Klimarealisme i medierne, Modeller

Ikke mere klimaforskning?

Naomi Oreskes, der bl.a. udmærkede sig ved at være blandt opfinderne af ”konsensus” i klimavidenskaben og siden har medvirket til at trække det gamle hæderkronede Scientific American ned i alarmismens hængedynd, har endnu en gang brillieret i et indlæg i netop dette tidsskrift.

I november skrev Oreskes, at da klimavidenskaben er fastlagt, ”the science is settled”, er der jo ikke nogen grund til længere, at IPCC’s store rapporter, Assessment Reports, omfatter et afsnit om klimavidenskaben. Man kan nøjes med rapportens øvrige kapitler, 2 og 3. Det er ellers kapitlet om klimavidenskaben, der netop er udsendt som første led i den sjette store rapport: AR6. Kapitlet er på kun ca. 3500 sider og er skrevet af hundredvis af forskere.

Oreskes beskriver, hvordan tonen i IPCC’s rapporter gradvist er blevet skærpet. I de første rapporter stod der, at CO2 muligvis havde en indflydelse på temperaturen, det blev senere til, at den ubestrideligt havde det, og i den seneste rapport, AR6, slås opvarmningen og menneskehedens skyld fast. Rapporten ”udkom i en katastrofal sommer med brande og oversvømmelser, hvor almindelige mennesker kunne se følgerne af klimaforandringerne udfolde sig foran deres øjne”. Den globale opvarmning har allerede overskredet en tærskel, der kaldes ”Farlig Menneskeskabt Indblanding”, FMI. Den lå ved ca. 1 grads opvarmning.

I følge Oreskes var der ikke megen ny videnskab i AR6. Det nye var derimod den stærkt alarmistiske undertone, som selvfølgeligt efter hendes mening var yderst velbegrundet og på høje tide. Men i og med, at der ikke var så meget nyt ellers, spørger Oreskes som nævnt, om ikke man nu burde stoppe udgivelsen af klimadelen i IPCC’s rapporter?

En nedlukning af denne del af rapporten vil få videnskaben og offentligheden til at fokusere på de andre mere aktuelle og vigtige spørgsmål. Hvad gør vi ved klimaforandringerne, i retning af tilpasning og nedbringelse af CO2-udslippene? Her er der sket alt for lidt i de seneste 30 år, og det er på tide, at det får fuld fokus. Oreskes gør opmærksom på, at mere end halvdelen af stigningen i atmosfærens CO2-indhold er sket efter dannelsen af IPCC.

Dette blev dog for meget for klimavidenskaben. I et svar giver en Sabine Hossenfelder og en Tim Palmer udtryk for deres uenighed. De lægger for med følgende mesterlige selvmodsigelse:

Det er sandt, at det videnskabelige grundlag for globale langtids-tendenser er fastlagt. Vi ved at havniveauet stiger, gennemsnitstemperaturer forøges og gletsjerne er døende. Vi ved at ”business as usual” vil påføre os og efterfølgende generationer en risiko for store lidelser. Men vi har ikke nogen god forståelse for de regionale følger af klimaforandringerne, og usikkerheden på langtids-forudsigelserne er p.t. så stor, at de kunne betyde alt fra alvorlige, men håndterbare, gener til en trussel mod vores eksistens.

Så videnskaben er afgjort, men klimamodellerne duer ikke til regionale forudsigelser, og de er indbyrdes stærkt uenige i deres spådomme om fremtidens temperatur, der enten kan være til at håndtere eller fuldstændigt katastrofal.

Hossenfelder & Palmer påpeger, at klimamodellerne er alt for grovmaskede. De kan slet ikke simulere skydannelser ud fra fysikkens love og må nøjes med nogle tilnærmelser. Det betyder, at de ikke har fat i skyernes indflydelse på fremtidens temperaturudvikling eller på forekomsten af ekstreme vejrbegivenheder.

Indslaget fortsætter med et helt katalog over, hvad klimamodellerne ikke kan, inkl. at forudsige vejrbegivenheder som hedebølgen over det nordvestlige USA i sommers eller oversvømmelserne i Tyskland og Kina.

Det betyder igen, at alle bestræbelserne på at sammenkæde vejrbegivenhederne med klimaforandringer er dømt til at mislykkes. Man gør det ved at køre klimamodellerne to gange, den ene gang med nutidens CO2-indhold i atmosfæren og den anden gang med det førindustrielle niveau. Men da modellerne ikke kan simulere lokale fænomener som den slags vejrbegivenheder, giver resultaterne ingen mening, siger Hossenfelder & Palmer.

Det er om muligt endnu vigtigere, at modellerne også kan forudsige tilsvarende vejrbegivenheder i den nære eller lidt fjernere fremtid, så folk har en mulighed for at forberede sig på dem. Overflødigt at nævne, at det kan modellerne heller ikke.

Vi har også, ifølge de to forskere, brug for klimamodellerne, hvis vi påtænker at kaste os ud i geoengineering, dvs. at sprede partikler i atmosfæren (ligesom vulkanudbrud) for at køle Jorden. Her skal modellerne præcist kunne beregne, hvad konsekvenserne vil være. Det kan de heller ikke.

Endeligt har vi brug for modellerne for at kunne forudsige fremtidens mønstre af vind, når vi nu om får år har opstillet millioner af vindmøller. Det ville jo være trist, hvis vi på et tidspunkt blev ramt af regionale eller globale tilfælde af svag vind eller vindstille, så skal befolkningen sidde i mørke hele aftenen.

Hossenfelder og Palmer slutter naturligvis med at foreslå, at der skal bruges flere penge på klimamodeller. Der skal oprettes et supercenter lidt lige som CERN i Schweiz, med Verdens hurtigste computere, hvor man kan opbygge og køre nogle fintmaskede klimamodeller, der kan få mange flere detaljer med. De bedste forskere fra hele Verden skal sættes på opgaven.

Det er jo en bemærkelsesværdig erkendelse af klimavidenskabens sølle tilstand, baseret på klimamodeller, der reelt har meget begrænset værdi, men som har kostet enorme summer af penge. At løsningen så skulle være flere penge og endnu større modeller, kan man måske stille spørgsmålstegn ved. Men når supercenteret er blevet bygget, vil der helt sikkert være stof til nye IPCC-rapport-kapitler på en 3-4000 sider hver.

Naomi Oreskes fik det sidste ord i samme ombæring: Hun præciserede, at selvfølgeligt skal klimaforskningen fortsætte bl.a. med de mere detaljerede modeller, der muliggør regionale forudsigelser, herunder tilfælde af ekstremvejr. Men opgaven, der blev stillet af IPCC, dvs. sammenkædningen mellem CO2 og klimaforandringerne, er løst helt og holdent, og derfor behøver klimavidenskaben ikke længere at medvirke til IPCC’s rapporter.

Faktisk er Oreskes på vej i den rigtige retning. Man behøver ikke mere at skrive mastodont-rapporter i IPCC’s navn, det gælder dog ikke kun første kapitel, men alle tre. Næste skridt, efter at have standset rapportskriveriet, ville så være at nedlægge IPCC helt og holdent. Det er et cirkus totalt blottet for nytteværdi.

https://wattsupwiththat.com/2021/11/29/claim-more-work-required-to-study-settled-climate-science/

Klimamodellerne på slap line: Resultaterne er spredt over hele papiret
Please follow and like us:
Del på de sociale medier

3 Comments

  1. Martin Gosvig

    Mon det går op for disse “kloge” mennesker, at de med deres knæfald for ideologi og politik nu ender som de nyttige idioter, de er og ender i skraldespanden, fordi de nu har bygget dette monster op på pseudovidenskab, hvor de ikke engang forstår vanddamp i deres modeller, som jo ellers står for 95% af drivhuseffekten?
    Og så lave rapporter på 3-4000 sider?? Forventer de virkelig, at politikerne læser og forstår dette?! Eller er ideen mon ikke mere at skabe en total forvirring med grafer og snak, der skaber en total datablokade!

  2. Hans Günther Petersen

    Hvad viser den graf?

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*