Vi bragte for et stykke tid siden en omtale af en af de varmeste klimamodeller (fra Canada) i den seneste CMIP6-modelsamling. Den forudser en ligevægts-temperaturstigning (ECS) på 5,7 grader celsius ved en fordobling af atmosfærens CO2-indhold. I den anden ende af CMIP6-rækken finder vi en model af russisk oprindelse, hvor ECS er helt nede på 1,8 grader. Fig. 1 viser hele rækken af modeller. Man må nu spørge sig selv, hvorfor er der så store forskelle, der tilmed er blevet værre for hver ny generation af klimamodeller?
Den russiske model, IMN-CM4-8, er et medlem af en familie af modeller. CM4-8’s træfsikkerhed fremgår af fig. 2. Her ser man modellens afvigelser geografisk, taget som et gennemsnit af forskellene mellem de målte temperaturer og modellens beregninger i perioder 1979-2014. Man ser, at modellen generelt undervurderer den arktiske temperatur og til gengæld overvurderer varmen omkring Sydpolen. I størstedelen af resten af Verden rammer modellen inden for +/- 2 grader, og det er ophavsfolkene godt tilfredse med.
Fig. 3 viser hvordan et udvalg af modellerne har simuleret temperaturen mellem 1979 og 2021. Den blå kurve i bunden er den russiske IMN-CM4-8. De målte temperaturer med satellitter er den sorte kraftigt optrukne kurve. Her er valgt at kigge på temperaturer over havet, for at undgå varmeboble-effekten fra byvarmen.
Man bliver jo nu nysgerrig efter hvad det er, russerne gør anderledes end de varmere modellers ophav. Derom er der skrevet flere artikler, og i én af dem, Zelinka et al., påpeges det, at den væsentligste faktor synes at være modellernes håndtering af vanddamp og skydannelse. Netop det område er alle klimamodellers akilleshæl, de er ikke fintmaskede nok til at kunne simulere vandets opførsel, fordampning, fortætning til dråber, (i nogle tilfælde) genfordampning af dråberne og endeligt nedbøren, der fjerner vandet fra atmosfæren igen.
Alle modelskaberne er her nødt til at vælge nogle forudsætninger. Ophavsfolkene til IMN-CM-48 fortæller, hvordan de ved simple justeringer af skydannelsen kan bringe deres ECS fra de 1,8 til 4,1 oC, men så heller ikke højere.
Zelinka forklarer, hvordan det især er modellernes håndtering af det lavere skydække, der varierer. Hvis man har en vis skydannelse men derefter forventer, at mange af skyerne går i opløsning igen, vil skydækkets bortreflektering af sollyset falde, og derved tilføres jordoverfladen mere energi fra sollyset. Der skal ikke mange procent skydække til, før det giver en meget betydelig opvarmning, og godt kan forklare forskellen mellem de 1,8 og de 5,7 grader celsius. Zelinka skriver:
Modellerne har meget forskellige følsomheder over for skydannelsen pga. de store forskelle i hvordan skyer, varmetransport og turbulens er fastlagt gennem modellernes parametre (valgt af forskerne).
Derfor er forskellene mellem modellernes simulering af ændringer af skydækket i forbindelse med den globale opvarmning primært en følge af de valgte følsomheder af skyerne overfor de forskellige faktorer.
Med andre ord er klimamodellernes resultater i høj grad et spørgsmål om de valg, ophavsfolkene har truffet undervejs, på et mere eller mindre løst grundlag. Man prøver f.eks. at bruge data fra nutidens meteorologiske målinger, men igen er der her mange muligheder for fortolkninger.
Situationen er intet mindre end grotesk. Under anvendelse af enorme ressourcer bliver der arbejdet på op imod 100 af hinanden uafhængige klimamodeller, men i sidste ende er de ikke spor enige om resultaterne, der så igen primært kommer af forskernes tilfældige valg af parametre. IPCC har indtil den Sjette Rapport (AR6) nøjedes med at tage gennemsnittet af alle modellernes bud, men selv for IPCC er det blevet lidt for broget, og man begynder at kigge på de alternative metoder til forudsigelser af fremtidens temperaturer.
Danish
Er det egentlig en overraskelse, at netop Rusland mener, fortsat brug af fossile brændstoffer er ok? 😉
Igen: Dette paper baserer sig (hovedsageligt) på, at UAH som de eneste i verden har fundet de vise sten mht. målinger af globale temperaturer. Der findes masser af andre målinger – inklusive satellitmålinger – der er uenige med UAH. Der findes masser af videnskabelige papers, der angriber UAH’S målemetoder, mens det ikke er lykkedes mig at finde et eneste, der er enig med UAH – altså undtaget noget skrevet af folk fra UAH.
Man kan IKKE basere seriøs forskning på så “kontroversielle” enkeltkilder.
Vi kommer tilbage til temperaturkurverne i et indlæg her på siden om godt en uges tid. Jeg har fundet kilder, der understøtter UAH’s kurve. Det vender vi tilbage til.
De her forudsigelser om temperaturen (i havoverfladen) er selvfølgelig “kerneemnet” for hele sagen om klimakrise/ingen klimakrise og menneskeskabt/naturlig.
Den sorte observationskurve viser tydelige udsving mens man må regne CO2 mængden i atmosfæren for meget tæt på konstant. Det kan vist kun tolkes som tegn på “forcering” og “feedback” på forceringen. Tim Ball, som arbejdede for hærens vejrtjeneste i mange år pegede på mindst 30 forskellige variable i klodens temperaturregulering. Ikke så underligt at der er så stor spredning i modellernes forløb. Der er jo frit valg på næsten alle “hylder”.
Når russernes kurve er den mest nøjagtige skyldes det nok at man ikke lægger så stor betydning i CO2- påvirkningen. Desuden rimer det godt med at landet ønsker en stor eksport af fossil-energi..