Golden Oldies

Klimafrygtens historie

Af Erling Petersen, civilingeniør, tidligere direktør i Danske Fjernvarmeværkers Forening

Udgivet på 180grader i 2013, men helt aktuel den dag i dag.

Danmark var et af de første lande på kloden, som gjorde noget aktivt for at reducere CO2 produktionen. Var det på grund af ægte bekymring for klimaet? Eller var der en skjult dagsorden, som gik ud på at redde naturgasselskabernes økonomi? Meget peger den vej! Og når man har sagt A, så må man også sige B. Derfor leger Danmark stadig klima-duks, og danskerne betaler langt mere for lys og varme, end man gør i andre lande.

Det er nu 27 år siden, at klimafrygten fik sit politiske gennembrud i Danmark, og energipolitik blev til klimapolitik. Det var, da verdensmarkedsprisen på råolie kollapsede i 1986! Nu er der jo ikke umiddelbart noget logisk sammenhæng mellem frygten for global nedsmeltning og prisen på råolie, så måske skyldes det kun en pudsig tilfældighed, at det skete samtidigt. Men måske er der alligevel et sammenhæng.

Det var først efter Mellemøstens olieblokade i 1973 og den efterfølgende fordobling af olieprisen i 1979-80 til ca. 100 $ pr. tønde, at energipolitik kom på dagsordenen. I 1976 vedtog folketinget naturgasprojektet og varmeforsyningsloven. Begge love medførte meget betydelige planlægningsopgaver både i den offentlige sektor og i energiselskaberne. Der blev desuden indført mange administrative energispareordninger med energisyn og forskellige tilskud og afgifter, som alle havde til hensigt at skaffe Danmark en mere sikker energiforsyning i en meget usikker energifremtid. Alt sammen gav beskæftigelse til et stort antal energiadministratorer og energikonsulenter.

Alt sammen gav beskæftigelse til et stort antal energiadministratorer og energikonsulenter.

Men nu gik det ikke helt så galt, som administrationen og en stor del af politikerne havde forventet. Markedskræfterne virkede! Som følge af de høje priser på olie blev der gravet efter kul og boret efter olie og naturgas på lokaliteter, som tidligere havde været opgivet, fordi de var for dyre at udvinde, med det resultat, at fra 1980 til 1986 faldt olieprisen til ca 60 $, og i 1986 var verden oversvømmet med energi som aldrig før, og prisen kollapsede til ca. 30 $. Da var det almindeligt antaget, at der var kendte kulreserver til overkommelige priser til flere hundrede år, og at der var oliereserver til mindst 40 år. (Det havde der i øvrigt været de seneste 40 år. Der blev jo hele tiden fundet mere). Det var derfor svært at se begrundelsen for den omfattende detailregulering af energisektoren og den meget store energiadministration, der var blevet opbygget i det foregående årti. Vi var derfor mange, som troede og håbede, at nu var panikken ovre, så nu kunne vi alle igen bruge den energiform, vi ønskede, og i de mængder, vi ønskede – og vi ville kunne betale regningen.

Men sådan skulle det ikke være! Efter få måneders panik i energiadministrationen og blandt politikerne var vi tilbage til den gamle parole: Brug mindre energi og mest mulig naturgas! Nu var det ikke længere af hensyn til forsyningssikkerheden, men af hensyn til drivhuseffekten. Den havde vi ellers ikke hørt meget om i de foregående år. Det var kun nogle få teoretikere, som frygtede en global nedsmeltning pga CO2, men der var lige så mange teoretikere, som frygtede en kommende nedfrysning pga stigende mængder støv og svovl i atmosfæren. Men nu havde stop for drivhusgasserne pludselig fået absolut højeste prioritet. Dermed var beskæftigelsen sikret for hele det apparat af energiplanlæggere og energikonsulenter, der var blevet opbygget siden de bilfrie søndage i 1973. Med klimafrygten som begrundelse var der forsknings-, planlægnings- og reguleringsopgaver så langt øjet rakte – men det var naturligvis kun en heldig sidegevinst!

Desuden havde det været langt dyrere at etablere naturgassystemet end forventet, og det var udbygget i forventning om et langt højere prisniveau på energi. Naturgasselskaberne kunne derfor ikke forrente deres gæld. Da alle naturgasselskaberne var offentligt ejet -DONG var 100% ejet af staten, og de regionale naturgasselskaber af kommunerne – var der nogle politikere, der skulle fortælle deres vælgere, at de havde lavet en dårlig forretning, og derfor blev nød til at opkræve lidt ekstra skatter for at dække hullerne. Politikerne var villige til stort set alt for at undgå den situation. Da CO2 produktionen vil blive reduceret med 25-50%, hvis man erstatter olie eller kul med naturgas, kunne staten og kommunerne med klimafrygten som begrundelse, pålægge borgerne og energiselskaberne at bruge mere naturgas. Kun derved undgik naturgasselskaberne rentedøden – men det var naturligvis også kun en heldig sidegevinst!

Nu kan man jo ikke blankt afvise, at stort set hele energiadministrationen og de fleste af energipolitikerne inden for få måneder fik den samme åbenbaring, som viste dem, at eneste mulighed for at redde kloden, var et øjeblikkeligt stop for afbrænding af fossile brændsler. Men man kan konstatere, at hvis det var en åbenbaring, så kom den på et meget heldigt tidspunkt!

I 1988 dannede FN organisationen IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change). Det var specielt Danmark og Holland – som tilfældigvis havde samme økonomiske problemer i naturgassektoren som Danmark – samt Green Peace, der som den største organisation i bekymringsindustrien – pressede på. Det var hensigten at samle al forskning i klima – og information om klimaudviklingen – under en central FN-organisation. Det lykkedes også. Efter få år antog de fleste i energi- og klimaadministrationsapparatet IPCC som eneste autoritære informationskilde vedrørende klimaet. Dermed gav man en organisation, hvis eksistens var total afhængig af klimafrygten, monopol på information om klimaet!! Det var ikke just den mest troværdige konstruktion. Der var da også mange forskere, som tolkede diverse forskningsresultater anderledes end IPCC, men de blev sjældent taget seriøst. Ofte blev det antydet, at de var betalt af olieindustrien. Man fik da også lukket munden på de fleste, men heldigvis ikke på dem alle.

I 1989 gennemførte regeringen endnu en kulegravning af gasprojektets økonomi. Det så stadig ikke godt ud! Men så regnede man sig frem til, at hvis alle fjernvarmeværker placeret inden for naturgasnettet omstillede til kraftvarme på naturgas, og gasleverandøren tog hele den økonomiske gevinst ved samproduktion af el og varme, så ville naturgasselskabernes økonomi blive forbedret med 36 milliarder kr.! Og så talte man ikke mere om det. Regnestykket blev aldrig offentliggjort, men resultatet var en offentlig hemmelighed indenfor energisektoren.

Regnestykket blev aldrig offentliggjort, men resultatet var en offentlig hemmelighed indenfor energisektoren.

I 1990 fremlagde energiministeriet så den store plan for Danmarks energifremtid, ”ENERGI 2000”. Planens helt centrale formål var at reducere Danmarks CO2-emission og dermed reducere risikoen for global nedsmeltning! Det vigtigste element i planen var, at samtlige fjernvarmeværker placeret inden for naturgasnettet skulle omstilles til kraftvarme. At det også kunne redde naturgasselskabernes økonomi, var naturligvis kun en heldig sidegevinst, som ingen talte om!

Men nu gik det ikke helt så hurtigt med omstillingen, som man havde forventet. Med den pris, som fjernvarmeværkerne skulle betales for gassen, var der intet økonomisk incitament til omstilling til kraftvarme. Der var kun den økonomiske risiko ved at vove sig ud i en ny og uprøvet teknologi. De fleste ventede derfor så længe som muligt med omstillingen. De mindre fjernvarmeværker skulle først være omstillet i 1994 og de større i 1996. Og imens tikkede der flere renter på gasselskabernes gæld!

I 1991 fik vi så CO2-afgiften. Den var naturligvis også begrundet med ønsket om at bremse den globale nedsmeltning. Afgiften blev administreret sådan, at afgiften på el blev lagt på forbruget af el og ikke på produktion af el. Så opkrævede man ”for meget” afgift hos elforbrugerne. Dermed havde man et argument for at ”tilbagebetale” noget af afgiften til de el-producenter, der ikke producerede så meget CO2 som de store kulfyrede kondensværker. Man regnede sig frem til 10 øre pr. kWh-el til de naturgasfyrede kraftvarmeværker. (Nu var det jo ikke kraftvarmeværkerne, der havde betalt for meget i afgift. Det var elforbrugerne, så det var vel dem, der skulle have haft penge tilbage. Men det var der ingen, der tænkte på dengang). For med de 10 øre i tilskud var der pludselig en særdeles god økonomi i omstillig til kraftvarme, og omstillingen gik meget stærkt – og naturgasselskaberne kunne langt hurtigere både forrente og afdrage deres gæld – men det var naturligvis også kun en heldig sidegevinst!

Hvis den Danske og Hollandske energipolitik skulle være troværdig, så skulle resten af verden også deltage. Specielt op til Rio-konferencen i 1992 blev der gjort et stort arbejde for at få alle med. Igen var det primært Danmark, Holland og Green Peace der pressede på. Men det var meget få lande, som frygtede en nedsmeltning. Man gjorde sig specielt store anstrengelser for at få udviklingslandene med til Rio, men de var generelt meget lidt interesserede. For det første var de endnu ikke ramt af klimafrygt. For det andet havde de ikke økonomi til en dyr, grøn energiforsyning. Men så blev de informeret om skitsen til en kommende international aftale : Kyoto-aftalen. Aftalen ville blandt andet komme til at indeholde et element, man kaldte ”Joint implementation”. Det ville medføre, at det kunne betale sig for i-landene at forære u-landene nye mere effektive energianlæg. Så aftalen ville skam ikke komme til at koste u-landene penge. Tværtimod! Og så forstod u-landene straks meget bedre klimafrygten, og langt de fleste mødte op i Rio, hvor de tordnede mod i-landene og krævede økonomisk kompensation, fordi i-landene ødelagde kloden for kommende generationer! De 154 lande som deltog på konferencen – hvoraf de fleste var politikere og embedsmænd fra udviklingslande – blev enige om at fastslå, at de seneste årtiers temperaturstigning skyndes afbrænding af fossile brændsler! Det var næppe det rette forum for denne ”videnskabelige” konstatering.

I 1992 blev Svend Auken udskiftet med Poul Nyrup som formand for socialdemokratiet efter et kampvalg, der gav dybe sår i socialdemokratiet. Året efter dannede Nyrup så regering, og for at hele sårene blev Svend Auken miljøminister – med stort set diktatorisk magt inden for sit område. Da han ikke kunne blive statsminister, gjorde han klimaet til sit politiske projekt. Både i forbindelse med Rio-konferencen og Kyoto-aftalen ydede han en formidabel indsats som engageret klimaforkæmper. Han fik virkelig sat sig selv på verdenskortet – men det var naturligvis også kun en heldig sidegevinst! Han var 90-ernes Al Gore. Han var mere underholdende, men ikke mere troværdig. Han – og efterfølgende Connie Hedegaard – inviterede en lang række udenlandske politikere til Ilulissat i Grønland for at se gletsjeren, som blev mindre og mindre. På vejen skiftede de fly i Kangerlussuaq, hvor der også var en gletsjer, men den var der ingen, der var ude at se. Den blev større og større!

Så fik vi Kyotoaftalen i 1997. Det var efter hårde og seje forhandlinger. Der var stadig meget få lande, som var ramt af klimafrygten. Igen var det Danmark, Holland, Green Peace og delvis Tyskland, som pressede på. Men det var også meget få lande, som havde politisk mod til at sige nej til en aftale. Det holdt specielt hårdt, at overtale Japan og Australien til at gå med. Kina og Indien nægtede konsekvent at diskutere egne begrænsninger. USA, som ellers var tiltænkt rollen som den store skurk og store bidragyder, fasthold sit nej. Man skulle forhandle sig frem til kvoter for hvert enkelt land. Det var selvfølgelig nødvendigt, at man kom frem til et resultat, som på papiret så ud af noget, men for at få de fleste med, så var det også nødvendigt, at man kom frem til noget, som ikke gjorde for ondt. Derfor kom de fleste lande i praksis med på en fribillet. Tyskland skulle reducere med 21%. Det opnåede man ved at bringe det tidligere ineffektive østtyske energisystem op på vesteuropæisk niveau – og det havde man gjort alligevel. England skulle reducere med 12,5%. Det opnåede man ved at skifte fra kul til naturgas – og det havde man gjort alligevel. De fleste af de tidligere østblok-lande skulle reducere med 8% i forhold til det tidligere ineffektive kommunistiske system. Det gjorde ikke så ondt.

Danmark gav det største bidrag. Hvis vi skulle have de andre lande med, så var vi jo nødt til at gå foran! Auken havde fået mandat til at forpligte Danmark til en reduktion på 20% i forhold til et ”normalt år”. (De fremtidige kvoter skulle baseres på CO2-emissionen i 1990, men da der havde været usædvanlig meget nedbør i Norge og Sverige dette år, så havde Danmark købt usædvanlig meget el fra vandkraftværkerne og derfor produceret usædvanlig lidt el på vore egne kulkraftværker). Under forhandlingene glemte Auken desværre det med ”normalt år”. Derfor kom Danmark til at forpligte sig til en reduktion på 27%. Det var vist bladet ”Ingeniøren”, som regnede ud, at den forglemmelse ville koste Danmark 5 milliarder kr. Ikke én i regeringen løftede et øjenbryn i den anledning. Man har sikkert ment, at det var en rimelig pris at betale for at holde sammen på fløjene i socialdemokratiet! Og så var der mange lande, som forventede at tjene penge på Kyoto-aftalen. Ud over alle udvirkningslandene, som alle havde fået $-tegn i øjnene, var der f. eks. Rusland, som gjorde det helt klart, at hvis ikke de fik så store kvoter, at de kunne forvente at tjene penge på salg af kvoter i en årrække, så var de ikke med i aftalen. Det fik de så. For ellers var der ikke blevet nogen Kyoto-aftale!

Nu er det så 16 år siden, og alle kan konstatere, at den ikke har hjulpet ret meget. Det var hensigten at aftalen skulle reducere den globale emission af CO2, i stedet er den øget med mere end 50%. Det skyldes ellers ikke manglende indsats fra klima-administrationen, klima-politikerne og alle NGO-erne (Green Peace mm). Ud over bjerge af forsknings- og planlægningsprojekter så har de troligt mødt op til de årlige klimakonferencer i Rio, Kyoto, Buenos Aires, Marrakesh, Delhi, Bali, Qatar og mange flere eksotiske steder. Med op mod 30.000 deltagere! Så det pauvre resultat skyldes ikke manglende indsats. De har virkelig lagt sig i selen! I 2005 vedtog de 27 EU-lande så en forlængelse af Kyoto-aftalen, som rækker frem til 2020. Resten af verden sagde nej tak, så under 15 % af verdens energiforbrug er med. Igen har man måtte tildele landene alt for store kvoter til, at aftalen kan få nogen effekt. Det var nødvendigt for at få alle med. EU-parlamentet har netop forkastet et forslag til at give EU´s kvote-system kunstig åndedræt. Resultatet viser med alt ønskelig tydelighed, hvor lidt vilje der er uden for Danmarks grænser til at ofre noget reelt på sagen. Kun få vil være med til mere end store armbevægelser og flotte skåltaler.

I de foregående 27 år er vi blevet tæppebombet med advarsler om en kommende miljøkatastrofe. Som led i den moralske oprustning har IPCC og klima-administrationen været meget omhyggelige med at orientere os om nye afsmeltninger og varmerekorder rundt om på kloden. For der er jo næsten altid et eller andet sted, hvor der er nye varmerekorder. Man har ikke kunnet se en vejrudsigt i TV eller en reklame for en brødrister uden at få at vide, hvad der er godt for miljøet. Vi har fået fortalt, at hvis vi ikke omgående omstiller til grøn energi og holder op med at flyve til Thailand på ferie, så har vi katastrofen i morgen. Så nu har vi lært lektien. Det er bare så få, som tager det alvorligt. Heldigvis oplyser den frie presse os også om nye kulderekorder og om, når Kina, Frankrig, USA og Østeuropa er ved at drukne i sne – selv om det ikke er politisk korrekt! Men nu er det længe siden, at vi fik den første advarsel, og vi har lige været igennem den længste og koldeste vinter i mands minde, så det bliver stadig sværere at holde liv i befolkningens klimafrygt.

I de seneste 15 år er den globale gennemsnitstemperatur ikke steget. Hvilket er lodret imod alle IPCC´s modeller og forudsigelser. Det har IPCC vist ikke fortalt os endnu! De arbejder nok stadig med tallene. Men NASA (National Aeronautics & Space Administration), som foretager de fysiske målinger, har heldigvis nået det! På deres hjemmeside kan man se temperaturkurven helt frem til 2012, og der kan man se, at temperaturen ikke er steget siden 1998!

Men selv om temperaturen også skulle stabilisere sig – eller falde – de næste 10-15 år, så får klimafrygten næppe lov til at sove stille ind. Alt for mange har interesser i klimafrygtens sidegevinster. Klimakampen er blevet ”Big Business” – i alt fald i Danmark. Stadig flere virksomheder profilere sig som frontløbere i omstillingen til den ”bæredygtige grønne energi-fremtid” med visioner om massevis af grønne arbejdspladser. Det kræver blot, at skatteyderne giver lidt tilskud til lige at løbe udviklingen i gang, så er eksporteventyret sikret – siger de!

Dette er ikke ensbetydende med, at alle i klima-bureaukratiet var – og er – bevidste svindlere, men man har nok været lidt for hurtige til at acceptere en tolkning af diverse forskningsresultater, som passede bedst til ens egen interesse. Det er kun såre menneskeligt. Og de har levet i 27 år i et system uden religionsfrihed. Hvis ikke man bekræftede hinanden i den rette tro, så var der ikke plads i systemet. Der er også kommet nye generationer af eksperter, embedsmænd og konsulenter til, så de færreste af dem husker, hvordan det hele begyndte – i 1986. Men lidt mere kritisk sans havde været ønskeligt.

Det nuværende klima-embedsværk er langt større end det tidligere energi-embedsværk, og det har fået en magt, som bureaukratiet i det gamle Sovjetunionen ville have misundt dem. Den slipper de ikke frivilligt.
I dag har DONG en langt større gæld end i slutningen af 1980-erne. Denne gang i ”grønne energiteknologier”. En gæld, som kun kan forrentes, så længe klimafrygten kan holdes i live.

De mange års hjernevask har naturligvis sat sig spor i folkeopinionen. Derfor har mange politikere meldt sig som rettroende klimaforkæmpere og har valgt klimaet som deres politiske projekt at profilere sig på. Det er svært at forestille sig Connie Hedegaards og Martin Lidegaards politiske karrierer uden klimafrygten. Derfor er klimafrygtens sidegevinster mere nødvendige nu end nogen sinde tidligere, så der venter en lang og sej dødskamp, før klimafrygten kan bliver officielt aflivet. Der skal først sluges rigtig mange store kameler – men det kan blive helt underholdende at følge!

Please follow and like us:
error

3 Comments

  1. Connie Hedegaards klimasafariture til Grønland viste med al ønskelig tydelighed, at der var virkelig skred i kælvningen af isbræen – det ultimative bevis for klodens opvarmning og dermed drivhuseffekten.
    Hvad fr. Hedegaard sikkert ikke vidste var, at Golfstrømmen havde skiftet retning så en større del af
    den – Irminger-strømmen – gik syd om Grønland og opvarmede isbræen nedefra, hvilket øgede farten i
    kælvningen. At Irmingerstrømmen kan ændre sig er ikke noget nyt fænomen.

  2. Erling Petersen

    Det er rigtigt, at golfstrømmen har skiftet retning, og det er også rigtigt, at kloden er blevet varmere. Men det beviser jo ikke, at det er pga drivshuseffekten!

  3. Ulrik Wentzel

    Hej Erling Petersen
    Tak for den historiske gennemgang, jeg er selv gammel nok til at kunne nikke genkendende til det meste. Jeg kan se at du i dit historiske oversigt er nået til 2013, og vil derfor opfordre dig til at videreføre fortællingen op til nutiden.
    Specielt er det ønskeligt, at du som tidligere direktør i Danske Fjernvarmeværkers Forening kunne oplyse, hvorfor det var nødvendigt at bruge milliarder på at opgrave gader, stræder og veje for at nedlægge kilometervis af fjernvarme rør og ombygge kraftværker til flisfyring, når der i forvejen ligger et velfungerende naturgasnet?

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*