Den danske klimapolitik bør afvikles

David Munk-Bogballe har fået optaget dette klimarealstiske indlæg i Kristeligt Dagblad. (bag betalingsmur)

Af klimavismændenes rapport om, hvordan Danmark i 2030 når reduktionsambitionen for CO2-udledninger på 70 procent af udledningsniveauet i 1990, fremgår det, at indførelsen af en CO2-afgift på 1.200 kroner pr ton udledt CO2 vil bringe os over målstregen. Det har vismændene givetvis ret i. Rapporten siger imidlertid ingenting om, hvorvidt klimamålsætningen er klog; rapporten giver alene et bud på, hvordan man indfrier den bedst muligt. Lad det følgende være et forsøg på at belyse, hvor godt “bedst” egentlig er og samtidig en lejlighed til at se på dansk klimapolitik mere generelt.

I 1990 udledte Danmark 76 millioner tons CO2. I 2018 var mængden reduceret til 55 millioner tons. For at nå det enestående reduktionsmål på de 70 procent skal udledningerne reduceres med yderligere 32 millioner tons på mindre end ni år. Energistyrelsens forventning er, at Danmark uden yderligere tiltag end de eksisterende automatisk vil reducere udledningerne med 18 millioner tons i 2030 og således leve op til de øvrige EU-landes reduktionsmål på 55 procent. Det er selvfølgelig ikke 70 procent, så det, vismændenes CO2-afgift skal forårsage, er en årlig reduktion på yderligere 14 millioner tons.

På verdensplan udledes omkring 43 milliarder tons CO2 om året. Set i den sammenhæng forekommer den ønskede reduktion på 14 millioner tons beskeden. Den udgør 0,03 procent af den samlede udledning og neutraliserer som eksempel den årlige stigning i den kinesiske 10,9 milliarder tons store udledning i mindre end tre uger. Lidt har selvfølgelig også ret, og mange bække små. Det er dog værd at notere sig, at selv hvis Danmark bliver CO2-neutralt i 2050, så vil det ifølge Bjørn Lomborg blot udsætte den globale opvarmning med to uger i år 2100. Det er ikke alverden, og slet ikke når man ser på, hvad klimapolitikken koster.

Det vurderes i vismandsrapporten, at indførelsen af en CO2-afgift vil betyde, at op mod 22.000 beskæftigede vil miste deres job. Det svarer cirka til, at alle private arbejdspladser i Roskilde Kommune bliver nedlagt. 15.000 af dem, der står til at miste deres arbejde, er beskæftiget i landbruget. Det kræver ganske omfattende investeringer i maskiner, jord og udstyr at drive landbrug. I 2019 var erhvervets gæld derfor på 235 milliarder kroner. Hvis man antager, at gælden nogenlunde følger antallet af beskæftigede, skal der som resultat af CO2-afgiften indfries gæld for omtrent 60 milliarder. Og det bliver en svær øvelse, for hvem vil købe traktorer, mejetærskere, jord og staldbygninger til en fornuftig pris, når det ikke kan betale sig at bruge det? Banker og kreditforeninger? Nej. Staten? 

Et stort flertal i Folketinget bakker op om klimaloven, men 60 milliarder til at kompensere landbruget plus de forventeligt meget store, omkostninger til ledighed, omskoling, nye maskiner, bygninger og installationer? Alene de 60 milliarder svarer til mere end de årlige udgifter til forsvaret og politiet og kommer oven i et årligt tab af landbrugseksport på 42 milliarder kroner.

Fra 1990 og frem til 2016 har dansk landbrug øget produktionsudbyttet med 31 procent. Samtidig har det reduceret udledningen af drivhusgasser med 16 procent, kvælstofudledningen med 37 procent, ammoniakudledningen med 43 procent og overskuddet af fosfor i markernes jord med hele 77 procent. Det højere udbytte er gået hånd i hånd med betragtelige reduktioner i klimabelastningen, og i dag er dansk landbrug blandt de mest klimavenlige i verden.

Udover at påføre landbruget, staten, banker eller kreditforeninger astronomiske tab  og medføre store omkostninger for de beskæftigede i fødevaresektoren, vil en CO2-afgift altså ikke reducere klimabelastningen af fødevareproduktion. Verdens befolkninger holder ikke op med at spise; faktisk skal der i løbet af de næste 25 år årligt bruges op mod 370 millioner tons råprotein ekstra. En høj, dansk CO2-afgift vil alene betyde, at verdens mest klimavenlige landbrug må overlade en væsentlig del af fødevareproduktionen til udenlandske, mindre klimavenlige landbrug.

I forhold til den grønne omstilling kan Danmark selvfølgelig byde ind med andre eksportvarer. Vindmølle-, solcelle- og biogasteknologi, eksempelvis. I klimavismændenes rapport forventes det, at landvindmøller og solceller “under det nuværende energi- og CO2- afgiftssystem bliver konkurrencedygtige om ganske få år.” Det betyder altså, at det i øjeblikket og i alle år teknologierne har været brugt indtil nu, har været nødvendigt at støtte dem massivt med skattefinansierede tilskud. Det samme gælder for havvindmøller, der heller ikke om ti år forventes at være konkurrencedygtige uden statsstøtte.

Det overskud, regeringen forventer at skabe via det 210 milliarder dyre energiøsprojekt i Nordsøen, afvises derfor også af eksperter, der snarere mener, der bliver tale om et underskud på op mod 77 milliarder kroner. Og så er der biogasanlæggene. Deres overlevelse afhænger også af statsstøtte, nærmere bestemt af det klækkelige energitilskud de får pr kubikmeter produceret gas. I Danmark ydes der 6,9 milliarder kroner i tilskud til vedvarende energikilder om året, hvoraf vindmøller støttes med 4,4 milliarder. Vismændene skriver i deres rapport, at “der er en betydelig risiko for, at der vil blive givet tilskud til teknologier, der har en meget høj omkostning pr drivhusgasreduktion, mens der samtidig er teknologier med en lavere omkostning pr drivhusgasreduktion, som ikke modtager tilskud.” Måske det gør sig gældende for ovenstående teknologier samt for el-biler og de tilhørende ladestandere?

En EU-undersøgelse har for nylig konkluderet, at atomkraft er en bæredygtig, sikker og vedvarende energikilde. Sammenlignet med sol- og vindkraft har atomkraft også den fordel, at der produceres energi i alt slags vejr, så hvis man som stat skal støtte grøn energi, kunne man med fordel starte der.

En oversigt over cost benefit-analyser publiceret i tidsskriftet Technological Forecasting and Social Change viser dog, at man skal starte et helt andet sted end energi, hvis man vil gøre verden til et bedre sted. Det sociale, økonomiske og miljømæssige udbytte ved at bruge 1 dollar på at fordoble mængden af grøn energi er på 0,8 dollar, mens det giver hele 2011 dollars i udbytte at bruge 1 dollar på at reducere handelsbarrierer, 120 dollars at bruge en dollar på at øge tilgængeligheden til præventionsmidler og 45 dollars at bruge 1 dollar på at reducere fejlernæring. Paris-aftalen, som USA netop er tiltrådt igen, vil koste mellem 820 og 1900 milliarder dollars om året i år 2030 og give en klimaeffekt på 11 dollars pr dollar givet ud. Det virker barokt.

FNs klimapanel forventer, at menneskehedens velfærd vil øges med 450 procent i det 21. århundrede. Omkostningerne forbundet med klimaforandringer forventes at reducere stigningen til 434 procent. Dermed bliver det, der omtales som “klimakrisen” og nogle gange “klimakatastrofen”, på ingen måde verdens undergang og på baggrund af det ovenstående, ser det ikke ud til at være ønskværdigt, at Danmarks eksempel på klimaområdet bliver et, andre lande følger. De ansvarlige partier på Christiansborg og som minimum de borgerlige, bør sadle om, afvikle den alarmistiske klimapolitik og erstatte den med en normaliseret, fornuftig og ansvarlig politik inden for områder som landbrug, energi, forskning og miljø.