Klima-woke

Woke er det nye udtryk, der beskriver, når man er blevet overbevist om sandheden af ét eller andet, og derved har opnået en ”højere bevidsthed”. Man kan være woke omkring racisme, me-too, kønsidentiteter og alle de andre modefænomener, der er oppe i tiden. Flyder man med strømmen er man woke.

Det passer jo i høj grad på klimaet i disse tider. Her gælder det om at have den rigtige indstilling, bestående i en fast overbevisning om klimakrisen – eller klima-nødsituationen – og tyrkertroen på den ”grønne omstilling”. Bare vi bygger vindmøller nok, så bliver alting godt igen. Så er man klima-woke. Det er der mange, der er blevet, og sørgeligt nok også vores landsdækkende medier. Danmarks Radio er for længst uden for pædagogisk rækkevidde. Mere bekymrende er udviklingen på Berlingske, der førhen var en forholdsvis uafhængig borgerlig avis. Under den nuværende redaktion har man støt ændret kurs, og nu er man sprunget ud som 100 % klima-woke. I anledning af offentliggørelsen af IPCC’s nye rapport havde avisen afsat ikke mindre end syv hele sider til sagen, og på intet sted var der den mindste tvivl om klimakatastrofens rigtighed.

Linjen afspejler sig også i de læserindlæg, der bliver udvalgt til offentliggørelse. Her kan selv det værste sludder blive trykt uden dikkedarer. Et eksempel var læserbrevet, hvor der stod at saudiaraberne snart skulle finde på noget andet at leve af, fordi vi i forbindelse med den grønne omstilling holder op med at købe deres olie i nær fremtid. Realiteten er selvfølgeligt at forbruget af fossile brændstoffer er støt stigende og samtidigt er vi her i Vesten ved at spænde ben for vores egen produktion, pga. klimapolitik. Det giver bare så meget mere omsætning til Mellemøsten og Rusland og gør ikke en tøddel forskel på klimaet.

En anden perle var et læserbrev om kødspisning. Her blev påstanden om at oksekød koster 15 tons vand pr. kg hevet frem endnu en gang, selvom den naturligvis ikke holder. Ellers handlede det om, at vi skulle skifte fra kød til ”sundt grønt” og at alle offentlige kantiner burde blive vegetariske omgående. Alle nuancer er væk.

Men den egentlige anledning til nærværende indlæg var en kommentar, igen i Berlingske, fra en Caroline Bessermann, der repræsenterer én eller anden studentikos forening. Titlen var: ”Sommeren da vandet kom”. Her får den ikke for lidt:

Bessermann skriver at hendes omgangskreds og hun selv har sendt ”mange nervøse blikke til hinanden, hver gang mobilskærmene har lyst op med opdateringer” fra årets hedebølger og oversvømmelser. Hun fortsætter:

Klimaforandringernes konsekvenser har for alvor nået Vestens breddegrader … i form af hundredvis af lig gravet ud af de enorme ødelæggelser…

Det er oversvømmelserne i Tyskland, hvor myndighedernes elendige beredskab og almindelig letsindighed vist var hovedårsagen til at det gik så galt. Oversvømmelser har Tyskland haft mange af gennem tiderne.

Bessermann er nu varmet op og fortsætter:

Denne sommer står tilbage som en forsmag på klimakollapsets omkostninger. Menneskelige, sociale og økonomiske.

Den nølende danske tilgang [mht. klimamålene, red.] er dømt til at spille fallit. Det fuldstændig altafgørende er at sikre flest muligt reduktioner i vores udledninger – hurtigst muligt.

Status er, at vi står med en døende klode med enorme indre og ydre blødninger. Til at begynde med skal en ensartet CO₂-afgift stoppe blødningen.

Herefter kommer der en masse om de forandringer i samfundet, der bliver nødvendige for at bekæmpe klimakrisen:

Parallelt kommer også den store nedskalering. Al unødvendigt ressourceforbrug skal ryddes for at lette presset på de økologiske systemer, så de igen vil kunne opretholde sig selv og vores menneskelige aktivitet. Det er disse overordnede linjer, der skal levere, hvad en døende klode har brug for – en komplet redningsplan, ikke et plaster.

”Døende klode”? Hvor henne?

Bessermann afslutter med håbet om at COP26-mødet vil løse alle problemerne, og:

Tiden vil vise, om man skal vænne sig til at få et gib i maven, hver gang det regner voldsomt eller fremover fortsat vil kunne sove trygt om natten.

Gladeligt trykker Berlingske den slags, og man ved ikke, om man skal le eller græde. Undertegnede tænkte, at det kaldte på en kommentar, og jeg indsendte så følgende læserbrev, som selvfølgeligt blev mødt med et standardsvar og efterfølgende ikke bragt:

I et indlæg 6/8 skriver Caroline Bessermann om ekstremvejr og det kommende ”klimakollaps”. Jorden er ”døende med enorme indre og ydre blødninger”. Vi får at vide, at de senere års skovbrande, hedebølger og oversvømmelser skyldes klimaforandringer og kun kan forebygges, hvis vi hurtigst muligt nedbringer vores udledninger af drivhusgasser.

Bessermanns budskab er i modstrid med al statistik om ekstremvejr. Tyskland og Kina har haft langt alvorligere oversvømmelser tidligere, og hedebølgen i USA var ikke værre, end dem man havde i 1930’erne, længe før vi for alvor begyndte at udlede CO₂.

En dansk CO₂-afgift og andre forsøg på at nedbringe vores udledninger vil naturligvis ikke gøre den mindste forskel på klimaet. Selv hvis alle lande i hele verden standsede deres udslip i morgen, vil tilfælde af ekstremvejr fortsætte, som de altid har gjort. Til gengæld vil den grønne omstilling gøre os alle sammen meget fattigere – det som Bessermann elegant kalder en ”nedskalering”. Er det det vi vil? Mindre velstand og ikke mindst: Mindre velfærd?

Enten tror Bessermann selv på alt, hvad hun skriver om de tilstundende katastrofer, og så er det synd for hende med alt det sortsyn. Men det er jo velkendt at mange har grebet klimasagen som påskud for et opgør med vores liberale, demokratiske, velstående og frie samfund. Meget tyder på, at det også er tilfældet her.

I sin bog ”Green Fraud” skriver amerikaneren Marc Morano om ”The Green New Deal”, som i virkeligheden mere handler om en grundlæggende om-indretning af samfundet hen imod god gammeldags kommunisme, med tvang, omfordelinger og indskrænkning af almindelige borgeres rettigheder. Klimaet er her mere et påskud end den egentlige baggrund. Man kunne jo godt få den tanke, at Bessermanns forening har den samme motivation.

Siden IPCC-rapporten udkom, har Berlingske svømmet over med yderligere indlæg, der passer med den redaktionelle linje, bl.a. en kronik, hvor skribenten fortalte, at hun slet ikke kan ”holde ud” at læse nyheder om klimaet, ja tænk, et gammelt oliventræ brændte et eller andet sted i Grækenland!

Eneste – og den sædvanlige – undtagelse er Bjørn Lomborg, der har et kort indlæg og bliver interviewet. Han er fornuftig nok, men holder sig bevidst ude af den grundlæggende diskussion om klimasagen. Han accepterer IPCC-rapporten, som den er, og peger i stedet på, at vi kan håndtere følgerne af klimaforandringerne intelligent og slippe godt fra det – meget bedre end resultatet af et forsøg med en hovedløs ”grøn omstilling”.

De færreste medier ønsker at blive betragtet som ensidige, det er en klassisk dyd at være ”neutrale” og give plads til mange forskellige synspunkter og meninger. Berlingske ville til enhver tid hævde, at avisen selvfølgeligt er alsidig.

Og her kommer Lomborg til at spille rollen som Berlingskes figenblad, så man kan opretholde illusionen om alsidighed midt i al elendigheden. Men heldigvis spolerer Lomborg ikke avisens billede af at være klima-woke og dermed fortsat en del af det gode selskab.

Glorien er pudset og stråler smukt.