Om splittelsen mellem det abstrakte og det nære

En aktiv klimarealist, Jens Tilma | LinkedIn har jævnligt held med at få optaget klimarealistiske indlæg. Senest her i Jyllandsposten med titlen: “Klimakapitalisternes ulvetime kalder på kritisk sikring af viden og værdier” (Bag betalingsmur)

Her er et kort resume af kronikken:

Mens medierne konstant pumper ny “kriseretorik” – fra klimakrise til energikrise – peger Jens Tilma på, at den virkelige krise er splittelsen mellem abstrakte idealer og den konkrete hverdag. Beslutninger tages bag lukkede døre, og reformer, der ryster vores tillid, sker uden indsyn.

På energipolitikken skaber en snæver dagsorden usikkerhed: mens vind og sol hyldes, presses alternativer som gas og kernekraft i baggrunden – en politik, der koster både penge og arbejdspladser.

Sociolog Johannes Andersen beskriver den nye elite, som dikterer dagsordenen:

De har magten til at bestemme, hvad vi taler om, hvordan vi taler om det og hvornår. De bor i storbyerne, kører på elektriske ladcykler og har identitets- og klimapolitik øverst på dagsordenen.

Tilma opfordrer til, at vi genopretter tilliden med konkrete og videnskabeligt funderede løsninger – for ellers risikerer vi at miste de værdier, der binder os sammen.

Tilma skriver bragende godt, her er en smagsprøve:

.. vi [er] ikke i en energikrise, men i en energipolitisk krise, og den er allerede dyr for os. … [Vi afkræves] markante ofre for at opnå den saliggørende ”grønne omstilling”.

Det åndelige har godt fat i Kristian Jensen og Green Power Denmark, må vi forstå. “Billig grøn strøm”, som (næsten) ingen betvivler at være det sande svar på krisen, viser sig dog at være alt fra kummerlig minedrift efter sjældne jordarter, afbrænding af skove, der helt naturligt omdanner CO₂ til ilt og andet godt, og fortrængning af mennesker og natur i det åbne land. Det kræver en stålsat tro at fastholde fortællingen.

For intet holder herude i virkeligheden, hvor vi allerede ser elregningerne vokse med den voksende vejrafhængige energi. Det koster nemlig at have forsyningssikkerhed, når vores nuværende fejlslagne energipolitik giver kunstigt monopol til sol og vind, og vi selvfølgelig ikke får forsyningssikkerhed med samme skiftende systemer.