Er den Arktiske havis på katastrofekurs anno 2022?

Den Arktiske havis er givetvis den mest brugte indikator for den globale opvarmning. Den tilbagegang, vi kunne konstatere 1980-2010, gik rent ind hos den brede befolkning. Fra omkring 2008 proklamerede videnskabsfolk på stribe, at nu ville sommerhavisen i Arktis forsvinde. 

I April 2018 kunne jeg berette i Børsen [1] at samtlige profetier om isfrit Arktis er slået fejl.

Og nu 4 år efter er der stadigt intet der tyder på, at vi får isfrit Arktis at se, klima-konsensus har fejlet på den mest eklatante og spektakulære vis.
Man kunne så tro, at klimaretorikken blev skruet ned, klog af skade, men i stedet ser vi jævnligt artikler med ordlyd som denne fra TV2 [2] 17 aug:

Læren her er, at efter at den arktiske varme slet ikke var tilstrækkelig til at smelte den arktiske havis som ventet, så bliver vi ved med at se artikler der proklamerer at varmen i Arktis skam er meget kraftigere end forventet (at artiklen reelt ikke helt understøtter budskabet i overskriften, det er en anden sag).
Godt så. Lad os tage et kig på situationen midt i august 2022.

Det amerikanske institut NSIDC udsender daglige arktiske haviskort der viser sea ice extent (havisens udbredelse), se fig. 1. Sea ice extent omfatter kun områder med mere end 15% af havarealet dækket af is. Den orange linie på kortet viser den gennemsnitlige position 1981-2010.
Og ja, vi kan se, at der i 2022 overvejende er mindre Arktis sommerhavis end 1981-2010 snit, den orange linie.

Men er isen trukket meget hurtigere tilbage end forventet? I betragtning af at den skulle være nærmest væk for adskillige år siden? Næppe.

Lad os se tingene i fugleperspektiv: Vi har på fig 2 et glimrende DMI havis-kort fra august 1938 [4].

Der er mange områder af 1938-kortet uden røde signaturer. Det betyder at der ingen observationer er.
På visse strækninger har DMI vist en rød linie, gerne stiplet: Den indikerer DMI´s bedste estimat af isgrænsen.

På fig. 3 sammenlignes havisen 1938 data med NSIDC´s orange normallinie.

Normallinien 1981-2010 er den så trukket markant tilbage i forhold til 1938? Som man måske kunne forvente efter ca 60 års katastrofal global opvarmning?

I 1938 var der ingen data langs Canadas kyst ud mod ishavet, men i 1954 havde canadierne udbygget deres observationer voldsomt. I venstre side ses derfor et fremhævet område med en masse røde signaturer, dette udsnit er fra DMI’s kort for august 1954.   

Forskelle i metodik betyder, at NSIDC’s isrand for ”sea ice extent” sandsynligvis er vist lidt mere reduceret end DMI 1938, idet DMI reelt godt kan have havis med f.eks 5-15% havis som ”Open ice”, de røde cirkler.

Det overordnede indtryk, når vi på fig 3 sammenligner DMI 1938/54 kortet med den sorte linie NSIDC 1981-2010 gennemsnit, er vel: 

Der er ikke den voldsomme forskel på DMI 1938/54 og NSIDC 1981-2010.  

60 år med katastrofal global opvamrning, men ikke nogen videre forskel på isudbredelsen?
 Man kunne udfordre dette:
”Jamen, 1938/54 var måske en enlig svale? En enlig svale, der slet ikke repræsenterer situationen midt i det 20 århundrede?”

De rigtigt gode data 1938 kom mest fra den russiske side, men datastrømmen fra Rusland ophørte efter 1938.

I årene før 1938, der så vi en hurtig nedgang i havisarealet frem mod 1938:

Fig 4 viser et udsnit fra DMI 1938 kortet: Den sorte stiplede linie angiver DMI’s middel isgrænse 1898-1922, og vi kan se her, hvordan isen over få dekader fra 1898-1922 middel isgrænse og frem til 1938 har trukket sig en del tilbage. Dette står i kontrast til den manglende tilbagetrækning efter 1938 frem til NSIDC linien 1981-2010. Så der har skam været drøn på tilbagetrækningen af havis før 1938. Lang tid før menneskets store CO₂-udledninger.

Men 1938, var dette så peak minimum efter dekader med tilbagetrækning?
Eller hvad skete der efterfølgende i årene efter 1938 – trak isen sig yderligere tilbage?

Mahoney et al. 2008 [5], se fig. 5 – er et amerikansk-russisk samarbejde. Her analyseres de russiske havis-observationer fra AARI.

En lille pudsighed: Artiklen viser (tv på fig 6) et eksempel fra 24 juni 1953. Til sammenligning, th, ses NSIDC’s iskort 22 juni 2022. 1953 og 2022 er ret ens. Pudsigt nok er der slet ikke isfrit i dette område for NSIDC´s orange gennemsnitslinie for 22 juni. Man skal godt ind i august, før NSIDC´s normallinie har noget isfrit areal her.

En fordel ved Mahoney et al. 2008 er, at udviklingen for havisen er splittet op for årstider så vi har en graf for sommer, dvs. juni, juli og august. Her er forløbet fra 1936-1992 og 1997-2006:

Fig. 7 viser arealet af arktisk sommerhavis for alle russiske havområder samlet set. Grå lodrette søjler indikerer usikkerhed og prikkerne i midten af søjlerne er bedste estimat. Th er vist som grafen fremstår i [5]. Tv: Her har jeg fjernet den blå linie, der angiveligt er en slags trend. Man kan bedre se de konkrete datapunkter tv.
AARI´s data er baseret på konkrete observerede data – ikke modeldata eller lignende.

Vi så tidligere, at der havde været en markant nedgang af havisarealet fra starten af det 20´ende århundrede og frem til 1938. 1938 er herover tv markeret med rødt:

– Der er intet, der tyder på, at 1938 udgjorde det minimale havisareal i midten af det 20 århundrede. Minimum ser snarere ud til at indfinde sig i 1950´erne, 1938 var ikke en enlig svale. I årene efter så vi endnu mindre Arktis havis. Her er, hvad forfatterne af [5] konkluderer:

De fleste af havområderne viser et lokalt minimum i udbredelsen af havisen om sommeren omkring 1950’erne – 1960’erne og et lokalt maksimum i 1980’erne.

Og vi noterer os, at 1980´erne udgør et maximum for Arktis havis. 1980´erne er den periode, vi normalt sammenligner med, når vi skal vurdere, hvor meget isen er trukket tilbage i de senere år.

Jeg har set nogle argumentere at: ”Jamen det er kun den russiske side, den canadiske side har sikkert opført sig helt omvendt!” (jojo, nogle folk vil skam gå meget langt for at forsvare den gængse opfattelse af klima). Men i lyset af at de canadiske og russiske dele af det Arktiske Ocean nogenlunde følges ad mht. afsmeltning i de senere år, så har det nok også været tilfældet tidligere.

Summa – indtil videre:

• Af figur 2-3 kan vi se at NSIDC normallinie 1981-2010 viser et sommer-havisareal sammenligneligt med 1938.
• En del år efter 1938 og frem mod 1960 ser ud til at have haft endnu mindre havis end i 1938.
• En del år 1938-1960 ser ud til at have haft mindre havisareal end NSIDC normalen 1981-2010.
• Mindre havis end normalen 1981-2010 altså næppe et udtryk for noget unaturligt, abnormt eller katastrofalt.
• Vi har en markant tilbagetrækning fra 1898-1922 snit frem mod 1960. En så markant tilbagetrækning er altså heller ikke udtryk for noget unaturligt, abnormt eller katastrofalt.

 2022

Nu ser vi på havisarealet 2022 i forhold til 1938/54, eller rettere, ”sea ice extent” 2022 i forhold til 1938/54. Her er brugt MASIE´s kort 15 aug [6], se fig. 8:

Også for MASIE kortet gælder det, at visse arealer med mindre havis end 15% isdække ikke er taget med.

MASIE 2022 arealet er lidt mindre end DMI 1938.
Hvis vi kunne sammenligne MASIE 2022 med andre iskort fra perioden 1938-1960 så tyder data fra Mahoney et al. 2008 på, at forskellen til MASIE 2022 ville være endnu mindre.

Fig. 9 viser en sammenligning mellem det gamle DMI-kort fra 1938/54 og DMI’s nuværende kort over havistykkelsen [7]. Det interessante ved at sammenligne med et havistykkelse-kort er, at her har vi ikke kun havisarealer med mere end 15% med.

Ved denne sammenligning forekommer 1938/54 og 2022 at have nogenlunde sammenligneligt areal.
Det skal dog hertil siges, at havistykkelses-kortet er baseret på modelberegninger i ret høj grad, og derfor må siges at være mindre pålideligt end de gamle kort, der er baseret på konkrete observationer.

Sammenligner man med satellitfotos, forekommer det, at havistykkelse-kortet overdriver udbredelsen af havis noget, specielt ud mod Beringstrædet.

Men pudsigt så fint arealet for DMI 1938 matcher DMI 2022 istykkelse-kortet. Og igen, 1938 var ikke året med mindst havis i midten af det 20 århundrede.

På fig. 10 ser man, at 2022 har et mindre havisareal (sea ice extent) end flertallet af årene 1981-2021. Dog er arealet nu i august større end de fleste af de senere år. Efter 2006 er det kun 2009 der overgår 2022 – på dagen, det kan dog skifte hurtigt.
Faktisk ligger 2022 havisarealet ca midt mellem minimum i 2012 og gennemnitslinien for 1981-2010.

Men summa: Profetierne gentaget ofte, specielt i årene 2008-15, om at vi nu skulle vinke farvel til sommerhavisen, disse ser bestemt ikke ud til at være korrekte.

Summa:

Havisen lige nu viser ”gode takter” i forhold til de senere år, isafsmeltningen denne sommer er gået lidt langsommere end i de senere år. Og når vi sammenligner lidt længere tilbage med DMI´s 1938-kort, så begynder forskellen frem til 2022 at se blot ”moderat” ud.
I betragtning af at globalt afkølende La Niña-forhold stadig dominerer i Stillehavet, så er det spændende om isen det kommende år vil konsolidere endnu mere.