Kogende hav

Berlingskes journalist lader aldrig en chance gå fra sig for at male klimakrisen op i stærke farver. Ethvert pip i medierne eller på Twitter bliver gengivet ufortyndet, uden at der gøres det mindste forsøg på at efterprøve om historien nu også kan være sand. Vi så det med oversvømmelserne i Pakistan for et år siden. Og nu gælder det den rekordhøje havtemperatur målt ud for Floridas kyst. Berlingskes omtale starter med en henvisning til FN-generalsekretær Guterres’ snak om en tilstand af ”global kogning” og fortsætter derefter med følgende:

Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, men det er vitterligt opsigtsvækkende for ikke at sige historiske klimatider, vi nu befinder os i.

Eksempelvis registrerede en bøje ud for det sydlige Florida sidste weekend en havvandstemperatur, der var – om ikke kogende – så dog feberhøj og på højde med den vandtemperatur, de fleste foretrækker i et badekar.

37,8 grader sagde termometeret på bøjen, hvilket er ny global havvandsvarmerekord – hvis målingen bekræftes officielt.

Anthony Watts har nu på Climate Realism gjort det, som enhver hæderlig journalist bør gøre, nemlig tjekket om så fantastisk historie nu også holder vand.

Watts starter med at vise den faktiske temperaturmåling fra bøjen, se fig. 1. Man ser at rekordtemperaturen kun nås ved en enkelt top på kurven og i løbet af 10 timer derefter er den faldet med 5-6 grader celsius. Så hvad var det, der skete?

Den grundlæggende forklaring er, at bøjen her slet ikke er en godkendt station til måling af havtemperaturer. Den er placeret meget tæt på kysten og befinder sig faktisk i Everglade-sumpområdet, se fig. 2.

Fig. 3 viser et nærbillede fra Google Earth, og her ser man, at bøjen befinder sig på ganske lavt vand, bemærk at man kan se havbunden omkring bøjen.

Watts skriver:

En af de mest vigtige ting, som medierne overså, er, at pga. det lave vand og nærheden til kysten er denne bøje meget følsom over for tidevandet og store temperaturvariationer. Med så lavt vand er det meget let for solen at opvarme sandet eller mudderet under bøjen, som er mørk (hvilket vil opsuge endnu mere sollys), hvilket igen vil forhøje temperaturmålingen i vandet.

Og ja, den høje temperatur blev netop målt ved lavvande. Temperaturen nåede sin top knap 4 timer efter, at vandstanden havde nået sit minimum, vandet var blevet godt opvarmet, fordi sollyset bagte på havbunden.

Watts påpeger herefter, at den høje temperatur ved denne bøje faktisk er set før. Rekorden er fra august 2017. Der er kun data fra bøjen siden 2004, så tidsrummet er for kort til at kunne bruge målingerne til en bedømmelse af nogen udvikling i klimaet, se fig. 4. Og der ser heller ikke ud til at være nogen udvikling.

Så hvis journalisterne havde orket at kigge lidt nærmere på tilfældet, ville de have kunnet konstatere, at der ikke er tale om nogen rekord, bøjen er ikke placeret på en måde, der kan bruges til målinger af havtemperaturen, og dens målinger hænger nøje sammen med niveauet af tidevandet, hvilket jo heller ikke har så meget med klimaet at gøre.

Watts afslutter som følger:

Men [journalisterne] gad ikke tjekke. I stedet fulgte de bare den samme drejebog om en klimakrise, som de altid skriver efter, og kom med overdrevne historier om havtemperaturer ”uden fortilfælde” og advarsler om den kommende klimakatastrofe.