Bare i sidste uge blev der igen blæst i dommedagstrompeterne. Den europæiske klimatjeneste Copernicus meddelte, at d. 21. juli var den varmeste dag på Jorden nogensinde! Den globale temperatur var nået op på hele 17,09 grader, hvilket var over rekorden fra i fjor på 17,08 grader. Medierne tog straks fat i historien, der blev spredt vidt og bredt.
En direktør for Copernicus, Carlo Buontempo, udtalte at der den 21. juli blev sat en ny rekord for den globale middeltemperatur. Han fortsatte:
Vi er nu for alvor ude i farvande, der ikke er kortlagt og da klimaet fortsætter med at blive varmere, er det givet, at vi vil se nye rekorder slået i de kommende måneder og år.
Dagen efter blev det endnu værre (bedre?), her kunne Copernicus fortælle os, at temperaturen var nået helt op på 17,16 grader (jfr. fig. 1), dvs. rekorden fra i fjor var slået med hele 0,08 grader! Panikken var total. Buontempo kom på banen igen:
Nu har vi en ny rekord, og den er tilstrækkeligt stor til at vi har grund til at fastslå at sidste års rekord hermed er slået.
Vores danske klimaprofet fra DMI, Adrian Lema holdt sig heller ikke tilbage, i en udtalelse til DR:
– Det, der gibber i mig, er, at de her meget høje temperaturer kan give vejrekstremer verden over. Hedebølger, skybrud, oversvømmelser og tørker. Så jeg bliver selvfølgelig nervøs for, hvad det her kan bringe med sig, siger Adrian Lema.
Det bemærkelsesværdige ved hele sagen er den fantastiske præcision, med hvilken den globale gennemsnitstemperatur åbenbart kan måles. Som vi tidligere har været inde på, er en global temperatur en svær (læs: Umulig) størrelse at håndtere i praksis. Det er jo noget med gennemsnittet af alle temperaturer målt rundt omkring på Jorden, fra toppen af Mount Everest, bunden af Death Valley, Stillehavet ved Ækvator, regnskoven i Congo, toppen af indlandsisen i Antarktis osv. Temperaturerne må skulle vægtes på én eller anden måde, så man fastlægger, hvor stort et areal hver måling skal repræsentere. Og hertil kommer de utallige målestationer i bebyggede omgivelser, hvor man døjer med forhøjede temperaturer pga. byvarmen.
Copernicus kommer udenom nogle af disse vanskeligheder ved at basere sig på satellitmålinger, men også her er der mange kilder til usikkerheder, og hele Jorden bliver ikke dækket helt ensartet. At påstå, at man kan se forskel på 17,08 og 17,09 grader er således uvederhæftigt. Derfor var Buontempo også glad for det ekstra nøk, som temperaturen fik dagen efter, hvorved forskellen nåede op på 0,08 grader. Men det er stadigvæk meget lidt.
Nu har vi talt meget om målinger, men Copernicus’ tal er slet ikke rene måleresultater. De bruger computermodeller til at behandle data og udfylde hullerne i måleserierne. Det er de samme modeller, som man bruger til at forudsige vejr og klima, men nu bliver de sat til at regne på den nærmeste fortid. Hermed er vi tilbage ved klimaforskningens generelle situation, tallene er et resultat af de forudsætninger, som forskerne har lagt ind i deres modeller og har dermed ikke nødvendigvis så meget med realiteterne at gøre.
Men hvorfor blev de dage så ”gloende” varme? Fig. 2 viser fordelingen af temperaturafvigelser over hele kloden, og man bemærker, at det generelt ikke ser voldsomt ud, hverken i den ene eller den anden retning. Men Antarktis stikker ud. Her er temperaturen over store dele af kontinentet omkring 8 grader celsius højere end gennemsnittet for de samme dage i perioden 1991-2020. Det lyder jo voldsomt, indtil man kommer i tanke om, at det er vinter i Antarktis og temperaturerne typisk ligger nede omkring minus 50 grader. Så 8 grader fra eller til gør ikke den store forskel. I 2023, der jo ellers globalt var et ”varmt” år, var vinteren i Antarktis ekstremt kold, man var nede omkring minus 70-80 grader, hvilket i øvrigt gav de udstationerede forskere problemer, da deres flyvemaskiner ikke kan komme i luften ved så lave temperaturer (hydraulikken svigter og brændstoffet bliver til gele).
Men de varme dage i juli er således et resultat af et midlertidigt vejrfænomen over Antarktis og er ikke noget udslag af en global opvarmning generelt. Man skal huske på, at vi aldrig før har mobiliseret så mange kræfter til at måle og computer-beregne temperaturen, så vi kan slet ikke sammenligne med temperaturerne tilbage i f.eks. 1930-erne, der også var en varm tid. Det hele er en storm i et glas vand, men det er jo heller ikke det, det handler om. Adrian Lema:
– Der er ingen tvivl om at kogepladen er brændende varm lige nu, og vi skal bestemt til at flytte hænderne, hvis det ikke skal fortsætte. … Generelt stiger temperaturen på grund af den menneskeskabte globale opvarmning, og selv hvis vi får nogle naturligt køligere La Niña år, går tendensen fortsat op ad. Det skal vendes, og det er vigtigere end nogensinde før, at verden handler nu.
Lema vil have grøn omstilling, som dog nok er uden for hans ekspertise-område.
Danish
“Tih ies is melting at teh pøles”
Bare nu ikke Adrian Lema fik en “dårlig fornemmelse i maven”, da han hørte videnskabens nyeste landvinding.
Jeg er 69 år gammel og har aldeles uvidenskabeligt den personlige observation, at det er blevet varmere under danske himmelstrøg. Herværende indlæg viser så, at det også har været tilfældet i andre lande. Vi lever i en opadgående trend og har gjort det længe. Det kan derfor ikke komme som en overraskelse at denne trend fortsætter.
I 2009 besøgte jeg Athabasca Glacier i Britisk Colombia. Gletsjeren er en turistattraktion, hvor man for mere end 125 år siden har fulgt gletsjerens tilbagetrækning ved med flag at markere frontens tilbagetrækning per dekade. Helt og aldeles uvidenskabeligt skridtede jeg afstanden mellem flagene og konstaterede at tilbagetrækningen så ud til at foregå med en nogenlunde konstant hastighed og altså ikke nogen særlige tegn på en acceleration indenfor de seneste dekader.
Min lægmands-konklusion var så, at der må være andre faktorer end menneskets aktiviteter der har indflydelse på denne gletsjer. Dette skal selvfølgelig ikke opfattes således at menneskelig udledning af CO2 ikke er et problem. Menneskelig aktivitet har forøget atmosfærens CO2 indhold med ca. 50%. Dette bør alt andet lige medføre meget alvorlige overvejelser om en fortsat massiv udledning nu også er en god ide. Vi må også huske på, at en så signifikant ændring i atmosfæren vil have en evolutionær effekt på klodens flora.
Hvilke mekanismer der er aktive i temperaturstigningen er der mange kloge hoveder, der har en mening om. CO2 er en af dem, men det store spørgsmål er jo så, hvor meget CO2 så egentlig bidrager med. En ting synes dog at ligge helt klart – det er ikke kun CO2 som har indflydelse på temperaturstigningen.
Hvor ligger mætningspunktet?
Enhver husejer ved at det er godt at isolere sit hus, da det holder på varmen. Men også at der er et punkt hvor mere isolation ikke længere gør en forskel. Man har nået et punkt hvor der ikke bremses eller fanges mere varme, man har nået et mætningspunkt. Det samme gør sig gældende for CO2 i atmosfæren. Ved meget lave koncentrationer bidrager CO2 til at fange varme, men der er et mætningspunkt hvor CO2 ikke længere gør en forskel. Ny forskning af polske forskere under ledelse af Jan Kubicki bekræfter igen, at dette punkt er overskredet. At over 400 ppm (parts per million) har CO2 ingen yderligere isolerende effekt. Deres forskning er offentliggjort på den fagfællebedømte (peer review) platform Science Direct tilhørende Elsevier. Sidste år demonstrerede såvel professor i atmosfærisk videnskab Yi Huang fra McGill universitet, som Chen et al det samme, at mætningspunktet i forhold til CO2 i atmosfæren er nået. Den tyske professor i fysik Dieter Schildknecht sætter mætningspunktet så lavt som 300ppm. Nobelpris vinder John Clauser og professor emeritus i fysik fra Princeton William Happer, er andre kendte tilhængere af teorien om et allerede overskredet mætningspunkt. Om punktet ligger ved 300 eller 400 ppm er egentligt ligegyldigt. Det væsentlige er at mere CO2 i atmosfæren ingen forskel gør. Kun en positiv, da det vil stimulere plantevækst.
Fig. 1 er uforståelig.
Sommeren er ligeså varm i Sydafrika, Australien, Indonesien, Stillehavet og Sydamerika mv. som på den nordlige halvkugle, så gennemsnittet i januar-februar måned på 13 grader burde vel være ligesom sommeren i juli-august på den nordlige halvkugle – de 17 grader? Måske viser denne forskel, at usikkerheden på beregningerne er 400/17 eller 23%!!
Hvis forklaringen er, at den sydlige halvkugle har mere hav, og derfor er køligere, så er det manipulation. Det, der er relevant, er temperaturen på den befolkede del af landjorden.
En mageløs historie, der blot viser, hvor skeptisk vi nødvendigvis må være over for, hvad der bringes i medierne ikke mindst fra DMI! … Og så slukker vi for kogepladen / eller skruer den ned til vanlig brugbar temperatur i virkeligheden. 🙂
Bent Kim Jepsen: Det med signifikans er jo so eine Sache … i mit egentlige fagområde er det jo en væsentlig forskel på signifikans og signifikans-niveauer, når man skal vurdere om signifikansen har nogen reel, praktisk betydning eller ej.
Jeg mener, dette også må gælde her, ikke sandt?
Per Bjerring-Jensen: Skal vi nu ikke holde os på måtten: Der vedtages intet i EF/EU af andre end af Ministerrådet, i sidste ende af medlemslandenes regeringschefer, der har mandatet med hjemme fra deres egne parlamenter. Og alt dette er ikke klimarealismens gebet, for det er rent politisk!
Pb Andersen: Jeg hælder til den absolutte opfattelse, at det ER en vanvittig historie. Det ville overraske mig, om min opfattelse skulle være forkert. 🙂
Ganske rigtigt: Videnskabeligt set er den globale gennemsnitstemperatur en beregnet størrelse. Den globale gennemsnitstemperatur er ikke målt, men altså beregnet. Når man beregner noget arbejder man med statistik. Det betyder at man videnskabeligt set skal tale om statistisk signifikans ved alle beregninger. Statistisk signifikans er det område, beregningen er usikker i. Vedrørende en kompliceret beregning som den globale gennemsnitstemparatur er området ikke i promiller men i procent.
Dernæst kan man ikke lave en videnskabelig beregning for DGG før satellitmålingerne, da der ikke var tilstrækkelige målte data globalt set før 1970-erne.
Den globale gennesnitstemperatur er lavet på beregning med et beregnet resultat. Beregningen er mere usikker end beregnerne vil kendes ved.
Kære venner,
Endnu en historie som fortæller at alle ansatte i EU bare er en flok får, der ikke tænker én selvstændig tanke. Siden Danmark trådte ind i EF 1. januar 1973 efter afstemningen 2. oktober 1972, har danske politikere slået hælene sammen og istemt ja og amen til alt hvad der kommer fra Bruxelles; åbenbart også DMI!
Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor man kan være så hukommelsessvage når man står i stemmeboksen.
Er der beregnet usikkerhed på den globale gennemsnitstemperatur. Hvis den er +- 1 grad eller mere er det jo en vanvittig historie.