Fortidens klima

I klimasagen er det en grundpille, at drivhusgasserne har spillet hovedrollen for den globale temperatur gennem hele Jordens historie. Det har medført hockeystave og alskens teorier om de mange hundrede millioner år før. Kun ved at holde fast i den tanke, kan man påstå, at den nuværende opvarmning er helt uden fortilfælde og udelukkende forårsaget af menneskehedens udledninger af CO₂ og andre drivhusgasser.

Tilhængerne af de tanker ynder at fokusere på strålingsbalancen i atmosfærens top. Hvis der kommer mere varme ind, end der forlader Jorden, vil planeten blive opvarmet og vice versa. Her spiller drivhusgasserne en afgørende rolle, som vist på fig. 1. Flere drivhusgasser ”holder” netop på varmen og dermed er sagen klar. Vi må i gang med at bygge vindmøller.

Nu er situationen næppe så enkel, hvis vi f.eks. kigger på Jordens klima bare de seneste 65 millioner år, dvs. perioden efter, at dinosaurerne uddøde. Den globale temperatur har svinget en hel del, meget mere end de seneste 100 år, og meget tyder på, at CO₂-indholdet ikke har svinget i takt med temperaturen – hverken før eller efter.

Det er en uhyggelig svær opgave at rekonstruere fortidens temperaturer og CO₂-indhold i atmosfæren. Man skal finde såkaldte proxyer, dvs. typisk sten, hvis sammensætning kan analyseres og i nogle tilfælde kan variere med temperaturen, da stenene blev dannet. Tilsvarende kan man også finde sten, der viser noget om atmosfærens CO₂-indhold, men som oftest er det nogle andre sten end dem, der blev brugt til temperaturbestemmelsen. Så løber man straks ind i problemer med dateringen. Er to sten nu også fra nøjagtigt den samme tid, eller er der måske en million år i mellem dem?

Et nyt forsøg benytter en snedig metode, hvor man tager fat i forsteninger af dyr. Her kan man både måle ilt-isotoperne, der giver temperaturen, og kulstof-isotoperne der siger noget om CO₂-indholdet. Nu ved man jo, at de to målinger er nøjagtigt samtidige. Temperaturen er imidlertid i havet, men den afspejler vel på en eller anden måde den globale temperatur, som vi kender den.

Fig. 2 viser de to kurver, der går knap 70 millioner år tilbage i tiden. Her ser man ret tydeligt, at CO₂ og temperatur ikke følges ad i udpræget grad. Der må således være noget andet på spil.

Vi har tidligere set billedet vist på fig. 3, der giver en mere nøjagtig beskrivelse af ind- og udgående stråling fra Jorden. Der er et kæmpe overskud af energi, der tilføres omkring Ækvator, her kan udstrålingen slet ikke følge med. Varmen transporteres derefter mod nord og mod syd og gradvist afgives den som stråling til verdensrummet. En betydelig del af dette energitab finder faktisk sted langt mod nord, over polerne.

Varmen transporteres dels gennem havstrømme (tænk Golfstrømmen og AMOC), dels gennem luften.

Nu begynder vi at forstå, at disse strømme må have en stor indflydelse på det, som vi måler som den globale temperatur. Hvor let er det for energien at komme væk fra Ækvator og til områder, hvor udstrålingen til verdensrummet kan foregå mere frit?

Her skal man så erindre sig, at Jordens geografi jo langt fra har været uforandret gennem årmillionerne. Tværtimod, kontinenterne er i uafbrudt bevægelse, således fjerner Nordamerika og Europa sig fra hinanden med en centimeter eller mere pr. år. Fig. 4 viser situationen for ca. 56 millioner år siden, hvor Nord- og Sydamerika var skilt fra hinanden. Til gengæld hang Sydamerika sammen med Antarktis. Der var fri passage fra Det Indiske Ocean gennem Middelhavet og ud i Atlanterhavet. På det tidspunkt var Indien en kæmpestor ø, der var på vandring fra Afrika op imod Asien. Man ser således, at havstrømmen kunne flyde frit fra øst mod vest hele vejen rundt om Jorden, og derfor blev den ikke i samme grad som med Golfstrømmen i dag tvunget nordpå.

Fig. 5 viser en anden skelsættende begivenhed for 34 millioner år siden. Forbindelsen mellem Antarktis og Sydamerika bliver brudt og dermed kunne havet nu også strømme fra øst mod vest hele vejen rundt om Antarktis. Det fik dramatiske konsekvenser for kontinentet, der effektivt blev afskåret fra de varme havstrømme nordfra og derefter gradvist blev dækket af is. Fig. 5 viser også, at Indien nu er ramlet sammen med Asien og det medfører at Himalaya gradvist hæver sig.

For 17 millioner år siden nåede man situationen vist på fig. 6. Nu er Middelhavet lukket i den østlige ende, landbroen ved det nuværende Panama er ved at blive etableret, og øst-vest havstrømmen er endegyldigt spærret. Til gengæld er passagen gennem Atlanterhavet op i Arktis nu fuldt åben, og havet kan flyde den vej uhindret.

Generelt kan man se et støt fald i temperaturerne i takt med at de øst-vest-gående havstrømme blokeres og erstattes af nord-syd. Varmen føres i sidstnævnte tilfælde i højere grad mod polerne, hvor den mere effektivt udstråles til verdensrummet. Paradoksalt nok fører den situation til koldere poler, bl.a. pga. ændringer i skydækket der, som Javier Vinós har været inde på.

Konklusionen af denne – indrømmet lidt nørdede – omgang er helt klart, at der er mere mellem himmel og jord end CO₂, og mange faktorer, der afgør vores vejr og klima.

Tak til Andy May fra WUWT