Klima-kvababbelser

Vi har flere gange her på siden stiftet bekendtskab med den tyske klimaforsker Friederike Otto. Hun er en af hovedpersonerne bag sammenkædnings-videnskaben, attribution science, hvor man søger at påvise, hvordan de menneskeskabte klimaforandringer har medført, at tilfældene af ekstreme vejrbegivenheder er blevet voldsommere eller optræder med større hyppighed.

Otto & Co. har haft en enestående succes med foretagendet, der er ikke i dag nogen orkan, oversvømmelse eller naturbrand, der ikke i mediernes og folks bevidsthed menes at være forårsaget af ”klimaforandringerne”. Herfra er der ikke langt til det næste skridt, hvor man tror, at bare vi stopper udledningerne af CO₂, så vil vi aldrig mere blive ramt af de vejrmæssige naturkatastrofer.

Andre forskere har stillet sig skeptiske over for sammenkædnings-videnskaben, og 4 italienere udsendte i starten af 2022 en artikel, Alimonti et al., hvor de ud fra statistikker for de seneste godt 100 år klart dokumenterede, at der ikke har været nogen ændringer i tilfældene af ekstremvejr. I artiklen formastede de sig til at skrive, at vi således ikke har nogen beviser for, at vi befinder os i en klimakrise.

Da artiklen nogle måneder senere fik offentlig opmærksomhed, gav den anledning til umådelig vrede hos Friederike Otto og hendes fæller i det uformelle samarbejde Verdens Vejr-Sammenkædning. De har ellers specialiseret sig i at udsende lynhurtige studier, der påviser, at denne eller hin begivenhed blev værre pga. klimaforandringerne. Forskerne kastede sig over tidsskriftet, der havde udsendt italienernes artikel, og her for nyligt kom det frem, at artiklen nu formelt er trukket tilbage af forlaget. Det er sket uagtet, at der ikke blev påvist nogen videnskabelige fejl i resultaterne, og hele forløbet var både uldent og skammeligt, som beskrevet af Roger Pielke Jr. her.

Men som sagt tror folk nu fuldt og fast på, at alle naturkatastrofer er en følge af klimaforandringerne. Det har statsledere og regeringer ikke været sene til at udnytte, nu er de jo helt uden skyld i skaderne og alle dødsfaldene i deres hjemlande. Således udtalte Madagaskars præsident i forbindelse med den langvarige tørke som landet led under frem til 2022:

Mine landsmænd betaler prisen for en klimakrise, de ikke selv har skabt.

Det er jo en uheldig situation, fordi en stor del af skaderne fra næsten alle vejrfremkaldte naturkatastrofer kan forebygges eller formindskes. Således kan f.eks. varsling og evakuering redde et meget stort antal menneskeliv. Sikring mod stormfloder og mere robust infrastruktur kan også begrænse de materielle skader. Vi har ligeledes set, hvordan brandforebyggende eller -begrænsende tiltag kan gøre meget til at nedbringer tabene ved naturbrande.

Og nu er selveste Friederike Otto også selv blevet lidt bekymret over den historie og opfattelse, som hun har været en af hovedkræfterne bag at skabe. Sammen med en katastrofeforsker, Emmanuel Raju, har hun skrevet en artikel i Nature med den lidt kryptiske titel ”Varsler om årtier med unaturlige katastrofer”.

I indledningen skriver Otto & Raju:

Risiciene [fra ekstremvejr] er i mange tilfælde ikke rent naturlige mere, på grund af menneskeskabte klimaforandringer. Men også unaturlige katastrofer bliver kun katastrofale i samspil med sårbarhed. Sårbarheden er et resultat af politiske processer …. som f.eks. dårligt fungerende regeringer.

Hvis man udelukkende fokuserer på klimaet i forbindelse med katastrofer, får man en opfattelse, der fjerner ansvaret fra de menneskelige handlinger, der skaber sårbarhed og ofte gør folk mere udsatte.

For at vi ikke skal glemme klimaforandringerne skynder forfatterne sig dog her at tilføje følgende:

Hvis man på den anden side ignorerer sammenhængen med klimaforandringerne, vil det fjerne ansvaret fra nationer og selskaber på den nordlige halvkugle, og man risikerer potentielt dramatiske ændringer i de farlige forhold, der vil kunne ødelægge alle opnåede fremskridt i udviklingen.

Så husk at klø på med grøn omstilling og netto-nul.

Men ellers gennemgår artiklen tilfælde af ekstremvejr i 2021 og 2022 og viser, hvordan størstedelen af de negative følger af hændelserne kunne have været undgået, hvis menneskene havde været bedre forberedt.

Artiklen kommer også ind på sammenkædningsvidenskaben, hvor der ifølge forfatterne er sket store fremskridt. De skriver:

Den viden, vi har nu, bringer os langt i retning af at undgå både at overdrive eller nedsætte betydningen af klimaforandringerne i forbindelse med katastroferne, og vi kan bruge vores viden f.eks. i kommunikationen med offentligheden i forbindelse med begivenheden.

Senere gentages det mere nøgterne budskab:

Udelukkende at tilskrive katastroferne klimaet eller naturen alene, er det samme som at erklære at de er udtryk for ”Guds vilje”. Det fjerner ansvaret fra lokale sammenhænge og forhindrer forebyggende tiltag.

Vi bliver dog gentagne gange mindet om, at vi ikke må glemme de menneskeskabte klimaforandringer og deres rolle, de har stor betydning for den 3. verdens muligheder for at få dækket ”tab og skader”. Men stadigvæk skyldes størstedelen af disse tab og skader lokal sjusk og ligegyldighed.

Man fornemmer en vis utilpashed ved således at frikende klimaforandringerne delvist, men på den anden side må man jo se realiteterne i øjnene. I et interview med Weekendavisen udtaler Friederike Otto følgende:

»Det handler ikke om at negligere klimaforandringerne, men om at beskytte os mod deres effekter nu og her. Selv hvis vi stopper med at afbrænde fossile brændstoffer i morgen, vil de ekstreme vejrfænomener ikke høre op lige foreløbig. Og der vil komme flere katastrofer, hvis vi ikke anerkender, hvor sårbare vi er.«

Om oversvømmelserne i Tyskland i 2021, som ellers er blevet tilskrevet klimaforandringerne udtaler Otto:

»Det primære problem var, at regnvandet ikke havde noget sted at sive ned, hvilket gjorde, at det blev ledt direkte ud i floderne. Derudover fungerede kriseinformationen ikke. Advarslerne fra de tyske myndigheder nåede ikke i tilstrækkelig grad frem til borgerne i de berørte områder.«

Ottos medforfatter Raju opsummerer meget fint, hvordan dårlige statsledere har fundet en god undskyldning for deres elendige håndtering af naturkatastroferne. Der har altid været undskyldninger, men nu er klimaforandringerne kommet til som en meget kærkommen forklaring:

»Historisk har der altid været en tendens til at skyde skylden på naturen – eller guderne – når en katastrofe rammer. Det er blevet betragtet som noget, der var uden for menneskelig kontrol, og den opfattelse er stadig meget udbredt.«

Madagaskars præsident er et fint eksempel på dette fænomen, Desværre har han ikke statistikkerne med sig. Tørken var ikke usædvanlig, hverken mht. længde eller alvorlighed. Der er tale om helt naturlige variationer, der bl.a. er styret af svingningerne i havstrømmene i det Indiske Ocean, og selv ENSO-svingningerne (El Niño / La Niña) i Stillehavet spiller en indirekte rolle. Men når tørken blev til en katastrofe, skyldes det generelt fattigdom, manglende udvikling og ingen forsøg på at etablere kunstig vanding. Alt sammen primært følger af den førte politik.

Men i Weekendavisens artikel kommer man dernæst ind på et meget alvorligt problem. Hvordan vil ”klimabenægterne” reagere på et budskab som Otto og Raju kommer med her? Vil de netop ikke se det som en kraftig støtte til deres forbryderiske sag? Raju udtaler:

»Vi er helt med på denne risiko, og derfor gør vi også meget ud af at understrege gennem hele artiklen, at klimaforandringerne både er menneskeskabte og meget reelle. Men det er samtidig vigtigt at fortælle den fulde historie.«

Friederike Otto understreger endnu engang at der er klimaforandringer, og at de har indflydelse på ekstremvejret, men den brede befolkning mangler den korrekte indsigt i denne sammenhæng. En sådan indsigt ville ellers tage vinden ud af sejlene på klimabenægterne.

Alt i alt en interessant historie. Klimarealisterne foretrækker at holde sig til statistikkerne og her er der ikke nogen synlig udvikling i hverken den ene eller den anden type ekstreme begivenheder. IPCC mener heller ikke, at der er udsigt til, at der sker nogen udvikling i de næste 50-100 år, så vi er i ret godt selskab. Men det går jo stik imod sammenkædningsvidenskaben, som er Ottos kæphest. På den anden side er medierne løbet alt for langt – selv efter Ottos mening. Det er da et fremskridt, at man nu åbenlyst erkender betydningen af menneskelige handlinger i forbindelse med afhjælpning og forebyggelse af naturkatastrofernes konsekvenser.