Klimarealisme i medierne, Modeller

Netto nul, del 2

For et par uger siden refererede vi Dr. Roy Spencers opslag om fornuften ved netto-nul-ambitioner. Spencer får klart demonstreret, hvorfor de involverede drakoniske tiltag slet ikke er nødvendige, hvis vi ønsker at holde atmosfærens CO2-indhold nede under f.eks. 500 ppm. Meget mere beskedne forholdsregler kan gøre det.

Ifølge Spencer er det faldet mange for brystet. Der ikke være nogen nem vej ud af klimakrisen. Argumentet har været, at ifølge målingerne er optaget af CO2 i havet og i biomassen faktisk faldende, i takt med at vi udleder mere og mere.

Spencer kigger så i et nyt indlæg på kurverne en gang til, se fig. 1. Figuren stammer fra en ekspertgruppe, som IPCC har nedsat, med ikke færre end 123 medlemmer. De er nået frem til udviklingen i atmosfærens CO2-indhold som vist på figuren og spørgsmålet er nu, hvilken kurve, der beskriver udviklingen bedst og dermed kan bruges til at forudsige den kommende udvikling.

Fig. 1: Optaget i havet og planterne som funktion af atmosfærens indhold. De stiplede linjer er de to forsøg på at fremskrive ud fra data.

En ret linje er tæt på, men man får en lidt bedre statistisk pasning med en svag parabel, der antyder, at den årlige optagelse af CO2 vil falde lidt i fremtiden. Det er jo netop det, flere klimavidenskabsfolk har hævdet vil ske, og derfor haster det med at nedbringe vores udledninger.

Spencer gentager nu sin beregning med en årlig reduktion af CO2-udledningen på 1%, startende i 2024. Der er ikke nogen dramatisk forskel fra hans tidligere resultat, CO2-indholdet vil nu toppe med 460 ppm i 2063, se fig. 2, hvilket jo på ingen måde er alarmerende, skulle man synes. Vi er stadigvæk kun godt halvvejs til fordoblingen af indholdet i forhold til førindustrielt niveau.

Fig. 2: Med parablen fra fig. 1 får man en udvikling i atmosfærens CO2-indhold som vist, ved en årlig reduktion på kun 1% (sammenholdt med IPCC’s forestillinger om 45% reduktion inden 2030).

Spencer og hans kollega John Christy udgav i fjor en artikel, hvor de forsøgte at fastlægge temperaturstigningen ved en fordobling af atmosfærens CO2-indhold. De nåede frem til et tal på 1,9 grader celsius, og hvis det er rigtigt, vil ovenstående scenarie ende med en nettoopvarmning på ca. 1,2 grader – under forudsætning af at det kun er CO2, der styrer. Hvis andre faktorer spiller ind – og det gør de jo – så bliver temperaturstigningen mindre.

Vi ender således under Parismålene, og man må slå fast, at der ikke er nogen klimakrise.

Spencer afslutter sin artikel:

Jeg bliver ved med at være forundret over, hvorfor netto-nul er et mål, fordi det bygger ikke på videnskab. Jeg kan kun antage at videnskabens tavshed vedr. emnet er fordi politisk drevne mål for energiforsyningen trækker videnskaben med sig, snarere end vice versa.

Del på de sociale medier

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*