Her følger en oversættelse af et indlæg skrevet af Willis Eschenbach, som vi tidligere har bragt bidrag fra her på siden. Denne gang tager han en videnskabelig artikel ved vingebenet, og det slipper den vist ikke så godt fra.
Der er en ny open access-artikel i Nature Magazine med titlen “En indsnævring af Jord-systemets følsomhed for temperatur- og kulstofcyklusobservationer over lange perioder”, af Wong et al., i det følgende benævnt Wong2021. Gavin Schmidt, GISS’s stjerneprogrammør, roser det på Twitter. Artiklens sammendrag lyder som følger:
”Den langsigtede temperaturrespons på en given ændring i CO2-påvirkning eller Jord-systemfølsomhed (ESS) er en nøgleparameter, der kvantificerer vores forståelse af forholdet mellem ændringer i jordens strålingspåvirkning og det resulterende langsigtede Jordsystem-respons. Nuværende ESS-estimater er underlagt betydelige usikkerheder. Langsigtede kulstofcyklusmodeller kan være en nyttig vej til at indsnævre ESS, men tidligere bestræbelser bruger enten ret uformelle statistiske tilgange eller fokuserer på enkeltstående begivenheder i fortiden. Her forbedrer vi tidligere ESS-estimater ved at bruge en bayesisk statistisk tilgang til at afklare sammenhængen mellem CO2– og temperaturdata over de sidste 420 millioner år med en langsigtet kulstofcyklusmodel. Vores gennemsnitlige ESS-estimat på 3,4 ° C (2,6-4,7 ° C; 5-95% interval) viser et mere snævert interval end tidligere vurderinger. Vi viser, at svagere kemisk forvitring i forhold til den i forvejen opstillede modelkonfiguration via en reduktion af arealet, der forvitres, giver bedre overensstemmelse med temperaturdata for kridttiden. Forskning i forbedring af forståelsen af disse forvitringsmekanismer giver derfor potentielt stærke veje til yderligere at indsnævre denne grundlæggende parameter ved Jord-systemet.”
Så jeg begyndte at tænke over deres artikel. Den første ting, der fik min storbymyte-detektor til at bippe, var en erklæring i sammenfatningen ovenfor, som I muligvis overså, nemlig:
”Vi viser, at svagere kemisk forvitring i forhold til den i forvejen opstillede modelkonfiguration via en reduktion af arealet, der forvitres, giver bedre overensstemmelse med temperaturdata for kridttiden.”
Oversat fra videnskabsk til dansk kan dette muligvis betyde:
”Vi justerede klimamodellens indstillelige parametre, så output stemmer bedre overens med vores teori om, at CO2 styrer klimaet.”
Ikke just en heldig start …
Hele historien er baseret på en computermodel kaldet GEOCARBSULF, som er en langsigtet (millioner af år) kulstof- og svovlcyklusmodel, der bruges til at estimere tidligere CO2-niveauer. Så jeg spekulerede på … hvor mange justerbare parametre er der mon i GEOCARBSULF-modellen?
Her følger så en længere historie fortalt af fysikeren Freeman Dyson, der havde et møde med Enrico Fermi, atomkraftens fader, og her præsenterede en model for spredningen af mesoner og protoner. Fermi var ikke imponeret, fordi modellen hverken var baseret på solid fysisk teori eller på strenge matematiske udledninger.
Fermi spurgte så Dyson, hvor mange justerbare parametre, der var lagt ind i modellen. Dyson svarede, at der var fire. Fermi citerede så sin ven Johnny von Neumann, der plejede at sige, at med fire parametre kunne han tegne en elefant og med fem kunne han få den til at svinge med snablen.
Tilbage til Eschenbachs tekst:
Så … hvor mange justerbare parametre har GEOCARBSULF-modellen? Fra Wong2021-artiklen …
”Der er 68 GEOCARB-modelparametre, hvoraf 56 er konstanter og 12 tidsserieparametre. De konstante parametre har i forvejen veldefinerede distributioner fra tidligere arbejde, og tidsserieparametrene har centrale estimater og uafhængige usikkerheder defineret for hvert tidspunkt (15).
Hmmm, siger jeg … 68 parametre … ikke et godt tegn.
Så for at se hvorvidt “de konstante parametre i forvejen har veldefinerede distributioner fra tidligere arbejde” som påstået ovenfor, gik jeg ind for at se på reference 15, der er anført i ovenstående citat. Den har titlen “Fejlanalyse af CO2 og O2-estimater fra den langsigtede geokemiske model GEOCARBSULF“. Der slutter sammendraget med at sige:
”Model-proxy-uoverensstemmelsen for den sene Mesozoikum [dvs. i kridttiden, red.] kan elimineres med en ændring i GYM inden for dets plausible område, men ingen ændring inden for plausible rammer kan løse den tidlige Kænozoikum-uoverensstemmelse. Enten er den korrekte værdi for en eller flere inputparametre i løbet af denne epoke uden for vores testede interval, eller modellen mangler en eller flere nøgleprocesser.”
Hmmm, siger jeg … det lyder ikke som noget, der bakker op om Wong2021-påstanden, at “de konstante parametre har i forvejen veldefinerede distributioner fra tidligere arbejde, og tidsserieparametrene har centrale estimater og uafhængige usikkerheder defineret for hvert tidspunkt (15)”.
Så, idet jeg så bort fra det faktum, at modellen har tilstrækkeligt med indstillelige parametre til at få en elefant til at tage et balletskørt på og danse Svanesøen, kiggede jeg på deres resultater. For det første er her deres graf over disse:
(Et kort sidespring. Ud fra figur 1, overvejede jeg det faktum, at dinosaurer levede på planeten fra omkring 245 millioner år siden til 66 millioner år siden. Pattedyrene dukkede først op for 178 millioner år siden. I løbet af den tid, ifølge figur 1, var temperaturen mellem 6 og 12° C varmere end lige nu. Og folk hyperventilerer over, at opvarmning på yderligere en halv grad celsius er en “nødsituation”, der vil ødelægge vores liv og drive tallene for uddøen gennem loftet? … men jeg taber tråden.)
Nu er deres påstand, at deres resultater gav mere snævre begrænsninger for følsomheden af planetens temperatur (nederste panel) over for atmosfæriske CO2-niveauer (øverste panel). Når jeg nærstuderede den grafik, sagde jeg: “Hmmm…”. Så ikke alt for sandsynligt ud.
Så jeg gjorde, hvad jeg normalt gør, når forfatterne ikke er samvittighedsfulde nok til at gøre deres data åbent tilgængelige. Jeg digitaliserede Wong2021’s temperatur- og CO2-data, og tegnede dem op. Figur 2 viser resultatet.
Nuvel, hvis CO2-niveauer faktisk var kontrolknappen, der regulerede den globale temperatur, ville vi se alle punkterne falde på en dejlig ret linje … men det gør vi ikke, langt fra det. Der er ingen statistisk signifikant sammenhæng mellem temperaturen og CO2-niveauet rapporteret af Wong et al.
Så jeg må sige, at de data, der er rapporteret i Wong2021-artiklen, er langt, langt fra at fastslå påstandene i deres sammendrag. Faktisk, selv efter at de omhyggeligt har justeret de indstillelige parametre i GEOCARBSULF-modellen til deres fordel, understøtter deres resultater nulhypotesen, som er, at CO2 ikke er den globale temperaturkontrolknap.
Mine bedste hilsener til alle, både dinosaurer og pattedyr.
Men hvorfor bruge plads i Klimarealisme på omtale af en obskur og åbenlyst dårlig artikel? Dem er der jo sikkert mange af, både inden for klimaforskningen og andre grene af videnskaben. Årsagen er, at en sådan artikel er alt andet end harmløs. At CO2 i fortiden har ændret sig uafhængigt af temperaturen, har altid udgjort et alvorligt problem, når man vil gøre CO2 til den altdominerende faktor i klimaet. Nu er der så her en artikel, der antyder, at det var den måske alligevel tilbage i kridttiden, hvor Tyrannosaurus rex huserede.
Det næste, der vil ske, er, at artiklen finder vej som reference i en IPCC-rapport. IPCC skelner overhovedet ikke mellem godt og skidt, når de refererer til litteraturen, de tager det med, som passer ind i fortællingen. Så lur mig om ikke Wong2021 på et tidspunkt vil være at finde i IPCC’s referenceliste.
Det er derfor at Eschenbachs indlæg er vigtigt. Det kaster lys over, hvordan klimasagen håndteres for hele tiden at sikre, at de ønskede budskaber (og kun dem) kommer ud.
https://wattsupwiththat.com/2021/05/30/geocarbsulf/
Danish