Her er nogle betragtninger vedrørende klimavidenskaben fra den amerikanske skribent, filosof og videnskabsmand William M. Briggs. Han interesserer sig netop for forskning og videnskab, set fra et filosofisk synspunkt. Læs bare her, tydeligvis inspireret af klimasagen:
Hvis du fortæller mig, at jeg vil blive ramt af en ulykke, og beder mig om at betale for at beskytte mig mod den, er det din opgave at (a) bevise, at ulykken i alle dens detaljer sandsynligvis vil ske, (b) omkostningerne ved beskyttelsen er rimelige i og med, at beskyttelsen formentligt effektivt vil forebygge ulykkens konsekvenser, og (c) at der ikke findes billigere former for effektiv beskyttelse.
Hvis du ikke kan gøre alle tre, er jeg ikke forpligtet til at høre på dig. Hvis du kun kan redegøre for ét af de tre elementer, kan du ikke få mig til at gøre noget. Det vil sige, at det ikke er nok bare at vise, at der er en sandsynlighed for, at ulykken vil ske.
Et eksempel: På baggrund af nogle observationer vil du overbevise mig om, at en asteroide på størrelse med en måne vil ramme Jorden om to år. Derefter tilbyder du mig en bog med magiske trylleformularer til en høj pris. Bogen kan måske overtale asteroiden til at holde sig væk, men den køber jeg ikke. Selv hvis jeg skulle være enig i det, du siger, vil verden jo alligevel ende.
Eller du kan hævde, baseret på andre beviser, at det er sandsynligt, at mit hus vil brænde ned til grunden. Du tilbyder mig en forsikring, men hvis den er dyrere, end hvad huset er værd, vil jeg ikke betale. Så kan jeg købe en forsikring hos et andet selskab.
Igen skal du bevise, at der er styr på alle tre elementer og med detaljeret dokumentation. Dette er jo en tankegang, der ikke er – eller ikke var – kontroversiel på nogen måde.
Indtil klimavidenskaben kom på banen. Her er netop udgivet en artikel i Climate Change, skrevet bl.a. af Naomi Oreskes, med titlen: ”Klimaforskerne sætter barren for beviser for højt.” Heri beklages det, at videnskabsfolk ofte stiller større krav til bevisbyrden, end man ville gøre i en juridisk eller politisk sammenhæng. Forfatterne anbefaler, at IPCC i højere grad begynder at bruge udtrykket ”mere sandsynligt end ikke”. Det kan jo så oversættes til, at chancen er større end 50 %.
Nu er der jo ikke bare en enkelt teori om global opvarmning eller klimaforandringer, som man kan hæfte en sandsynlighed på. Der er ingen tvivl om, at menneskeheden har indflydelse på klimaet, men hvor stor en indflydelse er et åbent spørgsmål, med mange teorier og diskussioner. Ligeledes er det absolut også et åbent spørgsmål, hvad man bedst kan gøre ved det.
Her kommer klimamodellerne ind i billedet. Her skal man ifølge Briggs huske to ting:
(1) Alle modeller fortæller kun, hvad de har fået besked på, fordi alle modeller bygger på rækker af forudsætninger, defineret af forskerne.
(2) De forudsætninger afgør sandsynligheden for korrektheden af modellens konklusion (eller modellens udsagn).
Oreskes & Co. påpeger nu, at klimaforskere normalt leder efter sandsynligheder mellem 90 og 100 %, før de vil bruge udsagnet ”meget sandsynligt” om deres resultater, og derved er de meget mere strenge, end hvad der kræves i en retssag.
Dette udsagn er ifølge Briggs noget vrøvl, fordi en model eftervises ikke ved en sandsynlighed og dens resultat kommer under alle omstændigheder fra forskernes valg af forudsætninger. Og her har de jo frit valg på alle hylder.
Briggs fortsætter:
Oreskes og de andre har et latterligt mål. De antager, at hvis man bare har nået et eller andet niveau af sandsynlighed, er ens videnskabelige teori ”bevist”. Derfor vrøvler de om ”videnskabsfolk [der] anstrenger sig for at sikre, at alle indvendinger og kritik er taget med i betragtning i fuldt omfang” i deres modeller.
Sådan arbejder man ikke med sandsynlighed og beslutninger.
Hvis modellernes udsagn er usikre, så forbliver de usikre, selvom en aktivist eller en retssal har besluttet, at usikkerheden var lille nok til, at man kunne se bort fra den, og derved når man frem til en ”løsning”. Men sådan en løsning er også en model af virkeligheden og stadigvæk præget af usikkerhed.
Forfatterne forstår ikke dette og argumenterer i stedet, at det kan have skadelige virkninger hvis man venter på at blive 100 % sikker. ”Beviser i klima-sammenhænge haster i særdeleshed af to grunde: Dels at der er retssager, hvis udfald afhænger af hvorvidt menneskeskabte klimaforandringer kan dokumenteres, dels fordi vi er ved at være for sent på den”.
Nu er vi nået til en cirkelslutning, hvor det haster med klimatiltag, hvis vi kan påvise at klimaforandringerne er slemme, og vi er nødt til at skaffe beviserne herfor, ellers haster det ikke så meget.
Vi står altså i en situation, hvor vi har nogle klimaforudsigelser med en sandsynlighed, der er mindre end 1 (på en skala fra 0 til 1). Aktivister vil komme med forslag til handling, men deres effektivitet kan vi kun gætte på, og sandsynligheden for at de ”løser” problemet er også langt under 1. Hvis vi nu vil bedømme, hvor vi havner henne, skal vi gange de to sandsynligheder med hinanden, og dermed får vi et bud på, hvor sikker vores opfattelse af situationen vil være. To tal mindre end 1, der ganges med hinanden, giver et endnu mindre tal og derfor ender vi i en situation, der vil være meget usikker.
Oreskes & Co.’s artikel er et godt eksempel på ”aktivistisk” klimavidenskab. De kan slet ikke vente på, at videnskaben giver nogle pålidelige resultater, men vil hellere springe over, hvor gærdet er lavest og kaste sig selv og verden ud i vanvittigt dyre og urealistiske klimatiltag.
https://wmbriggs.com/post/35462/
Danish