Varmen i Atlanterhavet

I Atlanterhavet har man på det seneste oplevet rekordhøje temperaturer, og i den anledning har den ikke fået for lidt i medierne. Selvfølgeligt er hovedårsagen menneskehedens udledninger af CO₂ og den deraf følgende globale opvarmning. Den skulle bl.a. have medført en kraftig energiophobning i Verdenshavene, og noget af den energi frigives nu.

Undertegnede er som bekendt en hårdtprøvet abonnent på Berlingske, og her bliver der ikke sparet på krudtet:

Atlanterhavet er præget af historisk varmt havvand – så hedt, at klimaforskere klør sig i nakken af forbavselse. … det hele peger mod en klimatisk ekstrem sommer. Der er mere end én årsag, men hovedskyldneren finder vi ved at se os selv i spejlet.

En tysk meteorolog kalder det for »vanvid«.

En britisk marinbiolog beskriver det som »i sandhed skræmmende«.

I årets maj var middeltemperaturen i Nordatlanten ifølge WMO hele 1,25 grader over majgennemsnittet i årene 1961 til 1990. Det er så langt den varmeste maj i det enorme havområde, siden man indledte nogenlunde systematiske målinger i 1850.

Det var nu nok ret begrænset, hvor mange systematiske målinger man havde i 1850. De kom først efter Anden Verdenskrig. Berlingske fortsætter:

Siden 1. juni er havtemperaturen tilmed fortsat yderligere opad – mod helt nyt og dermed ukendt terræn.

Det er der nok desværre grund til, for næsten 90 procent af al den overskudsenergi, der er tilgået jordkloden siden 1971 – næsten udelukkende som følge af den tiltagende drivhuseffekt – har lagret sig i oceanerne. Og det er alt andet end et par tændte tændstikkers energi, det drejer sig om. Ifølge det videnskabelige nyhedssite The Conversation har der i de sidste tre år ophobet sig ekstra energi i klodens klimasystem svarende til 11 Hiroshima-atombomber – i sekundet.

Derefter går Berlingske over til en stribe forklaringer, hvoraf den vigtigste naturligvis er vores udledninger af drivhusgasser. Men herudover nævnes:

• Overgangen til renere drift af skibe, der resulterer i færre kølende partikler i luften (vores skyld)
• Hunga-Tonga vulkanudbruddet i Stillehavet, der sendte en masse varmende vanddamp op i atmosfæren
• Mindre sand i luften fra Sahara i år
• Ændringer i den polære jetstrøm (vores skyld)
• Den begyndende El Niño i Stillehavet, der jo giver varme.

Men konklusionen er selvfølgeligt, at enden er nær for menneskeheden og Jordkloden.

Heldigvis kan man finde mere ædruelige gennemgange af situationen, og en af dem befinder sig på Judith Currys hjemmeside.

Man tager her fat i ideerne om CO₂-udledningerne og fire af de fem ovennævnte forklaringer (El Niño undtaget) og tilføjer en sjette: Naturbrandene i Canada i juni måned. Og det slås fast, at ingen af dem formentligt har den store betydning.

Det der sker, er primært et resultat af et ændret skydække over Atlanterhavet. Skydækket spiller en stor rolle for temperaturen, da skyerne tilbagekaster solens stråler, der derved i mindre grad når ned til havoverfladen og varmer vandet op.

Opvarmningen har været kraftig, men tilsvarende fænomener forekom i foråret 1983, 1987, 1989 og 2010.

Hovedårsagen skal findes i NAO, den Nordatlantiske Svingning. Indeks for NAO er beregnet ud fra forskellen i lufttrykket ved havoverfladen hhv. på breddegraderne ved Azorerne og ved Island. Fig. 1 viser, hvordan indekset har været rekordlavt her i maj-juni, i hvert fald for netop de måneder. I andre måneder i året har indekset været nede på samme niveau.

Fig. 2 illustrerer situationen. Kortet til venstre viser de gennemsnitlige tryk ved havoverfladen i perioden 1995-2022 og de fremherskende vindretninger. Kortet i midten viser situationen i juni 2023, mens kortet til højre viser afvigelsen mellem de to andre. Kortene viser en dramatisk udseende afvigelse, men man skal være opmærksom på skalaerne, vi taler om bare 10 hPa, svarende til 10 millibar fra top til bund.

Vindmønsteret er dog også væsentligt anderledes, og netop det menes at medføre ophobningen af varmen i havoverfladen. De såkaldte passatvinde (kendt fra gamle dages sejlskibsfart) bliver svækket og det reducerer fordampningen fra havoverfladen, hvorved varmen bliver i vandet. Samtidigt har de svagere passatvinde også en indflydelse på skydannelsen, der reduceres, hvilket tillader mere sollys at varme havet op.

Et yderligere bidrag til opvarmningen kan komme fra den begyndende El Niño-tilstand i Stillehavet, den medfører en generel temperaturstigning omkring Ækvator, der også kan smitte af på den sydlige del af Nordatlanten.

Sandstorme fra Sahara kommer hvert år, og har en kølende effekt, fordi partiklerne reflekterer sollyset. Stormene har ind til videre i år været forholdsvis svage, hvilket kan have bidraget en smule til opvarmningen, men ikke noget af betydning. Det samme gælder, som nævnt den ekstra  vanddamp i stratosfæren fra Hunga Tonga-vulkanen, den er beregnet til at give en global temperaturstigning på 0,034 grader over de næste fem år.

Når vi kigger på alt dette her, må vi gøre os klart, at vi kun har pålidelige data for meget få år. Vi kan slet ikke vurdere, om der tidligere har været tilsvarende kombinationer af en NAO-tilstand og f.eks. en begyndende El Niño. Om temperaturen i Verdenshavene kan vi kun sige, at de højere varmegrader ikke stikker ret dybt, og generelt er havenes temperaturer stadigvæk i gang med at stige efter ophøret af den seneste istid for 12.000 år siden. Forskerne har regnet på, hvor meget energi, havet har fået tilført i de seneste 60-70 år, det er et kolossalt stort antal joule, eller zetta-joule, som man regner i, men i realiteten kan denne energimængde opvarme havets øverste 2000 m med ca. 0,13 grader celsius. Det er jo ikke meget.

Solen tilfører havet enorme mængder af energi ved Ækvator, og denne energi bortskaffes så (i retning mod nord og mod syd) ved hjælp af havstrømme, fordampning, luftstrømme osv. Et kompliceret system, som videnskaben langt fra forstår til bunds. De seneste måneders temperaturer i Atlanterhavet var bare en brik mere i dette puslespil og ingen årsag til hverken frygt eller alarm.