Klimaforsker-jammer

I en kronik i mediet Altinget beklager to universitetsforskere – Mikkel Gerken, professor i filosofi og Sebastian Mernild, professor i klimaforandringer og meget andet godt – at befolkningen ikke har tillid til klimavidenskabens udmeldinger. Grunden skulle angiveligt bl.a. være, at der er særlige udfordringer ved at kommunikere klimavidenskab.

Det giver d’herrer derefter en gennemgang af, og den vil vi gerne kommentere lidt på i det følgende. Det kan godt være, at det er svært at udbrede klimavidenskabens budskaber, men det kunne jo skyldes, at disse budskaber ikke er så solidt funderet i realiteterne, som mange andre videnskaber er.

Klimaet er i hastig forandring

Under denne overskrift nævner Gerken & Mernild, at den globale overfladetemperatur er steget 1,09 grader siden perioden 1850-1900, og at de sidste fire årtier har været varmere end de foregående. Herom er der ingen uenighed.

Dernæst kommer ekstremvejret:

Vi ved, at for hver halve grad, den globale opvarmning stiger yderligere, vil der være statistiske (signifikante) stigninger i temperaturekstremer, intensitet af kraftig nedbør og tørkehændelser. Mange af de forandringer, der forårsages af drivhusgasudledninger frem til i dag og i fremtiden, er irreversible i århundreder, op til årtusinder. Det gælder særligt forandringer i havene, iskapperne og det globale havniveau.

Allerede her er d’herrer på tyndere is. Indtil nu viser statistikkerne ikke nogen signifikant ændring i forekomsten af kraftig nedbør eller tørke. Der har været lidt hedebølger, og et par temperaturrekorder er slået hist og pist, men ikke noget bemærkelsesværdigt.

Herefter spår artiklen om fremtiden, og her er det primært baseret på modelberegninger og derfor straks mindre velunderbygget. Hvad der sker med isen ved polerne og havniveauet, ved ingen, men indtil videre har udviklingen slet ikke været alarmerende.

Dernæst nævnes, at indholdet af drivhusgasser i atmosfæren er højere nu end på noget tidspunkt de seneste op til 2 millioner år. Det skal jo nok passe.

Vi er i dag et sted, hvor den gennemsnitlige globale overfladetemperatur er steget hurtigere siden 1970, end nogen anden 50-årig periode de sidste i hvert fald 2000 år.

Dette udsagn er der jo så betydelig uenighed om i videnskaben. Det er baseret på Michael Manns famøse hockeystavkurve, hvor alle varme- og kuldeperioder i de sidste 2000 år er glattet ud, således at vi alle skal tro, at temperaturstigningen nu er ”uden fortilfælde”. Men hockeystaven er meget omdiskuteret, og den er så tydeligt et politisk instrument, der netop skal tjene til at udråbe menneskene som ansvarlige for den nutidige opvarmning. I virkeligheden er der masser af belæg for, at man også f.eks. under Middelaldervarmen eller Den Romerske Varmeperiode havde tidspunkter, hvor temperaturen steg med samme fart, som den gør p.t.

Men på basis af ovenstående udsagn konkluderer Gerken & Mernild, at der er ”overvældende stærk videnskabelig evidens” for de menneskeskabte klimaforandringer.

Polarisering og misforståelser om videnskab

Nu bliver artiklen mere videnskabelig med mange fremmedord, men det hævdes, at folk ikke vil høre på budskabet, hvis det er i ”konflikt med deres sociale identitet”. Og det endda selvom IPCC har udsendt meget ”klare budskaber”.

Vi får således at vide, at vi prøver på at beskytte vores identitet, og det er svært at tackle, og især hvis folk ikke har tillid til videnskaben pga. nogle misforståelser om, hvordan videnskab foregår:

For eksempel har mange en fejlagtig forståelse for, hvad god videnskabelig begrundelse er for en størrelse – hvor videnskabelig begrundelse lidt simplificeret kan forstås som den måde, hvorpå evidens understøtter en hypotese.

Det forhold, at mange former for klimavidenskabelig begrundelse ikke matcher folks opfattelse af god videnskabelig begrundelse, kan bidrage til klimaskepsis.

Forfatterne peger her på begrebet falsificering, uden dog at nævne det ved navn. De taler om, at folk forventer, at man kan udvælge ”enkeltstående observationer”, som kan afgøre, om teorien holder eller ej.

Gerken & Mernild forklarer, at klimavidenskaben ikke er baseret på den slags observationer eller eksperimenter, den er baseret på mange undersøgelser, der peger i samme retning. Herunder ikke mindst de komplicerede klimamodeller, der spiller en stor rolle.

Klimavidenskaben er således særligt udfordret, fordi den hviler på ekstremt komplekse og ikke-intuitive former for videnskabelig begrundelse. Det hjælper naturligvis ikke på sagen, at organiserede klimaskeptikere spiller på den antagelse, at man kun kan stole på det, som man selv kan bekræfte ved observation.

Det er interessant, som klimavidenskaben ikke bryder sig om falsificering. Man kunne ellers udtænke mange eksperimenter, eller observationer, der f.eks. kunne underbygge eller modbevise klimamodellerne, og det bemærkelsesværdige ved det er jo, at det faktisk er gjort mange gange. Man har således kigget på modellernes evne til at simulere temperaturerne i de seneste 10-20 år, og det er de som bekendt sluppet meget dårligt fra. De viser næsten alle temperaturer langt over virkeligheden.

Man har også kigget på de simulerede temperaturer rundt omkring i Verden og oppe i atmosfæren, der skulle ifølge modellerne være varmt i 10 km’s højde, det er der som bekendt ikke. Vi behøver således ikke selv stå med et termometer i 10 km’s højde, men hvis nogen har gjort det, og fundet at klimamodellerne ikke rammer rigtigt, så er der vel grund til skepsis?

Man har ligeledes studeret de faktiske statistikker over ekstreme vejrbegivenheder de seneste 50-100 år og igen fundet, at der indtil nu ikke har været signifikante ændringer i hyppigheden eller voldsomheden, selvom klimamodellerne når frem til andre resultater.

Usikkerhedsmomenter

Under denne overskrift beskriver forfatterne en almen misforståelse gående på, at videnskab skal levere ”fuldstændig sikker viden”. Men megen videnskab hænger ikke sådan sammen, får vi at vide.

D’herrer anfører, at i klimavidenskaben er teorien om menneskeskabt opvarmning meget sikker,  mens forudsigelserne om isafsmeltning, havstigninger og ekstremvejr er mindre sikre. Allermest usikker er snakken om ”tipping points”, hvor det hele kan gå galt i overmorgen.

Gerken & Mernild erkender, at det gør situationen svær for klimaforskningen, at graden af sikkerhed varierer så meget mellem de enkelte elementer.

Alt det her kan man ikke rigtigt være uenig i, men man kan jo så spørge, hvor langt man skal gå politisk – f.eks. med en altindgribende ”grøn omstilling” – på et gennemgående ret usikkert videnskabeligt grundlag?

IPCCs praksis

Så hører vi lidt om IPCC’s rapporter, hvor der sættes sandsynligheder og troværdigheder på alle udsagn. Det gør jo rapporterne til noget tung læsning. Men ifølge Gerken & Mernild er det meget værre:

Denne praksis sikrer, at IPCC-rapporterne angiver, hvor velbegrundede de forskellige hypoteser er. Men praksissen giver også nogle kommunikationsudfordringer. Nogle eksperimenter indikerer, at der er et systematisk mismatch mellem IPCCs sandsynlighedstermer og befolkningens forståelse af dem.

Gerken & Mernild skriver, at når tingene præsenteres som mere eller mindre sandsynlige eller troværdige, skulle det således kunne bidrage til skepsis over for videnskaben.

Men det er vel strengt taget ikke så mærkeligt, fordi usikkerhederne netop viser, at videnskaben er alt andet end ”fastlagt”.

Ansvarsforflygtigende politikere og organiserede klimaskeptikere kan udskyde omkostningsfuld lovgivning med henvisning til, at der mangler videnskabelig sikkerhed. Klimavidenskabsfolk står altså i en klemme.

Dette udsagn er interessant, fordi den eneste klemme, klimavidenskabsfolkene eventuelt kan befinde sig i, er, at politikerne ikke vil følge rasende dyre påbud om grøn omstilling. Det generer åbenbart folk som Gerken & Mernild, at folk ikke vil gøre, som de siger, at vi skal. Men i virkelighedens verden er det vel meget sundt.

Vejen frem

Folk har ikke tillid til klimaforskningen, fordi den taler om usikkerheder ved resultaterne. Der er dog hjælp på vej ifølge Gerken & Mernild, da der forskes i både klima og forskningskommunikation. Og netop troværdig kommunikation er afgørende for sagen:

Der er brug for en opgradering af borgernes videnskabelige alfabetisme, som minimerer problematiske misforståelser af videnskabelig praksis. Ligeledes er der brug for mere og bedre forskningsformidling.

Denne opgradering skal opnås ved en videnskabelig indsats, der skal sikre den grønne omstilling.

– – – – –

Alt i alt virker Gerken & Mernild ikke særligt overbevisende i deres bestræbelser på at få folk til at lægge sig fladt ned for klimavidenskaben og acceptere dens konsekvenser. Der er al mulig god grund til at være skeptisk over for klimavidenskaben, og især fordi den forsøges brugt politisk til at gennemføre den grønne omstilling, der som stensikkert resultat vil have, at vi får ødelagt vores energiforsyning og dermed bringer hele samfundet i fare.

Så i virkeligheden står Gerken & Mernild med en voldsomt politiseret videnskab, hvor realiteterne slet ikke matcher de budskaber, som den bringer til torvs. Det er her, klimavidenskabens store udfordring ligger.