Klima i Medier, Klimarealisme i medierne

Endnu et eksempel på at DR misinformerer om klimaet

Det er så godt som umuligt at få adgang til at oplyse retvisende om klimaet i DR. Derimod er det meget nemt for en hvilket som helst uvidende klimaalarmist at få uimodsagt taletid.

I dette opslag på Facebook (læs også kommentarerne) fortæller Martin Ågerup om sin oplevelse som deltager i den seneste udgave af  Debatten: Sæson 2024 – Nyt håb for klimaet? | DRTV (læs også omtalen af udsendelsen her):

Martin Ågerup har i øvrigt netop accepteret at indtræde i Klimarealismes Rådgiverpanel, hvilket vi er meget glade for.

CO2… er en giftig, kvælende og dødbringende gas

”CO2… er en giftig, kvælende og dødbringende gas… Milliarder af mennesker står til at miste livet af det her, ved tre graders opvarmning”. Det sagde ham her, klima-aktivisten Magnus Haslebo, i Debatten på DR2 i torsdags.

Og selvom alle med indsigt i klimaspørgsmålet ved, at det ikke passer, kom Haslebos vanvittige påstand til at stå helt uimodsagt. Studieværten Clement Kjersgaard lod som ingenting, selvom han må have vidst, at Haslebo talte usandt. Ved siden af Haslebo stod klima-professoren Jens Hesselbjerg, som heller ikke gik i rette med aktivisten.

Seerne blev altså givet det indtryk, at det godt kunne have sandsynligheden for sig, at milliarder af mennesker vil miste livet, hvis temperaturen stiger med tre grader.

Det er uacceptabelt.

Jeg har set nok udgaver af Debatten med Clement Kjærsgaard til at vide, at hvis en debattør kommer med usande påstande, så griber han normalt ind. Det gælder også, når debattører virker mindre bekymrede for klimaforandringerne, end Clement selv er. Det er helt som det skal være. Synspunkter og vurderinger skal naturligvis udfordres. Men intet berettiger, at Clement tilsyneladende finder usandheder acceptable, når de trækker i klima-alarmistisk retning. Og jeg kan ikke tolke hans tavshed på anden vis.

Indtil nu anslås den globale middeltemperatur at være steget med over 1 grad. Vi er tæt på halvvejs til de tre grader, som Haslebo påstår vil slå milliarder ihjel. Figuren viser, hvordan det er gået med dødsfald som følge af klimarelateret ekstremt vejr siden 1960. Der er ikke sket en stigning i antal dødsfald men et markant fald. Der døde ni gange så mange i 1960’erne som i 2020’erne, selvom der i dag er 2½ gange så mange mennesker på jorden.

Hvordan kan det lade sig gøre, når Klimaforandringer fører til mere ekstremt vejr? Det skyldes i høj grad, at ekstremt vejr og katastrofer ikke er det samme. Mennesker undgår, at ekstremt vejr fører til død ved at bygge robuste samfund. Diger forhindrer oversvømmelser, varslingssystemer og god infrastruktur gør, at folk bringer sig i sikkerhed fra orkaner i tide, solide bygninger modstår storme, airconditioning er et værn imod hedebølger, global handel, infrastruktur, landbrugsteknologi og stigende velstand forhindrer sultkatastrofer osv.

Efterhånden som vi bliver rigere, bliver vi mere robuste over for ekstreme vejrfænomener, og selvom klimaforandringer gør dem lidt værre, overdøves denne forværring af forbedringen fra øget velstand. Derfor dør færre, og de fleste vejrkatastrofer belaster i øvrigt økonomien mindre (målt i andel af BNP) end tidligere.

Og det gælder ikke kun i de rige lande. Bangladesh og det afrikanske kontinent har decimeret antallet af dødsfald fra naturkatastrofer i forhold til for nogle årtier siden.

Hvad med fremtiden? Isoleret set vil klimaforandringer formentlig trække lidt i den forkerte retning. Det kalder på klimapolitik, men ikke på alarmisme. Og slet ikke på løgnehistorier om milliarder af døde.

Vilde påstande i debatten

Jeg vurderer, at det sandsynlige er, at med fortsat øget velstand og med ikke alt for ringe regeringsførelse rundt om i verden, vil den gunstige udvikling fortsætte, så vejrkatastrofer slår færre ihjel i fremtiden end i dag – også selvom temperaturen skulle stige 3 grader.

Men under alle omstændigheder er der ikke belæg for vanvittige påstande om, at milliarder vil dø. Når medierne møder den slags påstande, bør de imødegås nøjagtigt ligesom alle andre usandheder. Det gælder ikke mindst et medie som DR, som vi alle er tvunget til at medfinansiere via skatten.

PS Jeg deltog selv i programmet. Så hvorfor sagde JEG ikke noget? Det skyldes, at jeg først kom på “scenen” i runde 2, hvor Haslebo ikke længere var tilstede, og emnet var et helt andet. Jeg regnede det for meget usandsynligt, at Clement havde tilladt mig at tage et tidligere emne op igen.

Del på de sociale medier

10 Comments

  1. Jesper Jagd Ottosen

    Alle, der sover med dynen trukket op over næsen, vil være i akut livsfare. CO2-koncentrationen i udåndingsluften er op mod 100 gange højere end atmosfærens godt 400 ppm.

  2. allan astrup jensen

    Jeg så ikke Debatten og ser det sjældent, da programmet er useriøst, springende og forvirret.
    Hvorfor var der ingen, som fortalte, at der var 3 grader varmere i bronzealderen herhjemme og i Ægyptens storhedstid. Hvis denne temperatur havde været dødelig, var planeten uddød nu! Som alle ved, så har kulde gennem historien også været en større dræber end varme. Det behøver man ikke at være klimaekspert for at vide.

  3. Karl Iver Dahl-Madsen

    Vi, Klimarealisme, har sendt følgende formelle klage til DR:

    I denne udsendelse udtaler klimaaktivisten Haslebo følgende: (Transkriberet)

    “Det handler om, at CO2, (33:43) sådan set også metan, (33:44) er en giftig, kvælende og dødbringende gas. (33:48) Det er det, den er. (33:49). Den truer med at dræbe milliarder af mennesker. (33:51) Store dele af kloden er på vej til at blive ubeboelig. (33:53) Vi så det lige her, (33:54) hvor det i første omgang griber fat. (33:57) Milliarder af mennesker står til at miste livet af det her (33:58) ved 3-graders opvarmning. (34:00)”

    Denne udtalelse er åbenbart helt uden dækning i den etablerede og seriøse klimavidenskab som viser, at CO2 og metan er ugiftige i de koncentrationer der findes nu og vil kunne findes senere, at der vil dø færre (der dør nu kun ca. 20.000 om året) af ”ekstremvejr”, da vores tilpasningsevne overskygger en evt. kommende forøgelse af ekstremvejr og at jorden vil blive meget mere beboelig for os mennesker da velstanden i verden i alle IPCC’ scenarier vil stige betydeligt i de kommende hundrede år.

    Vi vil gerne klage over, at DR’s studievært Clement Kjærsgaard ikke påpeger at haslebos påstande er forkerte, eller i det mindste bruger klimaprofessoren, Jens Hesselbjerg, som uklædeligt står og ”tier og samtykker” til at afmontere denne uansvarlige alarmisme.

    Vi har skrevet mere om udsendelsen på vores blog: Anmeldelse: Nyt håb for klimaet? – Klimarealisme.dk
    Og genposteret Martin Ågerups betragtninger om udsendelsen: Endnu et eksempel på at DR misinformerer om klimaet – Klimarealisme.dk

    Du har selv tidligere påvist, at DR’s dækning af klimastoffet ikke er retvisende. Og det er ikke blevet bedre siden.

    I DR Debatten er metoden den, at man hver gang inviterer en til flere uvidende klimaaktivister (denne gang Haslebo og Scavenius) som uimodsagt får lov at udbrede deres uansvarlige dommedagspræk, mens det er voldsomt svært for os klimarealister, som har en uangribelig tung faglig baggrund for at kunne udtale os klimaanliggender og dermed kritisk om den danske klimapolitik meget sjældent bliver inviteret.

    Se vores rådgiverpanel her: Advisory Board – Klimarealisme.dk

    Der er nok at tage af.

    • Greta Jo Larsen

      Tak fordi I har skrevet en klage.

      Jeg fik gang i mit mavekatar af at se på det, så vi slukkede for ikke at spolere vores aften.

      Det er fuldstændig uanstændigt, at vi ikke kan slippe for at betale for DR. Den næste regering gør forhåbentlig DR til en anstændig flerperspektivistisk kanal, eller lukker den og omskoler personalet til SOSU, pædagoger og hvad der er brug for til at gøre Danmark til et bedre samfund.

      Som pædagog bliver jeg nødt til at sige: Sådan som DR kører nu med skræmmende klimakampagner, er ikke til vores børns bedste. Det gavner regeringen og investorer i den grønne industri. Grunden til at regeringen elsker en bange befolkning, er, at sådan et folk er lettere at lokke skatter og afgifter ud af med lovning om bedring.

  4. Claus Beyer

    For snart et halvt år siden skrev jeg til Clement og opfordrede ham til at forberede sig bedre. Det var efter to udsendelser, hvor han syntes næsten uvidende om emnet. Jeg fik aldrig svar. Imidlertid hørte jeg en senere udsendelse, hvor han gjorde det godt, og jeg tillod mig at tænke, at måske nytter det at sende en mail til dem, hvis man kommer med en seriøs henvendelse.

  5. Allan G Larsen

    At CO2 skal være højgiftigt lyder, for mig usandsynligt da, så vidt jeg ved, er CO2 et vigtigt bindeled, som holder, både dyr(mennesker) og planter i live. Så derfor tror jeg ikke på påstanden.

  6. Bastardo

    DR har en klagebrevkasse. Jeg ved godt, at det er et slag i luften, der medfører et DJØF standardsvar. Men så bliver det da registreret.

  7. Bastardo

    Som alle andre mennesker ved også journalister, hvem der betaler deres løn.

  8. Lene Bang

    Har du skrevet til Clement og bedt om en forklaring?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*