Bragt af Karl Iver Dahl-Madsen
CO2 indholdet i atmosfæren er i industriel tid steget fra ca. 280 til 420 ppm. Denne stigning skyldes den menneskelige udledning af CO2, som det fremgår af nedenstående beskrivelse, som Jens Olaf Pepke Pedersen har udarbejdet for CEPOS. Link til hele notatet om Jordens Klimasystem her. Desuden en link til en peer-reviewed artikel om samme emne, som JOPP er medforfatter til. Her er link til de allernyeste tal fra 2019.
Kulstofkredsløbet af Jens Olaf Pepke Pedersen
Kulstof er en afgørende bestanddel i alle organismer på Jorden, og det indgår i de fossile brændstoffer og i flere drivhusgasser. Samtidig er der stor politisk opmærksomhed om netop kulstofkredsløbet, som derfor behandles nærmere her.
De vigtigste kulstofreservoirer er vist på nedenstående figur, som også viser størrelsen af den årlige udveksling mellem reservoirerne. Tallene i kasserne viser kulstofmængderne i gigatons (Gt, det samme som en milliard tons), og tallene ved pilene viser transporten af kulstof i enheder af Gt per år. I atmosfæren optræder kulstof især som CO2, og i mindre grad som CH4 og CO, mens kulstoffet i den levende biomasse og i jordlaget er bundet i organisk materiale. Bemærk, at der er omtrent lige store mængder kulstof i atmosfæren og i den levende biosfære.
I oceanerne optræder kulstof som opløst CO2, bikarbonat-ioner (HCO3 −) eller karbonat-ioner (CO32-), som under ét betegnes som DIC (“dissolved inorganic carbon”). Hertil kommer mindre mængder opløst organisk kulstof (DOC (“dissolved organic carbon”) og små partikler af organisk 15 materiale (POM). Mange alger danner skaller af calciumcarbonat, som over mange år aflejres som limsten på havbunden. Dermed trækkes kulstof langsomt ud af havet.
Oceanerne kan opdeles i et overfladelag og dybhavet. Vandmasserne i overfladelaget blandes af vindene og er konstant i kontakt med og udveksler CO2 med atmosfæren. I forhold til mængden af kulstof i overfladelaget, der er af samme størrelse som kulstofmængden i atmosfæren, er der enorme kulstofmængder oplagret i dybhavet. Til gengæld er udvekslingen mellem overfladelaget og dybhavet beskeden i forhold til de andre udvekslinger, og det betyder, at mens f.eks. kulstoffet i atmosfæren udskiftes i løbet af få år, er opholdstiden i dybhavet flere hundrede år.
Figuren viser de vigtigste dele af det globale kulstofkredsløb i milliarder ton kulstof (Gt). Tallene angiver størrelsen af kulstoflagrene og de røde tal viser den årlige transport i Gt/år. De sorte tal er tallene før den industrielle revolution og de røde tal er ændringen siden da. De røde tal er et gennemsnit for perioden 2000-2009 (1 Gt = 1 Pg). Fra FN’s klimapanels rapport ”Climate Change 2013”.
Menneskeskabte ændringer
De menneskeskabte påvirkninger af kulstofkredsløbet kommer især fra forbrænding af fossile brændstoffer samt fra ændringer i vegetationen. Afbrænding af kul, olie og naturgas frigiver årligt ca. 8 Gt kul, mens ændringerne i vegetationen, der hovedsageligt skyldes skovrydninger i troperne, bidrager med ca. 1 Gt årligt. Af det årlige menneskeskabte udslip på i alt ca. 9 Gt akkumuleres ca. 4 Gt i atmosfæren, mens det skønnes, at oceanerne netto optager ca. 2,3 Gt. Hvor resten af kulstoffet (ca. 2,6 Gt årligt) bliver af, har man ikke styr på, og det omtales lidt vittigt som “the missing sink”. Naturligvis forsvinder kulstoffet ikke, så selvom der fortsat globalt ryddes skovområder, må biosfæren netto optage mere kulstof, end den afgiver. På figuren er dette kulstofoptag betegnet som ”Net land flux”, men der er uenighed om, hvor optaget sker. Det er dog sandsynligt, at der optages store mængder i skovene på mellembreddegraderne på den nordlige halvkugle, specielt i Nordamerika. Optag af kulstof kan f.eks. ske ved, at skoven vender tilbage på landbrugsarealer, der ikke længere benyttes, ligesom den øgede mængde CO2 i atmosfæren stimulerer fotosyntesen, således at biomassen optager mere kulstof. Den samme effekt kan være opnået ved, at Jordens gennemsnitstemperatur er steget og endelig kan et (utilsigtet) resultat af luftforurening med kvælstofoxider (NOx) være, at tilførslen af kvælstof virker som gødning på planteproduktionen og dermed har øget kulstofoptaget.
Opmærksomheden har i mange år været rettet mod CO2 indholdet i atmosfæren, der som illustreret i figuren fra et førindustrielt niveau på 589 Gt er øget med 240 Gt og derfor nu ligger 40 % over det førindustrielle niveau. Der er ikke tvivl om, at stigningen skyldes menneskets aktiviteter, bl.a. fordi isotopsammensætningen af kulstoffet afslører, at en stigende del af kulstoffet i atmosfæren kommer fra fossile brændstoffer.
Danish
Fakta-arket om jordens kulstofkredsløb af Jens Olaf Pepke Pedersen er udmærket – bortset fra slutningen: ”Der er ikke tvivl om, at stigningen skyldes menneskets aktiviteter, bl.a. fordi isotopsammensætningen af kulstoffet afslører, at en stigende del af kulstoffet i atmosfæren kommer fra fossile brændstoffer.”
Det er bestemt ikke et faktum at stigningen i atmosfærens kulstofindhold skyldes ’menneskets aktiviteter’, dvs. afbrænding af fossilt brændstof og afskovning. Tværtimod er det let at indse, at det er forkert. Der er nemlig to kilder til CO2 i atmosfæren: 1) Afbrænding af fossile brændsler og 2) Bakteriel nedbrydning af organisk stof ophobet i jord og sediment.
Hvis hele stigningen i atmosfærens kulstofindhold skyldes 1) så skulle 2) være uden betydning. Det er den ikke. Som vistnok nævnt før kommer jeg frem til, at rundt regnet halvdelen af stigningen skyldes 1), resten skyldes opvarmningen, altså at de bakterielle nedbrydning af organisk stof går hurtigere, når temperaturen stiger. Det er ikke overraskende. Det overraskende er, at der stadig er begavede mennesker, der hævder, at ”stigningen skyldes menneskets aktiviteter”. Det behøver man ikke isotopbalancer for at afvise. Sund fornuft rækker.
I øvrigt er C12/C13 isotopsignaturen for fossile brændsler ikke meget forskellig fra signaturen for organisk stof, hvilket heller ikke er overraskende, fordi begge dele er gammelt plantemateriale. Dvs. man kan ikke bruge isotopundersøgelser til at afgøre, hvor kulstoffet kommer fra.
Hans Schrøder.
Når du skriver:
“Det er bestemt ikke et faktum at stigningen i atmosfærens kulstofindhold skyldes ’menneskets aktiviteter’, dvs. afbrænding af fossilt brændstof og afskovning. Tværtimod er det let at indse, at det er forkert. Der er nemlig to kilder til CO2 i atmosfæren: 1) Afbrænding af fossile brændsler og 2) Bakteriel nedbrydning af organisk stof ophobet i jord og sediment.”
Når du skriver at den øgede bakterielle aktivitet, skyldes en højere temperatur, så må den logiske slutning være, at også den del kan henregnes til “menneskets aktiviteter”, nemlig afbrænding af fossil energi.
Uden den afbrænding var den biologoske aktivitet næppe steget i samme takt, som vi nu ser den.
Trykfejl. Ovennævnte beregning giver naturligvis et tal der er dobbelt så stort som det observerede.
Det er selvfølgelig den observerede stigning, der er halvdelen af den udledte. Kunsten er så at finde ud af, hvad der bliver af den anden halvdel.
Undskyld.
Med hensyn til stigningen i atmosfærens CO2 indhold er den ret let at beregne. Man tager verdens totale energiforbrug pr år. Ser på hvor meget af dette der er fossilt, og hvilke typer. Ud fra brændværdierne kan man så let beregne antallet af udledte CO2 molekyler pr år. Kendskabet til atmosfærens masse gør det så muligt at lave et overslag for stigningen i ppm for CO2. Jeg har gjort det en del gange med gymnasieelever. Det giver faktisk et tal, der er ca halvdelen af den observerede stigning.
I øvrigt. Det er umuligt at se, men refererer alle ovennævnte kommentarer kun til teksten ovenfor? Ellers kan jeg anbefale at læse hele CEPOS artiklen, som der er et link til ovenfor. Den giver en udmærket, generel og letlæselig oversigt over klima systemet.
Til Flemming: jeg er blot cand.phil i musikvidenskab og giver mig ikke i lag med beregninger af massebalancer, det har jeg folk til 🙂
Jan.
Då synes jeg fu skal sætte d til det.
Dy må da også gerne forholde dig til de 4% som du skrev.
Skal vi se bort fra den påstand. Eller ?
En gang til
Jan
Så synes jeg du skal sætte dem til det.
Du må da gerne forholde dig til de 4% som du skrev.
Skal vi se bort fra den påstand. Eller ?
Tom V. Segalstad, en norsk atmosfærekemiker, har skrevet en meget vel-researched artikel, som jeg endnu ikke er færdig med at læse. Men han er i hvert fald ikke enig med IPCC, og skriver, at CO2 højst forbliver i atmosfæren i 5 år, inden det optages i havvandet, mens IPCC regner med en atmosfærisk levetid på 50 – 200 år. Han skriver også, at isotopsammensætningen af atmosfærens CO2 umiddelbart viser, at menneskelige udslip kunne udgøre ca. 4% af atmosfærens CO2-indhold, men at man ved isotopanalyse ikke kan skelne mellem udslip pga. afbrænding af fossile brændstoffer og “udslip” fra vulkaner og alm. udånding fra animalske organismer. Han konkluderer, at udslip fra forbrænding af fossile brændstoffer er årsag til ca. 0,7 – 1% af atmosfærens CO2-indhold. Alene det, at han er uenig med IPCC, er i mine øjne en fantastisk anbefaling. Jeg har fået læst Donna Lafamboises kritik af IPCC i “The Delinquent Teenager Who Was Mistaken for the World’s Top Climate Expert” – og hendes beskrivelse af organisationens arbejdsmetode – som stemmer med den svenske professor Nils-Axel Mörners (der lige som Johannes Krüger, Ole Humlum, Henrik Svensmark, Jens Morten Hansen, og Tom Segalstad selv er medlem af det videnskabelige råd i den norske klimarealistene.com) – efterlader ingen tillid til IPCC’s videnskabelighed. Der må i virkeligheden herske en stærk formodning for, at oplysninger stammende fra IPCC er forkerte, medmindre det modsatte kan dokumenteres.
Her et link til Tom Segalstadts artikel og hans videoforedrag om CO2-kredsløbet m.m:
https://www.researchgate.net/publication/237706208_Carbon_cycle_modelling_and_the_residence_time_of_natural_and_anthropogenic_atmospheric_CO_2_on_the_construction_of_the_Greenhouse_Effect_Global_Warming_dogma/link/02e7e530c75e317189000000/download
https://www.youtube.com/watch?v=BaaxQPdgs4Y&feature=share&fbclid=IwAR2t7CssM-6hlW6yEtFdHAOWZ3CpAY5YIP0QhTHoD17RkSRP_78xJAp84z0
Fandt lige et svar mere fra “Det ustyrlige klima” af Ole Humlum s.100: “….man kan benytte blandingsforholdet mellem isotoperne C13 og C12 til at fastslå, hvor stor en del af den samlede mængde atmosfærisk CO2, der faktisk kommer fra forbrænding af fossile brændstoffer og hvor meget der kommer fra andre kilder. Isotopforholdet viser, at kun omkring 5 pct. af den atmosfæriske CO2 kommer fra forbrænding af fossile brændstoffer.”
Tak til Flemming og Mikkel. Fandt dog svaret på det jeg spurgte om på Klimarealisterne.com “en klimahistorie fra virkeligheden” pdf s.5:
“Klimapanelet hevder at når menneske-skapte utslipp av CO2 samles opp i atmosfæren er dette hovedårsaken til den temperaturøkningen vi har sett i perioden 1975 – 1998. Men isotopmålinger viser at bare omtrent 4 % av atmosfærens CO2 stammer fra utslipp fra forbrenning av fossile brensler. Dette betyr at våre utslipp er lite merkbare i atmosfæren.”
Jan.
Har du lavet en massebalsnce som kan underbygge de 4%?
Jens Olav Pepke Pedersen skriver i sin redegørelse for kulstofkredsløbet, at stigningen i CO2 indhold i atmosfæren i henhold til IPCCs 2013 rapport er på 40% i forhold til førindustrielt niveau. Denne tilvækst mener IPCC helt klart skyldes menneskeskabte udledninger.
Men i IPCCs rapporter fra 2001 og 2007 jvf. dette link :
https://www.shiftfrequency.com/man-made-co2-3-of-3-of-0-1/
så udgør disse menneskeskabte udledninger henholdsvis 2,95% og 3,62%.
Hvis alle 3 rapporter står til troende, betyder det at 36 til 37% af disse udledninger har fundet sted fra 2007 til 2013, hvilket er ekstemt meget set i forhold til tilvæksten på ca. 0,6% i de 6 år, der gik forud.
Kan det virkelig passe?
IPCC mener også, at en af grundene til den globale opvarmning ligger i at CO2en opvarmer vanddamp. Med øget temperatur følger så mere vanddamp osv. Men i følge Johannes Krügers bog ” Klimamyten ” side 56, i afsnittet om styrtregn eller tørke, fremgår det, at man ikke har kunnet observere en stigning i indholdet af vanddamp i atmosfæren.
Iøvrigt er der ikke enighed om, hvorvidt vanddamp har en positiv feedback mekanisme ( opvarmende effekt ) eller en negativ feedback. Ifølge denne webside har vanddamp en negativ effekt :
https://arizonadailyindependent.com/2018/07/21/water-vapor-and-the-climate-why-carbon-dioxide-is-a-very-minor-player/
Da Ben Santer føste gang fremførte sin argumentation for menneskets påvirkning af klimaet via CO2 udledninger med global opvarmning til følge ( forud for og på klimatopmødet i Madrid i 1995 ), fremgik det, at beviset for teorien bl.a ville være, at der ville dannes nogle områder med ekstra varm luft ( hot spots ) i troposfæren over troperne.
På trods af utallige målinger har man aldrig observeret disse hot spots. Og så burde teorien jo egentlig afvises!
Andre tegn på CO2 opvarmende effekt af vanddamp ville være en større varmeudståling både til verdensrummet og tilbage mod jorden. Ingen af disse ting har kunnet observeres.
Endelig fremgår det af flg. webside :
https://principia-scientific.org/discovery-of-massive-volcanic-co2-emissions-discredits-global-warming-theory/
og flg. : https://principia-scientific.org/volcanic-carbon-dioxide/
som er et af de link, man kan følge på førstnævnte side, at påstanden om, at tilvæksten af CO2 fra førindustrielt niveau entydigt kan siges at være menneskeskabte udledninger ikke holder.
Der udgasses nemlig CO2 fra et megastort antal vulkaner på havbunden ( ca. 900.000 ) og fra et meget mindre antal vulkaner på landjorden ( ca. 1500 ). Isotoptypen på CO2en fra disse udledninger er nøjagtig den samme som fra menneskers udledning.
Da man ikke har tilstrækkeligt med data på disse vulkaners udledning, kan man reelt set ikke fastslå, at tilvæksten alene er pga. menneskers udledning.
Jan – det er der ingen, som ved. Spørgsmålet er EKSTREMT kontroversielt og omdiskuteret.
Meget fint alt sammen, men hvor meget betyder den menneskeskabte CO2 for temperaturstigningen. Jeg spørger stilfærdigt fordi et stort set enigt Folketing har besluttet at reducere CO2-en med 70%. Så må de da vide hvor meget det betyder. Jeg kender svaret. De ved det ikke, jvnf. mine spørgsmål til partierne.
Jordens atmosfære skulle p.t. indeholde 0,04% CO2.
Kan nogen fortælle mig på jævnt dansk hvor stor en andel af denne CO2 er menneskeskabt?
På forhånd tak!
Jan
Det er ligetil.
Det førindustrielle niveau var lidt under 0,03%
Øgningen til 0,04% kan således henregnes til at være menneskeskabt. Eller som følger af vore aktiviteter.
Eyvind,
i følge Lambert-Beer loven, så er varmeeffekten fra de 280 ppm 30.25 watt/kvm.
For 420 ppm er effekten 32.3 watt/m
En fordobling til 800 ppm øger effekten til ca. 35.8 watt/m2
Så stigningen i varmeffekt er ca. 2.17 watt/m2. pt.
Når jorden opvarmes så øges den mikrobielle aktivitet, det giver et øget CO2 udslip, det kan ses på opstillingen.
Der er mange andre klimafaktorer end CO2.
F.eks. har vores regnvejr måske noget at gøre med ændringer i jetstrømme, der også har indflydelse på afsmeltningen af is i Arktis.
Tak for den, den var dejligt “nede på jorden”, med nogle spændende fakta, jeg ikke kendte før 🙂
mig bekendt er tal om isotope sammensætning ikke målbar endnu?.. hvor kommer den konklusion fra?
NASA siger selv at de ikke kan sige noget om det før 2025-26!?
Tak for artiklen. Det fremgår lidt uklart af artiklen, og det bør derfor nok PRÆCISERES, at de tal, som angives, er gigaton kulstof, ikke gigaton CO2. Men naturligvis kan den tilsvarende vægt af CO2 i atmosfæren nemt beregnes ved at addere atomvægten for de to iltmolekyler.
Jeg ville være meget taknemmelig, hvis Jens – eller en anden hertil kompetent person – ville illustrere virkningen af, at oceanerne opvarmes. Der er jo en kemisk ligevægt (beskrevet som Henrys Lov) mellem CO2-koncentrationen i luften og CO2-koncentrationen i havet, som ved de nuværende hav- og lufttemperaturer som jeg forstår det medfører, at mængden af CO2 i atmosfæren i forholdet til mængden af CO2 oplyst i havvandet er 1:50. Men hvis havenes temperaturer stiger (hvilket de mig bekendt har gjort lige siden afslutningen på den sidste istid), så forskydes dette forhold (det forskydes naturligvis langsomt), idet havvandets evne til at indeholde CO2 (og enhver anden gasart) falder, når temperaturen stiger.
Dette medfører alt andet lige, at når havvandets temperatur stiger, så vil havvandet enten afgive en vis mængde CO2 til luften, eller det vil optage forholdsvis mindre CO2 fra luften – hvilket igen medfører, at en vis del af forøgelsen af luftens CO2-koncentration i perioden 1850 – 2020 skyldes temperaturstigning i havene. Jeg er naturligvis interesseret i en beregning af, hvor stor en del af stigningen, som skyldes havenes opvarmning; jeg har ikke været i stand til at finde beregninger / overslag over dette.
Man kunne anslå situationen således:
1. Ved nuværende havtemperaturer er forholdet mellem CO2 i luften (ca. 589 + 240 = 829 Gt iflg. artiklen, men jeg håber alle er klar over, at der er en stor måle- og beregningsusikkerhed:
1) Hvor stor er faktisk CO2-koncentrationen i HELE atmosfæren og
2) hvor meget vejer atmosfæren egentlig, dvs. hvor meget luft er der?)
Antag i det følgende, at vi har 1 m3 havvand i et lukket rum, som er i kontakt med 1 m3 luft med den nuværende atmosfæres sammensætning; dog er rummet “elastisk”, så lufttrykket ikke stiger, når der tilføres mere CO2.
I denne m3 luft vil der være 410 ppm CO2 svarende til 0,00041 m3 (0,41 liter) CO2 (bemærk, hvor forsvindende lille CO2-mængden egentlig er ift. den samlede atmosfære)
1. Hvad sker der så, hvis der tilføres endnu 0,41 liter CO2 til denne atmosfære? Jo, 0,008 liter (1/51) vil forblive i atmosfæren, mens 0,402 liter vil blive optaget i havvandet; og hvis havvandet i øvrigt virker på samme måde,
som havene i den virkelige verden gør, vil en del af den til enhver tid opløste CO2 i havvandet blive omdannet til CaCO3 (Calciumkarbonat, kridt), som danner kalkskallerne både på de enorme mængder kalkskallet planteplankton og de enorme mængder kalkskallede zooplankton og andre kalkskallede havdyr (og knoglerne på havpattedyr osv.). Når disse dyr dør, synker ders kalkskaller og knogler til bunds i oceanerne og danner med tiden ENORME kridtaflejringer.
Møns Klint er eksempel på sådanne sedimenter (fra kridttiden, som den sjovt nok kaldes, hvor Danmark lå under vand i millioner af år). Langt det meste af kulstoffet i Jordens kulstofkredsløb er faktisk taget UD af kulstofkredsløbet, fordi det er bundet som kridt. Patrick Moore beskriver det som en trussel imod livet på Jorden, da sedimenteringen af CO2 fjerner denne livsvigtige gasart fra atmosfæren, og forklarer, at hvis ikke menneskeheden udgravede fossille brændstoffer og frigjorde CO2 til atmosfæren på denne måde, ville atmosfærens indhold af CO2 formentlig falde til under 150 ppm som følge af havenes sedimentering af CO2 i løbet af de næste 3 – 4 mio. år med det resultat, at plantelivet ville UDDØ.
I dette perspektiv er det altså essentielt, at menneskeheden får udledt noget mere CO2. Cementproduktion er i dette perspektiv særligt effektivt, fordi den medfører frigivelse af store mængder CO2 som er kemisk lagret i kalkforbindelser som CaCO3 (kridt) m.m.
Men anyways: Af enhver udledning af CO2 til atmosfæren vil kun 1 af 51 dele forblive i atmosfæren, mens 50 dele vil optages i havet (og senere sedimenteres).
Det betyder, at hvis vi skal fordoble CO2-indholdet i atmosfæren vha. menneskelige CO2-udledninger, så skal vi udlede 51 x 829 Gt = 42.279 Gt kulstof til atmosfæren. I artiklen er de samlede reserver af fossile brændstoffer anslået til max. 1940 Gt, hvilket efter de andre beregninger, jeg har set, er alt for lavt (jeg har set
reserverne anslået op til 11.000 Gt), men uanset hvad, så kan det nemt ses, at menneskeheden ikke KAN udlede en tilstrækkelig mængde CO2 til at fordoble atmosfærens nuværende CO2-indhold. Og (også) dermed kan vi aflyse enhver form for irrationel bekymring for “truslen” om global opvarmning pga. forøget CO2-koncentration i atmosfæren, for en fordobling af CO2-mængden i atmosfæren kan iflg. IPCC’s klart klimaalarmistiske holdning kun bevirke en global temperaturstigning på 1,5 – 4,5 grader, og
en sådan stigning ville kun kunne være til gavn for dyre- og plantelivet (uanset at den som påvist ikke kan SKE som følge af menneskelig CO2-udledning).
2. Men mere relevant for diskussionen her: Hvad sker der i balancen (1 m3 havvand i et lukket system med 1 m3 atmosfære), hvis havvandets temperatur stiger med 1 grader C? I hvert fald forflyttes en del af de 50 dele CO2, som findes i havvandet, til atmosfæren, men det jeg gerne vil have oplyst er, hvor stor en del, som forflyttes.
3. Og lige så interessant – men det er blot den omvendte beregning: Hvad sker der i balancen, hvis havvandets temperatur falder med 1 grad C? Så vil mere CO2 jo optages i havvandet, og luftens CO2-koncentration falde (som vi ser det i Vostok iskerneboringerne), men hvor meget?
Endelig nogle kommentarer som selve artiklens INDHOLD:
Det anføres i starten: “CO2 indholdet i atmosfæren er i industriel tid steget fra ca. 280 til 420 ppm. Denne stigning skyldes den menneskelige udledning af CO2, som det fremgår af nedenstående beskrivelse, som Jens Olaf Pepke Pedersen har udarbejdet for CEPOS.”
Denne påstand er ikke “fakta”, den er en mening. Jeg er personligt enig i, at menneskelige CO2-udledninger er årsag til en del af stigningen i atmosfærens CO2-koncentration, men jeg synes det er meget åbenlyst, at det er vanskeligt at fastslå præcist, hvor stor en del af koncentrationsforøgelsen, der skyldes menneskelige CO2-udledninger, og hvor stor en del der skyldes:
1) Udgasning fra havvandet, eller mindre optag af CO2 her pga. stigende havtemperaturer
2) Evt. stigende naturlige CO2-udledninger, f.eks. forårsaget af vulkanudbrud (en af de store ubekendte i ligningen) eller andre kendte eller ukendte faktorer; usikkerheden i alle angivne tal på figuren er meget store.
Jeg bemærker i den forbindelse, at spørgsmålet om størrelsen af det vulkanske bidrag er ekstremt kontroversielt, og at nogle forskere sætter det i hvert fald en faktor 10 højere end i artiklen pga. undersøiske vulkaner osv. osv.
3) Det fremgår af artiklen, at den er “IPCC kulstofbalance”. Læserne bør være klar over, at IPCC ikke er en objektiv eller troværdig kilde til viden om noget som helst, mindst af alt klimaspørgsmål. Læs de berømte e-mails fra “climategate” eller læs nogle kritiske blogs, men vær opmærksom på, at IPCC’s hovedformål er at fremstille situationen som om alle temperaturstigninger er menneskeskabte og skyldes menneskelige udledninger til atmosfæren (ellers bliver panelet arbejdsløst) – og deres “videnskabelige”
fremstillinger er indrettet til at tjene dette formål. Det betyder, at en figur udformet af IPCC vil være indrettet med det formål at “påvise”, at menneskehedens aktiviteter er ene- eller hovedårsag til stigningen i atmosfærens CO2-indhold, og transporten af CO2 UD af kredsløbet ved sedimentering i verdenshavene til være formindsket så meget som muligt for at skjule, at denne fjernelse af kulstof fra kredsløbet kunne være et problem på langt sigt.
Det fremgår videre af artiklen:
“Af det årlige menneskeskabte udslip på i alt ca. 9 Gt akkumuleres ca. 4 Gt i atmosfæren, mens det skønnes, at oceanerne netto optager ca. 2,3 Gt. ”
Denne påstand er i modstrid med den balance på 1:50 mellem CO2 i atmosfæren og i verdenshavene, som følger af Henrys lov ved de nuværende temperaturer, og påstanden bør underbygges af en form for argumentation som forklarer den klare modstrid. Jeg kunne forestille mig, at IPCC kun kigger på overfladevandets indhold;
men overfladevandet udveksler jo CO2 med de lavere liggende vandlag, så der i hvert fald over tid bliver “balance”. Påstanden er i hvert fald stærkt problematisk, og den er ikke troværdig.
Det problematiske i påstanden understreges af, hvad der efterfølgende skrives i artiklen: “Hvor resten af kulstoffet (ca. 2,6 Gt årligt) bliver af, har man ikke styr på, og det omtales lidt vittigt som “the missing sink”””
Så IPCC præsenterer et regnskab, hvor man ikke kan redegøre for, hvor 29% af de påståede menneskeskabte CO2-udledninger bliver af. Det er jo meget interessant, og siger egentlig alt om denne organisation og dens diagrammer og forklaringer.
Videre vedr. artiklens tal:
CO2-koncentrationen i atmosfæren er mig bekendt ikke 420 ppm som angivet i artiklen. Iflg. Moana Loa-målingerne var den i januar 2020 på 413,4 ppm (https://www.esrl.noaa.gov/gmd/ccgg/trends/), men der er store regionale svingninger, jf. Ole Humlums data (http://climate4you.com/GreenhouseGasses.htm#Temperature%20records%20versus%20atmospheric%20CO2)
Posten “rock weathering” er nok også meget kontroversiel. Min forståelse er, at kemiske processer i forbindelse med erosion medfører, at jordoverfladen på denne måde binder en del CO2. Det er svært at forestille sig, at der er så små mængder som 100 mio ton pr. år som angivet i artiklen, og det er i øvrigt uklart, om de 0,1 Gt og 0,3 Gt, som vises, bliver optaget eller frigivet fra jordoverfladen?!
Artiklen nævner heller ikke den vigtige pointe, at når CO2-koncentrationen i atmosfæren øges, bliver der mere næring til de enorme mængder planteplankton, som er en reel “sink” for CO2, for planteplankton optager først CO2, hvoraf de opbygger deres indre og evt. kalkskaller. Det meste planteplankton bliver naturligvis spist af havlevende organismer, men en vis procentdel synker ganske enkelt til bunds, hvorefter dette CO2 er “tabt” og taget ud af kredsløbet. Og jo højere CO2-koncentration, jo større algeopblomstninger; plus at disse algeopblomstringer bliver større, når havtemperaturen stiger.
Til slut står der i artiklen:
” Der er ikke tvivl om, at stigningen skyldes menneskets aktiviteter, bl.a. fordi isotopsammensætningen af kulstoffet afslører, at en stigende del af kulstoffet i atmosfæren kommer fra fossile brændstoffer. ”
Mig bekendt er der stor tvivl om – også baseret på isotop-sammensætningen – hvor stor en del af det forøgede CO2-indhold i atmosfæren, der skyldes menneskelige udledninger, og det er helt åbenbart, at spørgsmålet
er meget kontroversielt. At IPCC fremstiller det anderledes, kan ikke overraske. IPCC bedriver ikke redelig videnskab, og IPCC hævder til enhver tid, at der er “videnskabelig konsensus” om, at IPCC har ret i samtlige
sine påstande – hvorefter det som det næste hæves, at den “videnskabelige konsensus” er bevis for, at konsensus er korrekt. En fantastisk cirkelslutning, som dog ikke har noget med videnskab at gøre.
Denne form for cirkelslutninger er ikke værdige for nogen form for videnskabsmænd, og den er heller ikke værdig eller anvendelig for foreningen klimarealisme.
På Facebook skriver K.I.D.M om opslaget:
“Her er Klimarealismes faktaark om det globale kulstofkredsløb. Da vi mener, at det er spild af tid at diskutere loven om massens konstans, mener vi ligeledes, at det er spild af tid at sætte spørgsmålstegn ved om den menneskelige udledning af CO2 er årsag til den nylige stigning i atmosfærens kulstofindhold.”
Jeg bemærker hertil:
1) at K.I.D.M ikke – som forsøgt – kan udtale sig på vegne af alle medlemmer af foreningen af klimarealister,
2) at der er stærkt uheldigt, at han gør det alligevel
3) at han måske kan udtale sig på vegne af foreningens bestyrelsen, men det kræver i givet fald, at der foreligger samtykke til udtalelsens indhold, hvilket der næppe gør vedrørende denne artikel
4) at det for alle iagttagere burde være ÅBENLYST, at de menneskeskabte CO2-udledninger ikke er den eneste årsag til stigningerne samt
5) at almindelig menneskelig nysgerrighed og – hvis man kan tænke videnskabeligt – videnskabelig metode – tilsiger, at det er interessant at få kvantificeret, hvor meget der skyldes menneskelig aktivitet, og hvor meget der skyldes andre faktorer.
Klar, overskuelig og let læst artikel..tak for dén! 🙂
Jens Olaf Pepke Pedersen har ovenfor redegjort for det såkaldte kulstofkredsløb, og det er uhyre prisværdigt at nogen vil påtage sig at afklare begreberne. Men der er nogle detaljer som jeg gerne vil bringe op. Når “CO2 indholdet i atmosfæren er i industriel tid steget fra ca. 280 til 420 ppm” så må tallene være beregnede gennemsnit. Og så er problemerne:
* Hvor pålidelige er tallene når de bygger på et begrænset antal målestationer verden over?
* Hvor pålidelige er tallene når der findes korttids-variationer af ppm-andelen over tid på samme sted?
* Hvor pålidelige er tallene historisk da målinger ikke kan være sket på samme måde tilbage i historien?
* Og så det helt store problem: Hvilken fysisk virkelighed er et gennemsnitstal udtryk for?
* Eller sagt på almindeligt dansk: Hvilke virkninger må et gennemsnitligt indhold af kulstof antages at have på de andre forhold (herunder luftarter og andet) i atmosfæren?
Jeg anerkender selvsagt at isotopsammensætningen viser at en stigende del af atmosfærens kulstof kommer fra fossile brændstoffer, det ville være mærkeligt andet, men spørgsmålet er med hvilken grad af sikkerhed vi kan stille tallene op? Når det “skønnes, at oceanerne netto optager ca. 2,3 Gt.” så er 2,3 Gt en temmelig fleksibel størrelse og ordet “skønnes” angiver jo netop at det er noget vi antager.
Til Eyvind Dekaas kommentar er svaret at det ved vi ikke med nogen høj grad af sikkerhed. Og af svaret følger spørgsmålet hvilken fysisk virkelighed en atmosfærisk gennemsnitstemperatur svarer til. I et ‘abstract’ til en artikel med titlen Does a Global Temperature Exist? (Journal of Non-Equilibrium Thermodynamics 32(1):1-27) lyder to af sætningerne: “While it is always possible to construct statistics for any given set of local temperature data, an infinite range of such statistics is mathematically permissible if physical principles provide no explicit basis for choosing among them.” “A given temperature field can be interpreted as both “warming” and “cooling” simultaneously, making the concept of warming in the context of the issue of global warming physically ill-posed.”
Og hvor mange % påvirker den øgede CO2 temperaturen ?
Bare sådan et slag på taskerne 😉