Anden Energiteknologi, Klimarealisme i medierne

Opsamling af kulstof

Man skal aldrig sige aldrig. Det virkede dog yderst usandsynligt, at vi nogen sinde her på siden ville bringe en oversættelse af en hel artikel skrevet af Naomi Oreskes, og offentliggjort i Scientific American, der en gang var en spydspids inden for videnskab, men nu desværre er faldet i den klima-woke gryde. Oreskes er videnskabshistoriker, fanatisk klima-alarmist og mener bl.a., at man må slække på den videnskabelige standard i klimasagens navn.

Illustration fra Scientific American

Men i august skrev hun et indlæg om opsamling og deponering af CO2, og selvom vores udgangspunkter er meget forskellige, må man sige, at hun har ret i det meste. Hun kan måske bare ikke drage den logiske konklusion. Vi giver ordet til Naomi Oreskes:

Planerne for bortskaffelse af kulstof afhænger af teknologi, der ikke findes.

– I stedet for at opskalere den vedvarende energi, agiterer forskere for uprøvede ideer.

Ved sidste års COP26 møde i Glasgow udtalte John Kerry, USA’s klima-ambassadør, at løsningen på klimakrisen vil involvere ”teknologier, som vi endnu ikke har”, men som formodes at være på vej. Kerrys optimisme kommer direkte fra videnskabsfolk. I kan læse om denne overbevisning i IPCC’s klimamodeller, skabt af forskere. Disse modeller viser veje til reduktioner af CO2-udledningerne, som kan gøre det muligt at holde opvarmningen under to grader celsius. De er stærkt afhængige af teknologi, som endnu ikke eksisterer, som f.eks. fremgangsmåder til at lagre CO2 i undergrunden, sikkert, permanent og til at betale.

Hold lige inde og tænk over det her et øjeblik. Videnskab – dvs. europæisk-amerikansk videnskab er i lang tid blevet anset for at være vores rationelle forbillede. Videnskabsfolk vil ofte anklage dem, der afviser forskningsresultaterne som irrationelle. Men at gøre sig afhængig af teknologier, der endnu ikke eksisterer, er irrationelt, en slags tro på magi. Det er et stade i livet, som børn forventes at vokse fra. Forestil jer, hvis jeg sagde, at jeg havde planer om at bygge et hus af materialer, der endnu ikke er opfundet, eller opbygge en civilisation på Mars uden først at have fundet ud af hvordan man får transporteret bare ét menneske derud. I ville helt sikkert synes, at jeg var irrationel, og måske led af vrangforestillinger. Og dog er det netop den tankegang, der gennemsyrer planerne for fremtidens reduktioner i CO2-udledningerne. 

For eksempel afhænger IPCC’s modeller stærkt af CO2-opsamling og deponering (CCS). Nogle fortalere, inkl. selskaber som ExxonMobil siger, at CCS er en gennemprøvet moden teknologi, fordi industrien i årevis har pumpet CO2 eller andre stoffer ned i oliefelter for at drive mere fossilt brændstof op af jorden. Men CO2-en forbliver ikke nødvendigvis nede i undergrunden, den kan sive gennem sprækker og revner, før den finder vej tilbage til atmosfæren. At holde nedpumpet CO2 fast dernede – hvorved man kan opnå negative udledninger – er meget sværere. Globalt er der kun en håndfuld steder, hvor det bliver gjort. Ingen af projekterne er økonomisk levedygtige. 

Et eksempel er Orca-projektet i Island, som bliver udråbt til at være Verdens største anlæg til bortskaffelse af CO2. CO2 fanget ud fra luften bliver blandet med vand og pumpet ned i jorden, hvor det reagerer med basaltklipper og danner stabile karbonat-mineraler. Det er super. Men omkostningerne er astronomiske – 600-1000 US$ pr. ton – og anlæggets størrelse er ganske lille, ca. 4000 tons pr. år. Til sammenligning, bare et enkelt firma: Microsoft (der har lovet at købe kulstofkreditter for alle sine udledninger), producerede næsten 14 millioner tons CO2 i 2021. Eller kig på CO2-opsamlingen ved Archer Daniels Midland – etanolfabrikken i Illinois, som siden 2017 har opsamlet CO2 for en udgift på 281 millioner dollars til de amerikanske skatteydere (mere end halvdelen af projektets omkostninger), og samtidigt er udledningerne fra hele fabrikken steget. Og den totale beskæftigelse ved projektet? Elleve personer. Samtidigt er en stribe CCS-projekter slået fejl. I 2016 lukkede universitetet MIT sit CO2-opsamlings og deponerings-program fordi alle de 43 projekter, der var med i det, enten var blevet aflyst, sat på pause eller omdefineret til andre formål.  

Det er åbenlyst, hvorfor ExxonMobil og Archer Daniels Midland skubber på med CCS. Det får dem til at se godt ud, og de kan få skatteyderne til at betale. [Joe Bidens] store infrastruktur-plan, der blev vedtaget i fjor, indeholder mere end 10 milliarder dollars i støtte til udvikling af CO2-opsamlings-teknologier. Til gengæld er der kun 420 millioner til vedvarende energi – vandkraft, vind, sol og geotermi.

Opskalering af sol og vind kommer til at koste penge og vil have behov for støtte fra effektive offentlige ordninger. Det store spørgsmål er, hvorfor kan vi ikke få de ordninger? En grund er den fossile industris fortsatte forsøg på at obstruere. Men hvorfor accepterer videnskabsfolk disse magiske håndbevægelser? Mit gæt er, at de er frustrerede over politikernes manglende evne til at komme forbi de politiske forhindringer, og derfor tror de, at det vil være lettere at overkomme de tekniske forhindringer. Måske har de ret. Men på det tidspunkt, hvor vi ved, om de har ret, kan det meget vel være for sent.

Oreskes’ udsagn om videnskaben er meget interessant. Den beskyldes for at være irrationel og præget af tro på magi. Det har hun fuldstændigt ret i, men det gælder jo især klimavidenskaben, der efterhånden mere er tro eller religion end videnskab i traditionel forstand. Oreskes påpeger også, at problemet er værst i Europa og Nordamerika. Jeps, det er jo dér klima-alarmismen stortrives – ikke i resten af Verden. Så hun har ret, men måske på en lidt anden måde, end hun selv tror.

I december-udgaven af Scientific American havde læserne lejlighed til at kommentere på Oreskes’ indlæg. Naturligvis var der ingen klimarealistiske indspark, hvorimod et stærkt alarmistisk men i øvrigt indholdstomt indlæg blev bragt. En anden læser protesterede over Oreskes’ negative indstilling til CCS, og nævnte forskellige aktiviteter, bl.a. i Nordsøen hvor der årligt er blevet pumpet 1 million tons CO2 ned i undergrunden i forbindelse med olie- og gasudvindingen. Oreskes svarede, at alle disse aktiviteter er i forbindelse med udvinding af olie og gas, og i sidste ende vil afbrændingen af produkterne kun skade klimaet endnu mere. Hun sluttede af med:

Hvis vi havde tid til at vente, ville disse CCS-projekter en dag måske vise sig at have værdi. Men tiden er udløbet. I bedste fald er CCS bare en kostbar afledningsmanøvre. I værste fald vil den medføre endnu flere investeringer i udvinding og håndtering af fossile brændstoffer lige på det tidspunkt, hvor vi er nødt til at udfase dem.

Oreskes har ret i, at CCS er temmelig udsigtsløst, det gør ingen gavn på nogen måde og vil til alle tider indebære enorme omkostninger. Oreskes er til gengæld totalt forblændet af klima-alarmisme, vi har ikke mere tid, vi skal udfase alle de fossile brændstoffer nu. Det er jo en total umulighed, med mindre man vil udløse en katastrofe på Jorden med fattigdom, hungersnød og det, der er værre.

Oreskes’ skriverier er en gratis omgang i den forstand, at hun slet ikke tænker over realiteterne i den virkelige Verden. Hun tror, at bare Joe Biden giver støtte til nogle flere vindmøller, så bliver alting godt. Men bl.a. IPCC har nøgternt erkendt, at sol og vind ikke kan erstatte de fossile brændstoffer i alle anvendelser, og derfor kunne CCS – teoretisk – være en løsning, der muliggjorde den fortsat nødvendige brug af olie og gas. I den henseende har IPCC jo en bunden opgave: Anvis vejen til netto-nul, og da den ikke er realistisk gennemførlig, må man gribe til urealistiske løsninger. Det er så CCS – og for den sags skyld også brint og Power to X.

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

5 Comments

  1. Kaare Øster

    Kan I skrive noget om Azollaperioden i Ishavet? / Kaare

  2. Peter Krogsten

    Og det hele er baseret på troen(!) om at CO2 er farligt. Fundamentet er forkert, og man kører ud ad en tangent. Mange mennesker, der har sovet i skolen, tror det er giftigt, ligesom de tror kvælstof er giftigt – ellers hed det vel ikke noget med kvæle :-).

  3. Erling Petersen

    Vi kan kun være glade for, at teknologien ikke virker, og næppe nogen sinde bliver til at betale. Ellers ville det få katastrofale virkninger for klodens plantevækst.

  4. Mikael Thau

    Den danske SMV regering har revideret Danmarks klimamål således at der nu skal nås 100 % reduktion i 2045 og 110 % reduktion i 2050.

    Jeg formoder at dette dækker over anvendelse af CSS, hvorfor SMV regeringen på dette punkt ifølge Oreskes agerer irrationelt.

    • Hans Henrik Hansen

      “Jeg formoder at dette dækker over anvendelse af CSS, hvorfor SMV regeringen på dette punkt ifølge Oreskes agerer irrationelt”

      – ‘konceptet’ møder tilsyneladende stærkt begrænset ‘begejstring’ lige syd for den dansk-tyske grænse! 🙂

      https://keinco2endlager.de

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*