Klima i Medier, Klimarealisme i medierne

Klima-alarm, igen, igen

Så er den gal igen. Nogen er åbenbart utålmodige efter, at vi får gjort noget ved klimaforandringerne. Den engelske avis The Guardian tog så initiativ til at foretage en rundspørge blandt klimaforskere om deres stillingtagen til den aktuelle situation. Resultatet gav genlyd i medieverdenen, også her i Danmark.

The Guardian henvendte sig til i alt 843 “ledende” klimaforskere, der havde været forfattere på IPCC’s rapporter siden 2018. De blev spurgt om, hvor meget de tror, at den globale temperatur vil stige frem mod år 2100 – sammenlignet med det sædvanlige mytiske ”førindustrielle niveau”.

380 svarede på undersøgelsen, og de var meget pessimistiske på klimaets vegne (men vel forholdsvis optimistiske mht. klimaforskningens pekuniære fremtid?).

Fig. 1 viser fordelingen af svar, med varmegrader og antallet af svar ud for hver. I gennemsnit lå gættene på godt 2,5 grader, men enkelte mente, at vi kunne nå helt op over 5 grader. Kun 22 svarede, at stigningen vil være 1,5 grader eller lavere.

Fig. 1: Fordelingen af klimaforskernes svar vedr. opvarmningen i år 2100. Grafik: TV2

I sin omtale af sagen bringer vores hjemlige TV2 nogle kommentarer fra sin husmeteorolog:

– Det er skræmmende, at verdens førende forskere er så dystopiske. Hvis verden når 2,5 til 3 grader, vil det skabe meget store udfordringer for den menneskelige civilisation, lyder analysen af undersøgelsen fra TV 2 Vejrets meteorolog Andreas Nyholm.

– Hvis den globale temperatur når 3 grader i år 2100, vil Europa på samme tid have nået en 5 graders opvarmning (Europa opvarmes hurtigere end resten af verden, red.). Dermed vil Danmark få et klima som Bourgogne i Frankrig, siger Andreas Nyholm.

Når Europa opvarmes så hurtigt, skyldes det, at man medregner Arktis, der jo opvarmes allerhurtigst – efter sigende.

Klimaforskerne udtrykker stor utilfredshed med politikernes indsats. FN’s Emission Gap rapport, som vi har omtalt her på siden, viste klart, at vi er meget langt fra Paris-målet på de 1,5 graders opvarmning. TV2 skriver:

Set over de sidste fire år er Jorden blevet opvarmet med 1,2 grader i forhold til slutningen af 1800-tallet, hvilket allerede nu giver alvorlige problemer verden over.

”Teknologisk kan vi mennesker utrolige ting, så jeg tror på, at der en chance for, at vi kan få temperaturen til at falde igen frem mod år 2100, så vi kan undgå de værste konsekvenser,” siger Andreas Nyholm. ”Den grønne omstilling er i fuld gang, men vi er kommet for sent i gang til at holde os under 2,0 graders målet.”

I The Guardians omtale af undersøgelsen har man indhentet kommentarer fra en stribe forskere. Avisen skriver, at:

Mange af forskerne forestiller sig en ”halv-dystopisk” fremtid, med hungersnød, konflikter og masse-folkevandringer, drevet af hedebølger, naturbrande, oversvømmelser og storme med en styrke og hyppighed langt voldsommere, end dem, der allerede har ramt os.  

Talrige eksperter sagde, at de føler sig håbløse, vrede og bange over regeringernes svigt mht. til at gøre noget, trods den klare videnskabelige dokumentation på bordet.

Andre medier har også bragt opsigtsvækkende kommentarer:

”Jeg tror, at vi styrer mod større sammenbrud af samfundsordenen inden for de næste fem år… Myndighederne vil blive overvældet af den ene ekstreme begivenhed efter den anden, fødevareproduktionen vil blive ramt hårdt.”

”Klimaforandringerne vil ikke pludseligt blive farlige ved 1,5 grader – det er de allerede.”

”Nogle gange er det næsten umuligt ikke at føle sig håbløst og nedbrudt til mode. Efter alle oversvømmelserne, brandene og tørkerne i de sidste tre år over hele Verden, alle i sammenhæng med klimaforandringerne, og efter skaderne fra orkanen Otis … troede jeg virkeligt at politikerne var klar til at lytte til videnskaben, for at handle i befolkningernes bedste interesse…. Vi har set disse ekstreme begivenheder alle vegne. Der er ikke mere noget sikkert tilflugtssted for nogen. Jeg finder, at det gør mig vred, bekymret, overvældet, jeg har fået en depression.”

”Forskere er mennesker, vi er også folk, der bor her på Jorden, og vi oplever også følgerne af klimaforandringer, vi har også børn, og vi er også bekymrede for fremtiden. Vi har gjort vores videnskab, vi har skrevet denne her virkeligt gode rapport og – wow – den gjorde ikke den mindste forskel rent politisk.”

FN’s top kommenterede også, her en tirade fra generalsekretær António Guterres’ talsmand:

”Målet med at holde den globale opvarmning under 1,5 grader hænger i en tynd tråd. Kampen for at holde de 1,5 grader i live vil blive vundet eller tabt i 2020’erne – på de nuværende politikere og lederes vagt. Det må gå op for dem, at vi er på kanten af afgrunden. Videnskaben er klar, og det er Verdens forskere også: Risiciene for menneskeheden kunne ikke være højere.”

Og selvfølgeligt var der kommentarer fra de sædvanlige ungdomsorganisationer, der sjældent er belastet af nogen dybere indsigt:

”Hvis vi brager igennem 1,5 graders rækværket, bliver det til en dødsdom for millioner af mennesker i det globale Syden. Med mindre vi ser omgående handling, er der ingen, der vil være sikre.”

Det her er jo intet mindre end et orgie i alarmisme af værste skuffe. Hvordan kan folk, der kalder sig ”klimaforskere”, i den grad bevidstløst løbe med på den værste propaganda, som aktivister udbreder? Har de forskere ingen indsigt i situationen mht. ekstremvejr, hvor al ædruelig statistik klart viser, at det ikke er blevet værre i hverken den ene eller den anden retning?

Samtidigt er det jo så tydeligt, at alle disse repræsentanter for ”videnskaben” ikke har den fjerneste idé om, hvad en grøn omstilling egentligt ville medføre af ulykker.

Det er ikke tit, at vi føler trang til at citere hockeystavens fader, Michael E. Mann, men hans kommentar fra sidste år til alt våset er nu meget præcis:

Skarpe vinkler, overdrivelser og kommentarer, der splitter, er det bedste, når man vil have klik, delinger og videresendelse. Jeg møder ofte, især på de sociale medier, personer, der er overbevist om, at det seneste tilfælde af ekstremvejr er en bekræftelse på, at klimakrisen er meget værre, end vi troede… Vi ser det i stigende grad i forbindelse med klima-dommedagsprædikanter. De har bare ikke ret – eller i hvert fald kun delvist ret.

Del på de sociale medier

2 Comments

  1. Jørgen Keinicke

    Selv Copernicus fortæller nu, at forbedret luftkvalitet også driver opvarmningen Research suggests that the reduction in emissions of pollutants in Europe, thanks to regulations, i­­s leading to reduced amounts of aerosols in the atmosphere. This is leading to increased solar radiation reaching the surface, with potential impacts on the intensity of heatwaves and surface water temperatures, which could increase the severity of droughts.

    I Danmark er udledningerne af SO2 (svovldioxid) forlængst gået i nul. Det er efter min mening forklaringen på at den årlige gennemsnitstemperatur i Danmark siden 2014 ikke har udvist en stigende trend.

    • Jesper Jagd Ottosen

      Det er ikke første gang vi hører om aerosolernes virkning på klimaet. Chefen for NASA Goddard Institute for Space Studies (GISS), dr. Ichtiaque Rasool præsenterede i juli 1971 en publikation om klimaets udvikling. Nu om stunder synes det store flertal ikke at være i tvivl om, at drivhusgasser opvarmer kloden. Konklusionerne fra GISS var den gang stik modsat. Verden var på vej mod en ny istid. Også her var det primært menneskelig aktivitet, som fik skylden. Den afkølende virkning fra aerosoler som følge af fossil energiproduktion bidrog til at øge refleksionen af solens stråling. Teorien gav umiddelbar mening, for efter 2. verdenskrig faldt den globale temperatur frem til omkring midten af halvfjerdserne samtidigt med, at der skete en markant stigning i energiforbruget. En af de unge forskere bag redegørelsen, Stephen Schneider, som var en af udviklerne af computermodellen bag prognosen, var mål for journalisternes udelte interesse. Denne oplevelse og mange senere erfaringer med pressens og dens præference for dramatiske udlægninger fik Schneider til at forstå, hvordan medier kan være et effektivt middel til at skabe interesse for en sag. Han var selvfølgelig bevidst om, at også CO2 indvirkede på klimaet. CO2 bremsede varmetabet og betød alt andet lige opvarmning. Så der var to modsat rettede kræfter i spil. De ret primitive modeller dømte CO2 til at tabe kampen, så fremtidsscenariet hed afkøling. Faktisk var nettoresultatet ifølge Schneiders klimamodel med en jævn spredning af aerosoler to til fire graders afkøling, når mængden af aerosoler blev fordoblet. Schneider blev siden en af de ihærdigste fortalere for, at menneskeskabt global opvarmning kan udløse katastrofale konsekvenser for menneskeheden. Schneider forstod at bruge pressen – både Tv og trykte medier – til at skabe overdramatiske fortællinger og på den måde puste til frygten i befolkningen. Han var blevet meget bevidst om pressens magt og hvordan pressen kan bruges til at fremme angiveligt videnskabeligt baserede politiske synspunkter. Det var starten på klimamodellering som politisk og økonomisk dåseåbner.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*