Dansen med klimadata, Debatindlæg, Klima i Medier

Klimavidenskabelighed

Scientific American, der for år tilbage var meget interessant, alsidig og fornøjelig læsning, er hoppet 100 % med på klimavognen. Der forsømmes sjældent en lejlighed til at ytre mishag ved ”klimabenægtere” og der gives spalteplads til alle, der kommer med de ”rigtige” budskaber. Her er et eksempel på en sådan artikel, skrevet af Naomi Oreskes, kendt som opfinderen af den ofte påståede 97 procents konsensus. Her følger uddrag af hendes artikel (i kursiv) og undertegnedes kommentarer ind i mellem.

Artiklen har titlen Den Fejlagtige Logik bag Videnskabsbenægtelse og begynder med lidt Erasmus Montanus-logik:

Regel: ”Hvis A er sandt så er B sandt”. Følge 1: A er sandt, derfor er B også sandt. Følge 2: B er usandt, derfor er A også usandt.
I modsætning hertil er der et helt univers af logiske fejlslutninger. Indenfor videnskaben har de mest generende ofte følgende form: Min teori siger, at hvis P så Q. Jeg vil så udføre et eksperiment for at se om Q findes. Hvis den gør det, så er P sand. Desværre er denne konklusion logisk forkert. Q kan være der på grund af mange forskellige forhold, og de behøver ikke at have noget med min teori om P som årsag at gøre. Og dog begår videnskabsfolk den fejl hele tiden, hvilket fik filosoffen Karl Popper til at fremføre, at den videnskabelige metode er, eller i hvert fald burde være, baseret på falsificering. Popper insisterede på, at man aldrig kan bevise, at en videnskabelig teori er sand, fordi det ville kræve en endeløs række af beviser. Men bare et enkelt modbevis er nok til, at teorien er falsk.

Så vidt så godt. Vi kan jo tage et eksempel på tanken omkring P og Q. Min teori siger, at hvis CO2-indholdet i atmosfæren stiger (”P”), så vil det medføre, at den globale middeltemperatur stiger (”Q”). I de sidste 100 år er temperaturen steget, ergo må CO2 have forårsaget stigningen. Oreskes forklarer selv, hvorfor man ikke kan drage den konklusion.

Karl Popper var en berømt filosof, der døde i 1994. Han arbejdede inden for mange grene af filosofien men er bl.a. kendt for sine teorier om videnskabelighed. Han holdt fast i princippet om at man aldrig kan bevise en videnskabelig teori, men man kan med blot et enkelt modbevis få den til at falde. Det ofte brugte eksempel er en teori om at ”alle svaner er hvide”. Det er de jo også, når vi kigger i vores søer her i Europa. Vi kan nu sende biologer ud til alle mulige søer, og hver gang de kommer tilbage og fortæller, at de kun så hvide svaner, har de underbygget vores teori, men de har ikke bevist den. Og så en dag kommer en biolog hjem fra en ekspedition til Australien med fotos af en sort svane. Dermed faldt vores teori til jorden – den blev falsificeret.

Oreskes kan ikke lide Karl Popper:

Trods det, at Karl Poppers teori syntes at gå imod almindelig logik, blev mange videnskabsfolk tiltrukket af den pga. dens klarhed og (tilsyneladende) logiske uangribelighed. Og dog er der også her en logisk fejlslutning. Mit eksperiment kunne have fejlet pga. faktorer, der slet ikke har noget med min teori at gøre. Instrumenterne kunne f.eks. vise sig ikke at være følsomme nok til at måle den forudsete effekt. Problemet har ikke nogen logisk løsning, men videnskabsfolk håndterer det primært ved at afklare hvilken forklaring, der bedst stemmer overens med de observerede fakta, eller ved at se på hvilken synsvinkel på problemet, der synes at være mest overbevisende.

Det var jo imponerende, så hurtigt Karl Poppers filosofi blev aflivet her. Men i den virkelige verden ville et unøjagtigt måleinstrument jo aldrig blive brugt til at erklære en teori for ugyldig – eller falsificeret. Inden for f.eks. astronomi eller kernefysik er man netop meget opmærksom på, at måleinstrumenterne skal være følsomme nok til at registrere det, man gerne vil se eller efterprøve. Men hvis man véd at instrumentet er godt nok, men man ikke får den forventede måling, ja så er det nok teorien, der falder til jorden, eller i hvert fald skal justeres.

Vi kan jo vende tilbage til klimaet. En teori kan gå ud på, at en stigning i den globale temperatur vil føre til en reduktion af havisens udbredelse omkring Antarktis. Teorien virker logisk og intuitivt korrekt. Den kan så efterprøves ved at kigge på kurverne over havisens udbredelse, f.eks. de sidste 40 år. Her ser man klart, at der ikke er nogen éntydig sammenhæng. I perioden 1979 – 2015 var havisens udbredelse konstant og endda svagt stigende fra 2003. Det var i en periode, hvor den globale temperatur steg ca. 0,4 grader celsius. Så vores teori om en direkte sammenhæng mellem de to holder ikke, der må tydeligvis være andre mekanismer på spil.

Kurver fra Climate4you.com

Der er ikke noget galt med Karl Poppers principper, men det er jo åbenlyst, hvorfor Oreskes ikke kan lide dem. Hun er jo selv inde på, at hvis vi har en teori, der er lidt ulden i kanten, må vi forsøge at tilpasse forklaringen bedst muligt og finde den mest overbevisende synsvinkel på problemet. Det stemmer jo godt overens med tankerne om konsensus.

Det siger sig selv, at Karl Popper aldrig ville acceptere et begreb som ”konsensus” inden for videnskaben. 100 % af forskerne kan være enige om, at alle svaner er hvide, og dog kan teorien forsvinde som dug for solen med bare et enkelt modbevis. Videnskabens historie har mange eksempler på konsensus, der blev skudt i sænk. Et af de mere markante var, da Albert Einstein lancerede sin relativitetsteori, på trods af at samtlige fysikere i hele verden troede på den Newtonske lære.

Oreskes fortsætter:

Alt dette for at sige at logiske fejlslutninger findes overalt og ikke altid let kan tilbagevises. Sandhed, i hvert fald i videnskaben, er ikke altid selvindlysende. Og det hjælper med at forklare, hvorfor videnskabsbenægtelse er let at sætte i værk og meget vanskelig at aflive. I dag lever vi i en verden, hvor videnskabsbenægtelse vedrørende alt fra klimaforandringer til COVID-19 findes over det hele.

John Cook, fra George Mason University, har for eksempel udført en analyse af de logiske fejlslutninger og skævvridninger i forbindelse med klimabenægtelse, hvilket inkluderer u-underbyggede konklusioner, cherry-picking (selektiv udvælgelse) af data, opstilling af urimelige forventninger, tillid til falske eksperter, opmuntring til konspirationsteorier og spredning af tvivl om videnskabsfolks motiver.

Til John Cooks påstande kan man vel godt tillade sig at påpege, at mange af dem passer meget godt på klimavidenskaben også. Konklusionerne om den katastrofale opvarmning i fremtiden er alene baseret på temmelig upålidelige klimamodeller, og kan vist derfor godt karakteriseres som relativt ”u-underbyggede”. Cherry-picking praktiseres i udpræget grad, f.eks. i forbindelse med udvælgelse af data til rekonstruktioner af fortidens temperaturer, eller til redigering af temperaturmålinger de seneste 100 år. Klimafolkene stiller i høj grad urimelige forventninger til alle forskningsresultater, de skal helst ubetinget støtte sagen. Der er stor tillid til hvem som helst, uagtet deres baggrund (f.eks. Oreskes), bare de kommer med de rigtige budskaber. Klimaforskere, der går imod strømmen, bliver beskyldt for at være betalt af olieindustrien, hvilket da vist er et fint eksempel på en konspirationsteori og udtryk for mistro til videnskabsfolks motiver.

Vi skal nok skåne læseren for mere af Oreskes’ skriverier, der henvises til linket nedenfor. Det er tydeligt, at hendes artikel primært skal tjene til forsvar for klimavidenskaben og dens noget mangelfulde grundlag. En tur gennem Karl Poppers vridemaskine ville den næppe overleve.

https://www.scientificamerican.com/article/the-false-logic-behind-science-denial/

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

One Comment

  1. Ian Ditlevsen

    Utroligt, at hun i sin kampagne mod klimafornægtere ordret fører klimafornægternes sag. Hendes artikel kunne nemt ændres med det omvendte fortegn.

    Det er en ren tilståelsessag og siger vel alt om bias og tunnelsyn eller måske ganske enkelt pseudovidenskabelighed hos hende?

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*