Dansen med klimadata, Klimarealisme i medierne

Årets rapport fra Ole Humlum

Ole Humlum, et af de ærede medlemmer af Klimarealismes Advisory Board, har netop udsendt sin årlige statusrapport over klimaet, denne gang omhandlende 2021. Humlum lægger en anelse sarkastisk ud:

Denne rapport har sin hovedfokus på observationer og ikke på resultaterne af computermodeller.

Derved skiller den jo sig ud fra hovedparten af klimalitteraturen.

Og hvordan gik det så med klimaet i 2021?

2021 blev et af de varmeste år målt siden 1850, men det følger efter 2016, der havde den højeste målte temperatur ifølge alle de store datasæt. Siden 2016 har den globale temperatur været på et lidt lavere niveau, dog var der en top i 2019. Begge toppe, 2016 og 2019 faldt sammen med El Niño-tilstande i det sydlige Stillehav. Den medfører altid, at man måler højere globale temperaturer. I løbet af 2020 bevægede vi os så over i den modsatte situation, en La Niña, og den bevirkede, at 2021 kom til at blive lidt køligere end de umiddelbart foregående år.

Rapporten gennemgår de forskellige temperaturkurver, hvor kun UAH’s satellitbaserede data er uden efterfølgende redigering. Den anden satellitkurve, RSS, blev på et tidspunkt justeret, så den viste mere opvarmning i de seneste 20 år. De jordbaserede kurver, HadCRUT, NASA/GISS og NCDC er alle blevet justeret gentagne gange over årene. Selv temperaturmålinger, der er mere end 100 år gamle, bliver således stadigvæk ind i mellem ændret. Resultatet er næsten altid en afkøling af fortiden og en mere markant opvarmning i de senere år.

Humlum kommer også kort ind på usikkerhederne ved målingerne. Når man taler om et år som ”det varmeste” nogensinde, og det er baseret på et resultat der måske er 0,03 grader højere end det ”næstvarmeste”, så skal man huske på, at usikkerheden generelt nok ligger på +/- 0,1 grad. (Det sætter også IPCC’s påstand om at temperaturen er steget med 1,07 grader siden 1850 noget i relief.)

Ændringerne i temperaturen varierer meget mellem de forskellige zoner på Jorden. Vi hører ofte, at temperaturen i Arktis er steget rekord-meget, men den påstand bliver ikke underbygget af satellitmålingerne, der viser en samlet stigning her på ca. 0,6 grader på 40 år. Siden 2017 har tendensen endda været nedadgående, se fig. 1.

Fig. 1: Temperaturen i Arktis 1979-2022, målt med satellitter og offentliggjort af UAH

Vanddamp er jo klart den mest betydningsfulde drivhusgas i atmosfæren, og når man tilskriver CO2 så stor en effekt på den globale temperatur, skyldes det, at dens virkning bliver forstærket af ændringer i mængden af vanddamp. Mere CO2 skulle føre til mere fordampning af vand og dermed mere vanddamp i atmosfæren. Det er så interessant at se data for de seneste 80 år. I 9 km’s højde, hvor drivhuseffekten skulle være kraftigst, ser man et fald i mængden af vanddamp siden omkring 1990, se fig. 2. Åbenbart kondenserer vandet ud og bliver til skyer og regn. Men de giver jo ikke nogen drivhuseffekt. 

Fig. 2: Indholdet af vanddamp i atmosfæren i ca. 9 km’s højde, 1979-2021

Det er først inden for de seneste 18 år, at vi for alvor har fået pålidelige data om havets temperatur i forskellige dybder fordelt over hele kloden, baseret på Argo-bøjerne. Påstande, om at temperaturen har ændret sig så og så meget over de seneste 50 eller 100 år, er således givet på et meget spinkelt grundlag. De seneste 18 år er temperaturen i havets øverste 1900 m, således kun steget med 0,07 grader celsius. Det er jo langt mindre end den officielle stigning i den globale temperatur i atmosfæren. Stigningen i havtemperaturen er et gennemsnit, der dækker over et fald i det nordlige hav omkring Arktis, en stigning omkring Ækvator og en uforandret temperatur i havet omkring Antarktis.

Havniveauet har Ole Humlum et godt øje til. Rapporten beskriver de meget lange måleserier fra tidevandsmålinger, langt over 100 år for manges vedkommende. Ingen af dem viser noget tegn på acceleration, som ellers fremføres bl.a. af IPCC. Alt tyder på, at havstigningen generelt lå – og ligger – stabilt på 1-2 mm pr. år. Der er selvfølgeligt tidevandsmålinger, der viser større stigninger, og også nogle, som ligefrem viser fald, men det skyldes naturligvis lokal sænkning eller hævning af landjorden ved kysterne.

Siden starten af 1990’erne har vi også haft satellitmålinger af havniveauet, og de viser en årlig stigning på godt 3 mm, med en svag accelererende tendens. Satellitterne har dog nogle tekniske problemer med kalibreringen og ligeledes med overhovedet at måle præcist nok (en mm eller mindre på flere hundrede kilometers afstand). De har yderligere et problem med at Jordens facon faktisk ændrer sig let, hvorved havbunden over store arealer f.eks. vil hæves en smule. Den hævning går igen på vandoverfladen og det vil en satellit se som en havstigning, hvor en kystbaseret målestation ikke vil registrere noget, da landjorden hæver sig samtidigt med havbunden. Her må satellitternes ophavsfolk indføre nogle temmelig store korrektioner, for at få det til at passe.

Ole Humlum bemærker så tørt, at satellitternes resultater i virkeligheden ikke er af nogen større interesse, f.eks. hvis man i byer ved kysten skal planlægge tiltag mod havstigningerne. Her må det være de lokale målinger, man skal bruge.

IPCC har udgivet sit havstigningsatlas, sammen med første del af den sjette store statusrapport. Det giver nogle helt urimelige resultater, og fig. 3 og fig. 4 viser et par eksempler fra hhv. København og Oslo. Her ser man, hvordan havniveauet fra 2020 pludseligt ifølge IPCC vil begynde at stige drastisk. Det virker ikke synderligt troværdigt.

Fig. 3: Havniveauet ved København, målt 1890-2017 og IPCC’s fremskrivning til år 2100 (med et af de “milde” scenarier for CO2-udledningen, SSP245). Skalaen for havniveauet er lagt med 7 meter som grundværdi.
Fig. 4: Samme som fig. 3, men her Oslo. Bemærk det faldende niveau frem til 2019, hvilket skyldes en landhævning efter sidste istid.

Vedrørende havis og snedækket konstaterer rapporten, at det globale havisareal faldt drastisk i 2016. Størstedelen af nedgangen fandt sted i Antarktis, der ellers i mange år havde set en svag stigning fra år til år. Årsagen til nedgangen var tilsyneladende dels nogle lokale meteorologiske forhold, hvor havisen blev trykket sammen af havstrømme, hvilket igen kunne hænge sammen med årets kraftige El Niño. Men udbredelsen af havis både omkring Nordpolen og Sydpolen følger nogle cykliske forløb, og netop i 2016 var de begge på et minimum. Siden 2016 har det globale areal af havis været stigende igen.

Snedækket har reelt være uforandret på den nordlige halvkugle i de seneste 40 år, der er lidt forskydninger mellem årstiderne, og selvfølgeligt store lokale variationer fra år til år.

Rapportens sidste afsnit omhandler orkaner, og her præsenteres forskellige kurver over udviklingen, helt tilbage til 1850. Ingen af kurverne tyder på, at der er blevet flere eller kraftigere orkaner i perioden, omend de viser stærke cykliske tendenser, hvor antallet og styrken svinger over perioder på mange år.

Det er som sædvanligt en god rapport, og den kan varmt anbefales til alle dem, der gerne vil klædes bedre på til en diskussion med klima-alarmister og hele deres følge af mere eller mindre uvidende medløbere. 

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*