Afvist indlæg

Det er ikke kun danske medier, der rutinemæssigt afviser klimarealistiske indlæg. Det samme gjorde sig gældende i den nys overståede retssag mellem Michael E. Mann, hockeystavens fader, og de to skribenter Simberg & Steyn. De havde bl.a. kaldt Mann en svindler, og så havde han reageret ved at sagsøge dem for bagvaskelse.

Det er klart, at et væsentligt element i Simberg & Steyns forsvar nødvendigvis måtte bestå i at dokumentere, at Mann har svindlet med sin forskning – specielt i forbindelse med fremkomsten af den berømte hockeystav. Her fik Simberg & Steyn indkaldt flere eksperter, dels til selve retssagen og dels til at give input på skrift inden. En af sidstnævnte var Judith Curry, som forfattede en længere skrivelse, der kastede lys på Manns videnskabelige metoder. Efter protester fra Manns stjernerække af advokater (som han ikke selv betalte for) besluttede retten imidlertid, at disse indlæg ikke måtte indgå i det materiale, som juryen skulle vurdere. Det virker jo umiddelbart lidt mærkeligt – men når vi har med klimaet at gøre, er der mange ting, der er mærkelige. Men her følger lidt højdepunkter fra Currys indlæg. Det er artige sager, hun bringer frem:

Curry lægger for med en gennemgang af den righoldige litteratur, der er dukket op efter offentliggørelsen af hockeystaven i 1998 og 1999. Der er skrevet en stribe videnskabelige artikler, hertil kommer en lang række bøger og talløse indlæg på blogs på internettet. Langt det meste har været stærkt kritisk over for Mann og hockeystavene.

En stor del af hockeystaven er baseret på årringene i træer, og her har Mann bl.a. benyttet sig af ret usædvanlige fremgangsmåder til omsætningen af ringenes tykkelser til temperaturer. Kritikere har undret sig over, at han ikke brugte de gængse anerkendte metoder.

Balladen medførte, at flere af Manns nærmeste kollegaer undsagde ham. Således Ray Bradley, en af hans medforfattere til artiklerne fra 1998-99:

Jeg vil gerne frigøre mig selv fra Mike Manns synspunkt. Hvis man mener, at det er ”bedre at ingenting kommer frem, end noget, der er uacceptabelt for os”… som om vores opgave er at vogte over alt, hvad der er acceptabelt i videnskaben om fortidens klima, hvilket synes imponerende arrogant. Videnskaben bevæger sig fremad, uanset om vi er enige i de enkelte artikler eller ej.

Mann påstod, at hans hockeystav dækkede det globale klima, men han havde meget få data fra troperne. Herom skriver Keith Briffa, som vi vil høre mere om nedenfor:

Jeg har lige læst brevet, og jeg synes at det er noget vrøvl. Jeg er dødtræt af Manns påstand om, at hans temperaturkurve også dækker troperne, bare fordi den indeholder nogle få tropiske data.

En forsker fra NASA er inde på samme spørgsmål:

Vedrørende hockeystaven: Hvad Mike Mann hele tiden ikke forstår, og som ikke kan løses, uanset hvor mange referencer man læsser på, er, at der praktisk talt ikke er nogen pålidelige tropiske data for det meste af tidsperioden, og uden at kende temperaturerne i troperne er der ingen måde, hvorpå vi kan vide hvor kold (eller varm) kloden faktisk var. Jeg har fremført det her til Mike flere gange, men det ser ikke ud til at trænge igennem.

Selve hockeystaven blev skabt ved brug af diverse fiduser, som Curry beskriver detaljeret.

Først og fremmest var der det problem, at proxyerne ikke rigtigt viste nogen temperaturstigning frem mod nutiden. Nogle få gjorde, og dem udvalgte Mann så som sine hovedkilder, og ignorerede resten. Det var specielt nogle såkaldte børstekoglefyrretræer fra en bjergtop i USA, som gav nogle pæne kurver. Det var dog ikke dem alle, og det endte med, at en del af hockeystaven reelt kun er baseret på et enkelt træ, der så skal gælde for den globale temperatur.

Værre var det, at et større arbejde udført af forskeren Keith Briffa viste, at årringene efter 1960 ikke indikerede nogen form for temperaturstigning, se fig. 1. Det var jo ellers dér, vejret for alvor blev varmere ifølge drivhusgas-teorien. Briffas tidsserie var meget værdifuld, fordi den dækkede tiden langt tilbage, så det var lidt ærgerligt med den afslutning. Mann løste problemet ved at fjerne stykket efter 1960. Han gjorde det uden at skrive noget om det, hverken i sine artikler, eller i den IPCC-rapport, hvor han selv var hovedforfatter, og hvor hans hockeystav optrådte gentagne gange.

Men man kan jo ikke bare fjerne data efter behov. Hvis Briffas kurve ikke repræsenterer virkeligheden efter 1960, hvordan kan man så stole på resultaterne helt tilbage til år 1500?

De officielle udgaver af hockeystaven viser altid noget, der skal forestille de årlige målinger, men de svinger voldsomt op og ned. For at gøre det mere overskueligt vælger man så at indlægge kurver, der viser gennemsnittet over en årrække, f.eks. 50 år, som vist på fig. 2. Det giver god mening, når ens kurve dækker 1000 år. Det er den kurve, folk reelt vil kigge på, og derfor er det her, de ser budskabet.

Nu stopper de fleste proxyer omkring 1980 og i årene efter 1960 viste de ikke rigtigt noget brugbart. Hockeystaven er jo fremkommet ved, at man så har splejset målte temperaturer på til dækning af perioden frem til nutiden. Der er måske op til 100 år, hvor de to kurver overlapper. En sådan splejsning anses ikke for at være særligt videnskabelig forsvarlig, men det er, hvad der blev gjort. Men gennemsnitskurven over de 50 år frembyder et særligt problem. Den skulle jo gerne føres så langt frem i tiden som muligt, men hvis den skal være baseret på den pålidelige del af proxykurverne må den stoppe allerede i 1935. Det problem løste Mann ved simpelthen udelukkende at anvende temperaturmålingerne efter 1960 og bruge dem til at fremføre gennemsnittet til 1980. Men det er videnskabeligt set en helt uacceptabel fremgangsmåde, således at sammenblande to vidt forskellige sæt data.

Der var så også et tilfælde af regulært snyd. En temperaturrekonstruktion baseret på nogle aflejringer af mudder i en finsk sø endte med et kraftigt fald i nutiden. Den kurve blev simpelthen vendt på hovedet og brugt i en af Manns hockeystave fra 2008.

Curry udtaler om Manns rolle generelt:

Efter min mening har Michael Mann spillet en hovedrolle i klimavidenskabens forfald, den udvikling som han ellers beklager sig over i sit sagsanlæg. Han har (a) tilbageholdt data fra forskere, der er kritiske over for hans arbejde; (b) kvalt kritik af sit arbejde i IPCC og ved at forvride fagfællebedømmelsen; (c) udset sig forskere, der har erklæret til uenige med ham, og angrebet dem voldsomt.

Han bruger selv udtrykket ”svindelagtig” om forskning, der er kritisk over for hans egen, og dertil kommer hans omtale af folk, han er uenig med, som ”professionel løgner der kan lejes” [fig. 3], ”benægter”, ”anti-videnskab”, og dette bidrager til den generelle holdning om at ”går den, så går den” i miljøet om dette kontroversielle og omdiskuterede emne.

Der findes nogle spilleregler for videnskab, som blev formuleret allerede i 1942:

• Fællesskab: Alle videnskabsfolk skal have fri og lige adgang til alle data og oplysninger, og der skal være en opfattelse af fælles ejerskab. Hemmeligholdelse er det modsatte af denne regel.
• Lighed: Alle forskere, uanset race, nationalitet, kultur eller køn kan frit deltage i processen.
• Uegennytte: Forskere skal arbejde for det fælles bedste og ikke for private gevinster.
• Organiseret skepsis: Skepsis betyder, at alle videnskabelige teorier skal gennemgås kritisk, før de bliver accepteret.

At Michael Mann konsekvent har forsøgt at holde sine data og statistikprogrammer hemmelige, har vi været inde på adskillige gange. Steve McIntyre har beskrevet sine vanskeligheder med at få indsigt i baggrunden for hockeystaven, og selv har Mann i Climategate-mails klart givet udtryk for sin irritation over McIntyre og sit stålsatte forsæt om ikke at udlevere noget.

Vedrørende skepsis citerer Curry den her på siden velkendte John Christy, der var ledende forfatter på IPCC’s 3. Vurderingsrapport – sammen med Michael Mann. Christy beskriver, hvordan Mann teede sig:

Nogle resultater fra borehuller i Grønland gjorde et stort indtryk på mig, her havde man genskabt temperaturen i de seneste 20.000 år. Resultatet viste klart en 500 år lang periode, hvor det var varmere end i nutiden, omkring år 900, det som man ofte kalder Den Middelalderlige Varmeperiode, en ting som bemærkelsesværdigt nok ikke fremgår af hockeystaven.

Jeg diskuterede dette med Mann ved hvert møde om IPCC-rapporten, og anmodede ham om at medtage dette helt usædvanlige resultat i rapporten, som dokumentation for temperatur-udsving, der afveg fra hans egne. For mig at se, var resultaterne fra Grønland et mere troværdigt bud på fortidens temperaturer, end hvad man kunne få fra et specielt sæt årrings-proxyer fra det vestlige USA. Men ifølge retningslinjerne var Mann ikke forpligtet til at følge mine anbefalinger, og jeg kunne ikke overbevise ham på nogen anden måde.

Det endte med, at resultaterne fra Grønland overhovedet ikke blev nævnt i Vurderingsrapportens afsnit om fortidens temperaturer.

Så vidt Judith Curry. Hun er ikke i tvivl om, at det er rimeligt nok at karakterisere hockeystaven og Manns forskning i øvrigt som præget af svindel, og det er også konklusionen på hendes skrift til retten.

Men hendes bidrag blev som nævnt ikke medtaget i det materiale, som juryen skulle vurdere. Det er bemærkelsesværdigt, da en del af anklagerne mod Simberg og Steyn jo netop gik på, at de brugte udtrykket svindel om Mann og hans forskning. Men sådan er amerikansk jura åbenbart…

Michael E. Mann har rockstjernestatus i klima-alarmistiske kredse, og hans hockeystav er ikonisk i forbindelse med kampen for at overbevise os alle sammen om den katastrofale globale opvarmning. Mann har viet sit liv til denne kamp, tjent godt på den, og anrettet ubodelig skade i og med, at han har fået så mange politikere og andre beslutningstagere til at kaste sig ud i tiltagende kostbare og totalt nyttesløse forsøg på at gennemføre en grøn omstilling.