle strømninger og karriere-hensyn, der ikke nødvendigvis stemmer overens med den fordomsfrie søgen efter sandheden.

Klimavidenskaben er et moralsk påvirket emne, og følelserne styrer. Folk bliver ofte placeret i én af to lejre: Det dydige og gode hold, der arbejder på at redde planeten, og det ondsindede hold, der forsinker den nødvendige handling ud fra en kombination af uvidenhed og grådighed. I klimaforskningens verden er der store sociale og karrieremæssige fordele forbundet med at slutte sig til det gode hold.

For eksempel, hellere end at spørge: ”Hvor stor er indflydelsen af klimaforandringerne på det fænomen, som jeg forsker i, sammenlignet med alle andre faktorer?”, er det klogere at spørge: ”Hvordan påvirker klimaforandringerne det fænomen, jeg forsker i, negativt?”

Brown beskriver så de fiduser, man kan gribe til, hvis man vil sikre, at ens artikel bliver offentliggjort i et tidsskrift med høj anseelse. Man skal her tilpasse sine budskaber, så de flugter med den holdning, som tidsskriftets ledelse har givet udtryk for:

Ledelsen i Nature og Science har gjort det klart at de støtter Paris-målene – hvor vi hurtigt skal omlægge energiforsyningen og landbruget, således at den globale opvarmning holder sig under 1,5^oC (eller allerhøjest: 2^oC) over det førindustrielle niveau.

Disse niveauer er ikke rent videnskabelige, de er grundlæggende inspireret af en filosofi vedr. naturen og miljøet, gående ud på at det grundlæggende er forkert at udøve nogen indflydelse på Jorden og at det vil være ødelæggende for menneskeheden. Aktivistiske forskere ved imidlertid, at en argumentation, der bygger på personlig filosofisk overbevisning, er svagere end en, der skal forestille at være baseret på videnskab. Så de fremfører deres budskaber i det skjulte, i stedet for at være udtryk for en overbevisning bliver de fremlagt som resultaterne af en helt neutral videnskabelig proces.

Brown giver nogle eksempler på artikler, der netop skal tjene til at fremme den personlige overbevisning men i forklædning som videnskab.

Et … eksempel ville være artiklen: ”Omfanget af varme-relaterede dødelighed, som kan henføres til nylige menneskeskabte klimaforandringer”, som blev offentliggjort i Nature Climate Change, og som udelukkende kiggede på dødelighed fremkaldt af varme, men ignorerede følgerne af kulde. Sammendraget havde følgende konklusion:
”Vores resultater understøtter behovet for hurtige og mere ambitiøse forebyggelses- og tilpasningsstrategier for at minimere følgerne for folkesundheden af klimaforandringerne.”

Der var ingen interesse i at kigge på dødsfald som følge af kulde; de er ellers over årene faldet langt mere end antallet af varme-dødsfald er steget.

Brown har kigget på i alt 50 af de mest citerede artikler inden for klimavidenskaben i de seneste år, og næsten alle lider af denne ensidighed, hvor det forud givne budskab skal frem, uanset hvad. Brown konkluderer som følger:

Det er blevet almindeligt at begræde offentlighedens manglende tillid til videnskab, eksperter og institutioner, men meget af den faldende tillid er berettiget. Når offentligheden fornemmer, at forskere og akademiske tidsskrifter forsøger at bruge deres videnskabelige autoritet til at fremme bestemte politiske mål, så underminerer det ironisk nok netop denne autoritet. Men vi har brug for forskere og tidsskrifter til at skabe grundlag for (men ikke diktere) afgørende beslutninger i samfundet. Videnskabelige institutioner må simpelthen vinde offentlighedens tillid tilbage ved at vise ydmyghed, manglende forudgående interesse i bestemte resultater og ved at vise, at de er åbne over for et bredt spektrum af meninger og en energisk debat om emner, der er uenighed om.

Vi har her på siden refereret mange artikler, hvor konklusionen netop var som nævnt her, uanset emnet i øvrigt. Det er en trøst, at Brown opfatter situationen på samme måde.