Den globale opvarmning må nødvendigvis medføre, at Jordens samlede indhold af energi er stigende. Normalt betragter man Jorden som et kugleformet område, hvor grænsen går i toppen af atmosfæren. Det er her, en opvarmning vil vise sig ved, at der går mindre energi ud (i form af infrarød stråling eller bortreflekteret sollys) end der kommer ind med Solens stråler. Jorden har ikke andre mekanismer til at regulere sit samlede energiindhold.
Man har gjort forsøg på at måle denne ubalance med satellitterne, men som vi så for nyligt, er deres målinger alt for upræcise til at fange den lille forskel, vi er på udkig efter.
I følge en nyligt udkommet artikel, Trenberth et al. er der ingen anden vej til at måle ubalancen end ved at summere ændringerne op i atmosfæren, havet, isen, jordoverfladen m.v. Artiklen her er på ingen måde skeptisk over for teorien om den menneskeskabte globale opvarmning, men alligevel konkluderer den, at ubalancen er svær at fastslå, trods de uhyrlige anstrengelser man har gjort sig for at måle både i atmosfæren og i havet. Computermodeller er naturligvis også brugt til at justere på resultaterne. Artiklen rummer en del oplysninger, der er interessante for folk, der beskæftiger sig med klimaet, og de skal gengives her.
Ubalancen menes at være omkring 460 TW (terawatt, eller 1000 milliarder watt), hvilket svarer til 0,9 watt pr. kvadratmeter af jorden. Det skal sammenlignes med en total ind- og udstråling på omkring 240 watt pr. kvadratmeter, så ubalancen er svær at måle, for at sige det mildt. På den anden side er ubalancen stor sammenlignet f.eks. med vores totale produktion af elektricitet, der svarede til ca. 5,7 TW i 2018. Med et samlet energiforbrug på ca. 5 gange elproduktionen, kommer vi op på knap 30 TW, men langt fra det hele er jo baseret på fossile brændstoffer. Brugen af kul, olie og naturgas giver således et relativt beskedent bidrag til ubalancen i energi – og dermed den globale opvarmning.
Det anslås, at 93 % af den ekstra energi fra ubalancen ender i havet som et stigende varmeindhold der. Havet udveksler energi med atmosfæren og her spiller El Niño og La Niña svingningerne en interessant rolle. Ved El Niño afgiver Stillehavet store mængder af energi til atmosfæren, og det ser vi også på de globale temperaturer, der stiger i El Niño-perioderne. Med La Niña forholder det sig omvendt, og det er en af grundene til, at den globale temperatur p.t. er stagneret.
Fig. 1 viser et forsøg på at få energiregnskabet til at gå op, der er nu ikke nogen særligt overbevisende sammenfald mellem kurverne.
En anden artikel, Cheng et al., har specielt kigget på energiindholdet i oceanerne. Det måler man som en ændring – en anomali og udtrykkes i zetta-joule (ZJ), dvs. et tal med 21 nuller. Man har brugt målinger af havtemperaturen tilbage i tiden, men det må selvfølgeligt erkendes, at jo længere man går tilbage i tiden, jo mindre pålidelige er de globale energiindhold, man finder – for nu at sige det mildt. Først i de seneste 15 år har man haft Argo-bøjerne til rådighed, 3000 stk. fordelt over verdenshavene og som måler temperaturen fra overfladen og 2000 meter ned. Det giver noget mere pålidelige tal her og nu, men 15 år er en meget kort periode, så det er svært at sætte resultaterne i et større perspektiv. Det prøver Cheng & Co. nu alligevel, og nævner, at energiindholdet i havet i perioden 1958-1985 steg med godt 1 ZJ/år mens det i perioden 1985-2021 steg med godt 8 ZJ/år, se fig. 2. Det synes ikke at være en troværdig stigning på så kort tid.
Tallene svinger en del fra år til år, og der er ingen tvivl om, at naturlige fænomener også spiller en rolle. Hertil kommer, at der ikke er data for den betydelige del af havet, der er dybere end 2000 m. Hvad har der været af udveksling her længere ned?
Trenberth afslutter sin artikel med nogle ganske sobre betragtninger:
Evnen til at opstille et budget for energibalancen mere detaljeret end et langtidsgennemsnit bliver bedre, men er stadigvæk en begrænsning på, hvor godt det går med at analysere, hvad der sker i klimasystemet og hvorfor. Men for mindre områder af Jorden (f.eks. 1000 x 1000 km) kan man opstille regionale energibalancer. Det ville være ønskeligt hvis alle disse data kunne kombineres ind i én omfattende model for Jorden …. så man fik et udgangspunkt for globale forudsigelser. …. Modellernes manglende evne til at simulere det, vi observerer i havene, på land og mht. isen, viser deres begrænsninger, men korttidsforudsigelser er muligvis en vej fremad, til både at udfordre og forbedre både modellerne og observationerne.
Budskabet er klart nok: “Vi skal bruge større modeller og computere, så send flere penge til forskningen”, men ærligheden er da forfriskende. Vi har endnu ikke et videnskabeligt grundlag for nogen klima-alarmisme.
Danish
Wir brauchen eine differenzierte Betrachtung der einzelnen globalen Klimazonen.
Deutschland hat eine Durchschnittstemperatur unter 10° , weit entfernt vom Panikmodus.
Aber im Sommer brauchen wir Wasser zum Gießen und um Winter Holz oder sonstiges zum Heizen.
Dazu braucht man eher grundlegende Dreisatz-Kenntnisse als teure Modelle.
Jeg har aldrig set undersøgelser af havets energiomsætning med overskuelige kort der viser udveksling af enrgi mellem hav og atmosfære på globale kort. Det må jo være aldeles væsentlgt at forstå det.
1. Hvordan transporteres opvarmet havvand rundt i verdenshavene:
a) Det globale cirkulationssystem med overfladestrømme som f. eks. Golfstrømmen, og dybe havstrømme hvor man i dag ser upwelling af vand der recirkulerer efter mange hundrede år.
b) Cyklusser som El Nino og La Nina hvor akkumuleret opvarmet havvand frigiver/absorberer store energimængder til atmosfæren.
Atmosfærens temperaturvariationer som man altid fokuserer på med den “globale gennemsnitstemperatur” må jo være helt afhængig af det der sker i havet som er det helt store reservoir for varme/kulde. Men klimamodeller og målinger kan da vist slet ikke sige noget om hvad der i dag påvirker klimaet som følge af havets akkumulation i dybe lag af energi fra mange hundrede år tilbage i tiden? Hvor store naturlige variationer ser man her over lange tidsrum?
Faldt over en interessant præsentation lavet af en astrofysiker, der peger på grundlæggende fejl i drivhusgasteorien (man dividerer solens input med 4) og fejl i brug af helt grundlæggende termodynamik:
https://youtu.be/G5bwaf9QXro
Hej Michael,
Tak fordi du gjorde opmærksom på denne reference, som jeg ikke kendte i forvejen. Speakeren er Joseph E. Postma, University of Calgary. Han har bl. a udgivet bogen ‘In the Cold Light of Day’, som jeg varmt kan anbefale.
Tak for endnu en interessant artikel. Som forskerne skriver, så er der næppe tvivl om, at hvis de får flere penge til større computere og mere forskning, så kunne de gøre det bedre. Men som med alle andre omkostninger, så må man først spørge, om det er prisen værd.
Efter at der er brugt enorme mængder penge på såkaldt klimaforskning i de seneste 35 år, ved vi nu, at jordens temperatur altid har ændret sig, og at den for tiden er ret konstant. Desuden ved vi nu, at den frygt for voldsom ”positiv feedback” på grund mere vanddamp i atmosfærens øverste lag, som var hovedårsag til hele klimapanikken, er ubegrundet. Der er ikke kommet mere vanddamp i atmosfærens øverste lag i de seneste 30 år! Jeg vil henvise til Frank Lansners artikel: https://klimarealisme.dk/2019/06/02/vand-vand-vand-positive-water-feedbacks/
Så mere klimaforskning er nok ikke pengene værd.