Klima-tilbagemelding

En hjemmeside ved navn Climate Feedback (CF) har som mission at angribe klimarealistiske artikler og publikationer. For nyligt gik det ud over en anmeldelse af Steven Koonins nye bog: ”Unsettled” i Wall Street Journal. Koonins bog, som ikke er udkommet endnu, giver efter det oplyste en gennemgang af hele klimavidenskaben, og den får en hård medfart (1).

Det kan CF naturligvis ikke lade stå uimodsagt, og derfor har de lagt et længere opslag ud. Fremgangsmåden er i hvert af deres indlæg, at en stribe forskere fra forskellige institutioner giver deres besyv med, og det hele bliver så klappet sammen, forsynet med et sammendrag og smidt på hjemmesiden. Budskabet skal i ethvert tilfælde være, at den kritiserede artikel er uvederhæftig i ét eller andet omfang. CF har en bedømmelsesskala, se fig. 1 og her gik det ikke godt for Wall Street Journal, der fik bundkarakter:

Hvad var der så galt med artiklen? Alt.

Koonin tillader sig åbenbart at citere forfatteren Michael Crichton for udtalelsen om, at konsensus i videnskab er uden værdi. CF kan ikke stave Crichtons navn rigtigt, men man må forstå, at når videnskaben er ”enig”, så må alle andre bøje sig for det.

Koonin har påpeget, at afsmeltningen af Grønlands Indlandsis er meget beskeden. Det passer ikke ifølge CF, der kommer med den bemærkelsesværdige påstand, at Grønlands indlandsis mistede mere masse i perioden 2003-2010 end i hele tidsperioden fra 1900-2003 (ordret: the Greenland ice sheet lost more mass during the 2003-2010 time period than during the entire time period from 1900 to 2003). Det er jo en fantastisk påstand, og giver det indtryk, at isen er ved at forsvinde i rasende hast. Der vises en illustration, som gengivet i fig. 2. Her kan man dog se, at der i perioden 1900-2003 er tale om et årligt istab i gennemsnit på ca. 75 gigatons (milliarder tons), mens tabet i perioden 2003-2010 lå på 183 gigatons/år. Det er jo en ganske anden snak, og sjovt nok er tallene efter 2010 ikke medtaget, i de seneste år har gennemsnittet igen været under 100 gigatons (2). Koonin har selvfølgeligt ret, også taget i betragtning at den samlede mængde is er omkring 2,6 millioner gigatons, så tabet er yderst beskedent.

Vedrørende den accelererende stigning i havniveauet, som Koonin ikke mener, at der er, udvælger CF fem tilfældige studier, der er noget uenige indbyrdes, men alligevel viser den ønskede stigning. Fig. 3 viser opslagets to ganske interessante grafer der går tilbage til år 1900. Satellitmålingerne er klistret på i enden, og de bidrager til billedet af ”accelererende stigning”. Men bemærkelsesværdigt nok var den årlige stigningstakt i 1940’erne på niveau eller højere end den nuværende, for derefter at falde frem mod 1990. Problemerne med at få satellitmålingerne til at stemme overens med de øvrige er velkendte (3), men nævnes ikke af CF.

Koonin nævner, at arealet af naturbrande har været faldende over de sidste 100 år, trods klima-alarmisters påstande om det modsatte. Det må CF’s forfattere medgive, men påpeger, at faldet kommer fra det faktum, at der ikke mere afbrændes så meget skov i forbindelse med landbrug. Naturbrande, der ikke var tilsigtede, er steget i omfang. CF illustrerer problemstillingen med kurven gengivet her som fig. 4. Det ser dramatisk ud, indtil det går op for læseren, at kurven er akkumulerede tal år for år, og ikke udtryk for nogen dramatisk stigning fra 1985 til nu. Hertil kommer så den besynderlige opdeling i brande, der skyldes klimaforandringer og brande, der ikke gør. Hvordan i alverden kan man foretage sådan en opdeling? En væsentlig faktor i de sidste 20 år har været den dårlige forvaltning af naturen (pga. misforståede miljøhensyn), der har medført ophobning af brændbart materiale. Det har så resulteret i meget voldsomme brande (4). Hvilken kategori hører de mon til?

Angående hyppigheden af tornadoer bliver Koonin beskyldt for at lægge ord i munden på klimavidenskaben for derefter at udråbe dem til ukorrekte. Men, modvilligt, må CF dog medgive, at Koonin nok har ret her. Der er ikke nogen forøget hyppighed.

Mht. orkaner medtager CF en kurve (fig. 5), der klart viser at situationen er blevet værre over de seneste 40 år (1979 – 2017). Det er en meget bemærkelsesværdig figur. Man har her kigget på andelen af orkaner, der udvikler sig til kraftige af slagsen, dvs. med styrke 3-5. Man har taget tal fra 3 år og lagt dem sammen (”bundtet” dem). Nu kan man se, at andelen er steget fra ca. 30 til ca. 40 %, og det er netop hvad klimamodellerne forudsiger.

I virkeligheden dækker manøvren her over, at antallet af kraftige orkaner stort set er uforandret, mens antallet af de mindre orkaner er faldet. Derved bliver andelen af kraftige orkaner ud af totalen selvfølgeligt højere, og man kan få en passende alarmistisk kurve ud af det. Men virkeligheden ser ud som på fig. 6, og det ligner jo ikke nogen ”menneskeskabt forværring” (5). CF’s kurve er meget karakteristisk for vores nuværende klimaforskning. Resultaterne skal vrides rundt, så det kommer til at se slemt nok ud (jfr. fig. 4) til at opretholde forestillingen om en ”klimakrise” eller en ”klima-nødsituation”.

Så har Koonin dristet sig til at følge tankegangen fra William Nordhaus og Bjørn Lomborg og nævner, at omkostningerne ved klimaforandringerne frem til år 2100 vil være meget lavere, end hvad vi skal bruge på forebyggende tiltag – i form af den ”grønne omstilling”. CF citerer her et temmelig uldent udsagn fra IPCC’s 5. rapport, hvor der dybest set står, at det ved vi ikke nok om. Derfor føler CF åbenbart, at der må mere slagkraftige argumenter på bordet i form af kurven vist her som fig. 7. Her er tabet i procent af bruttonationalproduktet oplistet som funktion af temperaturstigningen, der når helt op på 8 grader celsius. Til beregning af konsekvenserne er brugt scenariet RCP8.5. Det er ellers af Zeke Hausfather, der er medlem af CF’s ekspertpanel (og medforfatter til CF’s opslag), udråbt til at være helt urealistisk (6). Men det bliver stadigvæk flittigt brugt som eksempel på ”business as usual”. Det er jo forståeligt nok, når formålet er at puste til klima-alarmismen. Men det gør jo hele argumentationen her meget tynd, fordi vi vil ikke befinde os på RCP8.5 og temperaturen vil ikke stige 8 grader, uanset hvad vi gør. Selvom man i øvrigt tror på figuren, så kan man se, at f.eks. ved 4 graders stigning er tabet kun ca. 3 % af bruttonationalproduktet, der jo i mellemtiden er steget til det dobbelte eller mere, jfr. Lomborg.

Hvis man gerne vil se klimavidenskabens standardargumentation, så er CF det rigtige sted at gå hen. Alt er strømlinet, så det rigtige budskab kommer frem. At det, paradoksalt nok, medfører en betydelig mængde ”cherry picking” (selektiv udvælgelse af data) er meget påfaldende. Paradoksalt, fordi klimafolkene altid beskylder klimarealister (eller ”klimabenægtere”) for at basere sig på håndplukkede data, der passer til teorien.

Det beklagelige er, at vi ikke kan have en åben og ærlig debat om tingene. Hvis klimavidenskaben bare for en stund ville glemme klima-nødsituationen og i stedet kigge objektivt på de målinger og fakta, der ligger foran os, så ville man kunne få en fornuftig dialog og komme videre.

Referencer

(1): https://climatefeedback.org/evaluation/wall-street-journal-article-repeats-multiple-incorrect-and-misleading-claims-made-in-steven-koonins-new-book-unsettled-steven-koonin/

(2): https://klimarealisme.dk/2021/02/20/groenlands-indlandsis/

(3): https://klimarealisme.dk/2021/03/18/66563/

(4): https://klimarealisme.dk/2020/09/16/californiens-naturbrande/

(5): https://klimarealisme.dk/2019/06/14/udviklingen-for-storme-globalt-og-regionalt/

(6): https://klimarealisme.dk/2020/07/20/dmi-bruger-skraemme-scenario/