Arktis, Klimarealisme i medierne

Arktisk havis

Den gængse fortælling vedrørende den arktiske havis er, at den får mindre og mindre udbredelse om sommeren, og vi kan snart imødese det år, hvor isen vil være helt væk i september måned, hvor arealet normalt når sit minimum. Hvis nogen skulle være i tvivl, så kan de bare kigge på fig. 1, hvor man ser situationen i al sin gru.

Fig. 1: September-udbredelsen af havisen i Arktis, 1979-2023

Det årlige gennemsnit for september-udbredelse svinger meget fra år til år, men trækker man en ret linje gennem alle punkterne, får man et billede af den støtte nedgang. Bemærk hvordan skalaen på den lodrette akse på fig. 1 stopper, ikke ved nul, men derimod ved 3 mio. kvadratkilometer. Det giver en stejlere og mere dramatisk kurve.

Fig. 2 viser isens udbredelse i samme årrække, minimumstal for hhv. månedsgennemsnit og for enkelte dage. Sidstnævnte er naturligvis lidt mindre år for år. På fig. 2 ser man mere tydeligt at nedgangen i arealet ikke har været jævn over alle årene 1979-2023.

Fig. 2: September-udbredelsen af havisen, månedligt tal (rød) og dagligt minimum (blå), 1979-2023.

Fra 1979 til 1996 er der kun et let fald. I den følgende periode frem til 2007 er faldet mere brat, men derefter er der reelt tale om et uforandret minimumsareal, som vist på fig. 3. Det er en periode på 16 år. Ikke lang nok efter definitionen til at vise noget om ”klimaet”; her taler man gerne om minimum 30 år (med mindre selvfølgeligt at en El Niño har givet nogle måneder med høje temperaturer, så er det “global opvarmning”).

Fig. 3: September-udbredelsen 2007-2023.

Men meget tyder på, at havisens udbredelse faktisk er cyklisk, den svinger op og ned. IPCC viste selv i deres første rapport fra 1990 at udbredelsen var mindre i starten af 1970’erne end den var i 1979. NASA offentliggjorde tilsvarende kurver (se fig. 4 – fra 1995). Den maksimale udbredelse blev nået i 1979, hvilket sjovt nok er udgangspunktet for kurven i fig. 1.

Fig. 4: Havisens udbredelse 1973-1995. Anomali o forhold til gennemsnittet.

Fig. 5 viser en kurve over havisens årlige gennemsnitlige udbredelse helt tilbage til 1925. Her ser man tydeligt det cykliske forløb med et maksimum i 1920’erne og et minimum omkring 1950. Derefter indtræder et nyt maksimum i 1965.   

Fig. 5: Havisens udbredelse 1924-1977

IPCC kom dog på bedre tanker og udsendte i 2001-rapporten en ny graf, hvor stigningen op gennem 70’erne uden nærmere forklaring var ændret til et fald. På fig. 6 er IPCC’s 1990 og 2001-illustrationer vist til sammenligning.

Fig. 6: IPCC’s to kurver over udbredelsen, fra rapporterne i hhv. 1990 og 2001.

At temperaturen i Arktis bølger er ikke noget nyt for Klimarealismes læsere. Det samme gør sig jo tydeligt nok også gældende for Grønlands indlandsis, hvor vi ser den samme nedgang i tabet af is over de seneste 10-15 år.

Klimaet er mere kompliceret end computermodellerne vil have os til at tro, med CO2 som den enerådende kontrolknap. Der sker mange flere ting i virkelighedens verden.

Del på de sociale medier

5 Comments

  1. allan astrup jensen

    Det ville klæde Søren Hansen at anføre kildeangivelse for de af mine søjlediagrammer, han viser.
    For de læsere, som vil læse mere, kan disse og andre diagrammer ses i: Jensen AA. Time trend of the Arctic Sea ice extent. Sci Climate Change 2023; 3.4: 1-6. https://doi.org/10.53234/scc202310/23

  2. BØRGE KROGH

    Udbredelsen af havis er et af de tydeligste tegn på den selvregulering af temperaturen som kloden, på forskellig vis, alt efter geografisk placering, er i stand til at udøve.
    Når havisen er vidt udbredt vil varmetabet fra de enorme vandmængder der er under isen være meget mindre fordi isen varmeisolerer ret effektivt mod varmetab til atmosfæren/rummet. Det gør at vandtemperaturen stiger, så mere is vil smelte indtil det igen vender og går den anden vej. Så alt i alt er havisens variation en af jordens store “termostater”..

  3. De største organisationer benytter sig af cherrypicking – ellers var de ikke store.
    Verden vil bedrages – i gamle dage af religionen, nu af populærvidenskab.

  4. Jan Wiliams

    Jeg har en alder hvor jeg husker at forskerne i slutningen af 1970érne, ikke alle, men dem som medierne ofte den gang refererede, varslede at en ny istid sandsynligvis stod for døren. De pågældende forskere byggede deres spådom på, at vi den gang havde nogle kolde vintre og ja, jeg husker tydeligt hvor flot Kattegat så ud med store isskruninger, der gjorde at den for længst hedengange færge “Djursland” (Hundested – Grenaa) så ud som om den sejlede ved Grønlands Kyst.

    Men interessant nok var det jo også stort set på samme tid man begyndte at bruge satellitter til at overvåge Arktis Havis. Og tja, hvis havudbredelsen siden da er skrumpet om sommeren, så er det vel egentlig ikke så underligt, for det siger jo sig selv, at når man står på en top, vil det jo går nedad uanset hvilken vej man vælger at gå. Så uanset om havisen i de næste halvtreds år ville få en lidt større udbredelsen end den har i dag, vil den nedadgående streg (som er hentet fra NSIDC) stadig vise en nedadgående tendens. Blot mindre stejl.

    Grafen er i øvrigt misvisende, for hvis man i dag ser på januar 2024 vil man se at bunden af grafen ikke er nul, men derimod 13.000.000 kvadratkilometer. Det står godt nok ude til venstre, men selve grafen ser jo meget dramatisk ud idet den billedligt har “glemt” de 13.000.000 kvadratkilometer havis.

    Husker også tydeligt spådommen fra Al Gore nogle få år efter årtusindskiftet, at når sommeren 2012 indfandt sig var det slut med havis på Nordpolen.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*