Havstigninger, Klimarealisme i medierne

Havstigning: Drukner København pludselig efter år 2020?

– Gæsteindlæg

Globalt, regionalt, og lokalt havniveau ændres altid. Under sidste istids maximum for 20-25.000 år siden, stod det globale havspejl 120-125 m lavere end nu. Siden afslutningen af den såkaldte Lille Istid for 100-150 år siden, er det globale havniveau steget nogenlunde jævnt med 1-2 mm om året, ifølge tidevandsmålere placeret på kyster verden over. Disse målinger findes tilgængelige på PSMSL Data Explorer.

Spørgsmålet om ændringer af havniveau, og i særdeleshed påvisning af en mulig, hypotetisk menneskelig påvirkning, er et kompliceret spørgsmål. På baggrund af den videnskabelige og politiske debat som omgiver spørgsmålet, er folks store interesse herfor let forståelig. Ingen ønsker at blive oversvømmet.

Globale (eller eustatiske) ændringer af havniveau måles i forhold til en idealiseret overflade, geoiden, som er en matematisk model for Jordens overflade, repræsenterende en overflade med samme tyngdeacceleration. Oceanernes overflade vil altid søge at tilpasse sig denne overflade.

Havniveau er en funktion af volumen af de bassiner som indeholder oceanerne, sammenholdt med volumen af det vand som de indeholder. Ændringer i havniveau forårsages derfor generelt af tre forhold:

  • ændringer i ocean-bassinernes volumen som følge af geologiske/tektoniske kræfter
  • ændringer i havvandets densitet forårsaget af ændringer i vandets temperatur og salinitet
  • ændringer i havvandets volumen forårsaget af reduktion eller vækst af isskjolde, iskapper og mindre gletsjere

Ændringer i ocean-bassinernes volumen foregår så langsomt, at de ikke er betydende set over et menneskes livsløb, og det er derfor de to øvrige mekanismer, som påkalder sig opmærksomhed i debatten om nutidige og fremtidige ændringer af havniveau. Det er disse mekanismer, som IPCC primært er opmærksom på i forbindelse med modellering og fremskrivning af havniveau.

Højere temperatur er i sig selv kun en mindre faktor bidragende til stigende havniveau, da vandets rumudvidelseskoefficient ikke er voldsom stor, og fordi – set over den tidsskala som er relevant for dagens diskussion, dvs ca. 100 år – stigende vandtemperatur almindeligvis vil være begrænset til de øverste par hundrede meter af havene. Desuden vil vanddybden altid gå mod nul nær kysten.

Størrelsesændringer af flydende gletsjere har ingen indflydelse på havniveau. Størrelsesændringer af landbaserede gletsjere – uanset om der er tale om almindelige gletsjere i bjergområder, de større iskapper eller de superstore isskjolde (Grønland og Antarktis) – har derimod direkte indflydelse på det globale havniveau. Eksempelvis stod det globale havniveau omkring 120-130 meter lavere end nu under de periodiske istider, som har udspillet sig de seneste 800.000 år. Omvendt, under den forrige mellemistid for ca. 120.000 år siden, stod det globale havniveau flere meter over det nuværende, da denne mellemistid var varmere end den nuværende, og dele af Indlandsisen i Grønland da smeltede bort.

Betragter man forholdene på regional og lokal skala, så har lufttryk, vind og ændringer af geoiden også betydning for havniveauet.  Som eksempel herpå kan vi betragte Grønland. Sker her store ændringer i Indlandsisens størrelse vil dette påvirke formen af geoiden i og omkring Grønland. Mindsker Indlandsisen i størrelse, forskydes geoiden i retning af Jordens centrum, og havet omkring Grønland synker. Denne effekt vil dominere, selv om det gennemsnitlige, globale havniveau faktisk stiger i takt med massetabet fra Indlandsisen.

I Nordeuropa må endnu en faktor tages med i forståelse af nutidige og fremtidige ændringer af havniveau. Norge, Sverige, Finland og Danmark var alle helt eller delvis dækket af Det Nordeuropæiske Isskjold for 20-25.000 år siden. Selv i dag er virkningen af denne formidable isbelastning tydelig, og størsteparten af de nævnte områder hæver sig fortsat med indtil flere millimeter per år. Mange steder i det nordeupæiske område overstiger denne vertikale, isostatiske hævning den samtidige stigning af det gennemsnitlige globale havniveau, således at man her registrerer et fald i havets overflade i forhold til land.

Den lokale, relative bevægelse af havoverfladen i forhold til land er altafgørende for planlægning i kystområderne; derimod ikke hvad der sker med det gennemsnitlige globale havniveau. Den relative bevægelse af havet i forhold til land omtales som ændringen af det relative havniveau, og er en størrelse som måles direkte af vandstandsmålere ved kysten. Mange af disse vandstandsmålere har været i vedvarende drift mere end 100 år, og data findes som nævnt tilgængelige på PSMSL Data Explorer (se link ovenfor).

Den nylige IPCC-publikation ”The 6th Assessment Report from Working Group I”, blev præsenteret for offentligheden 9. august 2021. I denne findes bl.a. afsnit om det fremtidige havniveau. Modellerede data som baggrund for globale og regionale fremskrivninger af havniveau 2020-2150 er tilgængelige for alle via IPCC AR6 Sea Level Projection Tool. IPCC-analysen inddrager modellering af adskillige faktorer, eksempelvis ændringer af gletsjeres volumen, vertikal bevægelse af landområder, havtemperatur og -salinitet, og ændringer i vandmængden opmagasineret på land i form af søer, floder og grundvand, alt sammen betragtet for en række forskellige udslips-scenarier. Kort sagt en ganske omfattende analyse. Beregningsresultatet af analysen af det fremtidige havniveau er sat i forhold til en referenceværdi beregnet som gennemsnittet af målt (vandstandsmålere) havniveau 1995-2014.

Det er interessant at sammenligne disse modellerede fremtidsdata (fra 2020) med de faktisk målte data fra tiden inden 2020. Som eksempel kan vi se på situationen for København, Danmarks hovedstad.

Vandstanden ved København

Diagrammet ovenfor viser det målte relative havniveau ved København, fra januar 1889 til december 2017 (blå prikker og lilla linje). Under sidste istids maksimum lå Danmark nær yderkanten af Det Nordeuropæiske Isskjold, hvorfor den isostatiske hævning ved København er beskeden, og kan ikke fuldt kompensere for den øjeblikkelige globale havspejlsstigning. Ved København har man derfor siden 1869 målt en nogenlunde ensartet havspejlsstigning, på knap 0,6 mm per år. Hvis denne målte udvikling fortsætter uændret frem til år 2100, vil havet ved København til den tid stå 4,6 cm højere end i dag, som antydet ved den stiplede, lilla linje. De nederste to dele af diagrammet viser hvilke naturlige – og til dels periodiske – variationer som udspilles over tidsrum på henholdsvis 1 og 10 år.

I diagrammet ses også en blå linje for tidsrummet 2020-2100. Denne angiver den af IPCC modellerede, fremtidige havspejlsstigning. I denne modellering er benyttet det moderate udslips-scenarie SSP2-4.5. Ifølge denne modellering vil havet ved København i år 2100 stå 45 cm højere end i dag. Man bemærker også, at der er et markant knæk mellem den målte lilla havspejlskurve 1869-2017, og den modellerede blå havspejlskurve 2020-2100. Der er med andre ord en stor kontrast mellem den målte udvikling inden 2017, og den som modelleres for tiden efter 2020. Skulle den modellerede udvikling være korrekt, bør man i København fra 2020 forvente en pludselig øgning af det relative havniveau efter 2020.

Den pludselige ændring i relativ havstigning år 2020 forekommer mildt sagt ikke realistisk, og burde få alle programmører til at overveje, om der er noget galt med modellen eller med dennes inputdata? Umiddelbart tyder den markante forskel på, at man ikke fra IPCC’s side har sammenlignet de modellerede data med de målte. På den anden side har modellørerne tilpasset de modellerede data, så de korresponderer med målte data 1995-2014, så de målte data må derfor være godt kendt for programmørerne. Det bør nævnes, at den samme pludselige ændring i år 2020 ses for mange af de øvrige modellerede dataserier for havniveau over hele verden. Det er med andre ord ikke et forhold som kun ses for København, men et forhold af generel natur for næsten alle modellerede data om havniveau.

I den nylige (august 2021) IPCC-publikation ”The 6th Assessment Report from Working Group I” oplyses at menneskers aktivitet menes at have forårsaget 1.07°C (range fra 0,8 til 1,3°C) global opvarmning siden industrialiseringens begyndelse omkring år 1850 (Summary for Policymakers, A.1.3). Dette betyder ifølge IPCC, at hele eller langt hovedparten af den globale opvarmning siden 1850 er menneskeskabt. Denne oplysning er bemærkelsesværdig, da indflydelsen af naturlige klimavariationer siden 1850 af IPCC herved reduceres til stort set ingenting. Dette er ekstra bemærkelsesværdig, da naturlige variationer – også ifølge IPCC – er ansvarlige for alle klimaændringer inden 1850.

Derfor er det yderst forbløffende, at når havniveau i stedet for global temperatur betragtes, så indtræder effekten af menneskets indflydelse ifølge IPCC først omkring år 2020, dvs med 170 års forsinkelse, og da indtrædende meget pludseligt? Desuden viser de faktisk målte havniveaudata fra København, at de naturlige variationer synes at være i fuld og normal funktion frem til i hvert fald 2017.

Havde modellørerne kørt deres modeller fra en tidligere dato end 2020, f.eks. fra 1950, er det sandsynlig, at de ville have registreret det store misforhold mellem målte og modellerede data. I så fald ville man benytte god videnskabelig tradition og gå tilbage til tegnebordet for at ændre på og forbedre modellen. Det er skuffende, at denne simple virkelighedstest åbenbart ikke blev krævet eller gennemført af IPCC.

Uden at kende alle detaljer i de benyttede modeller er det vanskeligt at pege på sandsynlige fejl i den udførte modellering af det fremtidige havniveau. Det oplyses, at mange relevante forhold er medtaget i modellerne; ændringer af gletsjeres volumen, vertikal bevægelse af landområder, havtemperatur og -salinitet, og ændringer i vandmængden opmagasineret på land i form af søer, floder og grundvand. Det er derfor indtrykket, at den udførte modellering er omfattende og sofistikeret. Derfor kan man mistænke, at en vigtig forklaring på det urealistiske og abrupte knæk mellem målte og modellerede data hænger sammen med kvaliteten af nogle vigtige inputdata. Det gamle programmeringsordsprog ”garbage in, garbage out” er fortsat relevant i dag.

Studerer man IPCC-modellerede havspejlsdata fra mange forskellige lokaliteter, tegner der sig et billede af en forventet betydelig geoideændring langt omkring Grønland. Dette kan enklest forklares med en modelleret stor reduktion af Indlandsisen i Grønland. Fra glaciologisk forskning vides sommertemperaturen at være en hovedkontrol på den årlige smeltning af is og sne, mens vinternedbøren er en hovedkontrol for den årlige tilvækst af sne. Den årlige massebalance er den numeriske forskel mellem disse to størrelser (tab versus akkumulation), og afgør om en betragtet gletsjer vokser eller mindsker. Forkerte eller urealistisk inputdata om sommertemperatur og vinternedbør for Grønland kan derfor mistænkes for at være en del af forklaringen på det åbenlyse misforhold mellem målte og modellerede havspejlsdata for København og mange andre steder.

Sandsynligvis kan IPCC’s ovennævnte formodning om menneskets meget store klimaindflydelse siden 1850 være årsag til en urealistisk modellering af fremtidens temperatur- og nedbørsudvikling i Grønland – og dermed sikkert også mange andre steder. Dette kunne være en forklaring på den åbenlyst fejlagtige modellering af fremtidens havniveau ved København – og sikkert mange andre steder. Den fundamentale, men åbenlyst fejlagtige, IPCC-formodning om menneskets store klimaindflydelse bør derfor snarest revurderes.

For kystrelaterede spørgsmål er det – som altid – målinger fra de faste vandstandsmålere ved kyster som bør have hovedfokus for både planlæggere og politikere.

Ole Humlum, Arctic Historical Evaluation and Research Organisation, Longyearbyen, Svalbard. Professor Emeritus i Fysisk Geografi, Oslo Universitet, Norge.

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

11 Comments

  1. Pingback: IPCC: Er der en klimakrise? – Klimarealisme.dk

  2. Tor Egil Bye

    Tak for en god, saglig artikel. Synd den aldrig kommer til offentlighedens kendskab. Nu er COP26 startet, og informationer og påstande derfra vil blive mere og mere skingre og paniske. Extinction rebellion vil holde demonstrationer, der vil lægges maksimalt pres på politikere, som jo ved hvad de skal sige for å skaffe stemmer blandt vælgere som i flere dekader er blevet indpodet behovet for øjeblikkelig og voldsom indgriben i vores liv. Trist.

  3. allan astrup jensen

    Flot artikel. Det er den type af faglig evidens for at IPCC’s modeller er legetøj og ikke videnskab, som vi behøver.

  4. Dines Jessen Petersen

    Karin Egede, har du overhovedet læst artiklen? Hvis havstigningerne bliver som Ole Humlum postulerer, hvad er behovet så for inddigning af København?

    • Karin Egede

      Dines Jessen Petersen: “Det er svært at spå, specielt om fremtiden” men hvis både https://www.klimatilpasning.dk/viden-om/fremtidens-klima/klimaaendringeridanmark/%C3%A6ndringer-i-havniveau/
      og Ole Humlum har ret, så vil en høj inddigning af København have en yderst positiv funktion mod fremtidige orkaner, kraftig nedbør og midletidigt forhøjet vandstand fra Øresund – modsat ideen om en flad Lynetteholm Ø, hvor man vil bygge boliger?

      • Karin Egede

        Hej Dines Jessen Petersen: Sjovt, at man nu pludselig kan læse, der i Silkeborg bliver talt om at lave dige, sluser og pumpestation ved Gudenåen!
        Faktisk har jeg for flere år siden foreslået Hobro, som efterlyste nye ideer for Søfartsmuseet, at man kunne skabe en sluse, i forbindelse med opførelse af et nyt museum, hvor skibe sejler på sluse gennem museet, som tillige ville kunne kontrollere vandstanden i havnen, så de ikke får flere oversvømmelser fra fjorden!? (Jeg fik besked på, at de ville huske ideen!) Uden ideer – ingen nye projekter, og ingen skaber noget helt alene – så alletiders, hvis man kan bidrage til noget nyskabende!

  5. Karin Egede

    Københavnske politikere bør hurtigst muligt lytte til Ole Humlum, og glemme alt om at bygge en “Lynetteholm Ø” i Københavns havn, fordi i min autodidakte optik vil den ingen nytte gøre. Det eneste, der for alvor vil kunne kystsikre det indre København mod oversvømmelser af enhver klimarelateret art, vil være, hvis der mellem Nordhavnen og Amager bygges en høj DÆMNING af jord og sten, hvor der på midten af dæmningen konstrueres en SLUSEPORT og PUMPESTATION, måske med en tilsvarende Sluseport i Sydhavnen, sådan at man derved kan kontrollere havniveauet i Københanvs Havn og Christianshavns kanaler, for at forhindre oversvømmelser at de lavtliggende områder og Metroen – med mindre man ønsker at Metroen fremtidigt skal fungere som Kloaksystem for København!?
    Herudover foreslår jeg de Københavnske politikere, at der konstrueres FLYDENDE BEBOELSER i havneområdet, måske med hjælp fra Norge, hvor de er ved at konstruere en flydende havmølle, der skal fastgøres til havbunden med store kæder, og tænk sig, måske der under de flydende beboelser kan etableres muslingefarme!?
    Håber mit budskab rammer plet!?

  6. Hans Henrik Hansen

    ‘Deadline’ bragte i går (26/10) et længere indslag om klodens snarlige undergang – bla. med nogle fantasifulde illustrationer af et ‘druknende’ København!
    Indslaget kan (gen)ses her:
    https://www.dr.dk/drtv/se/deadline_280751
    (Oversvømmelserne vises ca. 5:20 fra start).

  7. Knud Larsen

    Tak, Ole Humlum!
    Jeg ser frem til mere fra din hånd, i denne tilgængelige form. Jeg modtager din månedlige oversigt, men den kan være svær at over-/gennemskue, når man ikke til daglig beskæftiger sig intenst med denne materie.
    Hvad svarer IPCC til disse jordnære argumenter?

    Aage Christensen har en god pointe, igen det jordnære, snusfornuftige.

    PS: Piet Heins Kumbel sagde: Hvis du ingen tanker har, gør da ej din tale klar.

  8. Villi+John+Petersen

    Bliver denne saglige og fagligt underbyggede artikel offentliggjort i landsdækkende medier i Danmark og udlandet? Det står jo klart, at IPCC´s model for havstigning ikke bare er vildledende; men lodret forkert. DMI´s klimaatlas fra 2019 har RPC4.5 og RCP8.5 som baggrund og får et resultat fra 105 cm til 2,4 m i 2100. Der er to valgmuligheder, når man på et kort skal vælge mellem to fremtidsudsigter: mellem CO2-vækst (RPC4.5) og høj CO2-vækst (RPC8.5). IPCC har imidlertid selv betegnet RPC8.5 som højst urealistisk, mens RCP4.5 har omkring 3 graders usikkerhed. Men der er jo hverken direkte korrelation eller kausalitet mellem CO2-niveau og havstigning. Selv om der altså ikke er nogen evidens for de store fremtidige havstigninger, har flere danske kommuner mig bekendt allerede iværksat store bekostelige arbejder for at imødegå de urealistisk store vandstandsstigninger. Første trin må være at udsprede evidensbaseret forskning/videnskab til befolkningen og det politiske niveau, så pengene ikke smides i det relativt stabile hav.

  9. Aage Christensen

    Jeg tror jeg ved, hvor IPCC går galt i byen. Hvis jeg må supplere med en anekdote. Engang arbejdede jeg med budgettering i en international koncern. Budgettet byggede vi op omkring flere tusinde varenumres salg til enkeltkunder i over 100 lande med gæt på over 80 valutakurser osv osv. De blev ofte ikke særligt gode. Så fik vi en direktør der sagde: “Man skal ikke lade sig tyrannisere af systemernes opløselighed”. Det er det IPCC gør. Vi skiftede til enkle håndterbare modeller, der let kunne realitetstjekkes og brugte langt færre ressourcer og fik bedre budgetter. Erfaringen er, at regnemodeller, man læsser alle tænkelige variabler ind i fordi man kan, simpelthen ikke giver et bedre resultat.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*