Dr. Roy Spencer, kendt fra månedens temperatur fra satellitmålingerne og UAH, har skrevet en lille artikel om det tossede ved at tilstræbe netto-nul i udledningerne af drivhusgasserne. Det er jo ellers, hvad Paris-målene foreskriver, og de Vestlige lande mere eller mindre helhjertet planlægger efter for 2050. I det år skal vi ikke mere brænde kul, olie og gas af, og hvis vi alligevel gør det, skal den udledte CO2 opsamles. Hvis det er svært, må vi opsuge CO2 fra biomassefyring eller evt. direkte fra luften. Det er alt sammen meget kompliceret og rasende dyrt at gennemføre.
Og er det nødvendigt? IPCC siger ja, men Spencer er uenig. Grundlæggende kigger han på, hvad der sker med den CO2, som vi lukker ud i atmosfæren. Det er velkendt at ca. halvdelen af vore udledninger ikke forbliver i atmosfæren, de bliver opsuget af havet eller optaget af planterne – hvorved Jorden støt er blevet grønnere de seneste 30 år, som målt af NASA’s satellitter. Nettoresultatet er, at vi hvert år udleder, hvad der svarer til godt 4 ppm til atmosfæren, men tilvæksten i indholdet er kun på ca. 2 ppm.
Men hvad er det, der driver optagelsen i havet og planterne? IPCC m.fl. hævder, at optagelsen er en direkte funktion af, hvor meget vi tilfører. Hvis vi stoppede tilførslen i morgen, ville indholdet i havet og i planterne straks holde op med at stige, og koncentrationen af CO2 i atmosfæren ville forblive uforandret, for derefter ganske langsomt at falde.
Spencer påpeger imidlertid, at hverken havet eller planterne kan ”se” hvor meget, vi har udledt, f.eks. inden for det seneste år. De reagerer på indholdet af CO2 i deres umiddelbare nærhed, og deres optag er proportionalt hermed. Det ser ud til, at der hvert år fjernes ca. 2% af den CO2-mængde, der overstiger 295 ppm. Den regel medfører, at der p.t. årligt skulle fjernes godt 2 ppm, hvilket stemmer overens med virkeligheden.
Spencer har opstillet en model for atmosfærens CO2-indhold baseret på vores udledninger og de forskellige naturlige mekanismer, og den simulerer udviklingen fra 1960 og fremefter meget fint ved en sammenligning med de faktiske målinger fra Mauna Loa, Hawaii, se fig. 1.
Så selvom vi slet ikke når netto-nul, vil vi hurtigt komme i en situation, hvor der opsuges lige så meget CO2, som vi fortsat udleder. Halverer vi vores udledning – til de 2 ppm/år, så svarer det til optaget, og atmosfærens indhold stiger ikke yderligere.
I kommentarsporet til Spencers artikel er der en person, der fremfører, at den opsugede mængde afhænger tæt af, hvor meget vi tilsætter pr. år. Havets overflade er således, hvad CO2-indholdet angår, i ligevægt med luften oven over, og kun ved at der kommer mere i luften, vil havet optage mere. Det argument holder imidlertid ikke, da der hele tiden sker en stor opblanding i havet, og derfor kommer mere CO2-fattigt vand op til overfladen.
Så vi kan roligt regne med, at optaget til biomassen og havet fortsætter, afhængigt af mængden af CO2 over de 295 ppm og ikke andet. Det betyder, at vi kan dæmpe stigningen i atmosfærens indhold og dermed den modellerede stigning i den globale temperatur ved en meget behersket reduktion i vores CO2-udledninger år for år. Fig. 2 viser et eksempel, hvor der efter 2030 reduceres med kun 1% pr. år, hvilket er meget beskedent. Figuren viser den årlige udledning fremover, hvis man følger den plan. Til sammenligning er den gængse ”netto-nul” kurve indtegnet med rødt – det er jo åbenlyst, at den er totalt urealistisk.
Der er stadigvæk tale om store udledninger mange år ud i fremtiden ifølge fig. 2, men fig. 3 viser så effekten på det globale indhold af CO2, og her er vi nede omkring de allermest optimistiske scenarier, som IPCC opererer med. CO2-indholdet vil toppe omkring 450 ppm og derefter støt begynde at falde. Derved burde selv den mest forhærdede alarmist kunne slippe af med noget af sin klimaskræk.
Det ville være fint, hvis IPCC og de toneangivende klimaforskere seriøst tog spørgsmålet her op. Hvis Spencer har ret – og der er ikke noget, der tyder på, at han tager fejl, kan vi stoppe alle de desperate forsøg på lynhurtig grøn omstilling, der under alle omstændigheder er dømt til at fejle, og som vil koste en forfærdelig masse penge. I stedet kunne vi i ro og mag afvente den teknologiske udvikling f.eks. mht. kernekraft, og på et solidt grundlag træffe beslutninger om energiforsyningens omlægning.
Spencers forklaring er god i den forstand at den er i overensstemmelse med ligevægtbetingelsen for gas/væske-faserne for stoffet (CO2) .
Jo mere gas der er over væsken (partialtrykket) des mere vil opløses i væsken. Her skal man lige huske på at i en meget lang periode (mill. af år) før mennesket kom igang med kulstofoptag fra jorden, var der vedvarende liv på jorden selvom karbonat-dannelsen i vandet aldrig ophørte og således fjernede kulstof fra biosfæren uafbrudt i hele perioden.
Når vi siger at biotilvæksten opsuger CO2 fra luften er det kun midlertidigt, idet denne biomasse afgiver sit kulstof til luften igen med forskellig hastighed afhængig af arten. Men en større omsætning i det biologiske kredsløb vil føre til mere CO2 i atmosfæren. (I et kredsløb vil alle “stationer” som stoffet gennemløber vokse henholsvis aftage i takt)