Grøn kolonialisme

Vores flittige skribent her på siden, Jørgen Keinicke, har flere gange været inde på de skammelige bestræbelser fra de Vestlige Landes side på at forhindre u-landene i at udvikle deres energiforsyninger – og dermed økonomier – ved hjælp af fossile brændstoffer, kul, olie og gas. Der er i vores verden en totalt misforstået tro på, at vi allerede nu skal stoppe enhver brug af de fossile brændstoffer for at ”redde” klimaet.

Det kunne man for nyligt se et eksempel på i Berlingske, hvor to repræsentanter fra Mellemfolkeligt Samvirke førte sig frem med budskabet, at Danske Bank straks skulle ophøre med enhver finansiering af fossil energi, f.eks. i form af investeringer i nye forekomster eller udvidelser af eksisterende.

De to repræsentanter har ikke forstået noget som helst af den globale energiforsynings vilkår, eller hvor afhængig vores civilisation – ja liv – er af et fortsat stort forbrug af fossile brændstoffer. Det slog rekord i 2022 og selv et land som Tyskland, der har investeret fantasilliarder i ”vedvarende energi”, sol og vind, har på 12 år kun formået at nedbringe procentdelen af fossil energi fra 79 til 77%.

Specielt olie- og gasproducenter er afhængige af fortsatte investeringer i efterforskning, etablering og videreudvikling af forekomster. Det er et vilkår i branchen, man ikke kommer uden om. Og vi kan bare ikke undvære de fossile brændstoffer – som Alex Epstein forklarer i sin bog ”Fossil Future”.

Men det forstår klima-aktivistiske sjæle ikke – eller vil ikke forstå. De tror fuldt og fast på, at en hurtig udbygning med sol og vind vil løse alle vores problemer på én gang: Sikre en stabil energiforsyning og løse ”klimakrisen”. Problemet med sol og vind er imidlertid, at de jo ikke kan stå alene, de sikrer ikke noget, der bare tilnærmelsesvist ligner en stabil elforsyning, og der er brug for kostbar backup i form af en komplet dækning med fossilt eller biomasse-fyrede kraftværker. Sidstnævnte udgør et separat problem, da der slet ikke er biomasse nok i Verden til at dække den funktion på egen hånd. Danmarks nuværende forbrug af biomasse er alt andet end bæredygtigt på globalt plan. Ifølge Klimarådet bruger vi ca. 3 gange så meget pr. person som vi burde.

En meget mere alvorlig konsekvens af klima-aktivismen er imidlertid som nævnt den ”grønne kolonialisme”. Vi er så bange for CO₂-udledninger, at vi ønsker aktivt at stoppe alle investeringer en stabil energiforsyning i u-landene. Den danske regering medvirker aktivistisk hertil ved at agitere for, at finansiering til sådanne projekter skal forhindres. Ingen internationale institutioner eller private banker skal låne landene penge til den slags.

DIIS udsendte en bemærkelsesværdig artikel om emnet sidste år, den er værd at citere lidt fra, selvom den tilsyneladende blev forbigået i tavshed af hele parnasset herhjemme.

En stabil elforsyning er ellers en forudsætning for, at ulandene kan forbedre deres befolkningers levestandard og sikre en fornuftig økonomisk standard. Og sol og vind kan ikke på egen hånd sikre noget, der bare ligner en stabil forsyning. Det fremgår klart f.eks. af Energistyrelsens data (for 2035):

Herom skriver DIIS:

Til stabiliseringen kræves investeringer i transmissionsledninger og batterier eller gasdrevne fyr, der kan levere stabil strøm, når vinden svigter, eller når solen forsvinder. Medregnes de fulde omkostninger, er prisen for strøm fra vedvarende energi langt fra altid billigere end strøm fra fossilt brændsel.

Et stort problem i u-landene er den vidstrakte brug af træ, gødning, eller undertiden kul til madlavningen i hjemmene. Det giver en voldsom indendørs luftforurening og op til 600.000 dødsfald hvert år i Afrika alene. På verdensplan er det måske 4,3 millioner/år. Det ville være meget bedre, hvis man i stedet brugte gas eller elektricitet til formålet. Men de dødsfald, der kan forhindres her og nu, betyder ikke noget for klima-aktivistiske sjæle, der selv bor på tryg afstand af problemerne. Her citerer DIIS Klimaministeriet:

Danmark vil nidkært søge at få de multilaterale banker til at overholde vores stop for støtte til fossilt brændstof, også når det gælder madlavning. Dette til trods for, at støtte til røgfri “clean cooking” ved hjælp af flaskegas vil have en ”enorm” positive indflydelse på luftforurening, miljøet og karbonudledninger, ifølge Udenrigsministeriet. 

En stabil elforsyning er afgørende for hele samfundet, herunder ikke mindst sundhedsvæsenet. DIIS:

Næsten 600 millioner mennesker i Afrika har ikke adgang til strøm: Ingen el til ”ren” madlavning, ingen strøm i masser af sundhedscentre (og derfor ingen mulighed for at opbevare nedkølet vaccine, for eksempel), ingen el til at læse og studere om aftenen og ingen el til at drive forretning og skabe arbejdspladser.  

Reelt vægter vi skrækken for ”klimakrisen” højere end hensynet til u-landenes nuværende problemer og fremtidige udvikling. Her følger DIIS’s afskedssalut:

… vi og andre rige nationer [er] foregangslande for grøn kolonialisme. Ved at stoppe for støtte til al ”sort energi i udlandet” har vi sendt et klart signal til fattige lande: Hensynet til dødsfald på grund af jeres luftforurenede boliger, og til jeres behov for langt mere energi til elektrificering (i hjemmene og til skabelse af arbejdspladser) må vige for vores mål om at bekæmpe den globale klimakrise. Men at søge at opnå nogle rige landes klimaambitioner ved at skubbe fattige menneskers behov til side er ikke bare dobbeltmoralsk – det er amoralsk, uretfærdig og grøn kolonialisme.

Det er så sandt som det er sagt. Hvornår stopper dette klima-vanvid?

Og u-landene skal jo nok få deres kul- og gasfyrede kraftværker alligevel. Ikke mindst Kina står på spring med investeringer, leverancer og knowhow. Så vores grønne kolonialisme fører til en økonomisk ditto fra Kinas side. Er det et ønskeligt resultat?