Der skrives meget om klimaforandringernes negative konsekvenser for verdenshavene. Stigende temperaturer dræber korallerne og mange andre havdyr, og skulle de være heldige nok til at overleve den ene grads stigning over 100 år, som det reelt handler om, ja, så skal ”forsuringen” fra der forøgede indhold af CO2 nok gøre det af med dem.
Her er en artikel, som er et typisk eksempel på den forskning, der offentliggøres i disse år. Her handler det om havets iltindhold, specielt på mellemdybde (200-1000m), hvor mange af de kommercielt fangede fiskebestande lever. Når vand bliver varmere, formindskes den maksimale koncentration af ilt, der kan være opløst i vandet. Det betyder, ifølge artiklens forfattere, at opvarmningen af havet medfører et tab af ilt, der i næste omgang vil bringe fiskelivet i fare, se fig. 1.
Allerede i 2021 kan vi se de første eksempler på områder, hvor iltindholdet er faldet faretruende og frem mod 2080 må vi forvente, at hele verdenshavet bliver ramt af nedgangen i iltindhold.
Hvis læseren gætter på, at disse resultater er fremkommet ved modelberegninger, så er det næsten rigtigt. De er faktisk udelukkende fremkommet ved modelberegninger. Men de er offentliggjort i et anerkendt tidsskrift og har jo også det helt rigtige budskab. Det nævnes da også indirekte, at vi må se at få bygget nogle flere vindmøller.
Der er dog også bedre nyheder fra fiskenes verden. I lang tid og i mange artikler er det blevet fremhævet, at forsuringen pga. det stigende CO2-indhold i havet allerede har alvorlige konsekvenser for fiskelivet. Der er påstået observationer af ændret adfærd hos fiskene, de bliver dårligere til at holde sig væk fra rovdyr og kan ikke finde hjem i koralrevene, se fig. 2.
Nu har et hold forskere gennemgået litteraturen fra det sidste årti (2009-2019) og finder faktisk, at antallet af artikler med lige den slags alarmistiske budskaber er faldet drastisk. I de seneste fem år har antallet af artikler faktisk været meget lille.
Forskerne spekulerer over årsagen og finder paralleller til f.eks. psykologisk forskning, hvor mange opsigtsvækkende resultater viser sig senere ikke at kunne genskabes ved nye forsøg. Men netop fordi de var opsigtsvækkende, fik de megen omtale i medierne og trak en hel hale af forskning efter sig.
Sådanne fænomener er ikke så almindelige inden for biologien, men igen er det nok klima-nissen, der huserer. Opsigtsvækkende resultater, der stryger klima-alarmismen med hårene, er guf for tidsskifterne og kaster nye bevillinger af sig til mere forskning.
Men også med hensyn til fiskene er der en grænse, og specielt har det vist sig at være helt umuligt at genskabe de epokegørende resultater med nye forsøg. De oprindelige forsøg blev udført med ganske få fisk, hvilket i sig selv er noget suspekt rent statistisk, og netop forsøg med mere pålidelige antal af fisk slog fejl. Der var ingen effekt af ”forsuring”.
Det er jo ikke så mærkeligt. Måske er verdenshavenes pH faldet med 0,1 – fra 8,2 til 8,1, men lokalt kan pH svinge meget mere, mellem årstiderne og sågar fra dag til nat. Det fører jo ikke fiskene ud på selvmordskurs eller ud i hjemløshed, så hvorfor skulle en lille global ændring have nogen som helst effekt?
Danish