Anden Energiteknologi, Debatindlæg, Energipolitik, Klimapolitik

Energiøer

Et meget omtalt punkt i regeringens klimaplan for 2030 er opførelsen af de to såkaldte energiøer. Den ene skal placeres i Nordsøen og den anden i Østersøen (formentligt på Bornholm), og de skal hver have tilknyttet 2 GW nye havvindmølleparker. Nordsø-øen skal på længere sigt kunne ekspanderes til i alt 10 GW havvind (1). Energiøerne er omtalt i planerne som et meget vigtigt element i den grønne omstilling. Men vil de på nogen måde gøre gavn?

Energiøer

Ideen om energiøerne kom frem i 2017. Den oprindelige tanke var, at øerne skulle fungere som bindeled mellem havvindmølleparkerne og land. På øerne ville man samle strømmen fra møllerne og i såkaldte omformere konvertere den til en form, hvor transmission over længere afstande er fordelagtig. Øerne ville dermed give samme fordele, som vi har med kystnære møller, og der ville kunne spares en masse omkostninger til transmissionen af strømmen ind til land (2).

Endvidere skulle øerne fungere som bindeled mellem de omkringliggende landes elektricitetsforsyninger, såkaldte ”interconnectors” (3).

Fig. 1 viser en visualisering af en sådan ø. Foruden de elektriske omformere rummer den en havn, en landingsbane til fly og et lager af reservedele til vindmøllerne. Den kunne således komme til at fungere som servicecenter for de omgivende møller. Øen kunne tænkes at have et areal på 6 km2 (2).

Fig. 1: Visualisering af energiø i Nordsøen. Kilde: (4)

Der er forskellige metoder til at få bygget sådan en ø. Tabel 1 viser nogle muligheder. Øen vist på fig. 1 vil være opbygget af sand. Det er beregnet, at der skal bruges ca. 200 millioner m3 (2). Af tabel 1 fremgår det, at en sådan ø realistisk kan bygges, hvis havet er op til ca. 40 m dybt. Den er så stor, at man kan installere omformere til et næsten ubegrænset antal møller.

Tabel 1: Oversigt over forskellige løsninger for en energiø. Kilde: (5)

De alternative løsninger er meget mindre, og man vil ikke mere have havn og landingsbane til rådighed. Men de kan stadigvæk opfylde hovedformålet, at konvertere strømmen til transmission over lang afstand.

En af disse muligheder er at bygge øen på sænkekasser af beton. Her skal havdybden dog helst ikke være større end 25 m. Det anses også for at være begrænset, hvor mange havvindmøller man vil kunne tilslutte, måske 6 GW (6).

De to sidste forslag i tabel 1 har droppet tanken om en ø, og er i stedet baseret på en platform, i stil med dem, man bruger til olieudvinding. Her kan vandet være væsentligt dybere. Med disse løsninger er antallet af tilsluttede møller også begrænset til de ca. 6 GW, men hvis man har brug for flere, kan man jo blot bygge en platform til.

I Østersøen er der ved havvindmølleparken Kriegers Flak netop taget sådan en platform i brug, se fig. 2. Den fungerer både som opsamlingspunkt for de omkringstående vindmøller og samtidigt som forbindelsesled mellem Danmark og Tyskland (3).

Fig. 2: Platform i Østersøen til konvertering af vindmøllestrøm og forbindelse Danmark-Tyskland. Kilde: (3)

Energiøer med lagring

Hvor den oprindelige idé med energiøerne primært var konvertering af strømmen, er der i mellemtiden dukket flere roller op.

I sit oplæg nævner regeringen at:

Energiøerne skal ikke kun producere strøm, men også på sigt kunne tilkoble teknologier, der kan lagre eller omdanne denne grønne strøm til for eksempel brændstoffer (såkaldt ”Power-to-X”). (1)

Det er bredt erkendt, at vindmøller alene ikke kan stå for en stabil energiforsyning. Der skal være muligheder for opsamling af strøm, når der er overskud i produktionen, og den opsamlede energi kan derefter bruges, når vinden løjer af. Man ser her på tre muligheder: Batterier, brint (4) eller Power-to-X (6). Det er jo derfor en nærliggende tanke, at produktionen af de to sidstnævnte også kunne finde sted på energiøerne (7).

Imidlertid er dette næppe særligt fordelagtigt. Hvis man f.eks. installerer et elektrolyseanlæg på energiøen og producerer brint, skal man også etablere et pænt stort lager, i form af en tank ved højt tryk eller lav temperatur. Brinten skal derefter bringes i land. Det kan ske via rørledninger, der dog er dyre og teknisk vanskelige at få tætte nok til brint. Alternativet er at sejle brinten i land, men det vil kræve meget større lagertanke på øen. De skal enten operere ved meget højt tryk eller ved meget lave temperaturer og er dyre i investering og drift. Man skal så også have tilsvarende modtagetanke i land.

Alternativet er et Power-to-X anlæg, der f.eks. fremstiller metanol, hvilket nok er det simpleste. Teknologien hertil er slet ikke moden endnu, og skal videreudvikles. Fordelen ved denne metode vil være, at metanolen, der er flydende, helt problemfrit kan sejles i land. En lagertank på energiøen er heller ikke noget problem, hverken økonomisk eller teknisk.

Til gengæld ville et Power-to-X anlæg ude på en ø være tvunget til at opsamle den CO2, der skal bruges til processen, fra luften. Det er en dyr og energikrævende installation, der her skal bruges. Alternativt kunne man sejle CO2 ud til øen, men det vil igen kræve dyre håndterings- og lagerfaciliteter.

Meget tyder på, at det absolut mest fordelagtige vil være gennem kabler at transportere strømmen ind på land og så her opføre anlæggene til brint eller Power-to-X (6). Sidstnævnte anlæg kunne så tilknyttes en CO2-kilde, f.eks. et biomassefyret kraftværk. Produktion inde på land ville også indebære, at en eventuel overskudsvarme kunne kobles til fjernvarmenettet (8).

Investering

Der er nogen uenighed om, hvad energiøen i Nordsøen kommer til ar koste. COWI har regnet sig frem til, at denne energiø med 3 GW vindmøller vil koste godt 58 milliarder kr. Det er 8 milliarder dyrere end 3 almindelige vindmølleparker. Prisforskellen er en kombination af udgiften til etablering af øen og så besparelsen på kablerne til transmissionen til fastlandet.

Løsningen i Østersøen er ikke meget mere attraktiv, pga. de lavere mængder vind her. Kablerne til transmission af strømmen fra Bornholm (f.eks. til Sjælland) er også længere og dermed ca. 7 milliarder kr. dyrere end dem fra Nordsøen (9).

Tal fra regeringen nævner en samlet pris på 75 milliarder kr. for begge energiøer (hvoraf der fysisk kun skal anlægges en ny ø i Nordsøen) + tilhørende havvindmøller (4 GW?). Energiøen i Nordsøen, inkl. transmissionskabler og modtagelse i land, skulle her koste 21 milliarder kr. (10).

Uanset hvilke tal man vælger, må det betragtes som meget dyrt at bygge en ø midt ude i Nordsøen. En løsning til strømkonvertering og -forbindelse alene, baseret på en platform, må kunne fås væsentligt billigere. Ligeledes er der nogle økonomiske ulemper med Bornholm, som også bør analyseres nærmere.

Konklusion

Regeringens planer om at bygge en kunstig ø i Nordsøen, samt udpege en lokation på Bornholm, til ”energiøer” er et centralt punkt i planerne for at udbygge vindkraften og dermed reducere udslippet af CO2. Hver ø skal til en start tilknyttes havvindmøller med en kapacitet på 2 GW, hvorved den danske vindmølleeffekt vil stige med 4 GW, fra ca. 6 til 10 GW.

Det primære formål med energiøerne er at konvertere strømmen til en form, der bedre egner sig til transmission over lange strækninger, dvs. ind til land. Imidlertid er der også visioner om, at øerne kunne bruges som vedligeholdelsescentral for de omkringstående vindmøller. På lidt længere sigt kunne øerne ligeledes anvendes til lagring af overskydende strøm ved fremstilling af brint eller elektrobrændsel, Power-to-X. 

Sidstnævnte aktiviteter vil kræve en stor ø, og der er meget, der tyder på, at det ikke er særligt hensigtsmæssigt at placere sådanne aktiviteter på øen. Det bliver vanskeligt og dyrt at transportere brinten ind til land, og Power-to-X konceptet vil mangle en god kilde til den nødvendige CO2.

Det er således nok det bedste, hvis man begrænser Nordsø-energiøens rolle til konvertering af strømmen og derved nøjes med at bygge en meget mindre ø, i praksis blot en platform, som vi kender fra olieindustrien i dag.

Man bør nok også overveje yderligere, om det er værd at investere stort i Østersøen omkring Bornholm, givet de ringere vindforhold og de lange afstande til transmission af den fremstillede elektricitet.

Der kan spares mange penge ved at droppe ideen om energiøer, og det helt uden negative konsekvenser.

Denne artikel er et udpluk fra hvidbogen “Klimaplan 2030“, som netop er udkommet i Klimarealismes regi.

Referencer

(1):   https://fm.dk/media/18121/faktaark-til-foerste-del-af-klimahandlingsplanen.pdf

(2):   https://energiwatch.dk/Energinyt/Energiselskaber/article9416120.ece

(3):   https://energiwatch.dk/Energinyt/Politik___Markeder/article11915369.ece

(4):   https://www.danskenergi.dk/nyheder/energi-oeen-nordsoeen-rykker-taettere-paa-virkelighed

(5):   https://ing.dk/artikel/kunstig-energioe-nordsoeen-teknisk-mulig-skal-staa-klar-12-aar-227232

(6):   https://energiwatch.dk/Energinyt/Renewables/article12157077.ece

(7):   https://ing.dk/artikel/kunstig-energioe-nordsoeen-teknisk-mulig-skal-staa-klar-12-aar-227232):

(8):   https://www.danskfjernvarme.dk/vi-mener/debatindlaeg/200706-energi%C3%B8er

(9): https://energiwatch.dk/Energinyt/Renewables/article12192189.ece

(10): https://energiwatch.dk/Energinyt/Politik___Markeder/article12233596.ece

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

4 Comments

  1. Allan Gorm Larsen

    A- kraft. Der er ikke tale om uran, men thorium, som ikke bruger kølevand og endvidere kan genanvendes i mange år frem samtidig med at thorium IKKE kan anvendes til kernevåben. Kan installeres i eksisterende kraftværker, da reaktorerne har ringe størrelse.
    Det har jeg læst mig frem til.

  2. Peder Kruse

    Så længe vi ikke er lykkedes med at rydde op efter et eneste udtjent eller havareret akraftværk, så matriklen kan geninddrages til generel anvendelse, vil det være at veksle een udfordring til en større som arv til vore efterkommere. En klode med mæslinger, nej tak.

  3. Allan Gorm Larsen

    Jeg har tit tænkt på, hvorvidt at vind og sol vil kunne dække fremtidens energibehov når vi ser på at snart alt er baseret på el drift. Jeg tænker bl.a. på elbiler.
    Det forventes at antallet af elbiler vil mangedobles i de kommende år. Antallet af lade stationer vil mangedobles for at dække behovet. Plus alt det andet som forventes at overgå til el drift.
    Jeg ser, som menigmand, kun en løsning på problemet. En snarlig opstart på opbygning af kerneenergi, thorium, til at dække det enorme energi behov, som vil opstå i fremtiden.
    Hvis dette ikke sker, frygter jeg at vi om få år vil komme til at mangle så meget energi at vi må se hyppige ned lukninger (svigt) i øjnene.
    Hvis vi vil af med de fossile brændstoffer er det bare med at gå i gang, jo hurtigere, jo bedre.

    • Preben Møller Jacobsen

      Du har fuldstændig ret A-kraft med thorium er stabil billig energi, eneste reelle løsning for fremtiden, vind og sol er selvødelæggende for ethvert moderne samfund, voldsomt ustabil og enorm dyrt økonomisk, jo mere sol og vind jo vanskeligere at regulere. Det ustyrlige “vedvarende” er jo ikke vedvarende da det kræver 2 systemer, back-up værkerne skal være af samme størrelse som sol- og vindkapaciteten og skal kunne starte op helst indenfor få min. At have måske 6 træfyrede elværker stående standby koster en formue – hvert år og lavproduktions driftsform koster lav virkningsgrad. De kommende Thorium-værker fremstilles i størrelser svarende til 40 fods containere og kan på stedet sammenbygges til anlæg efter behov, som legoklodser. De bruger ikke kølevand og kan derfor placeres overalt.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*