De gode tider før 1850

I de gode gamle dage, dvs. før 1850, var klimaet ”naturligt” og i fuldkommen ”balance”, som det havde været i tusindvis af år. Det var først, da vi mennesker for alvor begyndte at afbrænde kul, olie og gas, at denne balance blev ødelagt. Resultatet ser vi i dag; et stigende indhold af CO₂ i atmosfæren (langt væk fra det ”naturlige”) og en stigende global temperatur, der truer med at ende i en ”klimakatastrofe”.

Vi bør derfor, ifølge den gængse klimafortælling, hurtigst muligt nedsætte vores forbrug af de fossile brændstoffer, helst helt ned til nul. I første omgang burde det føre til, at stigningen i atmosfærens indhold ophører, og på længere sigt skal vi med hidsig CO₂-opsamling og deponering bringe indholdet ned igen, helst til niveauet i 1850. Den gang var der ca. 280 ppm (milliontedele) CO₂ i luften, nu er vi oppe omkring 420, en menneskeskabt stigning på ca. 50%.

At menneskeheden er skyld i denne stigning, er der ingen berettiget tvivl om. Det ligger straks lidt tungere med at kæde den sammen med stigningen i den globale temperatur siden 1850, hvor Verden netop var ved at forlade den ubehageligt kolde periode kendt som Den Lille Istid. Vil vi virkeligt have det så koldt, eller kunne en lidt højere temperatur ikke være ganske rar? De nuværende temperaturer og det forhøjede CO₂-indhold, vi har nu, har i hvert fald givet planterne bedre vækstbetingelser, og er medvirkende til de støt stigende høstudbytter gennem de seneste 50-60 år.

Men det var lidt et sidespring, for her skal vi kigge nærmere på kulstofbalancerne globalt i vores Verden. Det er jo underforstået, at vi både kan ”styre” atmosfærens CO₂-indhold og dermed også justere på den globale temperatur. Men kan vi det?

Det har professoren Fred F. Mueller skrevet en interessant artikel om, han baserer den på en årlig udgivelse Global Carbon Project, hvor man årligt forsøger at opstille kulstofbalancen på Jorden, hvad går hvor hen, og hvor ender det? Det er en ufatteligt lærd udgivelse, med en kolossal ekspertise bag, man kan på forsiden se, hvordan man rettelig skal referere til den, se fig. 1 – det er hermed gjort….

Global Carbon Project har opstillet den årlige balance for 2024, og den ser ud som vist på fig. 2. Figuren viser de årlige tal i gigatons (Gt) kulstof, ikke CO₂. Her ser man, hvordan vores forbrug af kul, olie og gas førte til en udledning af 9,7 Gt, og vores ændrede udnyttelse af landjorden til yderligere 1,1 Gt. Planterne, dvs. biomassen, optog 3,2 Gt, havet fangede 2,9 Gt og resten – 5,2 Gt – forblev i atmosfæren og bidrog til det stigende antal ppm.

Fig 3 viser udviklingen gennem årene, her ser man, hvordan de forskellige bidrag er vokset støt år for år fra 1850 og til nu. Det fremgår, hvordan tingene var i perfekt balance i 1850, og hvordan det hele udvikler sig mere og mere voldsomt gennem årene, i takt med vores stigende udledninger.

Men man ser også, hvad f.eks. Dr. Roy Spencer har slået på flere gange. Det er langt fra hele den mængde CO₂, vi udleder, der forbliver i atmosfæren, det er snarere kun ca. halvdelen. Resten optages af biomassen og af havet. Biomassens optag behøver ikke udelukkende at være i form af en større mængde planter og træer, CO₂-en kan blive ekspederet ned i muldjorden og ophobes som kulstof her. Men den gængse klimaforskning bryder sig ikke om Spencers tanker.

Det er således en grundantagelse bag fig. 3, at al den CO₂, som havet har opsuget, stadigvæk er til stede som opløst CO₂ i vandet. Det fører til snak om ”forsuring” og andre katastrofer. Bl.a. forudser dele af klimaforskningen, at havets ”evne” til at opsuge mere CO₂ snart vil falde, og derfor vil stigningen i atmosfæren accelerere, og den globale opvarmning løbe løbsk, medmindre, selvfølgeligt, at vi får gennemført den grønne omstilling i en fart.

Dertil er der at sige, at risikoen nok ikke er så stor, bl.a. taget i betragtning, at havet i forvejen rummer 37.000 Gt CO₂, så de årlige tilførsler er minimale. Men det er imidlertid her, at Fred Mueller har en yderligere pointe, der går imod den gængse opfattelse.

Vi er alle klar over, at der i havene findes enorme mængder af organismer, der bygger kalkskaller. Det gælder muslinger, snegle, krebsdyr, men i særdeleshed også koraller og alle algerne med skal. Til bygningen bruger organismerne opløst CO₂, som de får til at reagere med opløst calcium (Ca). For hvert molekyle kalk (CaCO₃) bliver der således brugt et molekyle CO₂. Når organismen dør, går kalken som oftest ikke i opløsning igen, i stedet synker den ned på havbunden. Omkring koralrev finder man således store mængder af koralgrus, stumper af døde korallers huse. Algerne vil ofte synke til bunds, og det sker tit på dybere vand og ender på havbunden som metertykke lag. I gennem Klodens historie er nogle af disse lag så blevet skubbet op af geologiske processer, og er f.eks. blevet til Stevns eller Møns Klinter. Skaldyr, som muslinger eller søpindsvin, finder man så som fossiler i kalklagene.

De processer kører for fuld kraft i dag og har formentligt fået sat ekstra fart på som følge af den forøgede tilgang af CO₂ fra atmosfæren. Det er fænomener, der er svære at sætte tal på, af gode grunde, men Mueller kommer med nogle bud, således skulle korallerne alene årligt bortskaffe omkring 1 Gt kulstof og algerne m.v. 1-2 Gt.  

Dermed har vi et optag fra organismerne, der er af ca. samme størrelse som den totale mængde CO₂, der opsuges af havet. Det betyder så for det første, at indflydelsen på ”surheden”, pH, vil være beskeden, men også at havets evne til at optage fremtidige udledninger af CO₂ vil være uforandret.

Set i det lys må man stille spørgsmål ved teorien om den ”perfekte balance” i 1850. Og så underbygger iagttagelserne her, at ”netto-nul” overhovedet ikke giver nogen mening, som Roy Spencer gentagne gange har påpeget.